Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9904@2016-09-14/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - arbejdsmiljø - ej medhold - ej handicap

J.nr. 2014-6810-55391 En social- og sundhedshjælper, som havde diabetes 2, var ansat som handicaphjælper. Hans arbejdsopgaver var bistand og pleje af en bruger i dennes bolig. Social- og sundhedshjælperen blev bortvist fra arbejdspladsen, da han havde forladt et personalemøde og ikke efterfølgende var mødt på sin vagt hos brugeren. Social- og sundhedshjælperen havde ikke trods opfordringer fremlagt lægelig dokumentation for, at han som følge af sukkersygen skulle have begrænsninger, der hindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere. Han havde heller ikke fremlagt dokumentation for, at der forud for bortvisningen havde været drøftelser med arbejdsgiveren om, at der skulle tages højde for hans gener, eller at arbejdsgiveren i øvrigt skulle være bekendt med, at han havde begrænsninger i forhold til arbejdet. Det var derfor ikke godtgjort, at social- og sundhedshjælperen havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og han fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev bortvist fra sin arbejdsplads efter et personalemøde. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev bortvist fra sin arbejdsplads. Sagsfremstilling Klager, der er uddannet social- og sundhedshjælper, blev pr. 5. december 2008 ansat som handicaphjælper ved indklagede, der er en virksomhed, som formidler hjælpere til brugere med handicap. Klager var beskæftiget som hjælper for bruger A i dennes bolig under leder B. Klagers arbejdsopgaver var bistand til og pleje af bruger A, herunder varetagelse af huslige opgaver. Den 24. april 2013 fik klager en skriftlig advarsel. Det fremgår af advarslen, at klager havde udvist en uacceptabel adfærd hos bruger A, idet der særligt blev henvist til, at der havde været tilfælde, hvor klager havde sovet under vagt, hvor klager ikke havde udført snerydning eller anden oprydning/rengøring på bruger A’s adresse, og hvor de daglige arbejdsopgaver ikke havde været udført i henhold til arbejdsplanen. Det fremgår også af advarslen, at hjælpernes opgaver var påpeget i en e-mail dateret 11. maj 2012 og gennemgået på ny på personalemøde den 23. april 2013. Indklagede indskærpede i advarslen, at den beskrevne adfærd under ingen omstændigheder ville blive tolereret, og at bruger A skulle være under konstant overvågning, ligesom arbejdsplanen skulle følges og udfyldes korrekt. Det fremgår af klinisk biokemisk prøvesvar af 24. februar 2014, at klagers blodsukkerniveau var 13,5. Den 24. maj 2014 sendte klager en SMS til leder B med følgende indhold: ”Hej w. Jeg er blevet kaldt til øjenkontrol mandag kl. 08.30 på [X] sygehus i forbindelse med sukkersyge. Tiden kan desværre ikke rykkes. Jeg har intet internet pt. Så kan ikke se hvem der møder ind og afløser mig kl. 08. – men skal have vedkommet til at møde ind kl 07 , så jeg kan nå til den øjenundersøgelse, da jeg bagefter har møde med medicinsk overlæge på [Y] sygehus. Vil du underrette personen så jeg nå på hospitalet. Venlige hilsner , [klager] hjælper hos [bruger A]. ” Det fremgår af journal dateret 26. maj 2014 fra et øjenambulatorium, at der blev foretaget fondusfoto på grund af diabetiske øjenbaggrundsforandringer. Der blev den 28. maj 2014 kl. 8.00 holdt et personalemøde i teamet af handicaphjælpere omkring bruger A. Samme dag kl. 08.58 sendte klager følgende besked til leder B: ”Hej [leder B]. Jeg er nød til at sygemelde mig grundet de psykiske overgreb der kørte på holdet. Prøvede at dæmpe alle parter . Ved ikke hvad der skete for folk. Råben skrigen, anklager. ragnarok! ! Fortæller gentagende gange det må være nok og folk må stoppe , fortalte os at jeg ikke ku psykisk ! alligevel fortsatte alle . er dybt i chok! ydermere skal man os råbes efter når man går. : ( er så ked af det og skuffet. Min læge ringer kl 10 bliver nød til at få ro i mit hovede, min sukkersyge er stærkt i forværing. Samt skal nok opereres samtidig bliver man udsat fot det her ! Det samarbejde på dag . Men jeg har på ingen måder del i det, tvært imod, går ikke og tjekker boner , skrald og toastbrød. Ønsker du en læge erkæring får du den i morgen. Er virkelig chokeret , og ked at