Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - medhold

GældendeVersion 2017-10-31
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/10020@2017-10-31/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - medhold

J. nr. 2017-6810-04371 En polititjenestemand søgte en stilling som køreprøvesagkyndig i en anden politikreds, end den han var ansat i. Ifølge polititjenestemanden ville han have ladet sig pensionere ved tiltrædelse af stillingen, som han som uddannet køreprøvesagkyndig var kvalificeret til at varetage. Han fik i lighed med tre andre ansøgere på hhv. 63 og 64 år afslag. Ifølge en rundskrivelse om ansættelse af pensionerede polititjenestemænd på individuel kontrakt, der var dateret kort før afslaget, kunne pensionerede alene ansættes i særlige tilfælde. Polititjenestemanden havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på forskelsbehandling på grund af alder, da fire ansøgere i samme aldersklasse, 63-64 år, fik afslag, og da afslaget lå i tæt tidsmæssig sammenhæng med rundskrivelsen. Rigspolitiet havde ikke dokumenteret, at alder ikke var medvirkende til afslaget. Polititjenestemanden fik medhold og godtgørelse på 25.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager ikke kom i betragtning til en stilling som civil køreprøvesagkyndig i A Politi. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager ikke kunne komme i betragtning til en stilling som civil køreprøvesagkyndig i A Politi. Rigspolitiet skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 25.000 kr. med procesrente fra den 20. januar 2017, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Det fremgår af Rigspolitiets rundskrivelse af 13. februar 2013 om ansættelse af pensionerede polititjenestemænd på individuel kontrakt: ”Baggrund Den pligtige afgangsalder for polititjenestemænd blev med virkning fra 1. januar 2012 ophævet. Dette betyder, at polititjenestemænd ikke automatisk afskediges med pension ved udgangen af den måned, hvor de fylder 63 år. Polititjenestemænd, der ønsker at fratræde, skal således selv søge herom. I fortsættelse af ophævelsen af den pligtige afgangsalder opsagde Politiforbundet med virkning fra 1. januar 2012 aftalen af 27. september 2007 om ansættelse i politireserven, og det har fra dette tidspunkt ikke længere været muligt at ansætte alderspensionerede polititjenestemænd i politireserven. Rigspolitiet har på det seneste modtaget flere henvendelser om muligheden for at ansætte pensionerede polititjenestemænd på individuel kontrakt. Ansættelse af pensionerede polititjenestemænd Finansministeriet har med cirkulære af 17. april 1998 bemyndiget de enkelte ministerier mv. til at fastlægge regler for og træffe beslutninger om aflønning af personer, der beskæftiges på ny efter at være blevet pensioneret fra det offentlige. I cirkulæret forudsættes, at ansættelse af pensionerede kun sker i begrænset omfang, og kun hvor særlige behov hos ansættelsesmyndigheden taler for det. Med udgangspunkt i cirkulæret har Rigspolitiet besluttet, at der fra og med d.d. kun i helt særlige tilfælde kan ansættes pensionerede polititjenestemænd på individuel kontrakt. Ansættelse af pensionerede polititjenestemænd på individuel kontrakt kan alene ske, hvis behovet herfor ikke kunne forudses på pensioneringstidspunktet. Det er Rigspolitiet, Koncern HR, der efter indstilling fra politikredsene og Rigspolitiets afdelinger træffer beslutning om ansættelse af pensionerede polititjenestemænd. Lønniveau Med hensyn til lønniveauet ved ansættelse af pensionerede polititjenestemænd kan Rigspolitiet oplyse, at pensionerede tjenestemænd er undtaget fra de kollektive overenskomster, og der findes ingen central regulering af lønniveau mv. Løn og andre ansættelsesvilkår fastsættes derfor i ansættelsesaftalen. Der skal ved indgåelse af aftalen om løn- og ansættelsesvilkår, herunder eventuelle pensionsindbetalinger, udvises skyldige økonomiske hensyn. Det vil i den forbindelse være naturligt at tage hensyn til den tjenestemandspension, som den pågældende allerede oppebærer fra staten. Aflønningen i henhold til den tidligere aftale om politireserven var således også fastsat under hensyn hertil. En pensioneret polititjenestemand har i forbindelse med indgåelsen af