Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/10304@2017-12-22/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uddannelse - er handicap - chikane - medhold

J. nr. 2017-6810-23913 En sygeplejerskestuderende fik afslag på at bruge tegnsprogstolk under to praktikperioder som led i sin uddannelse. Hun brugte høreapparat og havde behov for tolk i miljøer med støj. Hun havde derfor et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet vurderede, at det var muligt for uddannelsesinstitutionen at stille en tolk til rådighed under praktikforløbene, uden at dette ville være uforholdsmæssigt byrdefuldt. Afslaget på tolkebistand var derfor udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap. Den sygeplejerskestuderende fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager i sine første praktikperioder under uddannelsen som sygeplejerske ikke måtte anvende tegnsprogstolk. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager ikke måtte anvende tegnsprogstolk under sine to første praktikperioder. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 25.000 kr. med procesrente fra den 26. april 2017, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager påbegyndte uddannelsen som sygeplejerske den 1. februar 2015. Den 13. februar 2015 skrev klagers studievejleder til en tolkevirksomhed, at hun søgte sko og kitler til klagers tolke i forbindelse med en praktikperiode. Hvis klinikken ikke kunne udlåne sko og kitler, havde studievejlederen brug for at få oplysninger om skostørrelser og antal. Studievejlederen skrev samme dag til den faglige koordinator ved indklagede, at hun håbede på udlån fra klinikken, hvortil den faglige koordinator den 16. februar 2015 skrev til en afdelingsleder i tolkevirksomheden: ”Hej [afdelingsleder] Jeg ved ikke helt, hvad der er gang i. I kan og skal ikke deltage i patientplejen sammen med [klager], hvilket [klager] er informeret om. I skal deltage ved Introduktionssamtaler, studiesamtaler, reflektionssamtaler og intern prøve. Hvilket holdes udenfor afdelingerne. Fremover er det vigtigt at vi hele tiden får afstemt, hvad der er aftalt. ” Klager skrev den 17. februar 2015 til blandt andet afdelingslederen, studievejlederen og den faglige koordinator, at hun ønskede at have tolken med inde på klinikken, da hun havde brug for den tryghed, det indebar, og så hun kunne vurdere, om hun havde brug for en tolk i den næste klinikperiode. Klager oplyste, at hun ikke blev behandlet på lige vilkår med andre, og at det var ubehageligt og frustrerende at skulle kæmpe for sine rettigheder. Klager oplyste også, at mange andre tolkebrugere anvendte tolk, mens de var på klinikken. Samme dag skrev klager til afdelingslederen, at den faglige koordinator ikke havde oplyst klager om, at tolken ikke måtte være inde på klinikken, men om, at tolken ikke måtte være inde på værelset, med mindre der var andre end klager og patienten til stede. Ligeledes den 17. februar 2015 skrev en konsulent fra Danske Døves Landsforbund til klager: ”Hej [klager], Jeg har netop snakket med [faglig koordinator]. Det var en rigtig god samtale, hvor vi forsøgte at finde en god løsning for alle parter. Som jeg har forstået på [faglig koordinator], at du skal være i praktik hos [sygehus A] og de lægger vægt på patienternes sikkerhed og tryghed. Jeg kan sagtens se deres pointe, at nogle patienter kan blive forvirrede, når du tager tolken med. Nogle patienter ønsker måske ikke at have tolken med. [Sygehus A] har desuden haft to døve studerende før dig, og de har erfaringer med døve studerende. Jeg har foreslået, at du kan medbringe din tolk med til dit praktikforløb. Tolken kan placeres på sygeplejerskekontoret og du kan udføre dine opgaver i stuegang og vask af patienter uden tolk når du har udført dine opgaver, går du tilbage til sygeplejerskekontoret og kan snakke med din vejleder med tolken på kontoret. Hvad siger du til denne løsning? Skolen sørger naturligvis for tolk, når der skal udføres introduktionssamtaler, studiesamtaler, refleksionssamtaler og intern prøve. ” Klager svarede, at hun ikke var helt tilfreds med den løsning, da den faglige koordinator havde lovet, at klager kunne have en tolk med ind til patienten, hvis der var flere personer til stede, hvilket havde været muligt for en anden hørehæmmet studerende. Klager