det! Håber snart at være klar igen til et forhåbentligt MEGET. bedre arbejdsmiljø. Vh [klager] hjælper hos [bruger A]. ” Leder B svarede hertil, at hun gerne ville tale med klager, inden han kørte hjem. Klager oplyste, at han var kørt, da han ikke kunne mere, og at han sad i bilen og græd. Leder B skrev derpå til klager: ”Det er jeg ked af, det havde ikke noget med dig at gøre. God bedring” Klager blev ved brev af 28. maj 2014 bortvist, da indklagede var blevet underrettet om, at klager samme dag havde forladt personalemødet i vrede og efterfølgende var udeblevet fra sin vagt hos bruger A. Indklagede betragtede udeblivelsen som en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet. Det fremgår af journalnotat dateret 30. maj 2014 fra øjenambulatoriet, at klager havde haft type 2 diabetes gennem 4-5 år. Han var henvist fra bariatrisk klinik til ambulatoriet forud for en by-passoperation. Der fandtes ved undersøgelsen mild non proliferativ diabetisk retinopati, der burde kontrolleres igen efter ca. et år. Ved brev af 4. juni 2014 blev klager indkaldt til operation den 11. juni 2014. Klagers advokat skrev den 23. juni 2014 til indklagede, at klager under personalemødet den 28. maj 2014 blev så påvirket af, at hans kolleger opførte sig aggressivt og truende, at han oplyste sin nærmeste leder om, at han var syg og blev nødt til at gå hjem. Klager sygemeldte sig efterfølgende formelt over for lederen, idet klager samtidig oplyste, at hans læge ville fremsende en lægeerklæring på anmodning. Advokaten gjorde gældende, at klagers fravær var lovligt forfald, og at bortvisningen var uberettiget, hvorfor klager havde krav på erstatning og godtgørelse. Advokaten oplyste samtidig, at klager i forbindelse med sin sygemelding havde oplyst, at hans sukkersyge var i forværring, og at han snart skulle opereres, samt at sukkersygen kunne karakteriseres som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Ifølge udprint dateret 25. juni 2014 af en side på indklagedes intranet vedrørende klagers ønsker til vagternes omfang, vagttyper og indhold samt klagers CV fremgår det om klager under ”Resume”: ”28år gammel, glad for livet. Robust fysisk og psykisk. Logisk, humor og plads til forskelligheder er nok 3 vigtige ord. ” Indklagede oplyste i brev af 1. juli 2014 til klagers advokat, at det var indklagedes opfattelse, at klager bidrog til den ubehagelige stemning på personalemødet, og at han forlod mødet i vrede, samt at han ikke havde oplyst om alvorlig sygdom på mødet eller tidligere i ansættelsen. Indklagede oplyste også, at klagers leder først blev bekendt med, at klager ikke havde til hensigt at møde på vagten, og at han var blevet syg, da han sendte en sms efter at have forladt mødet. Indklagede oplyste videre, at lederen foreslog klager at vende tilbage, så de kunne få talt sammen, hvilken klager ikke ønskede. Derudover oplyste indklagede, at klager ikke tidligere havde gjort indklagede bekendt med sygdom eller handicap, som havde betydning for ansættelsen, og som var omfattet af oplysningspligten efter lov om helbredsoplysninger. Indklagede anførte, at klager på sin jobprofil havde beskrevet sig som ”robust fysisk og psykisk”. Det var fortsat indklagedes opfattelse, at det uanset skænderiet burde have været muligt for klager at møde på vagt hos brugeren, der ikke havde deltaget eller været part i skænderiet på mødet. Det fremgår af udtalelse dateret 1. september 2014 fra klagers læge, at klager var blevet henvist til gastric bypass-operation på grund af overvægt og diabetes. Klagers vægt var 142 kilo den 27. januar 2014 og 116 kilo den 28. august 2014. Klagers diabetes var ustabil inden operationen. Ved seneste tjek blev klager erklæret symptomfri, idet hans faste blodsukker var 5,3. Den 8. oktober 2014 sendte klagers advokat udkast til klage til Ligebehandlingsnævnet til indklagede, som den 16. oktober 2014 oplyste over for advokaten, at indklagede ikke var enig. Indklagede fastholdt, at klager først ved sms-beskeden af 28. maj 2014 oplyste sin leder om, at han havde sukkersyge, og at der ikke havde været en funktionsnedsættelse i forhold til arbejdet. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev indgivet den 20. oktober 2014. