Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9906@2016-09-14/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 2015-6810-30947 En skolesekretær, som var ansat i et fleksjob, blev afskediget efter, at skolen et par uger forinden havde foretaget ændringer i kontorets arbejdsopgaver. Skolesekretæren havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, da hun siden 2005 havde haft dobbeltsidige knægener, som medførte behov for nedsat arbejdstid og skånende arbejdsopgaver. Da der var uenighed mellem skolesekretæren og arbejdsgiveren om omfanget af skolesekretærens arbejdsopgaver før og efter ændringen af kontorets opgaver, samt uenighed om, i hvilket omfang, der var mulighed for at foretaget yderligere tilpasninger i forhold til knægenerne, var der behov for mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan foregå ved nævnet. Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget kort efter, at hun fik ændrede arbejdsopgaver og måtte sygemelde sig fra sit fleksjob i den indklagede kommune. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Sagsfremstilling Klager blev pr. 1. september 2007 ansat som assistent/skolesekretær i den indklagede kommune. Der var tale om en fleksjobansættelse, og arbejdstiden var 17,5 timer om ugen. Klager var tilknyttet X skole. Forud for ansættelsen havde klager fra august 2006 været i virksomhedspraktik samme sted. Klager havde fået tildelt hæve-sænkebord og indstillelig kontorstol, og ifølge klagers ressourceprofil var hun velplaceret på arbejdsstedet, hvor hendes skånebehov kunne tilgodeses. Det fremgår af brev af 7. september 2007 fra klagere bopælskommune, at der den 31. august 2007 blev truffet beslutning om, at klager var visiteret til fleksjob. Ifølge bevilling af løntilskud til fleksjob af 8. oktober 2007 var klagers arbejdsopgaver i fleksjobbet at melde elever ind og ud, registrere oplysninger, vikartimer og sygefravær, booke lokaler, sortere og omdele post samt ad hoc opgaver. Der var aftalt særlige vilkår om, at klager ikke skulle have knæbelastende arbejde. Klager skulle ikke have for meget gående og stående arbejde, og hun skulle undgå trappegang. Hun skulle endvidere have varierende arbejdsstillinger og undgå tunge løft. Det fremgår af ortopædkirurgisk speciallægeerklæring af 24. marts 2010, at klager i januar 2005 fik en skade i form af overbelastning og vrid i højre knæ, idet hendes venstre fod sad fast i en taskerem i forbindelse med udstigning fra en bil. Der var efterfølgende vedvarende gener fra højre knæ og senere også fra venstre. MR-skanning af højre knæ viste normale forhold, dog muligvis lidt degenerative forandringer. Ved artroskopi af venstre knæ fandtes synovit, degenerative forandringer og en stjerneformet skade på femurkondylen, hvilket blev tolket som begyndende artrose. Forskellige behandlinger havde ikke bedret klagers gener. På tidspunktet for speciallægeerklæringen havde klager konstante smerter i begge knæ, hun kunne gå forsigtige ture med sin hund, og efter endt arbejdsdag på 3½ time måtte hun ligge ned for at aflaste knæene. Hun kunne ikke foretage huslige opgaver og havearbejde, og hun fik smerter ved trappegang. Knæsmerterne var værst i stående stilling. Ud over knægener havde klager rygsmerter. Smerterne var værst i siddende stilling. Smerterne i ryg og knæ forstyrrede klagers nattesøvn. Klager var på tidspunktet for erklæringen indstillet til en gastric bypassoperation på grund af kraftig overvægt, hvilket speciallægen mente ville have en gavnlig effekt på knægenerne. Ifølge statusattest af 17. april 2012 fra klagers læge havde operationen normaliseret klagers vægt. Egen læge anførte i attesten, at klager kæmpede en sej kamp for at blive gravid, hvilket tog hårdt på hende fysisk og psykisk, hvortil kom en uoverkommelig arbejdsbyrde, der også påvirkede hende psykisk og medførte en genopblussen af hendes depressive symptomer. Det fremgår af opslag af 13. august 2014, at X skole på grund af den nye skolestruktur ville modtage samtlige elever fra Y skole, der ville blive nedlagt. Derudover ville X skole modtage overbygningselever fra Z og Æ skole. Elevtallet på X skole ville derfor i skoleåret 2015/16 stige med 600 elever til i alt 1030. Det fremgår af referat af rundbordssamtale den 4. september 2014 med deltagelse af klager, en jobkonsulent, viceskolelederen og skolelederen, at klager havde fået ændrede arbejdsopgaver i forbindelse med, at X skole et par uger tidligere havde været nødsaget til at ændre på kontorets arbejdsopgaver på grund af den meget store uligevægt i sekretærernes opgaver, der efterhånden var. Det fremgår også, at klagers opgaver i stigende omfang var overtaget af blandt andet lærerne, der nu selv tog sig af fravær og karakterer mv. Derudover havde den nye reform medført en ekstra belastning af kontoret, som i stigende omfang oplevede, at personale og elever efterspurgte hjælp, ligesom sekretær A havde fået udvidede administrationsopgaver (øget økonomi mv). Det blev derfor ifølge referatet aftalt, at klager skulle tage telefon, stå for vikaropsætning om morgenen (ophængning på lærerværelset mv.) og hjælpe ved brandslukningsopgaver. Klager sygemeldte sig efter en uge på grund af dårligt knæ. Klager udtalte under samtalen, at hun ikke kunne holde til kontinuerligt at få nye opgaver, og at hun ikke mente at kunne varetage telefonpasning og diverse ad hoc-sekretæropgaver, da opgaverne medførte, at hun ofte måtte rejse sig, hvilket ikke var godt for knæet. Der blev ifølge referatet drøftet alternative opgaver til klager. Det fremgår af referatet, at indklagede ønskede at skabe et ordentligt arbejdsmiljø på kontoret, og at der skulle tilføres hjælp til sekretær A i forhold til telefonpasning, brandslukningsopgaver