Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - stillingsopslag - ansættelse - ej medhold

GældendeVersion 2016-07-29
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9773@2016-07-29/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - stillingsopslag - ansættelse - ej medhold

J.nr. 2015-6810-44343 En mand fik afslag på ansøgning til en stilling som køkkendame i en daginstitution. I stillingsopslaget stod tillige, at den indklagede kommune ønskede at afspejle samfundet. De opfordrede derfor kvinder og mænd uanset alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge. Ligebehandlingsnævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at der ved annonceringen lå en tilkendegivelse af, at der blev foretrukket kvindelige ansøgere. Indklagede havde derfor ikke handlet i strid med annonceringsbestemmelsen i ligebehandlingsloven. Klager havde ikke påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at det var på grund af klagers køn, at han ikke blev indkaldt til samtale eller tilbudt stillingen. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en mand ikke kom i betragtning til en stilling hos indklagede, der søgte efter en køkkendame. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med annonceringsbestemmelsen i ligebehandlingsloven, at indklagede kommune i et stillingsopslag søgte efter en køkkendame til en daginstitution. Indklagede har ikke handlet i strid med ligebehandlingsloven i forbindelse med behandlingen af klagers ansøgning til stillingen. Sagsfremstilling Indklagede søgte efter køkkendame til en daginstitution. Af stillingsopslaget fremgår blandt andet: ” Køkkendame søges til [daginstitution] [Daginstitutionen] er et dagtilbud, der dagligt bespiser 56 børnehavebørn (…) Stillingen er på 30 timer om ugen. - Du skal kunne planlægge og fremstille frokost og eftermiddagsmåltid samt rengøre køkkenet og klare opvask - Du skal kunne samarbejde med mange forskellige faggrupper - Du skal have overblik - Du er ansvarlig for, at der føres egenkontrol - Du skal være fleksibel - Du skal kunne skrive og tale dansk - Du skal kunne møde i tidsrummet kl. 6.30-17.00 (…) [Kommunen] ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordres kvinder og mænd uanset alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge. (…)” Klager, der er en mand, skrev den 11. august 2015 en e-mail til indklagede: ”Hej [navn] I henhold til stillingsopslaget på hjemmesiden om køkkendame, søger jeg hermed stillingen. Jobbet lyder udfordrende, og spændende. Jeg har været selvstændig i mange år hvor jeg har beskæftiget mig med pizza branchen og restauration i mange år og har derfor stor erfaring med restaurant. Jeg har derfor stort kendskab til hygiejne og kontrol af fødevarer mm. Om mig selv som person kan jeg oplyse, at jeg hedder [navn], 45 år og kommer fra [by]. Jeg er målrettet og initiativrig, og arbejder meget effektivt og grundigt. Ser frem til at høre fra dig. Med venlig hilsen [klagers navn og adresse]” Den 17. august 2015 og den 22. august 2015 rykkede klager for svar på, om indklagede havde modtaget klagers ansøgning. Indklagede besvarede den 21. september 2015 klagers mails: ”Hej [klager] Jeg er ked af du ikke har modtaget et svar. Stillingen er besat til anden side. Med venlig hilsen [navn]”. Hvortil klager skrev samme dag: ”Hej [navn] Hvorfor blev jeg ikke udvalgt? Hvad søgte i? Bare mere til mig selv. Med venlig hilsen [klager]” Som svar herpå skrev personen fra indklagede samme dag: ”Hej [klager] Der var rigtige mange ansøger til stillingen. Vi udvalgte 4 til samtale og udvælgelsen sket på baggrund af deres skriftlige ansøgningen og deres erfaringen i køkken. Det vi søgt kan du se i annoncen. Held og lykke med din job søgningen. Med venlig hilsen [navn]” Den 22. september 2015 skrev klager til indklagede: ”Hej [navn] Øv – var alle da køkkendamer? :-) Jamen hvad forskellen da? Hilsen [klager]” Som svar herpå skrev personen fra indklagede samme dag: ”Hej [klager] Vi har ansat den køkken dame som vi mener kan løfte opgaven i [daginstitutionen]. Med venlig hilsen [navn]” Den 23. september 2015 skrev klager til indklagede: ”Hej [navn] Jeg har fået oplyst fra jer, at alle ansøger som blev indkaldt til stillingen var damer. Så skulle jeg jo have været en dame for at blive indkaldt. . Hehe! :-) God dag! Hilsen [klager]” Som svar herpå skrev personen fra indklagede den 5. oktober 2015: ”Kære [klager] Vi har ikke valgt ud fra køn, men ud fra kvalifikationer. Med venlig hilsen [navn]” Klager har et udenlandsk klingende navn. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn, og ønsker godtgørelse. Klager søgte stillingen, da han i mange år har arbejdet inden for branchen. Han har været selvstændig med egen forretning med ansvar for flere medarbejdere. Han fik afslag på sin ansøgning, fordi de søgte en ”dame”. Klager har set og talt med daginstitutionen for at se, om det kun var damer/kvinder, der blev indkaldt. Det var kun kvindelige kandidater, der blev indkaldt til samtale, ligesom der blev ansat en kvinde til stillingen. Dette bestrides desuden ikke af indklagede. Klager fik på intet tidspunkt en chance for at komme til samtale, når man i forvejen havde bestemt, at der blev søgt efter køkkendamer. Det forhold, at der ikke var medsendt et CV, hvilket indklagede heller ikke bad om, har ingen betydning i sagen, da klager på ingen måde ville have en chance for at komme i betragtning hos indklagede, idet der kun søgtes damer til stillingen. Klager bestrider, at stillingsbetegnelsen ”køkkendame” anvendes som almen betegnelse for køkkenpersonale. Klager har været selvstændig inden for pizza- og restaurantbranchen med flere hygiejne- og madkurser. Uanset hvor meget han uddyber eller dokumenterer i forhold til sin erfaring og kompetencer m.m., fastholdes det, at han aldrig ville komme i betragtning, da man allerede på forhånd havde besluttet at vælge en dame til stillingen. Det var også derfor, at han ikke havde hørt fra indklagede. Først i mail af 21. september 2015 skrev indklagede, at man var ked af, at klager ikke havde fået svar, men at stillingen var besat. Det indikerer, at man blot har henlagt ansøgningen. Indklagede skrev desuden i afslaget af 22. september 2015, at man har valgt den ”køkken dame”, der menes at kunne løfte opgaven. Det fortæller lidt om, hvorfor man kun har haft mandlige vikarer. Klagers ansøgning var kortfattet, og man kan ikke uden videre vurdere, at han ikke var god nok. Det forhold at indklagede ”undskylder” efter sagen er kommet for Ligebehandlingsnævnet, og det at opfordre til at søge uanset køn, alder, etnicitet er ingen undskyldning. Indklagede gør gældende, at der ikke er udøvet forskelsbehandling. Med stillingsbetegnelsen ”køkkendame” har indklagede ikke ønsket at tilkendegive, at de foretrækker kvinder frem for mænd. Dette understøttes også af, at de nederst i annoncen har anført, at ”[kommunen] ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordres kvinder og mænd uanset alder, religion, handicap og etnisk baggrund at søge” . Stillingsbetegnelsen ”køkkendame” anvendes som en almen betegnelse for køkkenpersonalet. For så vidt angår ansøgningsprocessen modtog daginstitutionen den 11. august 2015 ansøgningen per mail fra klager. Til mailen var der ikke vedhæftet CV, anbefaling eller anden dokumentation for de af klager angivne kvalifikationer. Ved ansøgningsfristens udløb havde daginstitutionen modtaget 45 ansøgninger. Ansættelsesudvalget foretog en screening af ansøgningerne med fokus på køkkenerfaring i en daginstitution. Der blev indkaldt fire personer til ansættelsessamtale. De fire personer, som blev indkaldt, havde følgende profiler: - Person 1: Flere års erfaring fra EID-skolemad i en anden kommune end indklagede samt medhjælperfaring fra en vuggestue. I ansøgningen fremgik bl.a., at ansøgeren gerne ville tilberede mad sammen med børnene og lave bålmad i samarbejde med de ansatte i institutionen. - Person 2: Flere års erfaring fra et institutionskøkken. - Person 3: Erfaring fra et institutionskøkken og havde herudover en profil som passede