Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - parts- og vidneforklaringer

GældendeVersion 2017-12-01
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/10187@2017-12-01/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - parts- og vidneforklaringer

J. nr. 2017-6811-04782 Tre mænd af etnisk tyrkisk oprindelse blev afvist i døren til en natklub. Samtalen med dørmanden blev optaget med et videokamera. Det fremgik af optagelsen, at afvisningen var begrundet med, at der var tale om en privat klub. Det fremgik også af optagelsen, at tre gæster af etnisk dansk oprindelse efterfølgende blev lukket ind på natklubben uden at være på dørmandens liste. Direkte adspurgt oplyste dørmanden, at klager ikke passede ind i natklubbens klientel. Nævnet vurderede, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hans etniske oprindelse var årsagen til, at han blev nægtet adgang til natklubben. Natklubben bestred, at afvisningen af klager og hans venner var udtryk for forskelsbehandling. Ejerkredsen var af forskellig etnisk oprindelse, og fotos fra den pågældende dag viste gæster af forskellig etnisk oprindelse. Nævnet vurderede, at afgørelse af sagen burde ske efter bevisførelse, der ikke kunne foretages for nævnet. Nævnet kunne derfor ikke behandle sagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev afvist ved indgangen til en natklub. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Nævnet kan ikke behandle klagen. Sagsfremstilling En gruppe af tre mandlige gæster, der stammer fra Tyrkiet, ankom til den indklagede natklub den 7. januar 2017. Klager var en del af gruppen, som blev afvist i døren til natklubben. Klager har vedlagt videooptagelse af episoden. Af samtalen mellem dørmanden og gruppen fremgår: Dørmand: ”Det er en privat klub. ” Gæst: ”Der er sgu da andre, der også er blevet lukket ind. ” Herefter forlod de tre mænd indgangspartiet ved natklubben. Det fremgår herefter af optagelsen, at tre mænd af etnisk dansk oprindelse ankom til natklubben ti minutter senere. Dørmand: ”Hvad hedder du? ” Gæst: ”Jeg hedder [navn]. Men jeg er ikke på listen. ” Dørmand: ”Det er du nok. ” De tre mænd blev derefter lukket ind på natklubben. Herefter blev dørmanden opsøgt igen og oplyst om, at de to grupper af gæster kender hinanden: Person: ”Jeg skal lige høre engang. Du har ikke lukket tre af hans venner ind, fordi du bedte dem om at stå på gæsteliste. ” Dørmand: ”Hvad hedder du? ” Person: ”Men ham her [peger] står ikke på gæsteliste. Jeg laver et socialt eksperiment. Jeg hedder [navn], [produktion]. Vi filmer derovre [peger]. Jeg vil bare høre hvorfor? ” Dørmand: ”Skal jeg være helt ærlig? ” Person: ”De er ikke skrevet på gæsteliste [peger]. ” Dørmand: ”De passer ikke ind i vores klientel. ” Person: ”Og de er heller ikke [peger]. ” Dørmand: ”De passer ikke ind i vores klientel. ” Person: ”Jamen, det er fint. Okay. Jeg ville bare lige høre hvorfor? Men du fortalte dem bare noget andet. ” Dørmand: ”De passer ikke ind i vores klientel, og det er det, jeg står her for. ” Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. januar 2017. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling i strid med lov om etnisk ligebehandling. Gruppens tre danske venner kom ind på natklubben uden besvær. Da gruppen af mænd af tyrkisk oprindelse forsøgte at komme ind, valgte dørmanden ikke at lukke dem ind. Gruppen fik en forklaring, som tydeligvis ikke er begrundet i den virkelige årsag til afvisningen. Klager blev afvist med henvisning til, at han ikke passede ind i indklagedes klientel. Klager blev mødt med disse ord efter, at vagten var gjort bekendt med klagers opfattelse af afvisningen. Sætningen var derfor et modsvar på klagers spørgsmål vedrørende etnicitet, og klager blev derfor afvist på baggrund af sin etnicitet. Gruppen af mænd af tyrkisk oprindelse består af to jurastuderende og en nyuddannet datamatiker. De tre mænd generede ikke vagten, ligesom de ikke virkede skræmmende eller til fare for natklubben. De agerede fuldstændig neutralt, og forsøgte på ingen måde at tilskynde til forskelsbehandling. Deres eneste formål var blot at blive lukket ind som alle andre. De tre mænds beklædning svarede til de tre