mv. Jobkonsulenten foreslog ansættelse af en anden i fleksjob til at varetage de pågældende opgaver og eventuelt finde andre opgaver til klager eventuelt på yderligere nedsat tid og et andet sted på skolen. På indklagedes forespørgsel oplyste klager ved mødets afslutning, at hun ikke kunne varetage et job, der indbefattede at tage telefon, tage sig af vikardelen og ad hoc-opgaver, da hun ikke kunne holde til det. Viceskolelederen påpegede, at skolen netop havde brug for telefonhjælp, ikke mindst for at afhjælpe sekretær A. Det fremgår desuden af referatet, at det efterfølgende blev vurderet, at det ikke var muligt at give klager et skånejob på X skole, der kunne tilgodese hendes skånebehov, hvorfor der ville blive indledt en afskedigelsessag. Det fremgår af jobkonsulentens referat fra mødet den 4. september 2014, at skolelederen udtalte, at han ikke var bekendt med, at klager havde knæproblemer, hvortil jobkonsulenten oplyste, at dette var positivt, da det tydede på, at fleksjobbet var et godt match til klager og skånebehovene blev tilgodeset. Ifølge jobkonsulentens referat oplyste skolelederen også, at det var svært at ændre på klagers nye arbejdsopgaver, da det var svært at fordele de mange opgaver mellem medarbejderne. Jobkonsulenten bad ifølge referatet skolelederen undersøge, om det var muligt at ændre i klagers opgaver, så hun ikke skulle gå mere end før, hvilket skolelederen ikke umiddelbart så positivt på. Det fremgår af referatet, at de opgaver, som klager havde før, fortsat var på skolen, men var givet til en anden. Ifølge referatet ville skolelederen sammen med viceskolelederen ind til næste dag overveje, om der kunne ændres på klagers opgaver. Der blev afholdt afklaringsmøde den 11. september 2014 på baggrund af rundbordssamtalen. Det fremgår af referatet fra afklaringsmødet, at klager startede skoleåret meget positivt med ekstraopgaver, og at klagers arbejdsopgaver blev markant reducerede i forbindelse med behovet for ændringen af sekretærernes arbejdsopgaver og aflastning af sekretær A. Det blev aftalt, at klager i første omgang skulle passe telefon og sørge for vikarer, og at sekretær A skulle fortsætte med at løse ad hoc-opgaver frem til, at klager var klar til at overtage opgaverne. Klager blev herefter sygemeldt og meddelte, at hun ikke kunne varetage opgaverne. Ifølge referatet var der ikke udsigt til, at klagers knæ ville få det bedre, og da klager ikke kunne varetage opgaverne, herunder passe telefon og de afledte opgaver samt ad hoc-opgaver, indstillede skolelederen derfor klager til afskedigelse. Der var på tidspunktet for mødet ikke en afklaring af, hvornår klager kunne raskmeldes. Den 12. september 2014 blev klager påtænkt opsagt til fratrædelse den 28. februar 2015. Det fremgår af brevet, at skolen ikke var i stand til at tilbyde klager andre opgaver end telefonpasning og de almindeligt forekommende ad hoc-opgaver, som var den type opgaver, der skulle løses på kontoret, og at klager ikke så sig i stand til at varetage disse opgaver. Klagers faglige organisation indgav den 24. september 2014 indsigelse mod den påtænkte opsigelse. Klagers faglige organisation oplyste blandt andet, at klager efter sommerferien 2014 havde fået knæbelastende opgaver, som ikke tilgodeså hendes skånebehov. Den faglige organisation oplyste også, at der fortsat var arbejdsopgaver, som klager kunne varetage, og at disse opgaver var fordelt til en kollega. Den faglige organisation forbeholdt sig ret til at rejse krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Klager blev afskediget ved brev af 26. september 2014. Af afskedigelsesbrevet fremgår blandt andet, at det ikke var korrekt, at klager havde fået tildelt knæbelastende opgaver, og at klagers skånebehov var tilgodeset i hendes arbejde med primært at varetage telefonpasning og ad hoc-opgaver på kontoret. Indklagede oplyste, at telefonbeskeder kunne videresendes på skolens intranet. Indklagede kunne derfor ikke anerkende, at der var sket en væsentlig ændring i klagers opgaveportefølje, eller at klagers skånebehov blev tilsidesat. Indklagede havde ikke mulighed for at tilbyde klager en anden type stilling. Det fremgår af statusattest dateret 29. januar 2015 fra klagers læge, at klager efter gastric bypass-operationen havde fået tilbagevendende problemer med sin mave på grund af tendens til intern harniering, hvor tarmene kom i klemme og gav voldsomme mavesmerter. Hun var senest opereret herfor i december 2013. På grund af tilbagefald var hun tilbudt ny operation. Derudover var hun begyndt at klage over smerter fra specielt højre pegefinger. Det fremgår også, at klager blev sygemeldt fra sit fleksjob den 3. september 2014 på grund af stress og depression grundet psykisk dårligt arbejdsmiljø. Ved brev af 24. februar 2015 fremsatte klagers faglige organisation over for indklagede krav om godtgørelse svarende til ni måneders løn for overtrædelse af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Indklagede afviste den 13. marts 2015 det fremsatte krav. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 26. juni 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet afskediget i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager ønsker godtgørelse på 250.000 kr. svarende til cirka ni måneders løn med henvisning til sin anciennitet. Det er ikke nødvendigt med mundtlige parts- og vidneforklaringer. Nævnet har i flere tilfælde truffet afgørelse i sager, hvor der har været uenighed mellem parterne om, i hvilket omfang indklagede havde iagttaget sin tilpasningsforpligtelse. Klagers knælidelse, der medførte bevilling af fleksjob, er utvivlsomt et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Handicappet medfører, at klager er begrænset i sin arbejdsevne og har skånebehov. Klager skulle have varierende arbejdsstillinger, og hun skulle undgå for meget gående og stående arbejde, tunge løft og færden på trapper, således at hendes knæ ikke blev belastet. Klager vil have smerter resten af sit liv, og der er ikke udsigt til bedring. Med tiden vil smerterne blive værre. Den fremlagte speciallægeerklæring er fra 2010, og klagers gener er blevet værre siden da. Efter klagers tilbagevenden fra barsel har det ikke været hende, der går tur med hunden. Der blev aldrig afholdt opfølgning på fleksjobbet med skolelederen, hvilket ellers havde været kutyme ved den tidligere skoleleder en gang årligt. Ved opfølgningerne med den tidligere skoleleder blev klagers helbred, fravær, skånehensyn og arbejdsopgaver drøftet. Klagers skånebehov blev tilgodeset og respekteret tidligere i ansættelsen. I starten af 2013 gik klager på barselsorlov. Under klagers fravær varetog en vikar, sekretær B, klagers opgaver. Klager genoptog arbejdet i februar 2014. Vikarens ansættelse fortsatte herefter. Det er ikke korrekt, at klager fik alle sine opgaver tilbage efter endt barsel. De administrative opgaver vedrørende asylklasserne blev ikke overdraget til klager. Klager er uforstående over for indklagedes angivelse af, at hun ikke kunne varetage administrative opgaver i den forbindelse, da hun netop alene havde forestået alle administrative opgaver gennem seks år. Indklagede har ikke oplyst, hvilke administrative opgaver, der krævede, at sekretær B skulle være i klasselokalet, og det er højst usædvanligt, at en skolesekretær skal være til stede i klasselokalet. Sekretær Bs arbejdstid på kontoret var om eftermiddagen, og der var næppe elever, der først mødte ind efter frokost, hvorfor det ikke er sandsynligt, at sekretær B absolut fysisk måtte viderebringe indmeldelsespapirerne samme dag. Når indklagede påstår, at meddelelser via skoleintra var den gængse kommunikationsform, kunne man passende have anvendt skoleintra. Man kunne endvidere have ringet eller lagt papirerne i lærerens skuffe på lærerværelset. Registrering af fremmøde skete dagligt på kontoret, dvs. der var et minimum af knæbelastning. Indklagedes antagelse af, at der var meget gang forbundet med opgaven, kan være foranlediget af, at indklagede forvekslede opgaven med, at sekretær B blev anvendt som vikar. Klagers fremmøde efter endt barsel var ikke ustabilt. Hun havde to sygeperioder i maj og juli 2014 i forbindelse med operation og influenza. Fravær på grund af operation og to dage i forbindelse med influenza kan næppe betegnes som ustabilt. Da klager vendte tilbage til sit arbejde efter sommerferien 2014 var hendes arbejdsopgaver ændret markant, idet der efter klagers opfattelse var sket en omrokering af medarbejderne på kontoret, herunder var sekretær A blevet forfremmet til kontorleder. Der lader til at være en forskelligartet opfattelse af, hvorvidt sekretær A blev forfremmet, men det er mindre relevant, idet der er enighed om, at der skete en omstrukturering på kontoret, og at sekretær A fik andre opgaver end tidligere. Som konsekvens skulle klager og sekretær B overtage en række af sekretær As opgaver, hvorefter klagers arbejde var præget af knæbelastende opgaver. Skolelederen oplyste, at klager og sekretær B selv sammen med sekretær A måtte finde ud af, hvordan sekretær A skulle aflastes. Som det fremgår af rundbordssamtalen oplyste indklagede, at der var behov for hjælp til sekretær A, og at de tildelte opgaver til klager ikke kunne ændres. Fra den 15. august 2014 tog klager telefonen for sekretær A, som den første dag meddelte klager, at hun slukkede sin telefon for at kunne koncentrere sig om en opgave, hvilket ikke var usædvanligt. De efterfølgende dage slukkede sekretær A telefonen uden at give klager besked. Klager måtte besvare telefonen samtidig med sine andre opgaver. Da klager spurgte, om det var permanent, svarede sekretær A bare ja. Den 21. august 2014 blev klager sammen med sekretær B indkaldt til kontormøde af sekretær A. Sekretær A bekræftede, at klager skulle overtage telefonpasningen, hænge vikarsedler op om morgenen og tage imod vikarer. Klager skulle endvidere printe, hente og udlevere vikarsedler, materiale, nøgler, anvise lokaler, computere, modtage navne og cpr.nr. samt spørge ind til hoved-og bikort mv. Klager skulle samtidig tage sig af henvendelser fra elever, lærere og forældre. De blev ikke færdige med sekretær As liste før mødets afslutning. Sekretær B fik ingen opgaver den dag. På grund af skolereformen begyndte lærerne at møde ind kl. 07.30, og ofte ventede de på at kunne få hjælp af klager, der også mødte kl. 07.30. Samtidig skulle der hænges vikarsedler op, når klager mødte ind. Det betød, at klager skulle løbe meget stærkt på en gang. Klager havde ikke tidligere haft dette som en del af disse opgaver om morgenen. Før omrokeringen kunne klager sætte sig på sin stol og løse sine opgaver, og klager kunne rejse sig og gå, som det passede hende. Den sidste uge inden sin sygemelding begyndte klager at møde ind kl. 07.15 for at være mere klar til presset om morgenen. Sekretær A mødte først kl. 07.45. Klager oplyste sekretær A om, at hun havde mange smerter og næsten ikke kunne stå på benene. Klager spurgte også, om der var andre opgaver, som klager kunne lave og aflaste sekretær A med. Resten af den dag tog sekretær A selv telefonen. Klager oplyste sekretær A om, at det var svært for klager at varetage sine egne opgaver. Sekretær A oplyste hertil, at klager måtte lade de arbejdsopgaver, som hun ikke kunne nå, ligge til sekretær B. Selvom klager og sekretær A drøftede en fordeling af telefontiden, blev det ikke til noget. I dagene op til sygemeldingen havde klager