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han blev bortvist på grund af sit handicap i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager ønsker godtgørelse på 285.133,68 kr. svarende til 12 måneders løn. Ligebehandlingsnævnet kan behandle sagen på skriftligt grundlag, ligesom nævnet kan tage stilling til, om bortvisningen af klager var uberettiget. Nævnet har tidligere realitetsbehandlet bortvisningssager, og nævnet kan tage stilling til, om den uberettigede bortvisning var begrundet i klagers handicap. Klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager kunne ikke regulere sin sukkersyge (diabetes 2), der var i forværring. Klagers symptomer var hyppige toiletbesøg, træthed på grund af for højt blodsukker, humørsvingninger på grund af stigende og faldende blodsukker og langsom sårheling. Klager havde således en længerevarende funktionsnedsættelse. Som dokumentation for sit handicap har klager henvist til Diabetesforeningens hjemmeside, hvor en række symptomer er beskrevet, herunder hyppig vandladning, kløe, infektion i hud og slimhinder, kvalme, træthed, føle- og synsforstyrrelser samt vanskelig sårheling. Ifølge Sundhedsguiden har diabetespatienter blandt andet svedeture og koncentrationsbesvær. Klager havde disse symptomer på bortvisningstidspunktet. Det fremgår desuden af en fremlagt medicinliste, at indtagelse af medicinen blandt andet kunne give kvalme og diarré. Det er ikke afgørende for vurderingen i forhold til klagers handicap, om klager havde et konkret kompensationsbehov for at kunne bestride sit arbejde. En lønmodtager kan godt være omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb, selvom der ikke foreligger et konkret kompensationsbehov i forhold til den konkrete stilling. Klager havde dog et kompensationsbehov, da han havde behov for, at arbejdstiden blev tilrettelagt, så den tog hensyn til, at han blandt andet ofte følte træthed og kvalme samt havde føle- og synsforstyrrelser. For at kunne behandle sukkersygen blev det besluttet, at klager den 1. juli 2014 skulle have foretaget en gastric bypass-operation, da denne operation kunne gøre klager symptomfri. Under en øjenundersøgelse den 26. maj 2014 fandt man forandringer på grund af sukkersygen, hvorfor operationen blev fremrykket til den 11. juni 2014. Klager var ikke klar over, at sukkersygen kunne karakteriseres som et handicap, eller at han havde krav på at få tilpasset arbejdsforholdene i overensstemmelse hermed. Det er uden betydning, at klager ikke i forbindelse med, at han fik den skriftlige advarsel, meddelte, at sukkersygen var årsag til, at han faldt i søvn på en vagt. Arbejdsgiver har pligt til at afdække, hvilke kompensationsforanstaltninger der eventuelt måtte være hensigtsmæssige. Det bør ikke komme klager til skade, at indklagede ikke afdækkede klagers eventuelle kompensationsbehov efter forskelsbehandlingslovens § 2 a. Klager, der var svært overvægtig, oplyste løbende sin ledelse om sukkersygen, og ledelsen var før operationen bekendt med, at klagers svingende blodsukker indebar, at der ved tilrettelæggelsen af arbejdet hos indklagede skulle tages højde for, at klager til tider kunne være ustabil. Under et vagtmøde den 8. april 2014 oplyste klager sin leder om, at han seks uger fra uge 25 og frem til operationen ikke kunne tage så mange vagter, ligesom klager i sms’en den 24. maj 2014 oplyste sin leder om øjenundersøgelsen den efterfølgende mandag. Det fremgår af sms’en, at klager havde sukkersyge. Klager arbejdede 20 timer om ugen ved Z Kommune og ikke 30 timer som påstået af indklagede. Det er ikke korrekt, at klager sideløbende arbejdede som udsmider, og det er således heller ikke korrekt, at klager var taget direkte på arbejde for bruger A efter at have været dørmand om natten. Det er heller ikke korrekt, at klagers bibeskæftigelse påvirkede hans arbejde for indklagede negativt. Klager har under sin ansættelse ved indklagede aldrig modtaget kritik. Bortvisningen af klager fandt sted umiddelbart efter, at klager oplyste sin leder om, at hans sukkersyge var i forværring, og at han derfor skulle opereres. Baggrunden for den skriftlige advarsel, som klager fik et år før bortvisningen, var, at klager sov i 30 minutter under en vagt, da han på grund af sukkersygen var blevet utilpas. En af klagers kolleger passede brugeren, mens klager sov. Den kritik, der