Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9950@2016-09-21/da

Indhold

1. Indledning

ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold

J.nr. 2015-6810-22736 En kvindelig tandlæge oplyste indklagede om sin graviditet den 21. oktober 2014 med terminsdato den 1. februar 2015. Klagers klinikassistent opsagde sin stilling den 30. oktober 2014. Den 31. oktober 2014 varslede indklagede en nedsættelse af klagers arbejdstimer, således at klagers arbejdstimer fremover ville blive reduceret til 10,5 timer om ugen med virkning fra den 1. februar 2015. Nævnet vurderede, at der var tale om en væsentlig ændring af klagers ansættelsesforhold, der måtte sidestilles med en opsigelse. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var noget, der med den fornødne sikkerhed tydede på, at indklagede ikke havde ansat en anden klinikassistent, hvis klager ikke havde været gravid, og at der ikke var oplysninger, der tydede på, at indklagede forud for sin viden om klagers graviditet havde planer om at nedbringe antallet af medarbejdere og arbejdstimer i klinikken. Klager fik derfor medhold i klagen samt godtgørelse.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev varslet ændringer i vilkårene for sin stilling som tandlæge og dermed opsagt på et tidspunkt, hvor indklagede var bekendt med klagers graviditet. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev opsagt som tandlæge under sin graviditet. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 240.000 kr. med procesrente fra den 5. maj 2015, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager blev ansat den 1. maj 2014 som tandlæge i en nyoprettet stilling hos den indklagede tandlæge. Klager var provisionsaflønnet, og skulle arbejde 24 timer om ugen fordelt over tre hverdage. Til at assistere klager blev der samtidig ansat en klinikassistent, som arbejdede samme timeantal og dage som klager. Indklagede havde i forvejen en klinikassistent ansat, som kun indklagede benyttede sig af. Klager og indklagede var de eneste to tandlæger på klinikken. Den 21. oktober 2014 blev klager bekendt med, at hun var gravid. Indklagede blev samme aften orienteret om klagers graviditet og den forventede terminsdato den 25. maj 2015. Den 30. oktober 2014 opsagde klinikassistenten, som havde assisteret klager, sin stilling hos indklagede. Den 31. oktober 2014 varslede indklagede en nedsættelse af klagers arbejdstimer, således at klagers arbejdstid fremover ville blive reduceret med 10,5 arbejdstimer om ugen. Klager skulle herefter fordele 15 ugentlige timer over to arbejdsdage. Ændringerne skulle træde i kraft efter udløbet af klagers opsigelsesvarsel den 1. februar 2015. Som begrundelse for vilkårsændringerne henviste indklagede til klinikassistentens fratrædelse. Den 9. november 2014 bad klager om et møde med indklagede til drøftelse af de varslede ændringer. Klager og indklagede mødtes den 14. november 2014. Indklagede gjorde klager opmærksom på, at hun ikke ønskede at afslutte ansættelsesforholdet, og at de begge måtte være fleksible i forhold til at få klinikken til at fungere efter klinikassistentens fratrædelse. Indklagede gjorde endvidere klager opmærksom på, at hun ikke ønskede, at klinikken skulle blive en ”svingdør” med hensyn til tilgang og fratrædelse af personale. Den 1. december 2014 gik indklagede ned på to ugentlige arbejdsdage. Klager fortsatte som hidtil med tre arbejdsdage om ugen. Klager rettede den 15. december 2014 skriftlig henvendelse til indklagede og spurgte, hvorfor hendes navn fortsat figurerede i den fælles aftalebog for kunder efter den 1. februar 2014. Indklagede oplyste den 16. december 2014, at hun betragtede klagers henvendelse som et udtryk for, at klager ikke ønskede at fortsætte ansættelsesforholdet med de ændrede arbejdstimer. Klagers manglende accept af vilkårsændringerne blev taget til efterretning. Klager fratrådte stillingen som tandlæge ved udgangen af januar 2015. Sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 5. maj 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet opsagt i strid med ligebehandlingsloven, og at hun derfor har ret til godtgørelse svarende til ni måneders løn. Sagen kan afgøres af Ligebehandlingsnævnet. Afhøring af formanden for Tandlægeforeningens forhandlingsgruppe og deres modpart, Regionernes Lønnings- og Takstværn, finder klager irrelevant. Aftalen om en ny tandlægeoverenskomst blev først indgået efter, at indklagede havde varslet en ændring af klagers ansættelsesvilkår. Indklagede kunne have valgt at ansætte en ny klinikassistent, hvorefter det ikke havde været nødvendigt at ændre i klagers arbejdstimer. Indklagede var således ikke som påstået nødt til at nedsætte klagers arbejdstimer. Indklagede har kategorisk afvist, at problemet med den opsagte klinikassistent kunne løses på andre måder. Indklagede har udelukkende været interesseret i at