Udlændingenævnets afgørelse af 4. maj 2017 – Studie – Autorisation
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/10115@2017-11-17/da
Indhold
Udlændingenævnets afgørelse af 4. maj 2017 – Studie – Autorisation
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse med henblik på at opnå dansk autorisation som sygeplejerske i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, 2. pkt., til en jordansk statsborger. Udlændingenævnet fandt , at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på at opnå dansk autorisation som sygeplejerske i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at det følger af praksis, at der alene kan meddeles opholdstilladelse til udenlandske læger og tandlæger, der er statsborgere i og/eller er uddannede i lande uden for EU/EØS, med henblik på opnåelse af dansk autorisation som læge eller tandlæge. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på , at det fremgik af en skrivelse af maj 2015 fra Sundhedsstyrelsen, at ansøgerens udenlandske uddannelse var blevet godkendt, og at ansøgeren nu havde mulighed for at deltage i det autorisationsforløb, der er en betingelse for at opnå dansk autorisation som sygeplejerske. Udlændingenævnet fandt på den baggrund , at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, som ifølge praksis kan meddeles opholdstilladelse til at opnå autorisation. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at hans mål med at bo i Danmark var at lære dansk, så han kunne arbejde inden for lægevidenskaben, og at det fremgik af en skrivelse af april 2016 fra et sprogcenter, at han skulle læse dansk i to år, før han nåede det krævede niveau i dansk, at hans visum alene var gældende i tre måneder, og at der ikke var sprogskoler i Jordan, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for, at han var uddannet læge eller tandlæge, hvorfor han ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på at opnå autorisation som læge eller tandlæge i Danmark.