Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9903@2016-09-14/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - ej medhold

J.nr. 2014-6810-44783 En musiklæreres allergi-gener forværredes kraftigt i 2012 i forbindelse med at han underviste på en skole med kendte indeklimaproblemer. Klager kunne kun opholde sig i få undervisningslokaler. Indklagede havde gennem flere sæsoner måtte tage hensyn til klagers gener ved placeringen af undervisningen. Klager blev afskediget i forbindelse med, at indklagede fremover havde et ønske om at al undervisning skulle foregå på én skole. Klager havde problemener med at opholde sig i flere lokaler på denne skole. Nævnet vurderede, at indklagede i rimeligt omfang havde tilbudt klager hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at kunne arbejde som underviser. Indklagede havde blandt andet tilbudt klager, at han kunne undervise i en midlertidig stilling med reduceret timetal. Nævnet vurderede også, at indklagedes beslutning om den ændrede struktur var saglig, og at det efter det efter de foreliggende omstændigheder ville have været en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede, såfremt der skulle foranstaltes gennemgribende fysiske tiltag alene til brug for klagers undervisningstimer. Klager fik ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som musiklærer. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget som musiklærer. Sagsfremstilling Klager blev ansat som musiklærer i 1994 på en musikskole beliggende i indklagede kommune. Klager har speciale inden for klaverundervisning og har primært undervist elever fra 5. klasse og opefter. Undervisningen foregik på forskellige skoler i kommunen. Klager var ansat 25 timer om ugen. I 1998 kunne klager konstatere gener fra slimhinderne. Klager underviste på daværende tidspunkt i et kælderlokale på en skole, hvor der var sket en vandskade. Klager fik en blodprop i hjernen i 2010, og mulighederne for et fleksjob blev drøftet mellem klager og indklagede. Klager indgik den 26. maj 2011 en aftale om afholdelse af seniordage svarende til 3 timer om ugen i perioden fra 1. september 2011 til 31. august 2012. Klager var på daværende tidspunkt 55 år. I 2012 flyttede musikskolen permanent ind i lokaler på en skole, hvor musikskolen fik til huse i skolens øst-fløj. Skolen er fra 1932. Skolen, hvor musikskolen blev placeret, gennemgik i 2000-2001 en totalrenovering af taget på grund af skimmel og råd. Der blev samtidig etableret ekstra ventilation i kælderen under den ene fløj, da denne var opsuget og sur. I 2009 blev der fundet skimmel under gulvet i det gamle lærerværelse, og der blev herefter etableret konstant udsugning herfra. Et hjørnelokale blev skimmelrenoveret i 2010 på grund af vandskade fra tagnedløb. Efter musikskolen flyttede ind, blev der målt indeklimaproblemer med registrering af skimmel. Undervisningen fra 5. klasseelever og opefter, lærerværelset, lærermøder samt diverse koncerter skulle fremadrettet kun finde sted i musikskolens lokaler. Undervisningen af de yngre elever fra 0. til 4. klasse skulle foregå decentralt i lokaler, som var beliggende på de skoler, hvor eleverne befandt sig i forvejen. I løbet af 2012 gav klager udtryk for, at han begyndte at føle sig syg og kunne konstatere, at han havde svært ved at arbejde på grund af allergiske reaktioner, som gradvist blev forværret. Den 14. juni 2012 fik klager tildelt klasser til næste sæsons undervisning. Undervisningen skulle foregå på skoler, som klager havde oplyst, at han kunne opholde sig på uden at få allergiske reaktioner. I mail af 7. september 2012 oplyste klager til lederen på musikskolen, at han ikke kunne holde til at undervise i de tildelte lokaler, da indeklimaet gjorde ham dårlig, herunder at han også havde problemer med at opholde sig i lokalerne på musikskolen. Musikskolen var på daværende tidspunkt rykket ind i øst-fløjen på den kommunale skole. Indklagede oplyste den 10. september 