ansættelsesaftalen mulighed for at lade sig repræsentere eller bistå af andre. …” A Politi søgte i marts 2013 et antal køreprøvesagkyndige til ansættelse snarest muligt. Klager, der er født i 1950, søgte stillingen, og fik den 8. maj 2013 afslag. Det fremgår af det skriftlige afslag, at A Politi ud fra en samlet vurdering af kvalifikationer og erfaring havde valgt andre kandidater. Klager indgav den 10. oktober 2013 klage til Folketingets Ombudsmand over forskelsbehandling i anledning af, at han og tre andre politiuddannende køreprøvesagkyndige havde fået afslag på deres ansøgninger til stillingerne som køreprøvesagkyndig i A Politi. Klager oplyste i klagen, at alle fire stod foran pensionering, da de var 63 og 64 år. Ifølge klagen havde lederen for køreprøve i færdselspolitiet kontaktet klager og de tre andre ansøgere og oplyst dem, at han havde fået at vide, at han ikke måtte ansætte dem. Klager oplyste også, at han blev uddannet sagkyndig i 1983 og havde virket som sådan i Rigspolitiets Færdselssektion, hvor han havde assisteret med afholdelse af køreprøver i alle landets politikredse, herunder mange gange i A politikreds. Den 7. november 2013 præciserede klager over for Folketingets Ombudsmand, at klagen ikke specifikt vedrørte forskelsbehandling på grund af alder, men forskelsbehandling på baggrund af rundskrivelsen af 13. februar 2013 om ansættelse af pensionerede polititjenestemænd. Folketingets Ombudsmand sendte klagen til Rigspolitiet, der den 11. juni 2014 oplyste klager om, at Rigspolitiet havde fået mundtligt tilsagn om, at Moderniseringsstyrelsen påtænkte at ophæve cirkulæret om ansættelse af pensionerede i sin nuværende form inden sommerferien. Rigspolitiets koncern HR skulle i forlængelse heraf udarbejde et notat til brug for Rigspolitiets viderebehandling af sagen. I et opslag med ansøgningsfrist den 1. august 2014 søgte B Politikreds køreprøvesagkyndige til ansættelse pr. 1. oktober 2014. Klager fik efter deltagelse i en samtale afslag på sin ansøgning til stillingen, da politikredsen havde besluttet at besætte stillingen til anden side. B Politi havde ved valget af kandidat særligt lagt vægt på faglige og personlige kvalifikationer. Det fremgår af cirkulære af 5. august 2014, at cirkulære nr. 173 af 17. april 1998 om aflønning af pensionerede blev ophævet med virkning fra 1. juli 2014. Den 13. november 2014 oplyste Rigspolitiet klager om, at cirkulæret om ansættelse af pensionerede var blevet ophævet. Koncern HR havde i forlængelse heraf indstillet, at den del af rundskrivelse af 13. februar 2013, der vedrørte begrænsningen af ansættelse af pensionerede, tilsvarende blev ophævet. I brev af 13. december 2015 skrev klager til Rigspolitiet, at rundskrivelse af 13. februar 2013 fortsat fandtes på politiets intranet, og at politikredsene fortsat efterlevede rundskrivelsens ordlyd. Klager bad Rigspolitiet oplyse, hvornår der ville blive truffet afgørelse i hans klagesag. Klager rykkede for svar ved brev af 21. februar 2016. Den 30. maj 2016 skrev Rigspolitiet til klager, at grunden til, at han ikke havde fået svar på klagen, var, at direktionen var i en beslutningsfase om, hvilke præcise retningslinjer, herunder løn- og ansættelsesvilkår, der skulle gælde for ansættelse af pensionerede polititjenestemænd. Videre skrev Rigspolitiet, at politiet – som det forholdt sig pr. dags dato – ansatte pensionerede polititjenestemænd i civile stillinger, ligesom klager pr. 1. august 2015 var blevet ansat som civil køreprøvesagkyndig, såfremt pågældende vurderedes at være den bedst kvalificerede til den konkrete stilling. Rundskrivelsen af 13. februar 2013 var derfor ikke længere gældende og havde ikke været det i lang tid, idet Finansministeriet pr. 1. juli 2014 havde ophævet cirkulære nr. 173 af 17. april 1998. Rundskrivelsen ville ifølge mailen først officielt blive fjernet fra intranettet, når direktionen havde truffet beslutning om de nye retningslinjer for ansættelse af pensionerede polititjenestemænd på individuel kontrakt. Det fremgår af Rigspolitiets retningslinjer af 6. juni 2016 om ansættelse af pensionerede tjenestemænd på individuel kontrakt: ”Baggrund Finansministeriet har ved cirkulære nr. 9612 af 5. august 2014 ophævet det hidtil gældende cirkulære