mange smerter i knæene og måtte tage maksimal dosis af smertestillende medicin, hvilket hun oplyste over for sekretær A. Det er ikke korrekt, at opgaverne med telefonpasning og henvendelser ikke medførte gående eller stående arbejde. Skolen var under ombygning, hvorfor der ikke kunne ringes til mange klasselokaler, og ofte var klassen og lærerne ikke i det lokale, der fremgik af deres skema, da de midlertidigt var blevet flyttet eller arbejdede på gangen. De allermindste klassetrin i indskolingen var ikke under ombygning, men resten var. Der kunne heller ikke ringes til lærerforberedelseslokalerne, hvor lærerne ofte var i mellemtimer og pauser, hvis de ikke var på lærerværelset eller i gården. Det var de tidspunkter, hvor klager kunne tale med lærerne om opgaver eller beskeder, da klager havde fri før lærernes frokostpause. Den printer, som klager benyttede, stod i et andet rum, og hun skulle igennem flere døre for at hente sine papirer. Dette alene betød, at klager skulle rejse sig ganske mange gange. Selvom det ikke var optimalt, havde det fungeret tidligere, hvor klager selv kunne bestemme, hvor ofte hun rejste sig for at hente papirer. Som følge af de ændrede opgaver, hvor klager stod for alle henvendelser, skulle der printes og kopieres papirer til vikarer, printes koder til elever og forældre, når de stod på kontoret, samt printes og kopieres til lærerne, som ikke selv måtte gøre det. Derudover skulle klager rejse sig, når hun skulle åbne pengeskabet, som stod i samme lokale som printeren. Klager skulle også rejse sig, når hun skulle til nøgleskabet, behandle mindre elevskader, finde materiale til elever og tjekke op på syge elever, der opholdt sig i det tilstødende lokale eller på forgangen, og når hun skulle åbne og nulstille elevlockere, der var placeret i den nye udskoling, hvilket skulle ske straks, når eleverne henvendte sig. Endvidere skulle klager rejse sig, når hun skulle tage imod sælgere, håndværkere, post, gæster, nye elever og forældre, samt i forbindelse med andre gøremål som at kopiere og fordele post på lærerværelset, hente kontormateriale i arkivet, hænge diverse materiale op på skolens opslagstavler mv. Klager fulgte vikarer rundt på skolen, hvis de kom retur til kontoret, fordi de ikke kunne finde lokalerne, hvilket var affødt af skolens opbygning, hvor der løbende blev flyttet lokaler rundt. Det var i starten af skoleåret og den nye skolereform, hvorfor der var travlt på kontoret. Det er klagers skøn, at ca. en ud af tre personlige og telefoniske henvendelser krævede, at klager rejste sig fra sin stol. Det var således ikke selve telefonbetjeningen og henvendelserne, der var knæbelastende, men alle de ekspeditioner, der var i forbindelse dermed. Når klager hentede kaffe havde hun oftest telefonbeskeder, post til fordeling og lignende med. Klager gjorde sidst brug af rygerummet i slutningen af 2012, før hun gik på barsel. På det tidspunkt var klager med de dengang tilpassede opgaver i stand til at gå til rygerummet, som hun benyttede oftest en gang dagligt. Mens klager afholdt barselsorlov, besluttede indklagede, at der ikke måtte ryges på skolerne. Klager gjorde efter tilbagevenden fra barsel brug af nikotinplaster, når hun var på arbejde. Afstanden fra kontoret til skolens seks fløje med lokaler, kantine mv. er længere end afstanden til rygerummet. Klager har også tidligere varetaget telefonpasning og henvendelser, dog altid som anden medarbejder. Videregivelse af beskeder foregik altid på en sådan måde, at beskeder, der kunne afvente læreren, blev lagt i lærerens skuffe, og beskeder, der ikke kunne vente, blev bragt ud til klassen. Klager brugte skoleintra til at viderebringe generelle beskeder af ikke-hastende karakter. Det var aldrig brugt at lægge telefonbeskeder på skoleintra. Klager er ikke bekendt med, at det skulle være drøftet med skolelederen, at klager kunne skrive til lærerne på skoleintra, og klager er ikke specifikt blevet anmodet om at anvende skoleintra til telefonbeskeder eller bede en kollega aflevere en hastende besked. Den samtale, som indklagede beskriver, hvorunder klager af ledelsen fik besked på, at hun ikke skulle gå på trapper, har aldrig fundet sted. Hvis klager var blevet opfordret til at skåne sine knæ, ville hun have indrettet sig derefter. Indklagedes oplysning om, at der var tilbudt tilpasning i form af afgivelse af knæbelastende opgaver, fremgår heller ikke af jobkonsulentens referat af mødet den 4. september 2014. Derimod fremgår det måske lidt overraskende, at skolelederen ikke var bekendt med, at klager havde dårlige knæ. Det er ikke korrekt, at klager kun var ude med en enkelt telefonbesked efter de ændrede opgaver. Klager gjorde sit bedste for at løse opgaven i 2½ uge og ikke kun i en uge, som påstået af indklagede. Ændringen af opgaverne trådte i kraft med det samme, uden at klager blev informeret derom. Der var ikke tale om, at klager ikke kunne rejse sig fra sin stol eller gå nogen steder i forbindelse med udførelse af arbejdet. Det var de gentagne gange, hun efter ændringen skulle rejse sig, og de hyppige gåture, der medførte smerter. Klager er ikke enig i, at hendes tidligere arbejdsopgaver i stigende grad blev overtaget af lærerstaben. Alene to af klagers opgaver, indberetning af elevfravær og standpunktskarakterer/årskarakterer tre gange årligt, blev overtaget af lærerne. Klager var fortsat tovholder for disse opgaver, og hun skulle sikre, at lærerne fik foretaget indberetningerne rettidigt samt hjælpe dem i gang med dette. Klager løste selv disse opgaver i juni 2014, hvorefter lærerne selv skulle varetage opgaven i september og oktober. Det er ikke korrekt, at der tidligere var tale om en meget stor administrativ opgave. Det er