2012, at musikskolen havde forståelse for klagers situation, og at det var muligt at arbejde for en løsning, så eleverne kunne modtage undervisning. Indklagede gav udtryk for, at klager skulle sige fra, hvis han ikke kunne opholde sig i de anviste lokaler, men at klager burde have orienteret om dette i god tid inden sæsonen. Indklagede udtrykte desuden en forventning om, at klager fremadrettet i god tid ville undersøge, hvilke lokaler han kunne tåle at opholde sig i. I mail af 21. november 2012 til ledelsen på musikskolen oplyste klager, som indtil da havde haft 14 sygedage i 2012, at han havde været i kontakt med egen læge og havde besluttet at sygemelde sig i tre uger. Klager oplyste samtidig, at han ville kunne genoptage arbejdet den 17. december 2012. Klager oplyste den 12. december 2012 til indklagede, at han ikke var i stand til at genoptage arbejdet som forventet. Der blev afholdt sygefraværssamtale med klager den 18. december 2012. Klager oplyste under samtalen, at han var mere påvirket af sin allergi end nogensinde før. Han kunne frem til sygemeldingen kun opholde sig i tre lokaler, men blev i højere eller mindre grad påvirket i alle undervisningslokaler, koncertsale og lign. Klagers allergiske reaktioner blev tilsvarende forværret i musikhuset, som fremover skulle danne rammerne for samtlige undervisningstimer. Der var enighed om, at klager ikke skulle opholde sig i lokaler i kommunen, hvor hans helbredsmæssige situation kunne forværres. Indklagede oplyste, at det var svært at finde andre lokaler eller finde en arbejdsform, hvor klager kunne afvikle sine musiktimer. Den 24. januar 2013 blev der afholdt en opfølgningssamtale. Under samtalen oplyste klager, som var mødt med en repræsentant fra sit fagforbund, at hans allergi var til hinder for, at han kun kunne opholde sig i det nyoprettede musikhus. Klager kunne kun opholde sig i tre lokaler i musikhuset og eventuelt i baghuset, som var tilknyttet musikhuset. Indklagede redegjorde for, at stort set alle musikskolens læreraktiviteter, elevaktiviteter, møder m.m. fremadrettet skulle finde sted i det nye musikhus. Politikere, forældre og elever havde fokus på, at musikhuset fremadrettet blev anvendt mest muligt. Klager raskmeldte sig delvist den 20. februar 2013, således at han kunne arbejde på navngivne skoler. Indklagede orienterede den efterfølgende dag klager om, at han ikke skulle møde på arbejde den 25. februar 2013, og at han ville modtage en opsigelse. Den 28. februar 2013 blev klager påtænkt afskediget som følge af længerevarende sygefravær samt den manglende udsigt til, at han ville være i stand til at genoptage arbejdet. Indklagede omtalte tilsvarende de driftsmæssige forstyrrelser, som klagers fravær affødte, samtidig med at klager efterhånden måske kun ville kunne undervise i få lokaler og slet ikke i det fælles musikhus. Klager blev opsagt den 21. marts 2013 til fratrædelse den 30. september 2013. Klager ønskede at arbejde i opsigelsesperioden og blev raskmeldt delvist den 2. april 2013. Klager ønskede samtidig at afprøve muligheden for at undervise i den fælles musikskole og de tre andre steder, hvor han havde elever. Klager rettede henvendelse til Jobcentret den 3. juni 2013. Den 11. juni 2013 ophørte jobcentrets refusion af sygedagpenge, da jobcentret vurderede, at klager var arbejdsdygtig. Det vurderedes, at klager ville kunne varetage et passende arbejde på ordinære vilkår. Ved opfølgningssamtale den 12. juni 2013 gav klager udtryk for, at han kun ville kunne opholde sig i musikhuset i en time ad gangen. Indklagede påpegede, at skolen fremadrettet også gerne vil gøre brug af klagers kvalifikationer som klaverekspert til deltagelse i teambuildingskurser mm. Den 1. juli 2013 fremsendte indklagede et tilbud om tidsbegrænset ansættelse for sæson 2013/2014 med løntimetallet 12,00/25,00. Klager skulle undervise elever i 5. klasse eller derover i musikhuset og yngre elever på de folkeskoler, som han havde oplyst, at