nr.173 af 17. april 1998 om aflønning af pensionerede med virkning fra den 1. juli 2014. I cirkulæret fra 1998 var det forudsat, at beskæftigelse af pensionerede kun ville ske i begrænset omfang, og hvor kun særlige behov hos ansættelsesmyndigheden talte herfor. Denne begrænsning er bortfaldet. Det betyder, at politiet ikke har hjemmel til at begrænse ansættelse af pensionerede polititjenestemænd i medfør af rundskrivelse af 13. februar 2013, hvorfor denne rundskrivelse hermed ophæves. Koncern HR har dog allerede efter ophævelsen af 1998-cirkulæret orienteret HR Partnerne om, at rundskrivelsen om ansættelse af pensionerede polititjenestemænd ikke længere er gældende, og at der herefter ikke er en begrænsning i at ansætte en pensioneret tjenestemand på individuel kontrakt, såfremt den pågældende vurderes til at være den bedst kvalificerede til en konkret stilling. Ophævelsen af 1998-cirkulæret indebærer ingen ændringer med hensyn til politiets ret til at fastsætte individuelle løn - og ansættelsesvilkår i forbindelse med ansættelse af pensionerede tjenestemænd. Proces ved ansættelse af pensionerede tjenestemænd Civile stillinger annonceres i offentlige opslag, og ansættelse sker efter ansøgning. Pensionerede tjenestemænd kan ansøge en civil stilling på lige vilkår med øvrige ansøgere. Det er ledelsen i medfør af ledelsesretten, der vurderer og udvælger ansøgere samt træffer beslutning om ansættelse af den bedst kvalificerede ansøger til den konkrete stilling. En pensioneret polititjenestemands organisatoriske erfaring og kvalifikationer kan føre til, at den pågældende vurderes til den bedst kvalificerede til stillingen, men den pågældende har ikke alene i kraft af sin hidtidige ansættelse som polititjenestemand nogen fortrinsret til stillingen. Det skal imidlertid holdes for øje, at en pensioneret polititjenestemand, der bliver ansat som civil medarbejder, ikke anvendes til at udføre politifaglige opgaver, som vedkommende udførte inden pensioneringen. Der skal skelnes mellem politifaglige opgaver samt civile arbejdsopgaver, således at stillingen som civil medarbejder ikke udvides til at omfatte reelt politiarbejde i kraft af den pensionerede polititjenestemands tidligere politimæssige baggrund. Individuelle løn- og ansættelsesvilkår Ansættelse af pensionerede tjenestemænd i en civil stilling skal ske på individuel kontrakt, idet de er undtaget fra de kollektive overenskomster. Løn- og ansættelsesvilkår skal således fastsættes i den individuelle ansættelsesaftale, som indgås mellem politiet og den pensionerede tjenestemand. Ved aftaleindgåelsen af de individuelle løn- og ansættelsesvilkår skal en pensioneret tjenestemand som udgangspunkt oppebære en løn svarende til de øvrige civilt ansatte på arbejdsområdet. Det er imidlertid i politiet besluttet, at den pågældendes tjenestemandspension skal fradrages i lønnen som civilt ansat. Dette fradrag skal ske i det første år efter pensioneringen som tjenestemand. En pensioneret tjenestemand har i forbindelse med indgåelsen af ansættelsesaftalen mulighed for at forhandle på egne vegne eller lade sig repræsentere eller bistå af andre. ” Ved mail af 5. juli 2016 blev klager orienteret om, at direktionen havde truffet endelig beslutning om de nye retningslinjer for ansættelse af pensionerede tjenestemænd på individuel kontrakt. Retningslinjerne havde ingen betydning for klagers nuværende løn- og ansættelsesvilkår som civil køreprøvesagkyndig i C Politi. Rigspolitiet bad indklagede præcisere sin klage, herunder om ansættelsen pr. 1. august 2015 havde medført en ændring af klagen, og hvilket krav klager gjorde gældende over for Rigspolitiet. Klager svarede den 27. juli 2016, at han klagede over forskelsbehandling på grund af alder, da ledelsen i færdselsafdelingen i A Politi af Rigspolitiets HR-afdeling var blevet gjort opmærksom på rundskrivelsen af 13. februar 2013 om ansættelse af pensionerede polititjenestemænd. Klagers nuværende ansættelse ændrede ikke på klagen. Klager oplyste, at han havde lidt et økonomisk tab, ligesom det havde været ydmygende for ham ikke at blive indkaldt til samtale og efterfølgende modtage et officielt afslag, hvor hans erfaring og kvalifikationer blev draget i tvivl. Det fremgår af en