Udlændingenævnets afgørelse af 2. februar 2017 – Administrativ udvisning – Kriminalitet
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/10085@2017-11-11/da
Indhold
Udlændingenævnets afgørelse af 2. februar 2017 – Administrativ udvisning – Kriminalitet
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til en statsborger fra Etiopien, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3. Udlændingenævnet fandt , at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at klageren i december 2015 blev kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse ved at have rettet henvendelse til forurettede og forhindret forurettede i at lukke sin bildør, hvorefter klageren havde befølt forurettede i ansigtet, på låret og brystet, samt flere gange havde tilbudt forurettede sex, hvilket var egnet til at krænke forurettedes blufærdighed, hvilket klageren blev idømt ti dagbøder á 250 kr. for. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på , at karakteren af den begåede lovovertrædelse sammenholdt med hensynet til den offentlige orden samt sikkerhedsmæssige grunde tilsagde, at klageren kunne udvises af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere , at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at klageren var 38 år og etiopisk statsborger, at klageren havde været i Danmark i ca. fire en halv måned, da klageren blev dømt for blufærdighedskrænkelse, at klageren ikke fejlede noget helbredsmæssigt, at klageren ikke havde familie i Danmark, men at klageren havde en forlovet i Sudan og sin moder i Eritrea, og at klageren havde læst statistik på universitet i tre år. Udlændingenævnet fandt yderligere , at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde gjort tjeneste i militæret i 17-18 år, før klageren deserterede, og at klageren efter egne oplysninger risikerede tortur ved en tilbagevenden til Eritrea. Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at der kunne være tale om forhold af asylrelevant karakter, som Flygtningenævnet ville vurdere i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af klagerens klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl fra november 2016. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse , at klagerens afslag på asyl i november 2016 blev asylretligt vurderet i forhold til Etiopien og ikke i forhold til Eritrea.