heller ikke korrekt, at sekretær B løste opgaven for klager. Månedlig registrering og indberetning af fravær for omtrent 500 elever var en begrænset opgave af cirka en arbejdsdags varighed. Det var bestemt ikke klagers eneste opgave. Klagers andre opgaver fremgår af klagers årshjul, som hun har fremlagt. Årshjulet viser klagers arbejdsopgaver før og efter ændringen af opgaverne. Klager fik af skolens ledelse og sekretær udleveret sit første årshjul ved ansættelsen i 2007. Årshjulet skulle bruges til at overskueliggøre arbejdsfordelingen og arbejdsopgaverne på skolen, da mange opgaver kun forekom en gang om året. Det var den enkelte skolesekretærs pligt at holde sit årshjul opdateret. Det kunne således sikres, at skolen eksempelvis ved en lang sygemelding havde overblik over, hvilke opgaver andre skulle udføre under fraværet. Klagers ansættelse og årshjulet var begrundet i, at en sekretær, der før klagers ansættelse var eneste sekretær, blev langtidssygemeldt på grund af stress. I forbindelse med ansættelsen af sekretær B udleverede klager sit årshjul til skolelederen. Sekretær B havde en kopi af årshjulet liggende på sit bord, da klager kom tilbage fra barselsorlov. Det var ikke det samme årshjul, som klager havde udleveret til sekretær B, men det opdaterede årshjul, som klager afleverede til skolelederen. Sekretær A anvender også et årshjul. Det er blevet anvendt aktivt af sekretær A og klager under den nuværende ledelse. Årshjulet skulle ikke løbende godkendes af ledelsen, men klager og den anden sekretær var pålagt at holde årshjulet ajour. Klager er bekendt med, at lignende årshjul anvendes på størstedelen af indklagedes skoler, da de og arbejdsopgaverne ofte bliver drøftet på sekretærmøder. Klager har fået bekræftet af en sekretær på en anden skole, at begge sekretærer der anvender årshjul. Klager har aldrig nægtet at påtage sig opgaver, som ikke fremgik af årshjulet. Eksempelvis sad klager vagt ved sommereksamen 2014, hvilket er en opgave, der ikke fremgår af årshjulet. I forbindelse med sin sygemelding til viceskolelederen fortalte klager grædende, at hun ikke kunne stå på sine ben grundet knæsmerter, hvilket skyldtes de nye opgaver, hvortil viceskolelederen udtalte, at det ikke kunne være anderledes, og at klager måtte gå til lægen. Klager var også stresset og blev syg af det psykiske arbejdsmiljø, da viceskolelederen og klagers kollegaer ikke tog hensyn til klagers gener, selvom hun flere gange grædende oplyste, hvor mange smerter hun havde, og at hun tog den maksimalt tilrådede dosis medicin og var sengeliggende efter endt arbejdsdag og i weekenderne. Skolelederen indkaldte til rundbordssamtale uden at have talt med klager. Klager havde ikke mulighed for at komme med indsigelser mod formuleringerne i referatet fra rundbordssamtalen den 4. september 2014, da referatet først blev udleveret ved afklaringsmødet den 11. september 2014. Som det fremgår af referatet fra mødet den 11. september 2014 oplyste klager, at det var helheden af opgaverne, som hun ikke kunne varetage, da der var mange knæbelastende bevægelser, hvor hun skulle rejse sig fra sin stol efterfulgt af gang i rask tempo. Der var ikke tale om, at hun vægrede sig ved at varetage de nye opgaver. Det er ikke korrekt, at klager ikke så sig i stand til at varetage et job med telefonpasning og diverse normale ad hoc-sekretæropgaver. Under afklaringsmødet den 11. september 2014 bemærkede indklagede helt uden at have lægeligt belæg derfor, at der ikke var udsigt til en bedring af klagers knægener, hvorfor hun blev indstillet til afskedigelse. Forinden afskedigelsen var der ikke drøftet mulige hjælpeforanstaltninger, en ændret arbejdspladsindretning eller andre løsninger. Indklagede kunne i en længere periode forud for afskedigelsen tilpasse arbejdet i overensstemmelse med klagers handicap, og byrden ved at fortsætte med en sådan tilpasning kan ikke betragtes som urimelig. Indklagede har ikke dokumenteret, at det ville have voldt indklagede vanskeligheder af nogen art at tilrettelægge arbejdet i overensstemmelse med klagers skånebehov. Indklagede kunne have foretaget andre tilpasningsforanstaltninger, i form af eksempelvis mentor- eller personlig hjælperordning, men indklagede undersøgte ikke disse muligheder. Indklagede kunne have fordelt opgaverne mellem sekretær A og klager, så klager ikke fik de knæbelastende opgaver, hvilket indklagede blev opfordret til inden afskedigelsen. Under sekretær As barselsorlov i 2011-2012 varetog klager flere af hendes opgaver, der ikke var knæbelastende. Klager ville gerne igen overtage opgaver med eksempelvis indberetning af personalefravær, registrering af vikartimer, klargøring til lønindberetning, registrering af aflyste undervisningstimer mv. Dette blev afvist uden videre drøftelse. Klagers arbejdsplads kunne have været indrettet anderledes. Klager kunne have varetaget opgaverne, hvis indklagede havde taget sig tid til at indrette klagers arbejdsplads sammen med klager. De oftest udleverede ting eksempelvis plastre og bind kunne ligge hos klager, og klager kunne have haft en printer på sit skrivebord. Viceskolelederen havde en printer på sit kontor helt op til klagers opsigelse. Klagers arbejdsplads kunne være placeret bedre. Hvis hun havde udsigt til forkontoret, ville det have sparet klager for at have rejst sig mange gange. Indklagede kunne have drøftet eller orienteret klager om, at det fremadrettet var i orden at lægge telefonbeskeder på skoleintra, eller at hun kunne bede en kollega gå ud med beskeder og tage gangbelastende opgaver. Klager og sekretær B kunne have fordelt telefonopgaven mellem sig. Klager kunne have arbejdet om eftermiddagen de dage, hvor sekretær B tog telefonen om formiddagen. Der