mail af 21. september 2016 fra Koncern HR til Rigspolitiets stabschefer og HR Partnere: ”Rigspolitiet har modtaget en række henvendelser om, hvorvidt modregningsbestemmelsen er i overensstemmelse med forskelsbehandlingsloven. På baggrund heraf har Rigspolitiet anmodet Kammeradvokaten om at vurdere dette spørgsmål. Bestemmelsen om modregning havde til formål at undgå, at polititjenestemænd lader sig pensionere for i stedet at blive ansat i civile stillinger, hvorved de modtager dobbeltbetaling fra det offentlige. Rigspolitiet ønskede således at tage skyldige økonomiske hensyn til anvendelsen af de offentlige midler. Bestemmelsen om modregning havde ligeledes til formål at undgå udhulning af politistyrken og i stedet fastholde de politifaglige ressourcer. Det er Kammeradvokatens vurdering, at disse formål er saglige og dermed kan danne grundlag for forskelsbehandling pa grund af alder. Der stilles dog strenge krav for at retfærdiggøre forskelsbehandling, og det er samlet set Kammeradvokatens vurdering, at retningslinjerne ikke er proportionale, dvs. at modregningen ikke er egnet til at varetage de nævnte formål og går videre end nødvendigt for at varetage disse. Rigspolitiet har på baggrund heraf besluttet at ændre retningslinjerne af 6. juni 2016, således at pensionerede tjenestemænd ikke skal have fradraget deres tjenestemandspension i lønnen som civilt ansat. Ændringen af retningslinjerne medfører, at modregningsbestemmelsen i retningslinjerne af 6. juni 2016 ikke får virkning for fremtidige ansættelsesforhold og ej heller for ansættelsesaftaler indgået i perioden efter 6. juni 2016 og frem til nærværende ændring af retningslinjerne. Pensionerede tjenestemænd, som er ansat efter 6. juni 2016 i civile stillinger, vil således ikke få modregnet deres tjenestemandspension i det første år efter pensionering. De pågældende vil endvidere som udgangspunkt oppebære samme løn og pension som de øvrige civilt ansatte på arbejdsområdet. Pensionsbidraget kan ikke konverteres til løntillæg. I de få sager, hvor pensionen er blevet modregnet i lønnen efter de nu ændrede retningslinjer, vil Koncern HR forestå efterbetaling til de berørte medarbejdere. En række af de civile stillinger, der i løbet af foråret/sommeren 2016 blev oprettet på baggrund af opgaveglidningen, blev tilbudt til polititjenestemænd, som dog valgte at takke nej til stillingerne, da de blev bekendt med retningslinjerne om modregning. Det er Rigspolitiets vurdering, at tilbuddet om ansættelse bør genfremsættes overfor disse polititjenestemænd. Rigspolitiet skal derfor anmode om, at politikredsene senest 26. september 2016 sender oplysninger til HR Ansættelses funktionspostkasse "[]" om navnene på de pågældende medarbejdere. Vi skal samtidig bede alle politikredse om at oplyse, om kredsen har ledige stillinger som ATK-måleoperatører eller køreprøvesagkyndige. ” Rigspolitiet skrev i brev af 18. oktober 2016 til klager, at Rigspolitiets Koncern HR foranlediget af klagers henvendelse den 10. oktober 2013 havde vurderet, at formuleringen i rundskrivelsen og Finansministeriets cirkulære indeholdt en potentiel risiko for forskelsbehandling på grund af alder i strid med forskelsbehandlingsloven. Rigspolitiet havde kontaktet Moderniseringsstyrelsen, der tilkendegav, at Styrelsen ville tage cirkulæret op til fornyet vurdering, hvorefter det blev ophævet. Begrænsningen i ansættelsen af pensionerede bortfaldt derfor. Rigspolitiet bemærkede, at klager imidlertid ikke var omfattet af rundskrivelsen på tidspunktet for sin henvendelse i 2013, da han først fratrådte sin tjenestemandsstilling i politiet og lod sig pensionere med virkning fra 30. juni 2015. Det er Rigspolitiets opfattelse, at klagers ansøgning til A Politi var at sidestille med en ansøgning om at tiltræde samme stilling, som han allerede var ansat i, blot på andre løn- og ansættelsesvilkår, idet han på daværende tidspunkt gjorde tjeneste i A Politi som polititjenestemand med funktion som politiuddannet køreprøvesagkyndig. Rigspolitiet oplyste videre, at baggrunden for, at politiet opslog stillinger som civile køreprøvesagkyndige, var at skaffe personaleressourcer udefra, som dels kunne aflaste de politiuddannede køreprøvesagkyndige og dels generelt kunne