Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-01005
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9932@2016-09-20/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-01005
Fristberegning ved rettelse af artikel fra 2011 Dr.dk bragte i 2011 og 2012 en artikel om en ”superklager”, der havde klaget til kommunen. DR rettede artiklen i 2016 og tilføjede en rettelse. Det er Pressenævnets opfattelse, at der løber en ny klagefrist fra tidspunktet for offentliggørelsen af en artikel i ændret form. Artiklen kunne derfor påklages på ny i 2016. Artiklen burde ikke være slettet efter punkt B. 8. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Klagen angår dels spørgsmålet om indholdet af en rettelse, der er tilføjet i 2016 til en artikel fra 2011, samt spørgsmålet om sletning efter punkt B. 8 i de vejledende regler for god presseskik. Da [Klager] er den omtalte ”superklager” i artiklen fra 2011, har han retlig interesse i at få klagen behandlet. Klagens rettidighed Den påklagede artikel blev bragt i 2011, og i 2012 blev der offentliggjort en omtale af rettelsen på dr.dk. Klagen er indgivet til DR i 2016, hvorefter DR ændrede artiklen fra 2011 og tilføjede en rettelse. Klagefristen i medieansvarsloven var før 1. januar 2014 fire uger fra tidspunktet for offentliggørelse af artiklen eller fra mediets svar på en klage (efter 1. januar 2014 blev klagefristen ændret til 12 uger). Klagefristen for at klage over den oprindelige version af artiklen fra 2011 og artiklen fra 2012 er således overskredet. I juli og august 2016 ændrede DR teksten i artiklen fra 2011, herunder tilføjede en rettelse, der tidligere var offentliggjort et andet sted på dr.dk i 2011. Det er Pressenævnets opfattelse, at der løber en ny klagefrist fra tidspunktet for offentliggørelsen af en artikel i ændret form (i dette tilfælde en rettelse). Klagen over rettelsen fra 2016 er derfor rettidig og behandles. Det forhold, at rettelsen vedrørende korrespondancens omfang er bragt i 2011 et andet sted på dr.dk, kan ikke føre til en anden beregning af klagefristen. De vejledende regler for god presseskik blev justeret den 22. maj 2013. I den forbindelse blev punkt B. 8 indsat. Klagefristen for klager over afslag på at få fjernet gamle oplysninger fra digitale medier (punkt B. 8 i de vejledende retningslinjer for god presseskik) vurderes uafhængigt af artiklens offentliggørelsestidspunkt. Klagefristen i relation til punkt B. 8 regnes fra mediets svar til klageren. I forbindelse med klagen til Pressenævnet i 2016 har DR fastholdt sit afslag på klagers anmodning om sletning. Klagen behandles herefter både i forhold til indholdet af rettelsen og i forhold til punkt B. 8 i de vejledende regler for god presseskik. God presseskik [Klager] har klaget over, at DR ikke har slettet artiklen fra 2011 samt indholdet af rettelsen på dr.dk. Han er ikke nævnt ved navn i artiklen, men er omtalt som ”superklager”. - Rettelsen På baggrund af kommunens postliste fra 2003 – 2010 ligger Pressenævnet til grund, at [Klager] henvendte sig ca. 200 gange i september 2006 – oktober 2010. Artiklen omtaler korrespondance i perioden fra 2006 – december 2011. Pressenævnet har ikke postlister fra perioderne januar til november 2006 og heller ikke fra november 2010 til december 2011, men det er oplyst i en mail fra kommunens driftsdirektør, at en forretningsfører i kommunen havde ca. 500 mails fra [Klager], og en konsulent havde 1.500 mails fra samme. Pressenævnet finder herefter, at det må lægges til grund, at kommunen har modtaget mindst 900 henvendelser fra [Klager]. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere den nævnte oplysning. DR bragte den 22. december 2011 en rettelse på dr.dk i den løbende nyhedsstrøm, men indarbejdede først rettelsen i den oprindelige artikel i 2016. Pressenævnet finder, at det af hensyn til nye læsere havde været hensigtsmæssigt, om dr.dk allerede i 2011 havde indarbejdet rettelsen i artiklen. Henset til fejlens karakter, den tid, der er forløbet siden rettelsen i december 2011, og da rettelsen nu er indarbejdet i artiklen, finder Pressenævnet ikke grundlag for kritik. - Sletning af gamle oplysninger fra digitale medier Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere , dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere , dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Pressenævnet finder, at artiklen og rettelsen fra 2011 på dr.dk med omtale af [Klager]s korrespondance med kommunen ikke indeholder oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at dr.dk burde have imødekommet anmodningen om sletning i 2016. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af dr.dk for at afvise klagers anmodning. Det forhold, at samtlige borgere på Samsø måtte kunne identificere klager ud fra oplysningerne om ”superklageren” i artiklen, kan ikke føre til et andet resultat.