oplyste, at det var vigtigt for hende at kunne høre, hvad andre sagde, for ikke at gå glip af en masse. Konsulenten skrev tilbage den 18. februar 2015, at han ville foreslå klager at undersøge nærmere, om det var rigtigt, at en anden hørehæmmet studerende havde fået lov at tage tolk med. Klager sendte en besked fra den anden studerende dateret 4. februar 2015 til konsulenten. Det fremgik af beskeden, at den studerende havde tolk med i hele sit praktikforløb. Hun havde ikke tolk med hos patienten, når de alene var to og ikke flere til stede. Konsulenten opfordrede klager til at kontakte den faglige koordinator for at høre, hvorfor der var forskel på klager og den anden studerende. Klager skrev til den faglige koordinator samme dag og oplyste, at hun ligesom den anden studerende gerne ville have en tolk med ind til patienten, hvis de var flere til stede. Den faglige koordinator svarede hertil: ”Hej [klager] Super at du skriver. Efter at have talt med [konsulent] igen i dag har jeg undersøgt forholdene igen både med den øverste uddannelsesansvarlige på [sygehus A] og den uddannelsesansvarlige på centret. Rammen er at der ikke kommer tolke med ind på patientstuerne eller i andre konferencerum, når der bliver talt om patienter. Du har, som jeg nævnte for dig, tolke med ved introduktion til afdelingen, studiesamtaler, refleksionssamtaler og intern prøve, dvs. i situationer hvor i er flere studerende og i situationer, hvor det kun er dig og den kliniske vejleder i et uddannelsesmæssigt sigte. Jeg kan huske at det der bekymrede dig var, hvis der fx var en dame, der talte meget lavt og med ringe mimik, når du ikke kunne have en tolk med. I den situation må du have fat i en anden sygeplejerske eller din vejleder. Du er kommer på den pågældende afdeling, fordi de tidligere haft en døv studerende og der er sat ekstra ressourcer til rådighed fra vejlederens side grundet din hørelse. Tolkene kan ikke have deres gang i afdelingen af hensyn til patienterne og patientsikkerheden og det vil altid komme i første række fremfor et uddannelseshensyn. Selv når der er flere til stede på sengestue vil der bliver talt om og med den enkelte patient, hvorfor tolkene ikke kan være der. Der er skrappe regler for hvem der må vide hvad om patienterne, foruden patientsikkerheden generelt. Om [den anden studerende] har haft et enkelt aftalt forløb eller to i et samtalerum, hvor en tolk har deltaget, er jeg dig svar skyldig, men det er helt klart at det ikke er dagligdags praksis. ” Klagers 1. praktikperiode, modul 1, varede fra den 9. marts 2015 til den 13. marts 2015. Den 14. april 2015 kontaktede klager den faglige koordinator, da hun skulle i en ny praktikperiode i maj 2015 og ønskede at drøfte muligheden for tolk. Klager oplyste, at hun var på operationsgangen, hvor der i gennemsnit var otte personer til stede og en patient i fuld narkose. Klager oplyste, at det var svært for hende at høre, hvad der blev sagt omkring hende uden tolk, og at det var udmattende for hende ikke at have tolk med, når der var så mange mennesker til stede. Den faglige koordinator svarede, at klager i modul 2 skulle være på en sengeafdeling inden for samme område, hvor hun var på operationsgangen i modul 1. Det var ikke muligt at have tolk med i klinisk undervisning på grund af patientsikkerhed, da de kliniske undervisningssteder var underlagt sundhedsloven og loven om patientsikkerhed. Den faglige koordinator skrev også, at hun var bekymret for klagers autorisation som sygeplejerske, hvis hun ikke kunne agere i klinisk undervisning uden tolk. Den 15. april 2015 skrev klager til den faglige koordinator, at hun kendte mange døve, herunder bioanalytikere og sygeplejersker, der arbejdede med patienter og anvendte tolk i tæt samarbejde med patienterne. Den faglige koordinator svarede, at de ikke havde mulighed for at bruge tolk, hvor der var flere patienter samlet, og det handlede om direkte behandling. Klager var i en uddannelsessituation, hvor hun skulle indgå i direkte patientpleje. Den 28. april 2015 skrev klager til Undervisningsministeriet, at hun i sin praktik ikke måtte anvende tolk. Klager ønskede at få kendskab til reglerne om anvendelse af tolk under praktik. Klager oplyste, at hun havde svært ved at høre, hvis mange personer var til stede. Klager var bekymret for patientkommunikationen. En