har altid været det største arbejdspres på kontoret om formiddagen. Det er ikke korrekt, at klager og sekretær Bs arbejdstid ikke var sammenfaldende. Sekretær B mødte tidligere end klager, da hun stod for at sætte morgenmad frem i kantinen til eleverne og resten af formiddagen løste ad hoc-opgaver. Hun var lærervikar hver formiddag og overtog klagers skrivebord og arbejdede på kontoret, når klager havde fri. Klager gjorde under hele sin ansættelse opmærksom på, at hun var fleksibel i forhold til sin arbejdstid, og at hun herunder var villig til at indrette sin hvile, aktiviteter og daglige gøremål i forhold til arbejdstiden. Klager kender sine begrænsninger og kan mærke, hvornår hun skal hvile. Hun er sikker på, at hun kan klare barn, job og hverdagens gøremål. Den vedtagne skolestruktur medførte betydelige ændringer for en række skoler i kommunen, og der skulle overføres 600 elever til X skole, hvilket var mere end en fordobling. Også derfor er det mærkeligt, at der ikke var mulighed for med denne elevtilgang og de deraf følgende administrative opgaver at tilrettelægge klagers arbejdsdag i overensstemmelse med hendes skånebehov. I stedet blev klager afskediget efter relativt kort sygefravær. Indklagede gør gældende, at klager ikke blev afskediget på grund af handicap. Sagen bør afvises, da det er nødvendigt med mundtlige parts- og vidneforklaringer, hvorfor den ikke er egnet til behandling i Ligebehandlingsnævnet. Indklagede henviser til Ligebehandlingsnævnets afgørelse 66/2015, hvor der var uenighed mellem klager og indklagede om, i hvilket omfang indklagede i tilstrækkelig grad havde iagttaget sin tilpasningsforpligtelse, hvorfor sagen blev afvist. Hvis sagen ikke afvises, bør indklagede frifindes. Indklagede har ingen mening eller viden om, hvorvidt klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager var ansat i fleksjob på baggrund af sin bopælskommunes bevilling. De aftalte skånehensyn blev tilgodeset gennem hele klagers ansættelse hos indklagede også efter, at klager fik ændrede arbejdsopgaver. Der er en ganske forskellig opfattelse af de faktiske forhold i sagen, herunder har klagers beskrivelse af arbejdsfunktionerne mv. ikke støtte i det skriftlige materiale i sagen. Klager varetog ikke alle administrative opgaver vedrørende alle skolens elever de sidste seks år. Efter endt barselsorlov fik klager sine arbejdsopgaver tilbage. Det er korrekt, at klagers barselsvikar, sekretær B, fortsat var ansat efter klagers barselsorlov. Dette har dog ingen sammenhæng med ændringerne i klagers opgaver. Sekretær B fortsatte i en almindelig midlertidig ansættelse og tog sig af de opgaver, der var tilkommet under klagers orlov, hvilket bestod i alt administrativt arbejde med asylklasserne (herunder elevoprettelse, fraværsregistrering, daglig kontakt til asylcenter) samt at være vikar i ad hoc-situationer. Hun havde derfor flere timer end klager. Opgaverne med asylklasserne ville klager ikke kunne varetage med sine skånehensyn, da det indebar megen gang på grund af nødvendigheden af tilstedeværelse i klasserne. Der var en daglig kontakt med asylcenteret, og der var mange opgaver, hvor man var nødt til at gå ned til klasserne. Klager var meget fraværende i perioden efter sin barsel, hvorfor en del af hendes opgaver ikke blev løst. De opgaver, der ikke kunne vente med at blive løst, blev løst af sekretær B og den faste sekretær. Det er ikke korrekt, at sekretær A blev forfremmet til kontorleder. Som følge af en stor uligevægt i sekretærernes arbejde var det nødvendigt at foretage ændringer, hvilket fremgår af referatet fra rundbordssamtalen. Sekretær A fik udvidede administrationsopgaver med hensyn til økonomi mv., og der var behov for, at hun ikke længere skulle være den første medarbejder i forhold til telefoniske og personlige henvendelser fra elever og lærere. Denne funktion skulle fremadrettet varetages af klager i de timer, hun var på arbejde, og ellers af sekretær B, som arbejdede om eftermiddagen og overtog klagers arbejdsplads, når klager havde fri kl. 12. Ændringen skulle aflaste sekretær A og sikre klager beskæftigelse, idet mange af klagers arbejdsopgaver var faldet bort. Klager havde ikke kompetencerne til at varetage de mere økonomiske arbejdsopgaver. Opgaven med indberetning af elevfravær var bortfaldet, idet der var kommet et nyt system, så lærerne selv skulle foretage indberetninger. Indklagede fastholder, at denne tidligere meget store administrative opgave var ændret til en meget lille opgave for klager. Tidligere blev opgaven jævnligt løst af sekretær B, fordi klager ikke kunne nå at løse opgaven. Klager skulle som tovholder alene kontrollere, at lærerne indberettede fraværet. Klager kunne rykke lærerne via skoleintra. Opgaven med registrering af henvendelser vedrørende stillingsopslag var også bortfaldet, idet kommunen havde besluttet at bruge et nyt system, hvor alle ansøgninger automatisk blev registreret og besvaret. Opgaven med telefonpasning blev drøftet med klager, da det var nyt, at hun skulle være første sekretær på opgaven. For at give klager en god og stille indgang til de nye opgaver blev det aftalt, at sekretær A fortsat i en periode kunne tage sig af de fleste brandslukningsopgaver i forhold til telefonpasning og personlige henvendelser. Klagers ændrede funktion med telefonpasning og varetagelse af henvendelser medførte ikke mere gående og stående arbejde. Klager var tidligere anden sekretær på opgaven og skulle tage telefonen i sekretær As fravær. Klager tilkendegav aldrig tidligere, at opgaven medførte et stort omfang af afledte opgaver, som skulle være en væsentlig belastning for klager. I de 2½ uge før klagers sygemelding, hvor klager varetog telefonpasning, var