danske venners beklædning, hvis ikke finere. De havde frakke, chinosbukser og støvler på. Det var kun deres hudfarve, der skilte dem ud. Det var derfor svært for dørmændene at argumentere sagligt. Behandlingen var i strid med danske værdier og normer og i strid med lov om etnisk ligebehandling. Behandlingen påvirker klagers syn og perspektiv på nattelivet og hverdagen generelt. Han har aldrig tidligere været udsat for en sådan diskrimination. Klager har henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 23. september 2015 med journalnummer 2015-6811-41546, nævnets afgørelse af 3. februar 2016 med journalnummer 2015-6811-41921 og nævnets afgørelse af 24. februar 2016 med journalnummer 2015-6811-41934. Årsagen til optagelsen er, at klager gentagne gange er blevet afvist fra diskoteker uden nogen rigtig begrundelse. Efterhånden blev det for meget for ham, og han ville ikke finde sig i den slags forskelsbehandling længere. Han føler sig ikke velkommen i byen af frygt for, at han ikke passer ind. Gruppen hverken tilskyndede eller anstiftede et forhold, der kunne bestyrke, at de blev udsat for diskrimination. De gjorde blot, hvad der var nødvendigt rent objektivt og neutralt for at blive lukket ind. Uanset, at der er tale om en privat virksomhed, har offentligheden adgang til natklubben. Dette fremgår også af optagelsen, da de tre etniske danskere uden relation til natklubben blev lukket ind. Der er tale om et forhold, der hører ind under anvendelsesområdet for lov om etnisk ligebehandling. Det forhold, at to af partnerne er af anden etnisk herkomst eller delvist anden etnisk herkomst end dansk, udelukker ikke muligheden for forskelsbehandling. Det har derfor ingen betydning for sagen. Den omstændighed, at indklagede har andre gæster af anden etnisk herkomst end dansk, udelukker ikke forskelsbehandling på baggrund af klagers etnicitet. Klager har henvist til Østre Landsrets dom af 12. april 1999 (U1999. 1286Ø) om et diskoteks kvote i forhold til gæster af anden etnisk herkomst end dansk. Dørmanden måtte ikke lukke gæster af anden etnisk herkomst end dansk ind på natklubben, såfremt der allerede var en vis procentdel af gæsterne på natklubben af anden etnisk herkomst end dansk. Såfremt der var ”overbooket”, blev der forskelsbehandlet over for de senere tilkomne udlændinge eller danskere af anden etnisk herkomst. Klager har endvidere henvist til Forslag til folketingsbeslutning om mindre diskrimination i nattelivet, beslutningsforslag B 86 (2016-2017). Han har citeret fra forslaget: ”Mange diskoteker har tilsyneladende kvoter for, hvor mange »sorte« dørmændene må lukke ind, og det ses alt for ofte at ejeren tørrer sagen af på dørmanden, der handler på »eget initiativ«, jf. debatindlægget »Vi skal straffe racisme i nattelivet hårdere«” Forskelsbehandling kan således fortsat finde sted, til trods for, at natklubben har andre gæster af anden etnisk herkomst end dansk. Indklagedes screen dumps fra forskellige aftener har ikke relation til den pågældende aften og er derfor ikke relevante. Det eneste billede fra den pågældende aften er et billede af en medarbejder fra natklubben. Dette fremgår af indklagedes profil på Facebook. Fra den pågældende nat er der 55 billeder på natklubbens side på Facebook, hvoraf kun 3 til 4 personer er af anden etnisk herkomst. Det gælder i gennemsnit også de øvrige albums indklagede har på sin side på Facebook. Klager stiller sig derfor uforstående over for indklagedes påstand om diversitet. Indklagede har ikke redegjort for, hvad de kigger på, når de udvælger sit klientel. Indklagede afviser at have udsat klager for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Indklagede drives som en natklub i privat regi. Som privat virksomhed er indklagedes formål at optimere sin omsætning hver eneste åbningsaften og at danne de bedste rammer for en fest. Indklagede håndplukker hermed sit klientel ud fra, hvem der passer bedst ind på den givne aften. Offentligheden har mulighed for, men ikke et krav på, at blive lukket ind. De gæster, der lukkes ind, er nøje udvalgte, da dette har betydning for omsætningen på natklubben. Gæsternes etnicitet, køn, seksualitet, religion eller lignende er