han kunne tåle at undervise i. Klagers bisidder gav telefonisk udtryk for, at klager var indforstået med indklagedes tilbud om midlertidig ansættelse. Indklagede konstaterede den 12. august 2013, at klager endnu ikke havde skemalagt de anviste elever. Indklagede bad klager om hurtigt muligt at få skemalagt undervisningen, da elever og forældre afventede den fremtidige undervisningsplan. Klagers fagforening oplyste den 12. august 2013, at klager ikke ønskede at acceptere indklagedes tilbud om midlertidig ansættelse. Indklagede blev samtidig orienteret om, at klagers bisidder tog forbehold for at anlægge sag om usaglig afskedigelse efter funktionærloven. Indklagede annoncerede den 21. august 2013 efter en klaverlærer på musikskolen. Klager fratrådte stillingen hos indklagede den 30. september 2013. Det fremgår af speciallægeerklæring af 22. juli 2015 fra overlæge Tine Erichsen, Bispebjerg Hospital, at klager siden 1998 har været plaget af indeklimarelaterede gener i form af kløe og svien i øjne, svælg og mund samt hovedpine og ulidelig træthed. Generne opstår i forbindelse med ophold i lokaler med kendt indeklimaproblematik og skimmelsvampevækst. Klager lider af MCS (duft- og kemikalieoverfølsomhed), som ifølge speciallægeerklæringen blev konstateret i 2013. Speciallægen vurderer, at klagers fremtid er betinget af de symptomer, han oplever. Det vurderes, at de gener klager har i forbindelse med ophold i lokaler med kendt skimmelsvamp har været irritative, hvilket ikke er unormalt hos en patient, der i forvejen er kendt som allergiker og dermed muligvis har øget sensibilitet i slimhinderne. Af speciallægeepikrise fra Lunge- og Allergiklinikken fremgår det af seneste journalnotat fra 18. november 2015, at klager har astma, hvilket kan forklare en hel del af de luftvejssymptomer, han har ved eksponering både for skimmelsvamp og stærke dufte så som parfume, røg etc. Ifølge speciallægen syntes klager måske ikke på tidspunktet, at han havde de helt store gener, og klager var ikke parat til at indgå i et behandlingsforløb. Klagen er modtaget den 21. august 2014. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, og at han har ret til godtgørelse. Klager er ikke multiallergiker som oplyst af indklagede. Klager har en overfølsomhed over for toksisk påvirkning og har diagnosen MCS. Det er underordnet, hvornår diagnosen blev stillet. Det afgørende er, om indklagede vidste eller burde vide, at klager var syg på opsigelsestidspunktet. Klager har dokumenteret, at han var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Generne var til stede på afskedigelsestidspunktet, og indklagede var derfor forpligtet til at søge mindre indgribende foranstaltninger end afskedigelse. Det er korrekt, når indklagede anfører, at klager angiveligt ikke ville kunne varetage sit job som musiklærer, når han ikke kunne opholde sig på musikskolen, deltage i musikskolens aktiviteter, møder og arbejde på skolen, hvor musikskolen var placeret. Indklagede har imidlertid ikke prøvet, om klager reelt ville kunne opretholde eventuelt 17-18 skematimer, hvilket klager foreslog på mødet mellem klager og indklagede den 24. januar 2013. Opsigelsen synes at være begrundet i en politisk beslutning om at samle alle elever fra 5. klasse på musikskolen og ikke et spørgsmål om, hvorvidt man var indstillet på at forsøge at tilrettelægge klagers arbejdstid og arbejdssteder på en sådan måde, at det var fuldt forsvarligt helbredsmæssigt for klager. Indklagede er efter arbejdsmiljøloven forpligtet til at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø for sine ansatte. Indklagede har henvist til, at klager kunne have tjekket lokalerne på de omkringliggende skoler, hvor klager fik tilbudt undervisning for sæson 2013/2014, inden lokalerne blev tildelt, og at klager kunne have forsøgt at kontakte ledelsen omkring dette. Klager forsøgte rent faktisk at kontakte ledelsen, men kan ikke fremlægge dokumentation for det. Det er