Gelex

Afgørelse i sag 02.2016 af 18. juli 2016 fra Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder

OphævetVersion 2016-08-04fra 2016-08-04 til 2017-04-07
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9781@2016-08-04/da

Indhold
  1. Indledning

Afgørelse i sag 02.2016 af 18. juli 2016 fra Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder

De har som administrerende direktør for A ved e-mail af 21. april 2016 klaget over en afgørelse, som er truffet af Malerfagets faglige Fællesudvalg den 10. marts 2016, hvori der gives afslag på at godkende A som praktiksted for bygningsmalerelever. Ankenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag. Sagsfremstilling: Det fremgår af sagen, at A den 22. februar 2016 ansøger om godkendelse som praktiksted for elever til bygningsmaler. Af det fremsendte materiale fremgår, at A er resultatet af en fusion mellem det tidligere B og det allerede eksisterende A. A består af Teknisk Skole, Handelsskole (HG), Alment Gymnasium, Handelsgymnasium, Teknisk Gymnasium, Kursuscenter og N1. Malerfagets faglige Fællesudvalg giver den 10. marts 2016 afslag på Deres ansøgning. Afslaget er begrundet med, at det er udvalgets opfattelse, at en skole ikke skal drive bygningsmalervirksomhed – ud over de forpligtelser man har vedrørende skolepraktikelever. Herudover finder udvalget det uhensigtsmæssigt, at man i et ordinært uddannelsesforløb kan blive udlært i en virksomhed, hvor der er sammenfald mellem virksomhed og kunde. De klager på vegne af A ved e-mail af 21. april 2016 over afgørelsen fra Malerfagets faglige Fællesudvalg. De henviser herved til, at afgørelsen om ikke at godkende A som praktiksted ikke er sagligt begrundet. Efter anmodning fra Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder afgiver det faglige udvalg den 2. maj 2016 en udtalelse, hvori at den tidligere afgørelse med den deri angivne begrundelse fastholdes. I udtalelsen anføres uddybende, at A er godkendt som praktikcenter og har mulighed for at benytte skolepraktikelever til malearbejde på skolen under vejledning af en i praktikcenteret ansat instruktør, når elever ikke er ude i VFU (virksomhedsforlagt undervisning), delaftaler eller korte aftaler. Ved udvalgets besøg på Praktikcenteret den 21. april 2015 blev det oplyst, at skolepraktikelever i enkelte tilfælde indgår i skolens bygningstjeneste. Ifølge en evalueringsrapport foretaget af EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) vedrørende praktikcentre registreres dette som virksomhedsforlagt undervisning. Udvalget oplyser endvidere, at de har kendskab til et eksempel på, at denne sammenblanding af skolepraktik og bygningstjeneste har resulteret i, at en virksomhed, som ønskede at beskæftige en skolepraktikelev, har fået afslag på dette, da skolepraktikeleven var udlånt til bygningstjenesten. I anledning af, at A har anført, at en eventuel elevs arbejdsområde vil være ”aldeles indskrænket til skolens område” anfører udvalget, at det med en ordinær godkendelse af skolen som praktiksted vil være principielt muligt at påtage sig opgaver udenfor skolens områder. Udvalget anfører endvidere, at det ved ansættelse af en ordinær kontorelev ligger i ansættelsesforholdet, at arbejdsgiver og kunde er identiske. I håndværksfag er arbejdsgiver og kunde adskilte, hvilket er en væsentlig pointe i oplæringen. Adskillelsen betyder, at det er vigtigt, at en elev modtager oplæring i kundebetjening, overholdelse af deadlines over for kunder og lignende. Udvalget oplyser i tilknytning hertil, at udvalget i foråret 2015 har aflagt besøg på samtlige praktikcentre, hvor et gennemgående problem for mange centre er at skabe denne virksomhed/kunderelation, når skolepraktikelever udfører arbejdsopgaver på skolens områder. A´s bekræftelse på, at en elevs arbejdsområde vil være ”aldeles indskrænket til skolens områder”, vil efter udvalgets opfattelse være