blev givet af klagers arbejde, herunder, at han var træt på vagterne, kunne tilskrives sukkersygen. Advarslen vedrørte helt andre forhold end det, som bortvisningen var begrundet i. Klagers beskrivelse i indklagedes database om, at han var fysisk og psykisk robust, blev udarbejdet, mens sukkersygen var under kontrol. Det bestrides, at klager havde givet anledning til samarbejdsvanskeligheder, og at klagers sygefravær ikke var reelt. Det er ikke korrekt som anført af indklagede i brev af 1. juli 2014, at klager bidrog til den dårlige stemning på personalemødet den 28. maj 2014 og ikke var syg. Under personalemødet beskyldte kollega C pludselig kollega D for at have stjålet otte skiver toastbrød fra bruger A. Alle medarbejderne undtaget klager begyndte at skændes højlydt, hvorefter kollega D opsagde sin stilling og forlod lokalet. Klager bad leder B om at standse anklagerne om tyveri, hvilket betød, at skænderiet mellem kollega C og kollega E eskalerede. Leder B foretog sig ikke noget for at standse skænderiet, og klager blev som følge af sukkersygen følelsesmæssigt påvirket af det aggressive og truende skænderi. Han oplyste over for leder B, at han blev syg af at overvære skænderiet og tog hjem. Klager har for nævnet fremlagt vidneforklaringer fra kollega D og E om, hvad der foregik på mødet. Det er ikke korrekt, at leder B, inden klager forlod mødet, oplyste ham om, at han ikke måtte gå. Klager sygemeldte sig mundligt og skriftligt, ligesom det fremgår af sms-korrespondancen, at skænderiet ikke havde noget med klager at gøre, og at leder B ønskede klager god bedring. Den fremlagte sms-korrespondance understøtter ikke indklagedes angivelse af, at klagers sygemelding ikke var accepteret. Klager blev ikke anmodet om en lægeerklæring, og det blev ikke tilkendegivet over for klager, at hans sygemelding ikke blev accepteret. Klager har dermed påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling. Indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at bortvisningen ikke var begrundet i klagers sukkersyge og den planlagte operation. Indklagede gør gældende, at klager udelukkende blev bortvist, fordi han forlod en igangværende vagt hos en stærkt handicappet bruger uden at afvente ankomsten af en vikar. Sagen er ikke egnet til behandling i Ligebehandlingsnævnet, da der er uenighed blandt parterne om, hvad der skete på personalemødet den 28. maj 2014, hvilket kræver bevisførelse med afhøring af vidner og parter. Indklagede bestrider, at klager har krav på godtgørelse i henhold til forskelsbehandlingsloven, eller at indklagede skulle skylde klager noget beløb. Indklagede bør derfor frifindes i forhold til klagers påstand, da bortvisningen af klager alene skete på grund af hans grove misligholdelse af væsentlige ansættelsesretlige forpligtelser. Det er klager, der skal dokumentere, at han har et handicap, og klager har ikke dokumenteret, at han har en nedsat arbejdsevne i forhold til arbejdet som handicaphjælper. Klager kunne arbejde på lige fod med sine kolleger og havde ikke noget kompensationsbehov. De fremlagte henvisninger til Diabetesforeningens hjemmeside og Sundhedsguiden er ikke dokumentation for, at klager har et handicap. Det er ikke korrekt, at indklagede var forpligtet til at afdække, hvilke kompensationsforanstaltninger, der kunne være hensigtsmæssige, da det i første række var klager, der entydigt skulle have gjort opmærksom på sit handicap, hvilket han ikke gjorde på en relevant måde. Den kortfattede sms-besked, som klager sendte til leder B omkring øjenundersøgelsen, er ikke en konkret information, der kunne føre til, at indklagede burde indse, at klager kunne have et handicap, og at eventuelle kompensationsforanstaltninger skulle afdækkes. Indklagede modtog ingen anden information end den pågældende sms. Det er ikke korrekt, at klager løbende havde oplyst ledelsen om sin sukkersyge. Leder B modtog aldrig en orientering om, at klager skulle have de helbredsproblemer, som er beskrevet i klagen til Ligebehandlingsnævnet. Leder B havde heller ikke hørt om, at klager ikke skulle kunne tage vagter på grund af en kommende operation, endsige årsagen til operationen, eller at han skulle have de af klager beskrevne gener. Tværtimod var det leder Bs opfattelse, at klager ønskede så