Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9912@2016-09-14/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 2015-6810-46788 En gravid kvinde blev i prøvetiden opsagt fra sin stilling som centermedarbejder i et specialbørnecenter. Centermedarbejderen og arbejdsgiveren var uenige om, hvorvidt arbejdsgiveren var bekendt med graviditeten på afskedigelsestidspunktet, og hvordan prøvetiden var forløbet. Det var derfor nødvendigt med mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan foregå ved nævnet. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget i prøvetiden under sin graviditet . Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Sagsfremstilling Klager blev pr. 24. august 2015 ansat som centermedarbejder/netværksmedarbejder/aftenvagt i et specialbørnecenter i den indklagede organisation. Klagers normale arbejdstid var 37 timer om ugen. De første tre måneder var prøvetid, og der var et opsigelsesvarsel i prøvetiden på 14 dage. Klager blev afskediget ved brev af 23. september 2015. Det fremgår af brevet, at prøvetiden ikke var forløbet tilfredsstillende, og at klager var orienteret herom samme dag af sin nærmeste leder. Klager sendte den 6. oktober 2015 en mail til sin nærmeste leder samt lederen af HR. Klager oplyste, at hun aldrig præcist havde fået at vide, hvorfor hun var blevet afskediget udover, at den daglige leder fandt samarbejdet med klager vanskeligt. Klager oplyste også, at hun ikke forud for afskedigelsen havde fået en varsling eller andet, og at hun havde gjort et godt stykke arbejde. Det fremgår videre af klagers mail, at det var hendes opfattelse, at hun var blevet afskediget på grund af sladder og ikke på grund af sit arbejde. Klager gjorde samtidig opmærksom på, at hun var gravid, og at hun ville fremsende klage til Ligebehandlingsnævnet. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 7. oktober 2015. Lederen af HR svarede den 8. oktober 2015, at han af klagers leder var blevet orienteret om, at klager ved mødet den 23. september 2015 havde fået mulighed for at forklare sig, og at lederen ugen før havde afholdt en tjenstlig samtale med klager om de forhold, han fandt utilfredsstillende ved klagers arbejdsindsats. Klager havde også ved denne lejlighed haft mulighed for at forklare sig. Lederen oplyste samtidig, at klagers nærmeste leder først var blevet bekendt med klagers graviditet ved klagers mail af 6. oktober 2015, og at der heller ikke var andre i ledelsen, der var blevet orienteret om graviditeten. Der var derfor ikke grundlag for at ændre afgørelsen om afskedigelse i prøveperioden. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet uretfærdigt behandlet. Klager blev afskediget under sin graviditet og ønsker godtgørelse. Klager blev indkaldt til en tjenstlig samtale den 23. september 2015. Ved samtalen oplyste den daglige leder, at han ikke ville diskutere med klager eller bruge tid på at forklare noget. Han afleverede opsigelsesbrevet og oplyste, at klager ikke skulle møde i opsigelsesperioden. Klager blev derefter fulgt til afdelingen, så hun kunne hente sine ting. Ugen før fik lederen under en kort samtale at vide, at klager var gravid. Der var ikke tale om en tjenstlig samtale. På det korte møde oplyste klagers leder, at han havde hørt rygter om klager. Han havde hørt nogle af drengene fra afdelingen udtale sig om klager, såsom ”hun er en meget nem pige”. Klager var i chok flere dage efter samtalen. Klager ved dog, at rygterne kom fra 1-2 medarbejdere i afdelingen, men det er ikke nok til en afskedigelse, da klager har ydet rigtigt meget for afdelingen. Klager arbejdede 5-6 måneder for indklagede som vikar inden sin fastansættelse. Det viste sig, at klager var god til arbejdet med de unge på afdelingen, og hun arbejdede tilfredsstillende og flittigt. Hun blev derfor ansat i en fast stilling. Klager fik en aftenvagtstilling og skulle arbejde sammen med en tidligere vikar og en ældre medarbejder. Den ældre medarbejder havde fra starten set klager som et problem og ville ikke samarbejde med hende. Medarbejderen var irriteret over, at klager havde et godt forhold til drengene. Medarbejderen var meget negativ, og hendes opførsel gik ud over aktiviteterne med drengene. Klager gjorde hvad hun kunne for at forbedre samarbejdet, men det lykkedes ikke. Generelt var der et dårligt arbejdsmiljø i afdelingen. Eksempelvis var klager nødt til at tage alene i svømmehallen med seks arabiske