Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/10185@2017-12-01/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - medhold
2017-6811-04788 Tre mænd af etnisk tyrkisk oprindelse blev afvist i døren til en natklub. Samtalen med dørmanden blev optaget med et videokamera. Det fremgik af optagelsen, at afvisningen af gruppen var begrundet med, at de ikke var på dørmandens liste. Efterfølgende blev tre gæster af etnisk dansk oprindelse lukket ind på natklubben uden at være på listen. Direkte adspurgt oplyste dørmanden, at de i døren foretog en udvælgelse af gæsterne i forhold til de gæster, der allerede befandt sig på natklubben. Nævnet vurderede, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hans etniske oprindelse var årsagen til, at han blev nægtet adgang til natklubben. Natklubben havde trods flere opfordringer ikke besvaret nævnets henvendelser. Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 5.000 kr.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev afvist ved indgangen til en natklub. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager blev nægtet adgang til den indklagede natklub. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 19. januar 2017, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling En gruppe af tre mandlige gæster, der stammer fra Tyrkiet, ankom til den indklagede natklub den 7. januar 2017. Klager var en del af gruppen, som blev afvist i døren til natklubben. Klager har vedlagt videooptagelse af episoden. Af samtalen mellem dørmanden og gruppen fremgår: Dørmand: ”…så kan jeg desværre ikke lukke jer ind i aften. ” Gæst: ”Okay. ” Dørmand: ”Der er rimelig meget rush på, og der var rimelig mange inde til pre parties, så man skal lige være på listen. ” Gæst: ”Nå, så der er ikke plads, eller hvad? ” Dørmand: ”Nej, ikke nu. I kan prøve at komme tilbage ved en tre-tiden eller sådan noget. ” Gæst: ”Ved en tre-tiden? Det er lidt sent jo. ” Dørmand: ”Ja, beklager. ” Det fremgår herefter af optagelsen, at tre mænd af etnisk dansk oprindelse ankom til natklubben ti minutter senere. Dørmand: ”Hej. ” Gæst: ”Hej hej. Vi er tre mand. ” Dørmand: ”Tre? ” Gæst: ”Ja. ” Dørmand: ”Er I på liste eller noget? ” Gæst: ”Nej. Ikke nu her. ” De tre mænd blev derefter lukket ind på natklubben. Herefter blev dørmanden opsøgt igen og oplyst om, at de to grupper af gæster kendte hinanden: Person: ”Vi filmer til et socialt eksperiment derovre [peger]. Det var dem I ikke lukkede ind, så derfor vil vi gerne lige høre… Hvordan kan det være, du lukkede dem ind? ” Dørmand: ”Jeg er nødt til at være selektiv. Der er en profil derinde lige nu, som jeg prøver at matche med dem, der står herude. ” Person: ”Vi har givet dem fuldstændig det samme tøj på. Men de sagde, at de ikke var på listen, og så kom de ind. ” Dørmand: ”Det er nogle retningslinjer. ” Person: ”Hvad er det for nogle retningslinjer? ” Dørmand: ”Det behøver jeg ikke at stå og fortælle jer. ” Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. januar 2017. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling i strid med lov om etnisk ligebehandling. Gruppens tre danske venner kom ind på natklubben uden besvær. Da gruppen af mænd af tyrkisk oprindelse forsøgte at komme ind, valgte dørmanden ikke at lukke dem ind. Gruppen fik en forklaring, som tydeligvis ikke er begrundet i den virkelige årsag til afvisningen. Gruppen af mænd af tyrkisk oprindelse består af to jurastuderende og en nyuddannet datamatiker. De tre mænd generede ikke vagten, ligesom de ikke virkede skræmmende eller til fare for natklubben. De agerede fuldstændig neutralt, og forsøgte på ingen måde at tilskynde til forskelsbehandling. Deres eneste formål var blot at blive lukket ind som alle andre. De tre mænds beklædning svarede til de tre danske venners beklædning, hvis ikke finere. De havde frakke, chinosbukser og støvler på. Det var kun deres hudfarve, der skilte dem ud. Det var derfor svært for dørmændene at argumentere sagligt. Behandlingen var i strid med danske værdier og normer og i strid med lov om etnisk ligebehandling. Behandlingen påvirker klagers syn og perspektiv på nattelivet og hverdagen generelt. Han har aldrig tidligere været udsat for en sådan diskrimination. Klager har henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 23. september 2015 med journalnummer 2015-6811-41546, nævnets afgørelse af 3. februar 2016 med journalnummer 2015-6811-41921 og nævnets afgørelse af 24. februar 2016 med journalnummer 2015-6811-41934. Årsagen til optagelsen er, at klager gentagne gange er blevet afvist fra diskoteker uden nogen rigtig begrundelse. Efterhånden blev det for meget for ham, og han ville ikke finde sig i den slags forskelsbehandling længere. Han føler sig ikke velkommen i byen af frygt for, at han ikke passer ind. Gruppen hverken tilskyndede eller anstiftede et forhold, der kunne bestyrke, at de blev udsat for diskrimination. De gjorde blot, hvad der var nødvendigt rent objektivt og neutralt for at blive lukket ind. Indklagede har trods flere opfordringer hertil ikke besvaret nævnets henvendelser. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling. Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller tredjemands race eller etniske oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende person. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat. Klager ankom sammen med to mænd til natklubben den 7. januar 2017. De tre mænd i gruppen er af etnisk tyrkisk oprindelse. Det fremgår af optagelsen, at klager blev afvist ved indgangen til natklubben med den begrundelse, at gruppen ikke var på natklubbens liste. Det fremgår også af optagelsen, at tre gæster af etnisk dansk oprindelse efterfølgende blev lukket ind på natklubben uden at være på listen. Direkte adspurgt oplyste dørmanden, at de i døren foretog en udvælgelse af gæsterne i forhold til de gæster, der allerede befandt sig på natklubben. Klager har herved påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hans etniske oprindelse var årsagen til, at han blev nægtet adgang til natklubben. Det er herefter indklagede, der skal løfte bevisbyrden for, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat. Indklagede har trods flere opfordringer ikke besvaret nævnets henvendelser. På den baggrund har indklagede ikke løftet sin bevisbyrde. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 5.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 19. januar 2017, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1 og stk. 2, om klagebehandling Lov om etnisk ligebehandling - § 2 om, lovens anvendelsesområde - § 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling - § 7, om bevisbyrde - § 9, om godtgørelse <2017-6811-04788>