hun én gang ude med en telefonseddel til en lærer, hvilket skete på eget initiativ. Da hun kom tilbage, sagde klager, at hun havde gået på trapper, hvilket hun ikke kunne. Viceskolelederen sagde straks til klager, at hun ikke skulle gå ud med sedler, og at hun skulle sige de til ledelsen eller en sekretærkollega, hvis der var behov for at gå ud med noget. Dette tog klager tilsyneladende til efterretning, da der ikke var yderligere situationer som den. Beskeder skulle ikke leveres med en seddel i klasselokaler, men lægges på skolens intranet, hvilket kunne klares på PC fra klagers stol. Indklagede skønner, at der maksimalt var tale om en hastebesked om dagen. I det omfang det var relevant, kunne klager have bedt en af sine kolleger om hjælp. Det er korrekt, at skolen var under ombygning, og at der ikke var etableret telefoner i de nye lokaler. Det var oftest i indskolingen, at der kunne være akutte beskeder. Indskolingen var ikke under ombygning under klagers ansættelse, og klager kunne have viderebragt akutte beskeder over telefonanlægget. Der var fortsat fuldt funktionsdygtige telefoner i de gamle lokaler. Kommunikationsformen var og er desuden ændret til at skulle foregå over skoleintra, som personalet var forpligtet til at være logget på og tjekke løbende. Indklagede fastholder, at telefonbeskeder, som ikke var absolut hastende, skulle lægges på skoleintra, der ikke var et nyt fænomen, men et fast arbejdsredskab på indklagedes skoler. Klager var bekendt hermed og anvendte oftest skoleintra til at videregive beskeder. Lærerværelset lå i meget kort afstand fra kontoret, og vikarsedlen skulle ophænges meget tæt på, hvor klager uden problemer hentede kaffe. Lærerværelset lå endvidere tættere på end rygerummet, som klager tidligere benyttede. Indklagede er ikke enig i, at en ud af tre telefoniske henvendelser medførte, at klager måtte rejse sig fra sin stol. Indklagede skønner, at der maksimalt kan være tale om en ud af 10 henvendelser. Indklagede kan ikke genkende det af klager beskrevne omfang af print, som klager skulle hente i det tilstødende lokale. Papirer til vikarer skulle printes samlet en gang hver morgen, koder til elever og forældre skulle kun printes, når der kom nye elever/forældre, hvilket forekom meget sjældent, print til lærerne forekom måske en gang om ugen, og øvrige print kunne klager som tidligere hente i printeren, når det passede hende. Indklagede kan heller ikke genkende det af klager beskrevne omfang af henvendelser, der krævede, at klager rejste sig. At hente penge, udlevere nøgler mv. forekom maksimalt en gang om måneden. Udlevering af materiale til eleverne forekom måske en gang dagligt, og modtagelse af håndværkere var aldrig en opgave, der krævede, at sekretæren skulle rejse sig. Ligeledes hvad angår elever, der skulle hentes. Det var kun overbygningseleverne, der havde lockerskabe. Skolesekretærerne har aldrig fulgt vikarer til klasselokalerne. Vikarerne fik udlevet et kort og fik en mundtlig anvisning. Der var ikke mere arbejde for kontoret i starten af skoleåret. Koderne til 0. klasserne blev lavet inden sommerferien, og der var i øvrigt ikke tale om en ny opgave for klager. Klagers arbejdstid sluttede før det store frikvarter, hvor der oftest var de fleste henvendelser på kontoret. Indklagede er uforstående over for, at klager ikke skulle være i stand til at rejse sig fra sin stol eller gå de få meter i kontoret og til de tilstødende kontorer. Indklagede havde derimod på baggrund af fleksjobbevillingen den opfattelse, at klager havde behov for varierende arbejdsstillinger, når disse ikke indbefattede for meget gang og trappegang. Ifølge speciallægeerklæringen af 24. marts 2010 havde klager, når hun havde siddet for længe, behov for at rejse sig og hæve sit bord samt sætte sig, når hun havde stået for længe, ligesom klager kunne gå rolige ture med hunden. Det af klager fremlagte årshjul er udarbejdet af klager selv, formentligt efter hendes fratrædelse. Indklagede kan ikke anerkende klagers ensidigt redigerede årshjul, der ikke løbende er godkendt af skolen. Indklagede bestrider ikke, at klager ved sin ansættelse under en anden skoleledelse fik udleveret et årshjul, men årshjulet blev ikke anvendt som ledelsesredskab af den nuværende ledelse, som ikke udleverede et årshjul til klager eller bad hende udarbejde et. Ledelsen var bekendt med, at klager skrev sine opgaver ned i årshjulet og lagde et årshjul til sin barselsvikar. Sekretær B var allerede vikar for klager inden klagers graviditet, og hun har oplyst, at klager selv udleverede sit årshjul til hende. Ledelsen blev også mødt med, at klager ikke ville løse ad hoc-opgaver, som ikke fremgik af årshjulet, men ledelsen anerkendte ikke dokumentet og bad ved flere lejligheder klager om at udføre ad hoc-opgaver, uanset om de fremgik af klagers udarbejdede dokument. Indklagede er ikke bekendt med, at der generelt anvendes årshjul for sekretærerne på indklagedes skoler. Sekretær A anvender ikke et årshjul i sin ansættelse. Indklagede kan ikke genkende, at klager flere gange grædende skulle have henvendt sig til skolens ledelse. Dette bestyrkes af, at ændringen knapt nok var trådt i kraft, før klager blev sygemeldt. Det var ikke noget nyt, at klager var sengeliggende efter endt arbejdsdag, da det var tilfældet under hele ansættelsen. Det forhold, at det af statusattest af 29. januar 2015 fremgår, at klager var sygemeldt på grund af depression som følge af psykisk dårligt arbejdsmiljø, understøtter, at klager ikke sygemeldte sig på grund af knægener, og at klager ikke var overbelastet af sit arbejde på skolen. Indklagede bestrider i øvrigt, at der var et dårligt arbejdsmiljø. Klager ønskede uvist af hvilken årsag ikke reelt at