sandsynligvis korrekt, når Jobcentret vurderer, at klager var arbejdsdygtig og kunne varetage et passende arbejde på ordinære vilkår. Klager havde dog visse skånehensyn, som kom til udtryk ved, at han ikke kan arbejde i et toksisk miljø, som især var tilfældet på skolen, hvor musikskolen var beliggende. Beslutningen om at afskedige klager var truffet før opfølgningsmødet den 24. januar 2013, hvor klager og ledelsen fra musikskolen deltog. Klager var indkaldt til mødet i den tro, at der var tale om et opfølgningsmøde. Der var ingen diskussioner eller drøftelser om, hvorvidt klager kunne arbejde på de fire skoler, som klager havde oplyst var mulige for ham at opholde sig på, eller om, hvorvidt klagers arbejdstimer kunne samles ét sted. På mødet den 24. januar 2013 fremlagde klager en arbejdsplan, som var lavet i samarbejde med klagers fagforening. Planen blev aldrig nedfældet i referatet på mødet, og klager blev i stedet på mødet indstillet til afskedigelse uden anerkendelse af modellen. Klager har stillet sig til rådighed for kommunen, ligesom han sammen med tillidsrepræsentanten er kommet med forslag til, hvordan undervisningen kunne tilrettelægges på andre skoler, således at klager kunne fortsætte med at undervise. Klager var af den opfattelse, at det var en betingelse for indklagedes tilbagetrækning af opsigelsen, at klager accepterede at forsøge at arbejde 12 timer om ugen med timer fordelt på de fire skoler, men at klager tillige skulle arbejde i musikskolens lokaler. Klager indvilligede i at forsøge at arbejde maksimalt to timer i et særligt lokale, hvor der havde været færrest problemer på skolen, og hvor der tillige var opsat en luftrenser. Klager blev reelt afskediget fra en stilling på 25 timer og fik herefter tilbud om at tiltræde en midlertidig stilling på 12 timer, selvom klager havde oplyst, at 15 timer ville være et absolut minimum af hensyn til hans egen økonomi. Klager var kvalificeret, egnet og disponibel, men indklagede var ikke fleksibel i forhold til at tilgodese og tilrettelægge arbejde således, at klager kunne fortsætte i stillingen som musiklærer. Klager er blevet bekendt med, at en tidligere kollega, som fortsat er ansat på musikskolen, har samme gener som klager. Indklagede har imidlertid nu besluttet at flytte den pågældende medarbejder til andre lokaler. Indklagede var ikke indstillet på denne ordning, da klager havde symptomerne. Indklagede kunne således flytte medarbejdere til andre lokaler og gennemføre undervisningen, såfremt man ønskede det. Klager har stor forståelse for, at indklagede først renoverer skolen, når man har fået det samlede overblik over skaderne. Klager har dog ikke forståelse for, at indklagede ikke kunne flytte klager til andre lokaler, således at han kunne have fortsat undervisningen på samme måde, som det nu har vist sig er muligt for klagers kollega. Under hele forløbet har klager være særdeles meddelsom omkring sine gener. Klager har således ikke forståelse for, at indklagede nu anfører, at de ikke var vidende om, at klagers allergi er et handicap. Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Klager har udvist retsfortabende passivitet, idet Ligebehandlingsnævnet modtog klagen knap 17 måneder, efter klager modtog opsigelsen. Klager er kvalificeret og egnet til at udføre arbejdet som musiklærer, men var ikke disponibel på grund af fravær. Klager har derfor ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede var på tidspunktet for opsigelsen ikke vidende om, at klagers allergi var et handicap. Det fremgår af de lægelige oplysninger, at der er en vis usikkerhed om, hvornår klager har fået stillet diagnosen MCS. Af den lægelige redegørelse af 22. juli 2015 fremgår det, at klager i 2013 fik stillet diagnosen MCS på dermatologisk afdeling, men det fremgår ikke, hvornår diagnosen blev stillet i 2013. I samme redegørelse henviser lægen til, at klager har indeklimarelaterede gener, og at MCS blev konstateret i 2015. Den