mange vagter som muligt i tilknytning til de to andre stillinger, som han bestred. Leder B blev ikke orienteret om, hvad klager fik af diagnoser eller råd under konsultationen den 26. maj 2014. For at sikre, at hjælperne konkret kunne udføre den opgave, som de var ansat til ved indklagede, blev de bedt om i en database at oplyse om forhold af betydning for en given arbejdsopgave. Klager havde blandt andet beskrevet sig selv som fysisk og psykisk robust. Klager kunne til enhver tid have opdateret indholdet i databasen, og indklagede lagde derfor til grund, at klager var som beskrevet i databasen. Indklagede er et privatejet aktieselskab, der siden 1996 har drevet virksomhed med formidling af hjælpere til brugere med handicap. Hjælperne arbejder oftest i teams om en bruger. Der var i alt seks hjælpere og en leder, leder B, i det team, der i døgndrift hjalp bruger A. Da klager blev ansat ved indklagede, arbejdede han fem vagter om måneden, idet han samtidig var ansat som social- og sundhedshjælper i Z Kommune cirka 30 timer om ugen. Antallet af vagter blev sat op til syv vagter om måneden svarende til en fuldtidsstilling, da klager ville opsige sin stilling ved Z kommune. Klager sagde imidlertid ikke stillingen op, og antallet af vagter ved indklagede blev derfor sat ned til fem om måneden af hensyn til en forsvarlig udførelse af opgaverne. Ud over ansættelsen ved indklagede og Z kommune arbejdede klager som udsmider på en bar i weekenderne. Klager oplyste selv sin leder om, at han var/er medejer af en café og var afløser på et plejehjem. Det er uden betydning, om klager arbejdede 30 eller 20 timer om ugen i Z kommune. Klager havde andet omfattende arbejde sideløbende med det fuldtidsarbejde, som han oprindeligt havde for indklagede, og klagers leder konstaterede, at kvaliteten af klagers arbejdsindsats faldt, og at samarbejdsvanskelighederne steg, mens han havde flere jobs. Arbejdet som udsmider gav særskilt anledning til samarbejdsvanskeligheder, da klager nogle gange kørte direkte fra jobbet til en vagt hos bruger A og ikke var udhvilet, når han mødte. Dette var påtalt over for klager. En daværende kollega klagede til leder B over, at klager havde vanskeligt ved at holde sig vågen på vagterne om søndagen. Leder B måtte jævnligt påtale klagers sygefravær, som ofte var sammenfaldende med de jævnligt forekommende perioder, hvor bruger A’s helbred var værst og mest plejekrævende for hjælperne. De øvrige hjælpere i teamet havde påpeget dette sammenfald og bedt leder B tale med klager herom. Selvom leder B påtalte dette over for klager en del gange, gentog fraværsmønstret sig. Det er en central forpligtelse for en hjælper hele tiden at være til stede hos og konstant have visuel kontakt med brugeren under en vagt, og en hjælper må ikke sove under vagten. Det er derfor væsentligt, at en hjælper ikke forlader brugeren, hvis hjælperen bliver syg, før en anden hjælper er tilkaldt og kommer til stede. Dette indskærpes alle hjælpere ved ansættelsen. Den 11. maj 2012 indskærpede leder B de arbejdsmæssige forpligtelser over for teamet. Klager iagttog imidlertid ikke hele indholdet og modtog en advarsel den 13. maj 2013 som følge af en mangelfuld arbejdsindsats, herunder svigt af forpligtelsen til at have konstant visuel kontakt med bruger A. Indklagede har ikke tidligere modtaget indsigelser til den skriftlige advarsel fra klager. Han oplyste heller ikke, at sukkersyge var årsag til, at han faldt i søvn under vagter. Der indgik således ikke oplysninger om klagers helbredsforhold ved afgivelse af advarsel eller ved beslutningen om at nedsætte klagers antal af vagter. Begge tiltag var nødvendiggjort af, at klager øjensynligt arbejdede for meget og dermed ikke kunne udføre opgaverne for bruger A på faglig forsvarlig vis. Leder B indkaldte hjælperteamet omkring bruger A til personalemødet den 28. maj 2014 kl. 8.00, da samarbejdet i teamet var meget dårligt. Mødet fandt sted i leder Bs hjem. Leder B var opmærksom på, at kollega C blev mobbet af de andre hjælpere, hvilket hun ønskede at bringe til ophør. Der var dannet kliker i teamet, hvilket også skabte et dårligt samarbejdsklima. Det var lederens opfattelse, at nogle af hjælperne havde holdt et møde forud for personalemødet med den hensigt at stigmatisere kollega