en hæmsko for den optimale oplæring. I Deres høringssvar til Ankenævnet den 4. maj 2016 har De anført, at det, som det faglige udvalg har anført om, at A principielt vil kunne anvende en lærling til at påtage sig arbejde udenfor skolens områder, vil være i strid med erhvervsskoleloven, der entydigt fastslår, at en sådan aktivitet vil være uden for skolens formål og dermed oplagt ulovlig. De anfører endvidere, at der ikke skelnes mellem kravene til kundeforståelse og –betjening ved en kontorelev og en malerlærling , da oplæring heri forekommer lige relevante for begge typer af elever. Såfremt synspunktet efterleves, er konsekvensen, at (erhvervs)skoler straks må afbryde allerede indgået lærlingeforhold, og at sådanne aftaler heller ikke fremover kan indgås. Ankenævnet har truffet følgende A F G Ø R E L S E Ankenævnet tilsidesætter afgørelsen af 10. marts 2016 truffet af Malerfagets faglige Fællesudvalg om afslag på godkendelse af A som praktiksted. Malerfagets faglige Fællesudvalg bør iværksætte en ny godkendelsessag hurtigst muligt på baggrund af A´s ansøgning i februar 2016. Ankenævnet har herved lagt til grund, at der ikke foreligger saglige eller faglige begrundelser for, at A ikke vil kunne godkendes som praktiksted for bygningsmalerelever. Det bemærkes herved også, at det er ankenævnets opfattelse, at kundekontakten har betydning inden for alle de merkantile og håndværksmæssige uddannelser, hvor skoler godkendes som praktikvirksomheder. I maleruddannelsen er der følgende mål for hovedforløbet: § 4. Kompetencemålene for hovedforløbet er følgende: 1) Eleven kan i det praktiske malearbejde anvende sin viden om forskellige underlags og malematerialers fysiske og kemiske egenskaber samt betydningen af det kemiske samspil mellem disse. 2) Eleven kan vurdere almindeligt forekommende udvendige og indvendige underlag (herunder gulve), vælge og vurdere sammenhængen mellem værktøj, udstyr, materialer og teknikker og på den baggrund udføre maletekniske behandlinger. 3) Eleven kan på baggrund af en forståelse af de enkelte processer (fra start til slut) i en arbejdsopgave planlægge sit arbejde og efterfølgende foretage den optimale sammensætning af værktøj, udstyr, materialer og teknikker i udførelsen af ind- og udvendige maletekniske behandlinger ved: a) afdækning og renhold, b) analyse, afrensning, isolering, beskyttelse og korrosionssikring af emner, c) opbygning/opretning af samlinger og bund, d) klargøring af bund til afsluttende overflade, e) beklædning og dekorativ anvendelse af beklædning, f) beskæring, afsnøring og fugning, g) dekorationer og farvetilpasning, h) finish med forskellige behandlingsmetoder, i) lakering af emner med forskellige materialer, og j) klargøring, aflevering og efterreparation. 4) Eleven kan ud fra et kendskab til betjening af airless-anlæg og andre bygningsmalerelevante sprøjteanlæg, herunder opbygning, klargøring, dyser, teknikker, rengøring og vedligeholdelse samt til anlæggenes anvendelsesområder i bygningsmalerfaget anvende disse. 5) Eleven kan anvende de for bygningsmalerfaget relevante digitale tegningsmetoder (elektronisk fremstilling af arbejdstegning, 2D- og 3D-tegning). 6) Eleven kan tegne enkle dekorationer på baggrund af idéforslag og udarbejdede skitser. 7) Eleven kan foretage farveefterligning, farveanalyse og farvesætning under hensyn til farvernes fysiske, psykiske og æstetiske egenskaber. 8) Eleven kan anvende farverne kreativt, herunder vurdere stilarters æstetiske og dekorative elementer. 9) Eleven kan vælge det korrekte it-værktøj til forskellige faglige opgaver og kan anvende elektronisk kommunikation og informationsindsamling. 10) Eleven kan identificere muligheder for anvendelse af materialer, værktøj, teknikker m.v. og deltage i udvikling af faget, herunder innovativt anvende viden om faktorer, som skaber teknologisk udvikling, produktudvikling og nye markeder. 