frigøre politiuddannede medarbejdere til andre arbejdsopgaver, der krævede politifaglig uddannelse. Den 9. november 2016 gjorde klager indsigelse mod Rigspolitiets svar. Klager anførte, at han havde søgt en opslået stilling som civil prøvesagkyndig i B Politi med tiltrædelse 1. oktober 2014, og at lederen under en personlig samtale den 5. august 2014 indirekte havde tilkendegivet, at politikredsen havde besluttet helt og aldeles at leve op til rundskrivelsen. Ifølge klager havde lederen oplyst, at politikredsen havde reserveret fire kursuspladser på politiskolen til førstkommende uddannelseskursus af civile prøvesagkyndige, og at der var blevet ansat fire nye medarbejdere, der alle først skulle på kursus for at blive uddannet prøvesagkyndige. Klager anførte videre, at han ikke uventet blev frasorteret. Dette fandt ifølge klager sted efter ophævelsen af Finansministeriets cirkulære. Klager oplyste også, at det var indlysende, at han ville have ladet sig pensionere før ansættelsestidspunktet, hvis han var blevet tilbudt ansættelse ved A Politi i 2013. Da klager ikke fik stillingen, ville han naturligvis ikke søge sin afsked. Det var for klager ikke afgørende, om han var omfattet af rundskrivelsen fra 2013, da han blev frasorteret på grund af alder som følge af et diktat fra Rigspolitiets Koncern HR. Videre oplyste klager, at han på intet tidspunkt havde været ansat eller tjenestegørende i A Politi. Klager havde som en del af sin ansættelse ved Rigspolitiet været udstationeret i diverse politikredse og blandt andet assisteret som køreprøvesagkyndig, herunder ved A Politi. Endelig oplyste klager, at hans ansættelse som polititjenestemand i en funktion som politiuddannet køreprøvesagkyndig ikke ophørte ved klagers pensionering i 2015, men allerede den 1. november 2012, hvor Rigspolitiets ledelse besluttede at ophøre med prøvesagkyndige i Danmark og inddrog klagers kompetenceløntillæg som køreprøvesagkyndig. Klager søgte således ikke den samme stilling, som han allerede var ansat i. Ved brev af 16. november 2016 bad ombudsmanden klager om at rette henvendelse til Ligebehandlingsnævnet, hvis han ikke var tilfreds med det svar, som han ville få fra Rigspolitiet på sin henvendelse af 9. november 2016. Rigspolitiet svarede på klagers indsigelse i brev af 2. januar 2017. Rigspolitiet oplyste, at klager i 2014 heller ikke var omfattet af rundskrivelsen, da han først blev pensioneret i 2015. Rigspolitiet fastholdt, at klagers ansøgning var at opfatte som en ansøgning om at tiltræde samme stilling, som han allerede var ansat i som polititjenestemand i A Politi. Det vil sige, at klager fik afslag på at blive omstationeret til en tilsvarende stilling, som klager var ansat i, blot på andre løn- og ansættelsesvilkår. Klager blev tjenestemandspensioneret i slutningen af juni 2015 og fortsatte sin ansættelse ved C Politi, nu som civil køreprøvesagkyndig, og han modtog fuld løn fra denne stilling fra 1. august 2015. Ansættelsen som tjenestemandspensionist bekræftede ifølge brevet Rigspolitiets opfattelse af, at klager før sin pensionering ikke var omfattet af rundskrivelsen. Det fremgår videre af Rigspolitiets brev, at pensionerede tjenestemænd kan søge civile stillinger på lige vilkår med øvrige ansøgere, og at ledelsen udvælger den bedst kvalificerede ansøger til den konkrete stilling. En pensioneret tjenestemands organisatoriske erfaring og kvalifikationer kan føre til, at pågældende vurderes at være den bedst kvalificerede til stillingen, men pågældende har ikke alene i kraft af sin hidtidige ansættelse som polititjenestemand fortrinsret til stillingen. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 20. januar 2017. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han ikke blev ansat i en stilling som køreprøvesagkyndig ved A Politi på grund af sin alder. Klager blev ansat i politiet den 1. maj 1978 og blev uddannet som køreprøvesagkyndig i december 1984. Fra 1983 og frem til pensionering ved udgangen af juni 2015 gjorde klager tjeneste i Rigspolitiets Færdselspolitiafdeling (siden 2007 benævnt Nationalt Færdselscenter) blandt andet som motorcykelbetjent og køreprøvesagkyndig. Færdselsafdelingen var en afdeling som tjenestligt dækkede hele landet, herunder med afholdelse af køreprøver, hvis en politikreds havde behov for dette. Klager assisterede på denne måde adskillige gange gennem årene blandt andet A Politikreds med afholdelse af køreprøver, senest i juni 2011. I november 2012 traf Rigspolitiet af strategiske årsager beslutning om, at Nationalt Færdselscenter ikke længere skulle assistere politikredsene med afholdelse af køreprøver. Klager har efterfølgende og frem til sin pensionering ikke fungeret som køreprøvesagkyndig og har ikke modtaget kompetenceløntillæg herfor. Da klager i april 2013 fik oplyst, at A Politi søgte civile køreprøvesagkyndige, og han kunne lade sig pensionere med tre måneders varsel, kontaktede han den daværende leder for køreprøvesektionen for at høre nærmere til stillingen. Lederen oplyste, at han havde fået lov til at ansætte tre civile prøvesagkyndige. Lederen, der kendte klager, opfordrede på det kraftigste klager til at søge stillingen. A Politi havde i 2011 ansat to af klagers tidligere kolleger, der gik på pension ved deres ansættelse som civile køreprøvesagkyndige. Af flere årsager, herunder økonomiske, søgte klager stillingen. Til stor skuffelse for klager blev han senere i april 2013 ringet op af lederen, der oplyste, at han ikke måtte ansætte klager, da han af Koncern HR var blevet gjort opmærksom på rundskrivelse af 13. februar 2013 om ansættelse af pensionerede polititjenestemænd på individuel kontrakt. Rundskrivelsen, der tog udgangspunkt i Finansministeriets cirkulære af 17. april 1998 om aflønning af personer, der beskæftiges på ny efter at være blevet pensioneret, handler alene om pensionerede polititjenestemænd. Politikredsene kunne således ansætte pensionerede køredommere fra militæret og pensionerede fra den tidligere Statens Bilinspektion med køreprøvesagkyndig beskikkelse, der i lighed med pensionerede polititjenestemænd modtog statens tjenestemandspension. Klager fandt ud af, at tre andre politiuddannede køreprøvesagkyndige havde søgt stillingen ved A Politi og stod i samme situation som klager. Klager henvendte sig til de to, som han kendte, der samstemmende forklarede, at lederen også havde ringet til dem og fortalt, at han ikke kunne/måtte ansætte dem på grund af rundskrivelsen. Ingen af dem blev indkaldt til samtale. Endnu større var skuffelsen, da klager modtog afslag på ansøgningen, idet A Politi begrundende afslaget med, at de efter en samlet vurdering af kvalifikationer og erfaring fandt andre kandidater bedre egnede. De kandidater, der blev ansat, havde ikke prøvesagkyndig erfaring og skulle først gennemgå en to-måneders uddannelse på politiskolen med afsluttende eksamen og efterfølgende færdiguddannelse i politikredsen. De ville således tidligst kunne afholde køreprøver efter 3-4 måneders ansættelse. I modsætning hertil kunne klager afholde køreprøver med det samme og kendte i forvejen alle detaljer af de administrative opgaver og operative procedurer omkring køreprøver for alle tre prøvesteder i A Politi. Det var en helt naturlig og uundgåelig konsekvens af en ansættelse som civil køreprøvesagkyndig, at klager ville blive pensioneret fra politiet. I sin ansøgning til A Politi gjorde klager udtrykkeligt opmærksom på, at han ville lade sig pensionere, hvis han kom i betragtning til stillingen. Klager drøftede også dette med lederen, idet der var flere måder, hvorpå klager kunne lade sig pensionere afhængig af ansættelsestidspunktet. De blev enige om, at det skulle afklares under ansættelsessamtalen, der dog aldrig blev til noget. På tidspunktet for ansøgningen til A Politi gjorde klager tjeneste i Nationalt Færdselscenter som ansvarlig for Teknik- og Materialekontoret, hvilket omfattede meget andet politiarbejde end funktionen som køreprøvesagkyndig. Klager havde ikke en funktion som køreprøvesagkyndig og var ikke ansat ved A Politi, da han søgte stillingen. Klager har aldrig været ansat i A Politi. Der var således ikke tale om at tiltræde den samme stilling, som klager allerede havde. Klager valgte at forblive i sin stilling som polititjenestemand af økonomiske årsager. Klager blev i august 2015 ansat som civil køreprøvesagkyndig i C Politi, men kunne først virke fuldt ud efter en obligatorisk efteruddannelse, idet han ikke havde afholdt køreprøver