Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-01001
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9816@2016-08-19/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-01001
Klage over billede af grønlændere afvises Der var klaget over, at Ekstra Bladet havde indsat et billede af grønlændere til artiklen ”Kast med flasker og stole på torv i Aarhus” . Artiklen omtalte ikke grønlændere. Klager arbejdede ved Det grønlandske Hus, men klagede til Pressenævnets som privatperson. Da han ikke var blandt de afbildede personer, var han som privatperson ikke klageberettiget. Pressenævnet afviser at behandle sagen. Pressenævnets formand udtaler: Klagen angår Ekstra Bladets brug af et billede af personer med grønlandsk herkomst til en generel omtale. Klager er ikke selv omtalt eller afbildet i artiklen. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Henset til, at [Klager] ikke selv er omtalt eller afbildet i artiklen, har han ikke en sådan direkte, væsentlig og individuel retlig interesse, at han som privatperson kan anses for klageberettiget. Der er derfor ikke grundlag for at behandle klagen i forhold til [Klager]. Klagen afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over et billede til artiklen ”Kast med flasker og stole på torv i Aarhus” af 7. juli 2016 på ekstrabladet.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har til støtte for klagen anført, at artiklen er illustreret med et foto af personer med grønlandsk herkomst, selvom grønlændere ikke er omtalt i artiklen. Ved at benytte det pågældende foto medvirker Ekstra Bladet til at stigmatisere den grønlandske befolkning. Til artiklen er skrevet 129 kommentarer om grønlændere i det offentlige rum. Mange af kommentarerne er fordoms- og hadefulde eller racistiske. [Klager] har herudover henvist til, at Århus Stiftstidende i sin artikel ”Problemer på Klostertorv: De kaster med stole, sten og flasker efter gæsterne” på stiften.dk den 5. juli 2016 ikke omtalte grønlændere eller anvendte billeder af denne befolkningsgruppe. Billedet (i sløret version) er også anvendt som illustration og omtalt i artiklen ”Grønlændere udstilles som voldelige i Ekstra Bladet” på sermitsiaq.ag den 7. juli 2016, hvor [Klager] udtaler sig som informationsmedarbejder i Det grønlandske Hus i København. [Klager] har dog oplyst, at han indgiver klagen til Pressenævnet som privatperson, og at han ikke er blandt de afbildede personer i artiklen på ekstrabladet.dk. Pressenævnets formand udtaler: Klagen angår Ekstra Bladets brug af et billede af personer med grønlandsk herkomst til en generel omtale. Klager er ikke selv omtalt eller afbildet i artiklen. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Henset til, at [Klager] ikke selv er omtalt eller afbildet i artiklen, har han ikke en sådan direkte, væsentlig og individuel retlig interesse, at han som privatperson kan anses for klageberettiget. Der er derfor ikke grundlag for at behandle klagen i forhold til [Klager]. Klagen afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. Afgjort den 16. august 2016.