Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - forvaltningsretlig genoptagelse - påklædning - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9919@2016-09-14/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - forvaltningsretlig genoptagelse - påklædning - ej medhold
J.nr. 2016-6811-20540 Forvaltningsretlig genoptagelse af 2015-6811-37255. Klager havde i en tidligere truffet afgørelse fået medhold i, at han var blevet afvist ved indgangen til en bar på grund af sin etniske oprindelse og blev tilkendt en godtgørelse. Klager henvendte sig efterfølgende med nye oplysninger. Sagen blev genoptaget, og Ligebehandlingsnævnet vurderede herefter, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han blev afvist ved indgangen på grund af sin etniske oprindelse. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Sagen drejer sig om, hvorvidt der efter nye oplysninger fra klager er grundlag for genoptagelse af nævnets afgørelse af 16. marts 2016 om tilkendelse af godtgørelse for overtrædelse af lov om etnisk ligebehandling i forbindelse med, at klager blev afvist i døren til en natklub. Afgørelsen tager derudover stilling til, om der – efter genoptagelse – på baggrund af de nye oplysninger er grundlag for at fastslå, at der er handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Sagen genoptages. Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager blev nægtet adgang til indklagede natklub den 9. august 2016. Denne afgørelse erstatter nævnets afgørelse af 16. marts 2016, der samtidig ophæves. Sagsfremstilling Klager, der var i byen med 3 venner natten til den 9. august 2015, blev omkring kl. 4.00 afvist i døren til en natklub. Den øvrige del af gruppen, som klager var en del af, blev lukket ind på natklubben. Som begrundelse for afvisningen henviste dørmanden til, at klager ikke opfyldte kravene til påklædning på stedet (dress code), idet hans blå polotrøje ikke var festlig nok i farven. Klager har indiske rødder og har et udenlandsk klingende navn. Udenfor natklubben stod nogle unge mænd med mellemøstligt udseende, der angivelig var en del af en gruppering, som ikke var ønsket på stedet. Politiet var i den forbindelse også til stede. Politiet havde gentagne gange i løbet af den pågældende weekend været til stede ved natklubben på grund af problemer med adgangssøgende gæster fra den nævnte gruppering, hvoraf en større andel fremtrådte med et andet udseende end etnisk dansk. Klager og hans venner forlod efterfølgende stedet, men vendte tilbage senere på natten for at få en uddybende begrundelse for afvisningen. Klager havde en ordveksling med en af dørmændene omkring måden, hvorpå de førte adgangskontrol på stedet. Klager sagde i den forbindelse ”fuck dig” til en af dørmændene. Herefter forlod klager og dennes venner stedet. Klager har indsendt erklæringer om hændelsesforløbet fra to af de venner, han var i byen med den pågældende aften. Ligebehandlingsnævnet behandlede og afgjorde sagen på et møde den 16. marts 2016, hvor nævnet fandt, at indklagede havde handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling med følgende begrundelse: ”Klager, der er af anden etnisk herkomst end dansk, har oplyst, at han den 9. august 2015 blev afvist i døren ved indgangen til den indklagede natklub, mens hans etnisk danske venner blev lukket ind på stedet. Han var påvirket af alkohol, men han var fuldt ud klar over, hvad der foregik. Indklagede, der denne weekend førte et skærpet tilsyn grundet problemer med en uønsket gruppering, har oplyst, at afvisningen meget vel kan være sket med henvisning til barens dress code, da den begrundelse erfaringsmæssigt giver anledning til færre konflikter. Det lægges efter klagers oplysninger til grund, at klager blev afvist i døren med henvisning til farven på hans (blå) polotrøje. Under de anførte omstændigheder finder nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet afvist ved indgangen på grund af sin etniske oprindelse. Det er herefter indklagede, der skal godtgøre, at man ikke har udsat klager for forskelsbehandling. Indklagede har redegjort for en skærpet adgangskontrol netop denne weekend og har herudover mere generelt redegjort for udfordringer med adgangskontrollen. Nævnet finder ikke, at indklagede herved har løftet bevisbyrden for, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat. Nævnet bemærker, at