i mere end to år. Det har siden januar 2013 været et krav, at en prøvesagkyndig skal gennemføre en efteruddannelse, såfremt vedkommende ikke har gennemført prøver i en periode på 24 måneder. Egentligt havde klager således færre kompetencer, da han blev ansat i C Politi i 2015, end da han søgte stillingen i A Politi. Indklagede skrev i sit svar af 19. oktober 2016, at Koncern HR efter ophævelsen af Finansministeriets cirkulære orienterede HR Partnerne om, at rundskrivelsen ikke længere var gældende. Imidlertid levede ikke alle politikredse op til denne orientering. Som dokumentation herfor henviser klager til forløbet omkring sin ansøgning i 2014 til en stilling som civil køreprøvesagkyndig i B Politi. Behovet for at frigøre politiuddannede medarbejdere til andre opgaver, der kræver politifaglig uddannelse (opgaveglidning), var ikke nær så presserende i 2013 som efter terroranslaget i februar 2015. Rundskrivelsen af 13. februar 2013 kan derfor ikke være publiceret for at undgå en udhulning af politistyrken, men for at undgå, at polititjenestemænd lod sig pensionere for i stedet at blive ansat i civile stillinger, hvorved de modtog dobbeltbetaling fra det offentlige. Den 6. juni 2016 ændrede Rigspolitiet retningslinjer for ansættelse af pensionerede polititjenestemænd, så der i det første år ville ske fratræk i lønnen svarende til den udbetalte tjenestemandspension. Dansk Politiforbund gjorde straks opmærksom på, at en sådan modregning var en overtrædelse af forskelsbehandlingsloven. Rigspolitiet anmodede Kammeradvokaten om at vurdere spørgsmålet. Kammeradvokatens vurdering var, at modregning kunne danne grundlag for ulovlig forskelsbehandling på grund af alder. Rigspolitiet ændrede derfor retningslinjerne af 6. juni 2016, så der ikke foretages fradrag. Rigspolitiet har således på flere måder forsøgt at forhindre tjenestegørende polititjenestemænd, som havde opnået deres pensionsalder, i at få ansættelse i civile stillinger. Indklagede gør gældende, at klager ikke var omfattet af rundskrivelse af 13. februar 2013 om ansættelse af pensionerede polititjenestemænd på individuel kontrakt, da han søgte stillingen som civil køreprøvesagkyndig i A Politi. Rigspolitiet har over en længere årrække haft fokus på modernisering af dansk politi. En del af denne proces har været at ansætte civile medarbejdere i stillinger med arbejdsopgaver, som polititjenestemænd hidtil havde bestridt. Baggrunden for, at Rigspolitiet opslår stillinger som civile køreprøvesagkyndige, er at skaffe personaleressourcer udefra til aflastning af de politiuddannede køreprøvesagkyndige og for at frigøre politiuddannede medarbejdere til andre opgaver, der kræver politifaglig uddannelse. Det kan fx være civile køreprøvesagkyndige, civile medarbejdere til at varetage opgaven med fartkontrol, civile paskontrollører mv. Igennem flere år havde der i dele af landet været et særligt pres på de politiuddannede køreprøvesagkyndiges ressourcer, hvilket førte til lange ventetider for køreprøveaspiranter. Der er også i flerårsaftalen for politiet og anklagemyndighedens økonomi i 2016-2019 fokus på opgaveglidning, der handler om at bringe de vigtige politifaglige kompetencer i spil bredest muligt ved at ændre medarbejdersammensætningen på visse opgaveområder, så opgaverne bliver varetaget af andre faggrupper end polititjenestemænd. Foranlediget af klagen fra klager af 10. oktober 2013 vurderede Rigspolitiet, at formuleringen i Finansministeriets cirkulære af 17. april 1998 og en tilsvarende formulering i rundskrivelse af 13. februar 2013 om ansættelse af pensionerede polititjenestemænd indeholdt en potentiel risiko for forskelsbehandling på grund af alder. Efterfølgende blev cirkulæret ophævet, og Koncern HR orienterede HR partnerne i politikredsene om, at rundskrivelsen ikke længere var gældende. Processen ved ansættelse af pensionerede tjenestemænd er således, at civile stillinger annonceres i offentlige opslag og ansættelse sker efter ansøgning. Pensionerede tjenestemænd kan søge en civil stilling på lige vilkår med øvrige ansøgere. Ledelsen vurderer og udvælger ansøgere og træffer beslutning om ansættelse af den bedst kvalificerede til stillingen. En pensioneret tjenestemand har ikke alene i kraft af