drenge, som var påvirkede af stoffer og alkohol. Kun en enkelt talte lidt engelsk. De to andre medarbejdere vidste godt, at drengene var påvirkede, men klager blev alligevel sendt afsted alene uden en mandlig eller arabisktalende medarbejder. Klager var gravid på dette tidspunkt. I svømmehallen gik drengene amok. De hoppede fra femmetervippen ud på andre gæster og var truende over for personalet. De blev bortvist, men drengene ville ikke forlade svømmehallen. Det var en forfærdelig situation for klager, som måtte løse situationen alene og køre alene tilbage med drengene i minibussen. I bussen kastede de op, hev i klagers tøj, mens hun kørte samt råbte og skreg af hende på arabisk. Efterfølgende blev klager ringet op af svømmehallens chef, som roste klagers indsats og klagers måde at håndtere situationen på. På et efterfølgende møde i afdelingen fik klager at vide, at hendes indsats ikke var tilfredsstillende. Klager var med til at oprette facebookprofiler for drengene. Hun tog billeder og oprettede profilerne fra kontoret sammen med andre medarbejdere. Det havde aldrig været et problem. Nogle af drengene havde tilføjet klager som ven på deres profiler, men da klager af sin leder blev gjort bekendt med, at dette var forbudt, blev de omgående slettet fra klagers profil. Klagers leder havde nærmest ingen kontakt med drengene, og de kunne aldrig finde på at tage en snak med ham om facebookprofilerne. Klager var meget glad for sit arbejde og ville aldrig gøre noget uprofessionelt og upassende, som kunne medføre en afskedigelse. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling. Indklagede blev først gjort bekendt med klagers graviditet i forbindelse med hendes klage af 6. oktober 2015. På opsigelsestidspunktet var indklagede således ikke bekendt med klagers graviditet. Afskedigelsen skyldtes alene en utilfredsstillende indsats i prøveperioden. Indklagede er ikke omfattet af den forvaltningsmæssige lovgivning, og der er derfor ikke et krav om varsling ved afgørelser om afskedigelse. Der blev afholdt en tjenstlig samtale den 17. september 2015 mellem klager og hendes nærmeste leder. Klager blev foreholdt, at hendes mødetider var ustabile, og at der var en oplevelse af, at hun gik sine egne veje og undlod at inddrage kolleger. Særligt brugte klager meget tid på en bestemt beboer, hvilket skabte usikkerhed. Klager blev også foreholdt, at hun var på Facebook med nogle drenge på afdelingen, hvilket ikke var tilladt ifølge retningslinjerne i personalepolitikken. Klager fik lov til at forklare sig og medgav, at der var udsving i hendes mødetider, og at hun var på Facebook med de pågældende drenge. Klager blev orienteret om, at dette ikke var foreneligt med stillingen, og at hun fremover skulle inddrage sine kolleger i de opgaver, hun påtog sig. Lederen oplyste også, at klager skulle undlade at komme i situationer, hvor der kunne stilles spørgsmål ved hende tilgang til beboerne eller hendes professionelle tilgang til opgaverne. Indklagede kan ikke genkende klagers beskrivelse af organiseringen af arbejdet og arbejdsmiljøet. Indklagede er heller ikke enig i klagers vurdering af sin arbejdsindsats. Lederen indkaldte den 22. september klager til samtale dagen efter. Klager spurgte ind til, om hun ville blive opsagt, hvortil lederen svarede, at de ville tage samtalen dagen efter. Han oplyste, at der var tale om en tjenstlig samtale, hvorfor klager ville blive repræsenteret af en tillidsrepræsentant. Ved samtalen den 23. september 2015 fik klager udleveret afskedigelsesbrevet og fik oplyst, at hun ikke skulle møde i opsigelsesperioden. Klager fik oplyst i mail af 8. oktober 2015, at hun havde fået mulighed for at forklare sig ved samtalen den 23. september 2015. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven). Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i dette forhold. Klager var gravid på tidspunktet for afskedigelsen. Det er derfor indklagede, der skal bevise, at afskedigelsen ikke var helt eller delvis begrundet i graviditeten. Parterne er uenige om, hvorvidt indklagede på opsigelsestidspunktet var bekendt med klagers graviditet. Parterne er endvidere uenige om, hvordan prøvetiden var forløbet. Nævnet finder det herefter nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foregå ved nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene. Nævnet kan derfor ikke behandle klagen. <2015-6810-46788>

Versioner

1. 2016-09-14