Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/10194@2017-12-01/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - sport - medhold

2016-6811-40762 En mand klagede over, at han skulle betale mere for at gå til svømning på en svømmeklubs mandehold end hans hustru skulle betale for at gå til svømning på klubbens kvindehold. Svømmeklubben oplyste, at klubben havde modtaget satspuljemidler med henblik på at inkludere marginaliserede kvinder, og at klubben havde brugt midlerne til blandt andet at nedsætte kontingentpriserne for alle kvinder på kvindeholdene, uanset om deltagerne var socialt udsatte. Nævnet vurderede, at formålet med at nedsætte kontingentprisen for kvinder på kvindeholdene var objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål. Det kunne dog ikke lægges til grund, at det var nødvendigt at nedsætte prisen for alle kvinderne, således at mænd, der ønskede at deltage i klubbens mandehold, generelt blev stillet økonomisk ringere. Klubben havde ikke nærmere redegjort for, om målet om at øge socialt udsatte kvinders deltagelse i foreningslivet kunne være opnået på en anden måde. Manden fik derfor medhold i klagen. Efter en samlet vurdering fik han ikke godtgørelse.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at holdsvømning for mænd i den indklagede svømmeklub kostede 1.600 kr. om året, mens holdsvømning for kvinder kostede 1.000 kr. om året. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligestillingsloven, at mænd skulle betale mere end kvinder for at gå til holdsvømning i den indklagede svømmeklub. Sagsfremstilling En mand klagede over, at han som mand skulle betale 1.600 kr. om året for at gå til holdsvømning, mens kvinder skulle betale 1.000 kr. om året. Klager er bosiddende i A By, mens svømmeklubben er beliggende i B By. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 18. august 2016. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, da han skulle betale mere for at melde sig til holdsvømning hos den indklagede svømmeklub, end hans kone skulle. Klager ville melde sig selv og sin kone til holdsvømning hos den indklagede svømmeklub. Han blev i den forbindelse opmærksom på, at det kostede 1.600 kr. om året for mænd at gå til holdsvømning, mens det kun kostede 1.000 kr. om året for kvinder for samme ydelse. Klager kan ikke huske den nøjagtige dato for besøget i den indklagede svømmeklub. Meningen var, at klager og hans hustru skulle gå til svømning sammen med bekendte, der er bosiddende i C By. Klagers hustru skulle gå til holdsvømning for kvinder med sin veninde, mens klager skulle gå til holdsvømning for mænd sammen med venindens mand. De svømmer nu sammen i D By, hvilket passer dem bedre. Klager glæder sig over, at svømmeklubben efterfølgende har ændret priserne, så der nu er ens priser for mænd og kvinder, men prisforskellen var til stede, da han ville melde sig ind i svømmeklubben, hvilket er baggrunden for hans klage. Indklagede gør gældende, at der ikke er tale om forskelsbehandling på grund af køn i strid med ligestillingsloven. Ligestillingsloven er ikke til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige. En idrætsorganisation ydede økonomisk støtte og konsulentrådgivning til kvindeudvalget under bestyrelsen i den indklagede svømmeklub som led i et inklusionsprojekt, der havde til formål at kvalificere socialt udsatte piger og kvinder til at tage vare på egen udvikling gennem foreningsdeltagelse. Indsatsen har haft som hovedmålsætning at skabe et frivilligt engagement, således at marginalisering, ensomhed og isolation modvirkes. Kvindeudvalget modtog på den baggrund nogle midler, som udvalget selv kunne forvalte til indkøb af rekvisitter, lokaleleje, aflønning af instruktører og lignende. Midlerne kom således fra et projekt, der sigter mod at inkludere marginaliserede kvinder i foreningsidrætten. Puljen til projektet var finansieret af satspuljemidlerne i 2012 og formidlet af det daværende Socialog Integrationsministerium. Hensigten med puljemidlerne var at få flere socialt udsatte kvinder inkluderet i det lokale foreningsliv. Det har ikke været hensigten at diskriminere i forhold til sammenlignelige foreningsaktiviteter for mænd. Indklagedes kvindeudvalg valgte at bruge midlerne på en sådan måde, at indklagede samtidig kunne nedsætte kontingentprisen for medlemmer af kvindeholdene. Prisen blev nedsat for alle kvinder på kvindeholdene, uanset om deltagerne var socialt udsatte. Kontingentet blev ikke nedsat for kvinder på indklagedes blandede hold. Indklagede har haft kvindehold, hvor svømmetrænerne var socialt udsatte kvinder, som idrætsorganisationen betalte træneruddannelsen for via projektet om foreningskvinder. Kvinderne trænede kvinder fra et boligselskabs nærliggende ejendomme, der er på den såkaldte ghettoliste, og hvor der er en stor overvægt af socialt udsatte kvinder. Projektmidlerne blev i det store hele brugt på at nedsætte kontingentet og uddanne kvindelige trænere fra boligselskabets ejendomme. Derudover blev der brugt nogle få hundrede kroner på kaffe, kage og brød de få gange, hvor kvindeudvalget holdt møder om svømningen. Det er nødvendigt at skelne mellem socialt udsatte mænd som kvinder og ikke-socialt udsatte mænd og kvinder. En uforholdsmæssig stor andel af socialt udsatte i