sin hidtidige ansættelse som polititjenestemand en fortrinsret til stillingen. En pensioneret polititjenestemand, der ansættes som civil medarbejder, kan ikke anvendes til at udføre politifaglige opgaver som vedkommende udførte inden pensioneringen. Civile arbejdsopgaver kan ikke udvides til at omfatte reelt politiarbejde i kraft af den pensionerede tjenestemands tidligere politimæssige baggrund. Polititjenestemænd er ansat med Justitsministeriet som ansættelsesmyndighed og hele landet som ansættelsesområde, hvilket indebærer, at polititjenestemænd gør tjeneste i henholdsvis Rigspolitiet og i landets politikredse. Polititjenestemændene varetager mange forskellige funktioner under deres ansættelse, nogle i generaliststillinger og nogle i specialiststillinger. For specialiststillinger gør det sig typisk gældende, at stillingerne forudsætter oplærings-/uddannelsesforløb, fx hvis polititjenestemanden skal varetage en funktion som køreprøvesagkyndig, hundefører, videoafhører mv. Når polititjenestemanden har gennemgået oplærings-/uddannelses-forløbet inden for et område, giver det vedkommende bredere kompetencer, og vedkommende kan varetage flere forskellige arbejdsfunktioner. Det er generelt for polititjenestemænds varetagelse af forskellige arbejdsfunktioner, herunder skift fra en arbejdsfunktion til en anden, der forudsætter et oplærings-/uddannelsesforløb, at polititjenestemandens formelle/uformelle kompetencer/erfaringer bliver bedømt, herunder i forhold til hvilke kompetencer/forløb vedkommende måtte mangle eller skal have opfrisket. Klager havde gennemgået et uddannelsesforløb som køreprøvesagkyndig og har siden 1983 arbejdet som politiuddannet køreprøvesagkyndig i Rigspolitiets Færdselssektion. Han kunne, hvis behovet opstod, varetage en funktion som forudsatte, at han var politiuddannet køreprøvesagkyndig. Dette er baggrunden for vurderingen af, at klagers ansøgning til A Politi var en ansøgning om at tiltræde samme stilling, som den han allerede var ansat i, blot på andre løn- og ansættelsesvilkår, da han som politiuddannet køreprøvesagkyndig kunne varetage funktionen som køreprøvesagkyndig. Klagers ansættelse som polititjenestemand i en funktion som køreprøvesagkyndig ophørte ved hans fratrædelse den 30. juni 2015, hvor han blev tjenestemandspensioneret. Klager har fået udbetalt tjenestemandspension fra 1. juli 2015. Da klager fratrådte som polititjenestemand udgjorde hans bruttoløn 31.932,28 kr. om måneden, jf. lønseddel af 19. maj 2015. I ansættelsen som civil køreprøvesagkyndig i C Politi udgjorde hans bruttoløn 28.966,47 kr. om måneden, ifølge lønseddel af 20. august 2015. Ifølge lønseddel at 18. maj 2017 udgjorde hans månedsløn på dette tidspunkt som civil køreprøvesagkyndig 29.553,33 kr. Samtidig har klager fra juli 2015 fået udbetalt sin fulde tjenestemandspension, der pr. 1. juli 2015 udgjorde 21.263,93 kr. pr. måned. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår på grund af alder. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet vurderer, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet lægger herved vægt på, dels at klager var en i en gruppe af ansøgere i samme aldersklasse, 63-64 år, som alle fik afslag på deres ansøgning, dels at afslaget blev givet i nær tidsmæssig sammenhæng med rundskrivelsen fra februar 2013 om ansættelse af pensionerede tjenestemænd på individuel kontrakt, hvilken rundskrivelsen senere er ophævet. Uanset at indklagede begrunder sit afslag til klager med, at han var mindre kvalificeret end den eller de, der fik ansættelse, finder nævnet af de samme grunde endvidere ikke, at indklagede har dokumenteret, at klagers alder ikke helt eller delvist var medvirkende til afslaget. Navnlig er nævnet ikke enig i indklagedes anbringende om, at klager ikke var omfattet af rundskrivelsen, fordi han på ansøgningstidspunktet endnu ikke var pensioneret. Der er ikke noget, der indikerer, at man ikke kan søge en stilling som pensioneret fra en stilling som ikke-pensioneret. Klager får herefter medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 20. januar 2017, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 7, stk. 1, om godtgørelse - § 7a om delt bevisbyrde <2017-6810-04371>

Versioner

  1. 2017-10-31