C yderligere. Under mødet udbrød der et voldsomt skænderi, der blandt andet drejede sig om, hvem der købte madvarer for bruger A’s penge og ikke tog resterne med hjem til bruger A’s bopæl, når frokosten foregik ude af huset. Alle mødedeltagerne, undtagen leder B og kollega F, rejste sig op og skreg af hinanden i længere tid. Dette gjaldt også klager, og det er ikke korrekt, at klager ikke deltog i skænderiet, som leder B forgæves forsøgte at stoppe. Kollega D smed sin forberedte opsigelse i hovedet på leder B, hvorefter skænderiet eskalerede. Klager bad leder B stoppe kollega E, der råbte og skreg, hvorved lederen bad klager selv sætte sig ned og forholde sig roligt. Kollega E tog skridt til at forlade lokalet, og klager fulgte med. Leder B oplyste klager om, at han ikke måtte gå, da han havde vagten hos bruger A, hvortil klager svarede, at han var ligeglad. Derefter gik han. Leder B forsøgte via sms at få klager til at blive på vagten, hvilket han afslog. Det var ikke lederens indtryk, at klager var syg, da han forlod mødet. Han havde forinden stået op og råbt og skreget, og det var ikke muligt at formå ham til at iagttage en konstruktiv samarbejdsform eller blot få ham til at sætte sig ned og tage det roligt. Det er ikke dokumenteret, at klager var syg, da han forlod personalemødet. Klager havde vagten, der startede den 28. maj 2014 kl. 8.00, men der var indkaldt en vikar til at dække klagers vagt frem til kl. 10.00. Vikaren skulle straks efter kl. 10.00 møde som hjælper på en anden vagt. Det var ikke muligt for leder B at finde en kompetent vikar med en times varsel til at tage den dobbeltvagt, som klager havde påtaget sig for at få så meget arbejde som muligt. Da klager forlod en igangværende vagt uden at afvente ankomsten af en vikar, blev han bortvist. Der var intet i situationen, der tilsagde, at klager ikke ville have kunnet vente få timer til, at en vikar blev fundet, herunder at han skulle være så følelsesmæssigt påvirket, at han akut blev syg. Leder Bs formulering ”det havde ikke noget med dig at gøre”, skal alene forstås som et svar på indholdet af klagers forudgående besked om, at han ikke tjekkede, om kollegerne stjal madvarer. Det var ikke en bekræftelse af, at klager ikke deltog i skænderiet eller en accept af, at klager forlod vagten og en stærkt handicappet bruger. Klager blev derfor bortvist med rette. Klager har således ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet opsagt på grund af handicap. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere på grund af blandt andet handicap ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Det er klager, der har bevisbyrden for, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager havde på tidspunktet for bortvisningen diabetes type 2. Af de lægelige oplysninger, som klager har fremlagt for nævnet, fremgår det, at klagers diabetes var ustabil frem til, at han fik foretaget gastric bypass-operation, og at han havde diabetesrelaterede forandringer i øjnene. Klager har oplyst, at han havde en række typiske diabetessymptomer i form af blandt andet hyppige toiletbesøg, træthed og humørsvingninger. Klager har desuden oplyst, at der ved tilrettelæggelsen af arbejdet hos indklagede skulle tages højde for, at han til tider kunne være ustabil, ligesom han ikke kunne tage så mange vagter frem til operationen. Indklagede har bestridt, at klager havde funktionsbegrænsninger i udførelsen af sit arbejde. Klager har trods opfordring hertil ikke fremlagt lægelig dokumentation for, at han som følge af sukkersygen skulle have begrænsninger, der hindrede ham i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere. De lægelige oplysninger om, at klagers diabetes var ustabil frem til operationen, er ikke tilstrækkelig dokumentation for, at klager havde funktionsbegrænsninger. Klager har endvidere ikke fremlagt dokumentation for, at der forud for bortvisningen havde været drøftelser med indklagede om, at der skulle tages højde for klagers gener for eksempel ved nedsættelse af antallet af vagter, eller at indklagede i øvrigt var bekendt med, at klager skulle have begrænsninger i forhold til sit arbejde. På denne baggrund er det ikke godtgjort, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2014-6810-55391>

Versioner

1. 2016-09-14