reducerede antallet af klagers arbejdstimer. Det er normal praksis på tandlægeklinikker, at tandlægerne fortrinsvist tager sig af de mere komplekse behandlinger, mens tandplejerne tager sig af den mere basale tandpleje, som f.eks. undersøgelser og tandrensninger, som er de lidt billigere behandlinger. Under ansættelsen var det indklagede, der udførte de komplekse behandlinger, og klager der udførte behandlinger, som en tandplejer kunne have taget sig af. Indklagede har givet udtryk for, at hun har ofret sig som følge af klinikassistentens afgang, idet hun pr. 1. december 2014 gik ned i arbejdstid. Dette er imidlertid ikke særligt overraskende, idet indklagede i forbindelse med ansættelsen af klager gjorde opmærksom på, at hun på sigt ønskede at gå ned i arbejdstid. Klager bekendt har indklagede endnu ikke ansat en klinikassistent, og har således ikke denne lønudgift længere. Indklagede har derimod ansat en tandplejer i klagers stilling. Indklagede har derfor været i stand til at fastholde sin tidligere arbejdstid med tre arbejdsdage og har samtidig sparet lønudgiften til en klinikassistent. Klager afviser indklagedes påstand om, at hun ved ansættelsens start blev gjort opmærksom på, at arbejdstiden kunne ændre sig nedadgående til kun to arbejdsdage om ugen. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet afskediget på grund af graviditet. Hvis indklagede skal have optimal mulighed for at godtgøre, at ændringerne i klagers arbejdstid ikke var begrundet i klagers graviditet, bør der foretages parts- og vidneforklaringer for retten. Ligebehandlingsnævnet skal derfor afvise sagen. Udover afhøring af klinikkens ansatte ønsker indklagede også afhøring af klinikkens revisor til belysning af de økonomiske konsekvenser for indklagede som følge af, at arbejdstidsnedsættelen blev fordelt mellem klager og indklagede. Herudover ønsker indklagede, at formanden for Tandlægeforeningen og forhandlingsgruppen og deres modpart, Regionernes Lønnings- og Takstværn, afgiver forklaring, både om konsekvenserne af regeringens besparelser på området i 2013, men også om forringelserne af tilskudsrammen til tandpleje i 2015 og årene efter. Tillid og tryghed er vigtige elementer for indklagede og hendes patienter og i bestræbelserne for at bevare og udbygge disse værdier, har det altid ligget hende stærkt på sinde, at personalet ikke udskiftes jævnligt. Virksomheden drives derfor efter princippet ”relationship based business”. Indklagede ønskede ikke en ”svingdørs-klinik” med hensyn til personaleudskiftninger, og udskifter nødigt personalet. Klager var fuldt ud orienteret om indklagedes holdning til denne virksomhedsform og accepterede dette ved sin tiltrædelse og under ansættelsen. Indklagede ønskede klager tillykke med graviditeten og sagde samtidig, at de sammen nok skulle finde ud af det på klinikken. Indklagede modtog den 30. oktober 2014 en opsigelse fra den ene af klinikkens to assistenter. Indklagede kunne godt forstå den pågældende medarbejderes beslutning, men opsigelsen gav imidlertid indklagede visse udfordringer. Ansættelse af en ny medarbejder ville kollidere med princippet om blivende personale, som indklagede ikke var interesseret i at fravige, da det er en vigtig del af klinikkens grundlag og drift. Ud fra en driftsmæssig vurdering besluttede indklagede at tage en tænkepause med hensyn til ansættelse af en ny klinikassistent. Tænkepausen skulle bruges til at finde ud af, hvilken vej klinikken skulle gå i fremtiden. Indklagede så sig på den baggrund nødsaget til at fortage organisatoriske og personalemæssige ændringer. Klinikken havde kun indklagedes klinikassistent at trække på, og assistenten kunne ikke både assistere klager og indklagede ved uændrede arbejdstimer. Det var derfor nødvendigt at nedsætte antallet af klagers arbejdstimer. Ud fra en virksomhedsbetragtning ville det være mest optimalt for indklagede, såfremt klager blev varslet en arbejdsnedsættelse på to dage ud af i alt tre dage. Klager ville med denne model bære hele den økonomiske byrde, da hun omsætter for det halve af indklagede. Indklagede valgte ikke denne model. Indklagede besluttede, at hun ville være solidarisk med klager, selvom det økonomisk ville blive en dyrere løsning for hende. Derfor gik hun selv ned i arbejdstimer. Indklagede foreslog derfor klager, at de begge gik ned i tid og indtil videre delte den tilbageværende klinikassistent. Ved denne løsning kalibreres antallet af tandlægetimer med den assistance, der var til rådighed, og indklagede ville få fred og ro til at vurdere, hvorledes fremtidens personalesituation skulle være, når klinikken fortsat skulle drives efter modellen ”relationship based business”. Når indklagede var tøvende med at ansætte en ny assistent, skyldtes det også indklagedes betænkeligheder forbundet med de fremtidige beskæringer i tilskud til tandpleje på cirka 300 mio. kr., som