lægelige usikkerhed illustrerer med al tydelighed, at det for indklagede har været meget svært at vide, hvornår klager fik stillet diagnosen. Indklagede var derfor på afskedigelsestidspunkt ikke vidende om, at klager skulle have et handicap. Indklagede er videre af den opfattelse, at klager ikke er testet positiv over for skimmelsvampeallergi. Indklagede er derimod blevet præsenteret for Jobcentrets afgørelse af 11. juni 2013, hvoraf det fremgår, at klage er arbejdsdygtig, da det vurderes, at han kan varetage et andet passende arbejde på ordinære vilkår. Indklagede har på flere måder forsøgt at tilpasse omgivelserne til klagers behov, men klagers helbredsmæssige forhold gjorde, at det ikke var muligt at fastholde klager i stillingen som musiklærer. I årene frem til afskedigelsen i marts 2013 valgte indklagede at give klager positiv særbehandling, idet klager kun fik tildelt elever på de skoler og i de lokaler, hvor hans allergi efter hans eget udsagn tillod ham at opholde sig. I den forbindelse indkøbte indklagede en særlig luftrenser, som blev sat op i det rum, hvor han kunne tåle at opholde sig. I de perioder, hvor klager var særlig påvirket af sin allergi samt i perioden, hvor klager var påvirket af følgerne efter blodproppen, fulgte indklagede jævnligt op på klagers velbefindende og foreslog blandt andet klager, at han kunne ansøge om et flexjob. Det ønskede klager imidlertid ikke. Det var generelt svært at placere klager, da hans multiallergiske reaktioner i perioder var voldsomme og blandt andet medførte, at klager måtte sælge sin bil, da han ikke kunne tåle at sidde i den. Antallet af lokaler, som klager var i stand til at sidde i, var derfor meget begrænset. Klager fik mulighed for at undervise sine hold på tre skoler, som klager selv havde udpeget. Al undervisning var således placeret uden for den nye musikskole. Indklagede søgte under hele forløbet råd og vejledning hos personaleafdelingen, og en medarbejder herfra deltog i møderne. Klagers fagforening har tilsvarende løbende tilkendegivet, at indklagedes indsats og behandling af klager var prisværdig. Indklagede har blandt andet fremsendt referater fra sygesamtaler til klager, og klagers bemærkninger hertil er taget til efterretning og vedlagt klagers personalesag. Indklagede har desuden forsøgt at hjælpe klager med at få en sagsbehandler fra Jobcentreret til at deltage i rundbordssamtaler, selvom det dybest set ikke var ledelsens opgave, men det lykkedes desværre ikke. Indklagede har haft et stort ønske om at beholde klager som underviser på skolen, hvilket klager har været bekendt med under hele forløbet. Forudsætningen var naturligvis, at klager ikke skulle blive mere syg af at komme på arbejde på musikskolen. Musikskolens lokaler gennemgik en gennemgribende renovering og ombygning blandt andet med det formål at skabe ét musikhus. Musikskolens lærere havde gennem længere tid givet udtryk for, at de følte sig ensomme på deres arbejde og kun i ringe grad mødte deres kolleger, som havde undervisningstimer på andre skoler. Der var således et behov for at samle undervisningen i ét hus, hvor lærere kunne undervise samtidigt, og hvor der blev oprettet et lærerværelse, hvor lærerne kunne opholde sig og udvikle idéer sammen. Der var herudover behov for, at eleverne kunne mødes på tværs af fag, skoler og alder, så de kunne blive inspireret af hinanden og skabe musik på tværs. Ydermere var skolen opmærksom på, at flere elever og lærere havde fået høreskader (tinnitus) som følge af ophold i rum, som ikke er egnet til at udøve musik i. I forhold til de fysiske rammer er indklagede af den opfattelse, at det ville kræve et nybygget hus, såfremt klager skulle garanteres et miljø uden skimmelsvampe eller lign. Ud over at dette ville være en urimelig stor byrde med vidtrækkende økonomiske omkostninger for indklagede, ville klager stadig kunne blive udsat for skimmelsvampe, da svampe også kan opstå i nybyggeri. Klager gør gældende, at