den efterfølgende opførsel fra klagers side i forbindelse med, at han senere vendte tilbage til stedet for at få en uddybende forklaring på afvisningen, ikke kan tillægges betydning i forhold til vurderingen af den oprindelige afvisning af klager i døren til natklubben. ” Klager blev herefter tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr. Klager har efterfølgende den 7. og 8. april 2016 telefonisk oplyst, at den vennegruppe, som han var i byen med den pågældende dag, udover ham selv bestod af tre personer. Heraf er én etnisk dansker, en anden har en dansk mor og en indisk far og den tredje har en dansk mor og en afrikansk far og er mulat. Klager præciserede, at han i modsætning til sine to kammerater med (delvis) anden etnisk oprindelse end dansk, kunne forveksles med en person fra Mellemøsten – svarende til etniciteten af den gruppering, der var problemer med på stedet den pågældende aften. Indklagede er herefter kommet med bemærkninger til spørgsmålet om mulig genoptagelse. Bemærkningerne har været i høring ved klager. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse. Klager ønsker med sin klage at opnå, at andre i hans situation ikke i fremtiden oplever noget tilsvarende. Det er klagers opfattelse, at han blev afvist, fordi natklubben ikke ville lukke flere ind med mellemøstlig baggrund eller udseende. På grund af klagers indiske rødder kan man sagtens forveksle ham med en fra Mellemøsten. Begrundelsen med hans påklædning var en undskyldning, dørmanden fandt på, fordi han ikke kunne sige den rigtige begrundelse direkte. Dørmanden havde da også indledningsvist problemer med overhovedet at pege på, hvad der var galt med hans påklædning. Klager gør videre gældende, at det ikke giver mening, at alle gæster behandles under skærpet kontrol, når det ikke er alle, der er ude på at skabe problemer. Han blev afvist af dørmanden, inden han nåede at vise kørekort eller i øvrigt at udveksle et eneste ord med dørmanden. Han var påvirket af alkohol, men fuldt bevidst om, hvad han hørte og sagde. Da han senere kom tilbage til natklubben, var det alene for at få en begrundelse for afvisningen – det var ikke et forsøg på at komme ind. Han fik i den forbindelse af en anden dørmand at vide, at det var hans polotrøje og hans cardigan, den var gal med. Han observerede herunder en person iført jeansshorts, t-shirt og kasket komme ud fra natklubben og fik oplyst, at personen havde fået adgang til stedet, fordi han var VIP. Han så også, at en anden person fik adgang til stedet, selvom der forinden fra en dørmands side havde været spørgsmål om hans påklædning. Det var først i forbindelse med dette forløb, at han blev gal og endte med at sige ”fuck dig” til en af vagterne. Videooptagelser fra natklubbens overvågning ville kunne vise, at han hverken var for fuld eller i øvrigt havde en dårlig attitude. Når man henviser til en anden begrundelse end den reelle, åbner det for misbrug. Der var på ingen måde pres på, da han stod i kø til at komme ind. Indklagede kommer efter klagers opfattelse alene med generelle informationer, men kommenterer ikke særligt meget på den konkrete sags indhold. I forhold til spørgsmålet om genoptagelse har klager gjort gældende, at han bare rettede op på en fejl i Ligebehandlingsnævnets afgørelse, da han på intet tidspunkt havde skrevet eller sagt, at hans venner var etnisk danske. Det betyder ikke, at indklagede ikke har diskrimineret på grund af klagers etniske oprindelse. Indklagede har selv oplyst, at de den pågældende aften havde problemer med grupperingen, der for det meste består af folk med mellemøstlig baggrund. Indklagede antog, at klager havde mellemøstlig oprindelse og var medlem af grupperingen. Såvel klager selv som to af hans venner har således redegjort for, at klager på ingen måde fremstod beruset eller havde en negativ attitude. Indklagede afviser, at klager eller andre adgangssøgende bliver afvist på grund af deres etniske oprindelse. Indklagede gør i den forbindelse gældende, at der på grund af de gentagne problemer med adgangssøgende fra den uønskede gruppering, hvor politiet blev kaldt til stede, var et højt konfliktniveau den pågældende weekend. Der blev ført en skærpet adgangskontrol for at undgå, at konflikterne eskalerede. Denne kontrol har omfattet alle adgangssøgende gæster, hvorfor klager formentlig har oplevet, at