varetage den udadvendte funktion med telefonpasning, og hun gav over for indklagede udtryk for, at hun var træt af at blive forstyrret af de pludselige opkald. Indklagede tilbød i rimeligt omfang hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger for at give klager mulighed for fortsat at udøve sin beskæftigelse som skolesekretær hos indklagede. Størstedelen af klagers forslag til tilpasninger var allerede indført på arbejdsstedet. Buskort, plastre mv. kunne klager selv lægge i sin skuffe ved dagens begyndelse. Det var på grund af Arbejdstilsynets anvisninger ikke muligt at have en printer stående i kontoret. Viceskolelederen havde kun en printer stående på sit kontor i begyndelen af sin ansættelse. Efter kort tid blev den fjernet. Klager blev desuden specifikt bedt om at anvende skoleintra til beskeder og aflevere hastebeskeder til en kollega. Det var ikke muligt at dele arbejdsopgaverne mellem klager og sekretær B, da deres arbejdstid ikke var sammenfaldende. Sekretær B varetog arbejdsopgaverne om eftermiddagen. Der var ikke mulighed at ændre klagers arbejdstid, da klager skulle hvile sig efter endt arbejdsdag, inden hun skulle hente sit barn. Det er ikke korrekt, at klager varetog nogle af sekretær As arbejdsopgaver under dennes barselsorlov. Der blev ansat en vikar samtidig med, at der blev tilkøbt sekretærhjælp til de opgaver, som vikaren ikke kompetencemæssigt kunne varetage. Som følge af skolestrukturen i kommunen er asylklasserne ikke længere tilknyttet X skole, og sekretær B er derfor ikke længere ansat til at løse opgaver på skolens kontor. Der arbejder i dag to sekretærer på kontoret, og der er ikke sket nyansættelser. Den ene sekretær var tidligere ansat på den skole, der blev sammenlagt med X skole, og blev således virksomhedsoverdraget. Indklagede bestrider, at placeringen af klagers bord medførte øget gang for klager. Iværksættelse af en mentor- eller personlig hjælperordning ville ikke have afhjulpet klagers vægring mod at varetage de ændrede funktioner. Det fremgår af præmis 57 i EU-domstolenes afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skoubo Werge), at direktiv 2000/78 ifølge 17. betragtning ikke kræver fortsat ansættelse af en person, der ikke er egnet, kompetent og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med den pågældende stilling, med forbehold for forpligtelsen til i et rimeligt omfang at foretage tilpasninger. Klager var ikke i stand til at varetage ikke-knæbelastende opgaver i form af telefonpasning og varetagelse af henvendelser. Disse opgaver var sædvanlige og centrale for stillingen som skolesekretær. Der var ingen stillinger på skolen, der var mindre knæbelastende end den, som klager bestred. Det var derudover ikke muligt med en omplacering til andre skoler, da sædvanlige skolesekretærfunktioner ville indebære besvarelse af telefoniske og personlige henvendelser, hvilket klager ikke så sig i stand til. Når klager ikke ville varetage disse funktioner, var der ikke nok arbejde til at udfylde hendes stilling, og en afskedigelse var derfor nødvendig. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Det er klager, der har bevisbyrden for, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Det fremgår af ortopædkirurgisk speciallægeerklæring fra 2010, at klager havde haft dobbeltsidige knægener siden 2005. Knægenerne medførte bevilling af fleksjob og fleksjobansættelse på nedsat tid med skånende vilkår i forhold til knæbelastende arbejde. På tidspunktet for speciallægeerklæringen havde klager konstante knæsmerter og behov for liggende hvile efter en arbejdsdag på 3½ time. Hun kunne ikke varetage huslige opgaver, og nattesøvnen var påvirket. Ifølge speciallægeerklæringen var klager indstillet til en gastric bypass-operation. Det var speciallægens vurdering, at et vægttab ville have en positiv indvirkning på klagers knæproblemer. Ifølge statusattest af 17. april 2012 fra klagers læge havde operationen normaliseret klagers vægt. I lægens statusattest af 29. januar 2015 beskrives ikke knæsmerter, men sygemelding på grund af stress og depression. Derudover beskrives tilbagevendende mavesmerter. Klager har anført, at hendes knægener ikke er blevet bedre efter 2010, men at generne derimod er blevet værre. Det er efter de lægelige oplysninger og oplysningerne om klagers fortsatte ansættelse i fleksjob nævnets vurdering, at klager har dokumenteret, at hun på tidspunktet for afskedigelsen havde varige begrænsninger som følge af sin knæskade, og at disse begrænsninger hindrede hende i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre. Nævnet har herved også lagt vægt på, at det efter de foreliggende oplysninger må lægges til grund, at de skånehensyn, der fremgår af bevillingen til fleksjob, blev iagttaget af indklagede, og at disse skånehensyn også på tidspunktet for afskedigelsen var en forudsætning for, at klager kunne varetage sit arbejde. Efter det oplyste om ansættelsesforholdet og de skånehensyn, som indklagede som anført iagttog gennem hele ansættelsesperioden, lægger nævnet til grund, at indklagede også på tidspunktet for afskedigelsen var bekendt med klagers varige knægener. Der er uenighed mellem klager og indklagede om omfanget af klagers arbejdsopgaver før og særligt efter ændringen af opgaverne. Der er endvidere uenighed om, i hvilket omfang indklagede havde mulighed for at foretage yderligere tilpasninger i forhold til klagers knægener. Der er således for nævnet en tvivl om omfanget af de knæbelastende arbejdsopgaver og muligheden for tilpasninger. En afklaring heraf kræver parts- og vidneforklaringer, som ikke kan foregå ved nævnet, men i givet fald må ske ved domstolene. Sagen afvises derfor. <2015-6810-30947>

Versioner

1. 2016-09-14