indklagede var villig til at ændre lokaler for andre medarbejdere, som også oplevede gener på arbejdspladsen, men at indklagede ikke var villig til at gøre det samme for klager. Indklagede har gennem årene foretaget utallige undersøgelser af forholdene på skolen og har løbende udført de anbefalede renoveringer af lokaler og bygninger. På det tidspunkt, hvor det blev besluttet at samle musikskolen på én skole, var der fundet skimmelsvampe, men værdierne for det fundne var mindre end de værdier, der blev fundet udenfor. Indklagede er således af den opfattelse, at der er blevet iværksat tilstrækkelige foranstaltninger med det formål at beholde klager på musikskolen. Beslutningen om, at eleverne fremadrettet skulle undervises i musikhuset var ikke en politisk beslutning som antaget af klager. Der var tale om en beslutning truffet af ledelsen og bestyrelsen. Indklagede forsøgte på alle tænkelige måder at finde en løsning, således at klager kunne fortsætte på skolen. Klager kunne ikke opholde sig på skolen, hvor musikskolen var placeret, og han kunne kun være i få andre lokaler i kommunen, men han havde helt særlige kvalifikationer og kompetencer, som var svære at erstatte. Klager kunne have genoptaget arbejdet på de 12/25 timer og dermed afprøvet omfanget af skånebehov. Ledelsen hos indklagede havde ved flere lejligheder spurgt i Center for Ejendomme, om der var problemer med indeklimaet på skolen, hvor musikskolen var beliggende. De havde hertil fået oplyst, at de problemer, der havde været, var blevet udbedret. Indklagede havde ligeledes fået oplyst, at de skimmelværdier, der var fundet i øvrigt, var mindre end dem, der var ude i naturen. Klagers længerevarende sygefravær skabte driftsmæssige gener for indklagede, og der var ikke udsigt til, at klager med rimelig sikkerhed kunne genoptage arbejdet på musikskolen inden for en overskuelig periode. Det forhold, at indklagede har besluttet at lade klagers tidligere kollega sidde i et mindre rum, som egentlig anvendes som dansernes omklædningsrum, er ikke et udtryk for, at medarbejdere har mulighed for at tilbyde undervisning uden for musikskolens lokaler. Det er fortsat indklagedes holdning, at medarbejdere ikke vil kunne blive flyttet ud decentralt (f.eks. på andre skoler), da undervisningen i 5. klasse og opefter skal foregå på musikskolen. Indklagede har iværksat rimelige tilpasningsforanstaltninger og afprøvet, om disse kunne løse klagers skånebehov. Uanset om klager har et handicap eller ej, er indklagede af den opfattelse at der er blevet taget de fornødne hensyn til klager, så han kunne fortsætte i stillingen som musiklærer. Indklagede har således foretaget ”rimelige foranstaltninger”. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere på grund af blandt andet handicap ved afskedigelse. Der ikke er nogen lovbestemt klagefrist i forhold til at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet. Efter sagens omstændigheder er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klager har udvist en sådan passivitet, at han ikke nu kan gøre krav gældende i henhold til forskelsbehandlingsloven. Nævnet afviser derfor ikke sagen. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Klager har bevisbyrden for, at han led af en sygdom, der havde medført et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager har siden 1998 været plaget af indeklimarelaterede gener. Tilstanden blev væsentlig forværret i 2012 i forbindelse med, at klager underviste på en skole, hvor der tidligere havde været indeklimaproblemer. Klagers gener var af en sådan karakter, at indklagede gennem flere sæsoner måtte tage hensyn til klagers allergi ved placeringen af undervisningen. Nævnet lægger efter de lægelige oplysninger til grund, at klager i 2013 fik stillet dianosen MCS (duft- og kemikalieoverfølsomhed), der blandt andet kommer til udtryk ved, at klager særligt om sommeren har kløe og svie i øjne, svælg og mund samt hovedpine og ulidelig