således uden betydning. Der er ikke nogen specifikke udvælgelseskriterier for at blive lukket ind som gæst. Det beror altid på en konkret helhedsvurdering, som foretages hver enkelt aften for hver enkelt gæst, idet hver åbningsaften på natklubben er forskellig fra hinanden. Det er således ikke muligt at give en detaljeret beskrivelse af, hvad der kræves for at blive lukket ind på natklubben. Person A og person B er begge partnere hos indklagede, og er således med til at drive natklubben. Begge partnere er selv af anden etnisk herkomst end dansk, idet de oprindeligt kommer fra Tyrkiet henholdsvis er ”sort amerikaner”/dansk. Person A var selv til stede den aften, klager blev afvist i døren. Partnernes etnicitet kan have betydning for, at der ikke i klagers situation er tale om forskelsbehandling. Netop partnernes etnicitet og person As tilstedeværelse på aftenen den 7. januar 2017 indikerer, at der på inden måde fandt forskelsbehandling sted på grund af klagers race eller etnicitet. Foruden klager afviste indklagede adskillige andre personer i døren på aftenen den 7. januar 2017. Intet i videooptagelserne tyder på, at afvisningen skete på grund af klagers race eller etnicitet. Indklagede har for nævnet fremlagt screen dumps fra indklagedes officielle Facebookprofil. Billederne blev taget i løbet af åbningsaftenen, og er således illustrerende for de gæster, der besøger natklubben. Det ene billede er fra aftenen den 7. januar 2017, hvor det ses, at gæsterne var af anden etnicitet end dansk. Indklagede går ind for mangfoldighed, og gæsterne på klubben tilhører diversificerede racer og etnicitet. Det forhold, at personen på det ene billede er medarbejder på natklubben, taler kun for indklagedes åbenhed over for mennesker af anden etnicitet end dansk. Klager blev således ikke nægtet adgang på grund af sin etniske oprindelse. Indklagede bestrider, at afgørelsen U. 1999.1286Ø er af relevans for nærværende sag. Hos indklagede eksisterer der hverken en kvote for antal gæster med anden etnisk herkomst end dansk, ej heller er en sådan indikeret på nogen måde hverken af partnerne eller dørmænd. Klager og hans ”tre danske venner” ankom ikke sammen i en gruppe. Klager blev således ikke afvist samtidig med, at de ”tre danske venner” blev tilladt adgang til natklubben. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling. Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller tredjemands race eller etniske oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende person. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat. Klager ankom sammen med to mænd til natklubben den 7. januar 2017. De tre mænd i gruppen er af etnisk tyrkisk oprindelse. Det fremgår af optagelsen, at klager blev afvist ved indgangen til natklubben med den begrundelse, at indklagede er en privat klub. Det fremgår også af optagelsen, at tre gæster af etnisk dansk oprindelse efterfølgende blev lukket ind på natklubben uden at være på dørmandens liste. Direkte adspurgt oplyste dørmanden, at klager ikke passede ind i natklubbens klientel. Klager har herved påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hans etniske oprindelse var årsagen til, at han blev nægtet adgang til natklubben. Det er herefter indklagede, der skal løfte bevisbyrden for, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat. Indklagede henviser til, at ejerkredsen til natklubben er af forskellig etnicitet, og indklagede har fremlagt fotos fra den pågældende dag, som ifølge indklagede viser gæster af forskellig etnicitet. Indklagede har bestridt, at afvisningen af klager og hans venner var udtryk for forskelsbehandling. Der foreligger således uenighed om fakta, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. En afgørelse af sagen bør derfor ske efter en bevisførelse, der ikke kan foretages for nævnet. Nævnet kan derfor ikke behandle sagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence - § 8, stk. 1, om afvisning - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Lov om etnisk ligebehandling - § 2 om, lovens anvendelsesområde - § 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling - § 7, om bevisbyrde <2017-6811-04782>

Versioner

  1. 2017-12-01