vagtpersonalet har været meget stringente i forbindelse med afvisningen af ham. Vagtpersonalet foretager altid en konkret vurdering af hver enkelt gæst baseret på ageren og attitude på det tidspunkt, hvor gæsten ønsker adgang. Vurderingen beror på et skøn. Det forekommer, at vagtpersonalet anvender en mere generel begrundelse for afvisningen frem for de forhold, som reelt begrunder afvisningen. Erfaringsmæssigt fører det ofte til, at situationen eskalerer, hvis vagtpersonlet for eksempel indgår i en diskussion med gæsten om dennes beruselse eller attitude. Vagtpersonalet har den erindring om klager, at han fremstod beruset og med en negativ attitude, og klager har også selv oplyst, at han sagde ”fuck dig” til en af vagterne. Personalet kan ikke huske, hvilken begrundelse, der konkret blev givet til klager i situationen, men afvisning kan meget vel være sket med henvisning til barens dress code, idet den begrundelse erfaringsmæssigt giver anledning til færre konflikter. Indklagede har videre anført, at de driver privat virksomhed, og selv vælger, hvilke gæster der skal have adgang til baren. Der er tale om en stor natklub, hvor der i løbet af en aften/nat kan være op til 800 henvendelser, vagtpersonalet skal håndtere i døren. Der vil derfor periodevis være tale om et hurtigt skøn i forhold til den enkelte gæst. Natklubben har i øvrigt et koncept, der på alle måder rummer forskellighed, og som går på at samle alle typer af adgangssøgende gæster, herunder også i relation til gæsternes påklædning. Hvis udtalelserne fra klagers venner skal indgå i sagens bedømmelsesgrundlag, forudsætter det egentlig mundtlig bevisførelse, hvorved sagen ikke kan anses for egnet til behandling ved Ligebehandlingsnævnet. I forhold til spørgsmålet om genoptagelse har indklagede anført, at der med de nye oplysninger ikke er grundlag for Ligebehandlingsnævnets præmis om, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet afvist ved indgangen på grund af sin etniske oprindelse. Indklagede fastholder, at der på stedet ikke forskelsbehandles på grund af race, hudfarve eller etnisk baggrund. Den reelle baggrund for afvisningen var således, at klager fremstod beruset og med en negativ attitude. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler for det. Der kan for eksempel ske genoptagelse, hvis der er kommet nye oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis nævnet havde haft oplysningerne i forbindelse med den oprindelige afgørelse. Da nævnet traf afgørelse den 16. marts 2016, var nævnet ikke bekendt med, at to af de tre af klagers venner, der i forbindelse med episoden blev lukket ind på indklagede natklub, havde delvist henholdsvis indiske og afrikanske rødder. Nævnet vurderer, at oplysningerne er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og at sagen derfor skal genoptages. Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse. Det er udtryk for direkte forskelsbehandling at nægte en person adgang til en bar på grund af personens etniske oprindelse, herunder hudfarve. Det er udtryk for indirekte forskelsbehandling, hvis personen bliver afvist med en anden begrundelse, men årsagen til afvisningen i virkeligheden er pågældendes etniske oprindelse, herunder hudfarve. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat. Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det fortsat ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Klager, der har indiske rødder, har oplyst, at han den 9. august 2015 blev afvist i døren ved indgangen til indklagede natklub. Klager var påvirket af alkohol, men var fuldt klar over, hvad der foregik. Det lægges efter klagers oplysninger til grund, at klager blev afvist i døren med henvisning til farven på hans (blå) polotrøje. De tre øvrige personer i den gruppe, klager var en del af, blev lukket ind på indklagede natklub. To af disse personer havde delvis henholdsvis indiske og afrikanske rødder. Herefter, og da der ikke foreligger andre oplysninger om episoden, finder nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet afvist ved indgangen på grund af sin etniske oprindelse. Det forhold, at indklagede natklub denne weekend førte et skærpet tilsyn grundet problemer med en uønsket gruppering, og at klager efter eget udsagn kunne forveksles med personer fra denne gruppering, kan ikke føre til et andet resultat. <2016-6811-20540>