regeringen fik gennemført i 2013, men som endnu ikke var fuld ud implementeret i 2014. Resultatet af en ny tandlægeoverenskomst ultimo 2014 indgik ligeledes i indklagedes overvejelser omkring den fremtidige struktur. Overenskomsten pålagde de private praksisser flere byrder. Tandlægeforeningen skønner, at den økonomiske risiko vil være i gennemsnit cirka 35.000 kr. pr. klinikejer. En ansvarlig klinikejer er nødt til at forholde sig til disse dystre udsigter for aktuel og fremtidig indtjening. I den vurdering indgår også personaleressourcer. Klager havde ingen forståelse for det dilemma, som indklagede uforskyldt blev efterladt i, da klinikassistenten sagde sin stilling op. Klager valgte at fratræde stillingen imod indklagedes ønske og planer. Varslingen af klagers ændrede arbejdstimer havde intet med hendes graviditet at gøre. Det skal alene ses som et udtryk for, at klager også måtte påtage sig sin del af de udfordringer, som tandlægeklinikken blev udsat for, uden at det nødvendigvis er udtryk for forskelsbehandling. Indklagede vedkender sig sit ansvar som klinikejer til ikke at forskelsbehandle medarbejdere negativt. Klager forventer imidlertid, at hendes lykkelige omstændigheder skulle udtrækkes dertil, at hun også har krav på positiv forskelsbehandling. I så fald ville det medføre, at indklagede skulle tage ansvaret for de to dages nødvendige arbejdstidsnedsættelse for at klager kunne beholde sin arbejdstid uændret. En sådan løsning holder selvsagt ikke de nødvendige forretningsmæssige forudsætninger for en lønsom drift, og ville være tæt på økonomisk uforsvarligt. Således var det indklagede, der havde den væsentligste del af klinikkens omsætning. Klager og indklagede havde stort set samme antal sygesikringsydelser. Der var derfor ikke tale om, at klager særligt udførte basal tandpleje. Klager kunne bare ikke omsætte i samme grad som indklagede. Et forhold, der imidlertid ikke kom klager til skade, da indklagede tilbød at tage sin del af arbejdstidsnedsættelsen for ikke at behandle klager ringere i den opståede situation. Der er ingen objektive omstændigheder, der typer på, at klager har været udsat for forskelsbehandling. Hvis nævnet finder, at klager har været udsat for forskelsbehandling og fastsætter en godtgørelse, gøres det gældende, at denne skal udgøre et væsentligt mindre beløb end påstået af klager. Sagens særlige omstændigheder, de bestræbelser, som indklagede aktivt har gjort for ikke at forskelsbehandle, og den meget korte ansættelsesperiode, taler for en lavere godtgørelse. Klager havde ikke et reelt ønske om at bevare sin stilling hos indklagede. I så fald havde hun accepteret den solidariske arbejdstidsnedsættelse og stået last og brast med indklagede i håbet om bedre tider. Klager svigtede, da det gjaldt, og klager ønsker en hurtig gevinst i medfør af ligebehandlingsloven. Indklagede har stadig ikke ansat en medarbejder i klagers stilling, men ansatte en gravid tandplejer på deltid i 2015, som aktuelt afvikler barsel. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsloven behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet. Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet eller udsætte denne for mindre gunstig behandling på grund af graviditeten. Såfremt afskedigelsen eller den mindre gunstige behandling finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen/behandlingen ikke er begrundet i graviditeten. Det er ubestridt, at indklagede på tidspunktet for varslingen af ændringen af klagers arbejdstid var bekendt med klagers graviditet. Ligebehandlingsnævnet finder, at den varslede nedsættelse af klagers arbejdstid fra 24 timer til 15 timer og ugen fordelt på 2 dage mod tidligere 3 dage er udtryk for en væsentlig ændring af klagers ansættelsesforhold, der må sidestilles med en opsigelse. Det er indklagede, der skal bevise, at ændringen ikke helt eller delvist var begrundet i klagers graviditet. Nævnet finder ikke, at klager har løftet denne bevisbyrde. Der er herved særligt lagt vægt på, at der ikke er noget, der med den fornødne sikkerhed tyder på, at indklagede ikke blot havde ansat en anden klinikassistent, hvis klager ikke havde været gravid. Indklagedes dispositioner, der ubestridt var foranlediget af den ene klinikassistents opsigelse, var derfor efter nævnets opfattelse påvirket af klagers graviditet. Der er således ikke oplysninger, som tyder på, at indklagede forud for sin viden om klagers graviditet havde planer om at nedbringe antallet af medarbejdere og antal arbejdstimer i klinikken. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 240.000 kr., svarende til seks måneders løn. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen. Indklagede skal herefter betale 240.000 kr. til klager med procesrente fra den 5. maj 2015, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <2015-6810-22736>

Versioner

1. 2016-09-21