træthed. Klager kan opleve kløe på huden, når han udsættes for materialer, der har været i berøring med kemikalier. I 2010 fik klager en blodprop i hjernen, men klager har ingen gener herfra. Klager lider desuden af astma. Det fremgår af en speciallæges vurdering af 22. juli 2015, at de gener, som klager har i forbindelse med ophold i lokaler med kendt skimmelsvampevækst har været irritative, hvilket ikke er unormalt hos patienter, der i forvejen er med eksem og dermed muligvis har øget følsomhed i slimhinderne. Speciallægen vurderer, at klagers fremtidige erhvervsevne er betinget af de symptomer, han oplever, og at det er en god ide, at klagers erhvervsevne afprøves i en skovbørnehave. Det er efter sagens omstændigheder og de foreliggende lægelige oplysninger, herunder særligt speciallægeerklæringen af 22. juli 2015, godtgjort, at klagers begrænsninger som følge af hans helbredsmæssige problemer i form af MCS på tidspunktet for afskedigelsen var til hinder for, at han fuldt og effektivt kunne deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Klager har derfor et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager blev afskediget den 21. marts 2013 til fratrædelse den 30. september 2013 på grund af sygefravær. Sygefraværet var forårsaget af klagers helbredsmæssige problemer. Klager har på den baggrund påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Indklagede har haft kendskab til klagers problemer med indeklimaet på skolerne gennem adskillige år og været medvirkende til at placere undervisningen i lokaler, hvor klager kunne opholde sig. Endvidere blev indklagede i 2012 gjort bekendt med, at der var sket en forværring af klagers gener. Indklagede burde derfor vide, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede var herefter forpligtet til at træffe de foranstaltninger, der var hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give klager mulighed for fortsat at udøve beskæftigelse, medmindre indklagede derved bliver pålagt en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang kunne lettes gennem offentlige foranstaltninger. Det er praksis fra EU-domstolen, at hensigtsmæssige foranstaltninger eksempelvis kan være, men ikke er afgrænset til, tilpassede arbejdsmønstre, tilpasset opgavefordeling og nedsat arbejdstid. Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de med tilpasningen forbundne omkostninger, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentlige tilskud eller anden støtte. Det fremgår også af EU-domstolens praksis, at der ikke kræves fortsat ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med den pågældende stilling med forbehold for forpligtigelsen til i et rimeligt omfang at foretage hensigtsmæssige foranstaltninger. Det er nævnets vurdering, at indklagede i rimeligt omfang har tilbudt hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger med henblik på at give klager mulighed for at arbejde som lærer i klaverundervisning. Nævnet lægger herved vægt på, at indklagede har forsøgt at imødekomme klagers skånebehov ved at tilbyde ham at undervise uden for musikskolens lokaler i en midlertidig stilling med et reduceret timetal, der ville indebære, at indklagede måtte omplacere elever og andre lærere. Det er indgået i nævnets vurdering, at musikskolen i 2012 fik stillet lokaler til rådighed, som fremadrettet skulle danne rammerne om én fælles musikskole, hvor al undervisning, koncerter og idéudvikling mellem lærere skulle foregå, og at klager kun i yderst begrænset omfang kunne opholde sig i disse lokaler. Nævnet vurderer, at beslutningen om den ændrede struktur for musikskolen hviler på saglige hensyn, og at det efter de foreliggende omstændigheder ville have været en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede, såfremt der skulle foranstaltes gennemgribende fysiske tiltag alene til brug for klagers undervisningstimer. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2014-6810-44783>

Versioner

1. 2016-09-14