Gelex

Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Fleksjob

GældendeVersion 2016-09-09
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9875@2016-09-09/da

Indhold
  1. Indledning

Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Fleksjob

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en bosnisk statsborger, som havde haft opholdstilladelse i Danmark siden juli 2004. Det fremgik af sagen, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 1, at ansøgeren led af svær PTSD, hvor ansøgeren havde symptomer med angst, flash-backs, hørehallucinationer, depression og periodiske selvmordstanker, at ansøgeren blev medicineret herfor med antipsykotisk medicin, at ansøgerens PTSD var kronisk, og at ansøgeren havde været ansat i et fleksjob seks timer ugentligt fra april 2015. Ansøgeren havde selv anført, at hun i perioden fra 2008 til 2013 havde modtaget danskundervisning, at hun i 2013 havde været i fem måneders praktik på et plejehjem, at hun i 2014 havde været i fem måneders praktik i en børnehave og en måned i praktik i en kantineskole, og at hun siden april 2015 havde været ansat i fleksjob, hvor hun arbejdede seks timer ugentligt. Det blev til sagen endvidere oplyst, at ansøgeren i september 2013 som følge af sin PTSD lidelse havde svært ved at koncentrere sig, og at ansøgeren derfor havde det svært i forhold til uddannelse og arbejde, at et jobcenter havde foretaget en udredning af ansøgerens arbejdsevne, og at et rehabiliteringscenter i september 2014 havde besluttet, at ansøgeren var berettiget til at afprøve fleksjob. Udlændingenævnet fandt , at ansøgeren ikke opfyldte en af de grundlæggende betingelser for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3. Udlændingenævnet fandt således , at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5. Udlændingenævnet bemærkede , at det kun er beskæftigelse eller uddannelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kan indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt, og at der er tale om en løbende femårig periode. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren siden april 2015 havde arbejdet mellem tre og 27 timer om måneden i et fleksjob, og at beskæftigelse i fleksjob kan sidestilles med ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor , at ansøgeren på baggrund af sit fleksjob siden april 2015 samlet set højst havde været i ordinær beskæftigelse i elleve måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, hvis det samtidig kunne lægges til grund, at ansøgeren havde arbejdet fuldt ud inden for flekstiden. Udlændingenævnet bemærkede , at det fremgik af ansøgerens ansættelseskontrakt, at hun var tildelt seks arbejdstimer om ugen, og at hun kunne arbejde op til ni timer ugentligt. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste i 2013 havde været i fem måneders praktik på et plejehjem, og at hun i 2014 havde været i fem måneders praktik i en børnehave og en måned i praktik i en kantineskole, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til , at der ved ordinær beskæftigelse forstås, at beskæftigelsen skal være aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesforhold eller under fleksjobordningen, men ikke ulønnet praktik, hvorfor de måneder, hvor ansøgeren havde været i praktik, ikke kunne indgå i beregningen af, hvorvidt hun kunne anses for at opfylde beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, da det ikke var oplyst, at ansøgerens praktikforløb var som led i et fleksjob. Uanset at disse perioder ville kunne medregnes, ville ansøgeren ikke opfylde kravet om tre års beskæftigelse inden for de seneste fem år. Det forhold, at ansøgeren i perioden fra 2008 til 2013 havde deltaget i danskundervisning, og at hun havde bestået Prøve i Dansk 1, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret beregning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at enkeltfag og kurser, herunder danskundervisning, ikke kan medregnes som uddannelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 6, og at det alene er uddannelsesforløb, hvor en ansøger har færdiggjort en gymnasial- eller erhvervsuddannelse eller er i gang med en længerevarende uddannelse, som indgår ved beregningen af, om beskæftigelseskravet efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt. Udlændingenævnet fandt endelig , at det ikke kunne anses for uproportionalt eller som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, da ansøgeren uanset sine helbredsmæssige forhold havde mulighed for gennem sit fleksjob at opfylde betingelsen.

Versioner

  1. 2016-09-09