11) Eleven kan vurdere kvaliteten i eget arbejde, herunder inddrage planlægning, arbejdsproces og arbejdsresultat under hensyn til standarder og normer. 12) Eleven kan anvende relevant teknologi til dokumentation af systematisk kvalitetskontrol og vedligehold. 13) Eleven kan planlægge, forudakkordere og prissætte eget arbejde ved hjælp af skriftlige og elektroniske medier. 14) Eleven kan identificere og beskrive årsager til problemer i arbejdsmiljøet og udarbejde forslag til løsning af disse. 15) Eleven kan arbejde med og reflektere over sammenhænge i arbejdsmiljøet og det ydre miljø. 16) Eleven kan arbejde med sundhed, trivsel og livskvalitet, sådan at eleven er i stand til at varetage fagets arbejdsopgaver. 17) Eleven kan identificere naturfaglige problemstillinger i både erhvervsfaglig og almen sammenhæng. 18) Eleven kan anvende relevante regningsarter for bygningsmalerfaget i forbindelse med arealberegning, materialeberegning (mængde og rækkeevne samt opmåling). 19) Eleven kan udbygge sine kompetencer til at deltage som aktiv, ansvarlig og handlekraftig samfundsborger i et demokratisk samfund i en globaliseret og foranderlig verden. 20) Eleven kan kommunikere og samarbejde med leverandører, kunder og andre faggrupper med hensyn til planlægning, tilrettelæggelse og udførelse af arbejdsopgaverne. 21) Eleven kan deltage i markedsføringen af virksomheden/faget. 22) Eleven kan på baggrund af fagets udvikling forstå behovet for personlig efter- og videreuddannelse. 23) Eleven kan opnå et kendskab til de faktorer, man skal tage højde for ved etablering af egen virksomhed. 24) Eleven kan koble fagets teori og praksis ved hjælp af praktikum-opgaver. 25) Eleven kan anvende bygningsmalerfaglig relevant engelsk. Stk. 2. Eleven skal have opnået Arbejdstilsynets bevis for gennemførelse af »Personlig sikkerhed ved arbejde med epoxy og isocyanater«. Ankenævnet skal bemærke, at der umiddelbart kan være dele af mål nr. 20 og 21, som en skole, der har elever i praktik, kan få vanskeligt ved at sikre oplæring i. Ankenævnet har dog lagt til grund, at det må antages, at der på en skole af en vis størrelse som A eksisterer en slags kundeforhold mellem skolens vedligeholdelsesafdeling, hvor eleven er placeret, og de afdelinger på skolen, hvor malerarbejdet skal planlægges og udføres. Ankenævnet skal endvidere bemærke, at hvis et afslag begrundes i, at der ikke i en virksomhed er de nødvendige forhold til stede omkring oplæringsforhold, der kan føre til, at eleven når sine praktikmål, skal det faglige udvalg samtidig vurdere, om en begrænset eller betinget godkendelse via en supplerende uddannelsesaftale kan etableres på skole eller anden virksomhed, jf. § 5, stk. 1 og 3, i bekendtgørelse nr. 26 af 15. januar 1991 om faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som praktiksteder. En afgørelse om, at virksomheden ikke kan godkendes, skal ledsages af en begrundelse og vejledning til virksomheden om, hvilke foranstaltninger virksomheden skal gennemføre for at blive godkendt, jf. § 5, stk. 5. Ankenævnet bemærker i den forbindelse, at ankenævnet finder det vanskeligt at argumentere sagligt og fagligt forsvarligt for, at en skole som A godkendes på vilkår af, at eleven i forhold til visse specificerede praktikmål skal uddannes i en anden virksomhed. Denne afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Som retsgrundlag for ankenævnets afgørelse henvises til - §§ 46-47 i lov om erhvervsuddannelser jf. lovbekendtgørelse 789 af 19. juni 2015 - § 1 og § 5 i bekendtgørelse nr. 26 af 15. januar 1991 om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som praktikpladser for elever i erhvervsuddannelser - Bekendtgørelse nr. 213 af 8. marts 2016 om erhvervsuddannelsen til bygningsmaler - Bekendtgørelse nr. 1517 af 13. december 2007 om Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder

Versioner

  1. 2016-08-04, til 2017-04-07