til indklagede kommunes ernæringsprincipper, og ansøgeren var meget optaget af økologi. - Person 4: Flere års køkkenerfaring og institutionserfaring. I ansøgningen fremgik bl.a., hvordan ansøgeren kunne inddrage børnene i madlavningen og af det sunde måltid i børnehaven/vuggestuen. Ansøgeren havde sat sig ind i indklagede kommunes ernæringsprincipper og var meget optaget af økologi. Den ansøger, som kommunen konkret valgte at ansætte i stillingen, havde flere års køkkenerfaring og institutionserfaring. Den 21. september 2015 blev der sendt et afslag til klager, hvori det blev angivet, at udvælgelsen var sket på baggrund af klagers skriftlige ansøgning og erfaring i et køkken. Der blev henvist til stillingsannoncen med hensyn til, hvilke kriterier der blev lagt vægt på for at komme i betragtning til stillingen. Det beror på en beklagelig fejl, at klager ikke på et tidligere tidspunkt modtog svar om, at stillingen var besat til anden side. Klager rettede herefter af flere omgange henvendelse til lederen af daginstitutionen for at få uddybet afslaget. Klager spurgte blandt andet, om man skulle have været kvinde for at komme i betragtning til stillingen. Klager blev gjort opmærksom på, at udvælgelsen ikke var sket på baggrund af køn, men på baggrund af de kvalifikationer, som stillingen kræver. Mailkorrespondancen af den 5. oktober 2015 er udeladt af klagers fremsendte bilag. Daginstitutionen har vurderet, at klager ikke var en af de bedst kvalificerede til stillingen, og han blev derfor ikke indkaldt til en ansættelsessamtale. Klager ville ikke have fået jobbet, selvom han havde været til samtale, fordi han ikke opfyldte de ønskede kvalifikationer til stillingen, da der især blev lagt vægt på køkkenerfaring fra institutioner. Udvælgelsen er ikke sket på baggrund af køn, men på baggrund af de kvalifikationer, som stillingen kræver, herunder en vurdering af den bedst kvalificerede til stillingen på baggrund af den dokumentation, fx CV, anbefaling eller lignende, der var vedlagt ansøgningen. Lederen af daginstitutionen var ikke klar over, at klager var en mand, før han selv gjorde opmærksom på det i mail af 23. september 2015. At klager ikke blev indkaldt til en samtale, har således ingen sammenhæng med kønnet. Daginstitutionen er et tilbud med mange mandlige ansatte. Gennem de to år, hvor daginstitutionen har haft madordning, har der været tre mandlige vikaransatte i køkkenet. Det er indklagede kommunes opfattelse, at de ikke med stillingsbetegnelsen ”køkkendame” har tilkendegivet, at de foretrækker kvinder frem for mænd til stillingen. Ordet ”køkkendame” er, ligesom fx ”brandmand” eller ”formand”, alene udtryk for en uformel omtaleform af køkkenmedarbejderne hvad enten der er tale om mænd eller kvinder. Ordet ”køkkendame” anvendes som en almen betegnelse for køkkenpersonalet. Indklagede tager afstand fra enhver form for forskelsbehandling på grund af køn. Situationen vedrører ikke lov om ligebehandling/forskelsbehandling, men handler om hvilken ansøger, der er den bedst kvalificerede til stillingen. Det beklages, hvis situationen er blevet fortolket på anden måde. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven). Det fremgår af ligebehandlingsloven, at der ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn. Det fremgår af indklagedes stillingsannonce, at de søgte en køkkendame, og at både kvinder og mænd opfordredes til at søge. Nævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at der ved annonceringen ligger en tilkendegivelse af, at der foretrækkes kvindelige ansøgere. Indklagede har derfor ikke handlet i strid med annonceringsbestemmelsen. Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager har ikke ved korrespondancen og ud fra oplysningerne om ansættelsesprocessens forløb i øvrigt påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at det var på grund af klagers køn, at han ikke blev indkaldt til samtale eller tilbudt stillingen. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2015-6810-44343>

Versioner

  1. 2016-07-29