[Klager, der i artiklen er omtalt som ”superklager”] har klaget over artiklen ”Politiker er træt af superklager på Samsø” bragt på dr.dk den 11. december 2011 og artiklen ”Klage over dokumentation for indslag i P4 Østjylland den 11. december 2012 [2011]. Afgjort den 13. marts 2012. Delvist medhold” af 3. maj 2012 på dr.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat ved, at DR har afvist at slette omtalen fra 2011 og 2012. 1 Sagsfremstilling Dr.dk bragte den 11. december 2011 artiklen ”Politiker er træt af superklager på Samsø” . Artiklen er sidenhen opdateret. Af den opdaterede artikel fremgår følgende: ”Rettet d. 23. august 2016 klokken 21.06¬ Det har tidligere fremgået af denne artikel, at den såkaldte superklager havde klaget 1500 gange. Det er dog ikke korrekt. Det korrekte er, at klageren havde en korrespondance med kommunen/boligselskabet omkring 900 gange fra 2006 til slutningen af 2011. En del af korrespondancen var svar til klager. ¬Rettelsen, som blev publiceret 12. juli 2016, levede desværre ikke op til DR's retningslinjer for rettelser. DR beklager fejlene. Rettet d. 12. juli 2016 kl. 14.47 [Dette afsnit var tidligere indsat nederst i artiklen og havde mellemrubrikken ”Præcisering”, så man ikke kunne se datoen for rettelsen]: DR Østjylland har d. 22. december 2011 bragt et indslag og denne artikel, hvor Samsø Kommunes konservative byrådsmedlem Per Olsen udtaler sig om en såkaldt superklager, som angiveligt havde klaget op mod 1500 gange. Det har senere vist sig, at den pågældende borger kun har haft korrespondance med kommunen cirka 900 gange i perioden fra 2006 til da artiklen blev bragt, og at en del af den korrespondance var svar fra kommunen. Vi beklager fejlen. En borger på Samsø er ekstremt optaget af at søge aktindsigt i kommunens sagsbehandling og klage over den. Derfor er det konservative byrådsmedlem Per Olsen ikke bange for at kalde ham en superklager. Per Olsen mener, at borgerens krav om aktindsigt har fået så et stort omfang, at kommunen bør orientere de mennesker, hvis sager borgeren får aktindsigt i. Især boligsager Per Olsen forklarer, at borgeren især kræver aktindsigt om sager om almennyttigt boligbyggeri. - Inden for en 3-4 år periode har han skrevet mange klager til Samsø Kommune og til boligkontoret. Så det er en aktiv herre, skulle jeg hilse at sige. Men det er kun det almene boligområde, for der ud over har han klaget og søgt aktindsigt rigtig rigtig mange gange, fortæller han. […]” Til artiklen er indsat et billede af Samsø Kommunes byvåben. Af den oprindelige billedtekst fremgik følgende: ”En borger på Samsø er så optaget af forvaltningen på kommunekontoret i Tranebjerg, at han har sendt 1.500 [tallet ”1.500” er ændret til ”mange”] klager i løbet af 3-4 år. ” Den 22. december 2011 bragte dr.dk følgende rettelse: ” Fejl i indslag om Samsø DR Østjylland har den 11. december bragt et indslag, hvor Samsø Kommunes konservative byrådsmedlem Per Olsen udtaler sig om en såkaldt superklager, som angiveligt havde klaget op mod 1500 gange. Nu viser det sig, at den pågældende borger har haft korrespondance med kommunen cirka 900 gange i perioden fra 2006 til dags dato, hvoraf en del af den korrespondance er svar fra kommunen. Vi beklager fejlen. ” Den 3. maj 2012 bragte dr.dk artiklen ”Klage over dokumentation for indslag i P4 Østjylland den 11. december 2012 [2011]. Afgjort den 13. marts 2012. Delvist medhold”, der omtalte en klage til DR’s Lytternes og seernes redaktør. [Klager] klagede igen den 25. juni 2016 til DR, der sendte en opgørelse fra Samsø Kommune for at dokumentere tallet på 900 klager. DR har fremsendt en 58-sider lang postliste over kommunens korrespondance (angiveligt i relation til [Klager]) i perioden september 2006 – oktober 2010. Af listen fremgår det, at [Klager] står som afsender på 202 henvendelser. Der er mindst et lignende antal brevudvekslinger, hvor kommunen, et beboerklagenævn og andre står som afsendere. Af en mail af 28. oktober 2010 fra Samsø Kommunes driftsdirektør til Kommunalbestyrelsen fremgår bl.a. følgende: ”[…] Forretningsfører [forretningsførerens navn] oplyste i øvrigt på andet møde i dag, at han havde ca. 500 mails fra [Klager]. Vores konsulent [konsulentens navn] oplyste, at han havde ca. 1.500. […]” Klagen over DR’s svar er modtaget i Pressenævnet 3. august 2016. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at DR har fremsat urigtige oplysninger, som DR ikke vil berigtige korrekt. Han har nu i 2016 erfaret, at det ikke er sket, og at de urigtige oplysninger stadig ligger på nettet. Ifølge klager er sagen politisk motiveret og en hævnakt fra kommunens side, fordi han har fået udbedret nogle af de mange ulovlige forhold, som kommunen ikke havde sikret, herunder brandsikring. Der er i den forbindelse henvist til artiklen ”Politiker på Samsø undskylder” af 18. oktober 2006 på dr.dk. Det krævede flere henvendelser til kommunen, som blot undlod at svare på henvendelserne, og dette medførte da rykkere i sagen. Hvad kommunen har haft af korrespondance i sagen med boligselskabets administrator, skal ”superklageren” ikke belastes af. Hvad kommunen har sendt af breve uden svar, skal ”superklageren” ikke belastes af. [Klager] har anført, at han fremstår som psykisk syg i artiklen ”Politiker træt af superklager på Samsø” fra 2011. [Klager] er ikke nævnt ved navn i artiklen, men ifølge klager kan de 3.700 borgere på Samsø identificere ham. De urigtige påstande fremsættes af et kommunalbestyrelsesmedlem, som klager er politisk uenig med. Det burde DR have gennemskuet. DR bryster sig af kildekritiske holdninger på sin hjemmeside. [Klager] ønsker, at DR bliver pålagt at dokumentere deres påstande i artiklen samt bliver pålagt at berigtige oplysningerne på samme måde, som DR har fremsat de urigtige oplysninger. I rettelsen fremsætter DR en ny påstand om korrespondance på cirka 900 gange, i perioden fra et ukendt tidspunkt og frem til artiklen blev bragt. 2.2 DR’s synspunkter DR har oplyst, at DR P4 Østjylland den 11. december 2011 bragte et indslag, der omhandlede en såkaldt superklager. Superklageren var ikke omtalt med navn i indslaget. Det fremgik heraf, en superklager havde henvendt sig 1.500 gange til Samsø Kommune. Efter en korrespondance mellem klager og DR Østjylland berigtigede DR historien den 22. december 2011 under rubrikken ”Fejl i indslag om Samsø”. Det var måden, hvorpå DR på daværende tidspunkt lavede rettelser på. Siden har DR i 2013 indført, at det tydeligt skal fremgå i kursiv under overskriften i en underrubrik, at artiklen er rettet, dato og klokkeslæt for rettelsen, og hvad der var fejlen. Hvis artiklen fra 2011 var rettet efter DR’s nugældende retningslinjer, så ville artiklen have været forsynet med en rettetekst. Da klager i juli 2016 klagede over, at artiklen fortsat var at finde på dr.dk, blev artiklen tilføjet en præcisering med kursiv. DR har anført, at der ikke er grundlag for afpublicering eller afindeksering af artiklen. Der er hverken tale om fejl af særlig skadevoldende effekt, ærekrænkelser, fejl med strafansvar eller lignende. Klager har henvendt sig til kommunen mange gange. Det er en oplysning, som ikke er af privat eller følsom karakter. Omtalen af en ”superklager”, der ikke er omtalt ved navn, og hvor der i øvrigt er dokumentation for mange henvendelser, er ikke omfattet af beskyttelseshensynet i punkt B. 8 i de vejledende regler for god presseskik. DR er af den opfattelse, at punkt B. 8 kun bør finde anvendelse, når der er tale om oplysninger, der er særligt belastende for en person, der er omtalt. Der er henvist til Pressenævnets kendelse af 23. februar 2016 i sag nr. 16-70-00914. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Christian Jensen, Janni Pedersen og John Meinert Jacobsen. Klagen angår dels spørgsmålet om indholdet af en rettelse, der er tilføjet i 2016 til en artikel fra 2011, samt spørgsmålet om sletning efter punkt B. 8 i de vejledende regler for god presseskik. Da [Klager] er den omtalte ”superklager” i artiklen fra 2011, har han retlig interesse i at få klagen behandlet. Klagens rettidighed Den påklagede artikel blev bragt i 2011, og i 2012 blev der offentliggjort en omtale af rettelsen på dr.dk. Klagen er indgivet til DR i 2016, hvorefter DR ændrede artiklen fra 2011 og tilføjede en rettelse. Klagefristen i medieansvarsloven var før 1. januar 2014 fire uger fra tidspunktet for offentliggørelse af artiklen eller fra mediets svar på en klage (efter 1. januar 2014 blev klagefristen ændret til 12 uger). Klagefristen for at klage over den oprindelige version af artiklen fra 2011 og artiklen fra 2012 er således overskredet. I juli og august 2016 ændrede DR teksten i artiklen fra 2011, herunder tilføjede en rettelse, der tidligere var offentliggjort et andet sted på dr.dk i 2011. Det er Pressenævnets opfattelse, at der løber en ny klagefrist fra tidspunktet for offentliggørelsen af en artikel i ændret form (i dette tilfælde en rettelse). Klagen over rettelsen fra 2016 er derfor rettidig og behandles. Det forhold, at rettelsen vedrørende korrespondancens omfang er bragt i 2011 et andet sted på dr.dk, kan ikke føre til en anden beregning af klagefristen. De vejledende regler for god presseskik blev justeret den 22. maj 2013. I den forbindelse blev punkt B. 8 indsat. Klagefristen for klager over afslag på at få fjernet gamle oplysninger fra digitale medier (punkt B. 8 i de vejledende retningslinjer for god presseskik) vurderes uafhængigt af artiklens offentliggørelsestidspunkt. Klagefristen i relation til punkt B. 8 regnes fra mediets svar til klageren. I forbindelse med klagen til Pressenævnet i 2016 har DR fastholdt sit afslag på klagers anmodning om sletning. Klagen behandles herefter både i forhold til indholdet af rettelsen og i forhold til punkt B. 8 i de vejledende regler for god presseskik. God presseskik [Klager] har klaget over, at DR ikke har slettet artiklen fra 2011 samt indholdet af rettelsen på dr.dk. Han er ikke nævnt ved navn i artiklen, men er omtalt som ”superklager”. - Rettelsen På baggrund af kommunens postliste fra 2003 – 2010 ligger Pressenævnet til grund, at [Klager] henvendte sig ca. 200 gange i september 2006 – oktober 2010. Artiklen omtaler korrespondance i perioden fra 2006 – december 2011. Pressenævnet har ikke postlister fra perioderne januar til november 2006 og heller ikke fra november 2010 til december 2011, men det er oplyst i en mail fra kommunens driftsdirektør, at en forretningsfører i kommunen havde ca. 500 mails fra [Klager], og en konsulent havde 1.500 mails fra samme. Pressenævnet finder herefter, at det må lægges til grund, at kommunen har modtaget mindst 900 henvendelser fra [Klager]. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere den nævnte oplysning. DR bragte den 22. december 2011 en rettelse på dr.dk i den løbende nyhedsstrøm, men indarbejdede først rettelsen i den oprindelige artikel i 2016. Pressenævnet finder, at det af hensyn til nye læsere havde været hensigtsmæssigt, om dr.dk allerede i 2011 havde indarbejdet rettelsen i artiklen. Henset til fejlens karakter, den tid, der er forløbet siden rettelsen i december 2011, og da rettelsen nu er indarbejdet i artiklen, finder Pressenævnet ikke grundlag for kritik. - Sletning af gamle oplysninger fra digitale medier Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere , dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere , dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Pressenævnet finder, at artiklen og rettelsen fra 2011 på dr.dk med omtale af [Klager]s korrespondance med kommunen ikke indeholder oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at dr.dk burde have imødekommet anmodningen om sletning i 2016. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af dr.dk for at afvise klagers anmodning. Det forhold, at samtlige borgere på Samsø måtte kunne identificere klager ud fra oplysningerne om ”superklageren” i artiklen, kan ikke føre til et andet resultat. Afgjort den 19. september 2016.