Danmark er afholdt fra at deltage i helt almindelige fritidsaktiviteter og læring, som fx svømning, da et flertal ikke har de fornødne midler til at kunne betale for aktiviteten. Der er i Danmark en lang tradition for, at man yder økonomisk bistand til socialt udsatte børn og voksne med henblik på at fremme bestemte befolkningsgruppers deltagelse i bl.a. foreningslivet. Der er flere eksempler på, at man differentierer priser for at få disse målgrupper, som er underrepræsenteret i forhold til andre befolkningsgrupper, ind i foreningslivet. Netop de modtagne puljemidler til de socialt udsatte forudsætter, at kontingentet er lavere end for de øvrige medlemmer af svømmeklubben. Der var forud for klagen netop oprettet et svømmehold for mænd. Antallet af svømmetimer, antal deltagere mv. var identiske for mandehold og kvindehold. Svømmeholdet blev etableret efter, at indklagede fik en henvendelse fra en gruppe mænd, der ønskede at gå til mandesvømning. Mændene efterspurgte en pris, der matchede kvindeholdenes. En ansøgning om og bevilling af støtte medførte, at indklagede kunne oprette et hold, der var identisk med et kvindehold. I 2015/2016 var prisen 350 kr. pr. halve sæson, og i 2017/2018 er prisen 400 kr. for begge holdtyper. Svømmeklubben har siden klagens modtagelse valgt at ensarte prisstrukturen, og klubben har nu mandeog kvindehold til samme priser. I forbindelse med anden halvdel af svømmeåret vil indklagede forestå yderligere opdatering af hjemmesiden, så det tydeligt vil fremgå, hvem de forskellige typer priser omfatter, fx almindeligt voksenmedlemskab, forskellige børnepriser (afhængig af barnets alder), pensionistpriser, kvindehold, mandehold, banesvømning, dykning m.v. Det er kun i indklagedes interesse at holde sig inden for lovens rammer, så indklagede kan koncentrere sig om sin kerneydelse, nemlig at udbyde svømning og vandaktiviteter til alle. Derfor vil indklagede gerne høre fra Ligebehandlingsnævnet, hvis indklagedes hjemmeside ikke stemmer overens med ligestillingsloven. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven). Ligebehandlingsnævnet kan kun tage stilling til konkrete klager. Klagen vedrører ikke indklagedes hjemmeside, og nævnet kan derfor ikke imødekomme indklagedes ønske om at foretage en vurdering af, om indklagedes hjemmeside er i overensstemmelse med ligestillingsloven. Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, der leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager har oplyst, at han blev opmærksom på, at svømmeklubben havde forskellige priser for mænd og kvinder, da han ønskede at melde sig selv og sin hustru til holdsvømning for henholdsvis mænd og kvinder. Nævnet lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at kontingentpriserne i svømmeklubben på det tidspunkt, hvor klager ønskede at melde sig til holdsvømning, var fastsat således, at holdsvømning for mænd kostede 1.600 kr. i kontingent om året, mens holdsvømning for kvinder kostede 1.000 kr. i kontingent om året. Klager har på denne baggrund påvist faktiske omstændigheder, der tyder på forskelsbehandling på grund af køn. Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det fremgår af ligestillingslovens § 3 a, at loven ikke er til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige. Indklagede fik tilkendt satspuljemidler fra et inklusionsprojekt, der havde til formål at kvalificere socialt udsatte piger og kvinder til at tage vare på egen udvikling gennem foreningsdeltagelse. Det var som led i dette projekt, at indklagedes kvindeudvalg valgte at nedsætte kontingentprisen for deltagerne på svømmeklubbens kvindehold. Kontingentprisen blev nedsat for alle kvinder på kvindeholdene, uanset om kvinderne var socialt udsatte. Prisen for kvinder blev ikke sat ned for deltagelse i blandede hold. Nævnet lægger til grund, at en nedsættelse af kontingentprisen for kvinder på svømmeklubbens kvindehold havde som formål at øge socialt udsatte kvinders deltagelse i foreningslivet, herunder i svømning. Indklagede havde fået tildelt offentlige midler med dette udtrykkelige formål. Det er herefter godtgjort, at nedsættelsen af kontingentprisen for kvinder på svømmeklubbens kvindehold var objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt mål. Efter de foreliggende oplysninger kan det imidlertid ikke lægges til grund, at det var nødvendigt at nedsætte kontingentprisen for alle kvinder på svømmeklubbens kvindehold, hvorved mænd, der ønskede at deltage i svømmeklubbens mandehold, generelt blev stillet økonomisk ringere end kvinder. Nævnet har således lagt vægt på, at det ikke alene var socialt udsatte kvinder, der fik gavn af det nedsatte kontingent. Nævnet har også lagt vægt på, at indklagede ikke nærmere har redegjort for, at målet om at få udsatte kvinder til i større omfang at deltage i foreningslivet ikke kunne være opnået på en anden måde. Klager får derfor medhold i klagen. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder er der ikke grundlag for at tilkende klager en godtgørelse. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1 om klagebehandling Ligestillingsloven - § 1 a om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 3 a om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling <2016-6811-40762>

Versioner

1. 2017-12-01