Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

GældendeVersion 2016-07-29
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9772@2016-07-29/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

J.nr. 2015-6811-43678 En mand på 62 år søgte tre gange et job som Invest Manager gennem indklagede rekrutteringsbureau uden og fik hver gang afslag uden forudgående samtale. Klager oplyste selv sin alder i forbindelse med angivelse af stamdata ved ansøgningens indgivelse og i selve ansøgningen, herunder med angivelse af forventet tilbageværende tid på arbejdsmarkedet. Der var ikke noget i de skriftlige afslag, der tydede på, at alder var indgået i indklagedes vurdering af klager. Klager havde herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med ansøgningsprocessen. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afslag på en stilling som Investment Manager. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på ansættelse som Investment Manager på baggrund af et jobopslag indrykket af indklagede. Sagsfremstilling Klager søgte den 6. april, den 26. maj og den 25. august 2015 ansættelse som Investment Manager hos en virksomhed på baggrund af opslag fra indklagede rekrutteringsfirma. I forbindelse med fremsendelse af sine ansøgninger oplyste klager sin postadresse, sin fødselsdato, mailadresse, sit køn, uddannelse, stilling og den relevante branche. Klager anførte derudover – efter en beskrivelse af sine hidtidige arbejdsområder – blandt andet følgende i sine ansøgninger: ”Jeg er 62 år gammel, men har absolut ingen planer om at skulle pensioneres de næste 8 år, så dermed er jeg meget stabil. Qua min alder har jeg en stor portion erfaring inden for samtlige investeringsbare aktiver, og samtidig en lang bevist track record med merperformance i forhold til globale benchmark inden for alle aktivklasser. ” Klager blev ikke indkaldt til samtale i anledning af sine ansøgninger. Den 27. maj 2015 fik klager afslag på sin ansøgning af 6. april 2015 med følgende begrundelse: ”Vi har nu haft lejlighed til at gennemgå de indkomne ansøgninger. Vi har, på trods af dine interessante kvalifikationer, valgt at gå videre med andre kandidater. Vi kan til din orientering oplyse, at vi har haft en ekstraordinær stor interesse for den omtalte stilling, som har bevirket at processen er trukket ud. Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke for din interesse for stillingen. ” Klager fik den 1. oktober 2015 afslag på sin ansøgning af 25. august 2015 med følgende begrundelse: ”Vi har nu haft lejlighed til at gennemgå de indkomne ansøgninger. Vi har, på trods af dine interessante kvalifikationer, valgt at gå videre med andre kandidater. Vi kan til din orientering oplyse, at vi har haft en stor interesse for den omtalte stilling og vi vil gerne benytte lejligheden til at takke for din interesse for stillingen. ” Klager kontaktede efterfølgende indklagede med forespørgsel om, hvorfor stillingen blev slået op igen og igen, hvis indklagede virkelig havde modtaget mange kvalificerede ansøgninger. Hertil svarende indklagede blandt andet følgende: ”Stillingen bliver automatisk slået op igen på jobindex hver fjerde uge, så vi starter ikke forfra med processen. Vi har modtaget rigtig mange kvalificerede ansøgninger i relation til stillingen, og derfor har vi været nødsaget til at sortere gode profiler fra af forskellige årsager. Hvis du er interesseret kan vi gemme dit CV i vores emnebank og kontakte dig fremadrettet, såfremt der opstår en mulighed, der matcher din profil. ” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med jobansøgning ved indklagede. Klager henviser i den forbindelse til, at han – sammen med en række andre oplysninger – blev bedt om at oplyse sin alder i tilknytning til indgivelse af ansøgningen. Klager har søgt en stilling som manager hos indklagede i alt 3 gange siden april 2015, og det er den samme stilling, som har været slået op alle 3 gange. Hver gang har han i forbindelse med afslaget fået samme intetsigende begrundelse for, at han ikke fik stillingen. Indklagedes henvisning til, at de havde fået mange kvalificerede ansøgere stemmer ikke overens med, at de efterfølgende slog stillingen op igen. I forbindelse med afslaget i oktober 2015 oplyste indklagede den 2. oktober 2015 telefonisk, at de denne gang søgte en yngre medarbejder, hvorfor klager ikke kom i betragtning. Han har 13 års erfaring som chef, hvor han altid har leveret resultater, der var bedre end resultaterne på markedet i øvrigt. Klager ønsker med sin klage at få nævnets ord for, at indklagedes afslag var ubegrundet, og eventuel at få tilkendt en kompensation. Indklagede gør gældende, at de på intet tidspunkt har kommenteret på klagers alder. Der er en helt objektiv grund til, at klager har fået afslag, som handler om at have den relevante baggrund i forhold til det, indklagedes kunde efterspurgte. Klager blander i sin klage nogle faktuelle forhold sammen, når han skriver, at den samme stilling har været slået op flere gange. Indklagede havde i foråret 2015 slået en stilling op som Investment Manager, der blev besat af en meget velkvalificeret kandidat. Indklagede havde fået opgaven med at slå en tilsvarende stilling op som Investment Manager i efteråret – men med en lidt ændret bagvedliggende idealprofil. Fælles for begge ansættelsesprocesser var, at annoncerne på jobsøgningsportalen blev ”rykket frem” hver fjerde uge for at give en ekstra eksponering. Det er noget, de gør på alle deres annoncer. I modsætning til, hvad klager kan have troet, var der ikke tale om genopslag. Da indklagede modtog ansøgninger fra kandidater tættere på idealprofilen, fik klager et skriftligt afslag. Klager ringede efterfølgende for at følge op på afslaget, hvor han blandt andet udtrykte en negativ holdning til arbejdsløshedssystemet generelt. Indklagede beklagede i den forbindelse, at klager havde haft nogle dårlige oplevelser, men tilkendegav samtidig at indklagede jo ikke kunne tage ansvar for hverken andre virksomheders rekrutteringsprocesser eller ”systemet omkring arbejdsløse og A-kasser”. I relation til den konkrete stilling fik klager oplyst, at de var gået videre med ansøgere, der lå tættere på idealprofilen. Spørgsmålet om alder kom kun op, fordi det i forbindelse med telefonsamtalen den 2. oktober 2015 var meget vigtigt for klager at tale om alder. Klager fremhævede også sin alder i ansøgningen. Indklagedes kunde havde et udtrykkeligt ønske om en kandidat med erfaring fra management/strategikonsulentvirksomhed og det metodeapparat, man uddannes i her. Kunden er derfor kun blevet præsenteret for kandidater med den baggrund. Dette var tillige baggrunden for, at det i stillingsopslaget blev angivet, at det er ”en klar fordel hvis du har arbejdet med strategy consulting. ” Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet. Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Det samme gælder for et rekrutteringsfirma, der handler på vegne af en potentiel arbejdsgiver. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet lægger i overensstemmelse med indklagedes oplysninger til grund, at der har været tale om to ansættelsesrunder med to stillinger som Investment Manager med en lettere forskellig bagvedliggende idealprofil. Klager oplyste selv sin alder i forbindelse med angivelse af stamdata ved ansøgningens indgivelse og i selve ansøgningen, herunder med angivelse af forventet tilbageværende tid på arbejdsmarkedet. Der er ikke noget i de skriftlige afslag, der tyder på, at alder er indgået i indklagedes vurdering af klager. Klager har herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med ansøgningsprocessen. Klagers oplysning om, at han telefonisk fik besked om, at indklagede søgte en yngre profil, kan – sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen og henset til, at alder ifølge indklagede alene blev drøftet på initiativ fra klager – ikke føre til et andet resultat. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2015-6811-43678>

Versioner

  1. 2016-07-29