fuldmægtig fra ministeriet svarede den 4. maj 2015, at hun havde taget kontakt til indklagede for at drøfte klagers problemstilling. Hun oplyste også, at ministeriets praksis var at bevilge tolk til praktikforløb, så man i praktikken fik tolk til introduktion til nye arbejdsopgaver samt møder på arbejdspladsen og således også til borgerkontakt på arbejdspladsen. Klager henvendte sig den 6. maj 2015 til den kliniske underviser på sygehus A for at høre til introduktionsmøde og arbejdsskema med henblik på bestilling af tolk. Den kliniske underviser svarede, at klager kunne have tolk med til undervisning og refleksion med andre studerende og vejledere. Klager kunne ikke have tolk med på afdelingen/ude ved patienterne. Klager spurgte hertil, hvorfor hun ikke kunne have tolk med, da hun skulle ligestilles med almindeligt hørende. Klager følte sig ikke ligestillet, da hun ikke kunne have en optimal kommunikation med de andre på afdelingen. Underviseren henviste den 8. maj 2016 klager til den faglige koordinator. Den 13. maj 2015 skrev fuldmægtigen fra Undervisningsministeriet til klager, at hun af indklagedes institutleder havde fået oplyst, at klager ikke kunne have tolk med i den direkte eller nære kontakt/kommunikation med den enkelte patient. Institutlederen havde henvist til lovgivningen om patientsikkerhed og patientrettigheder, hvor der var iværksat en markant opstramning, der handlede om, hvem der havde adgang til hvilke data for patientens skyld. Dette betød, at kun fagpersoner, der havde direkte ansvar for pleje og behandling, havde ret til data om den enkelte patient. Klager kunne derfor kun benytte tolk til undervisning og refleksion sammen med studerende og vejledere. Klagers 2. praktikperiode, modul 2, blev afviklet i perioden 18. maj 2015 til 29. maj 2015 på sygehus A. Den 22. maj 2015 skrev fuldmægtigen til klagers studievejleder, at der i forhold til reglerne om specialpædagogisk støtte til studerende med funktionsnedsættelse ikke var hindringer for at medtage tolk i praktikforløbet, og at formålet med tolkebistand var at sikre, at den døve studerende kunne gennemføre sin uddannelse i lighed med andre studerende. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet havde tidligere givet tilsvarende støtte i form af tolkebistand til studerende i tilsvarende praktikforløb på hospitaler med patientkontakt. Fuldmægtigen oplyste, at tolkene var underlagt tavshedspligt om de forhold, tolken måtte blive bekendt med under udøvelse af sit fag. Studievejlederen svarede samme dag, at der ville blive afholdt møde med uddannelseslederen den 26. maj 2015 med henblik på at drøfte klagers betingelser og udfordringer i forhold til tolkesituationen, og hvilke implikationer, det kunne have på uddannelsen generelt. Den 27. maj 2015 skrev studievejlederen til fuldmægtigen, at sygehus A på mødet dagen før havde fastholdt indstillingen vedrørende tolkeforhold. Det blev på mødet besluttet at kontakte sygehus A’s jurister. Ifølge mailen var klager færdig med klinikopholdet den kommende fredag, og modul 3 var udelukkende teoretisk. Vejlederen satsede på en afklaring inden modul 4. Indklagedes uddannelsesleder skrev den 24. august 2016: ”Kære [klager] Vi er selvfølgelig kede af, at vi ikke sidste forår vidste, at du havde ret til at få tolk med ud til patienterne, men det var den viden, som vi sad inde med pga. udmelding fra vores kliniske samarbejdspartner – både i et forløb med en anden døv studerende og i forbindelse med dit forløb. [Faglig koordinator] har udelukkende formidlet den viden, det er ikke [faglig koordinators] beslutning. Jeg har som den eneste i ledergruppen haft et møde med dig og flere andre. Det er mere et år siden, nemlig d. 26. maj 2015. Her blev konklusionen, at jeg ville undersøge endnu en gang hos de juridiske eksperter på [sygehus A], og de vendte tilbage med en anden konklusion – heldigvis – således at dit uddannelsesforløb også gør det muligt at have tolk med inde hos patienterne. Og vi understregede på det møde, at det ikke var [faglig koordinator], der har besluttet det, men udelukkende var formidlet at viden, vi havde fået. Det er selvfølgelig beklageligt, at du har oplevet, at du er gået glip af læringsmuligheder. Jeg er dog bekymret for dit videre forløb og tænker, at måske var en god idé, at jeg talte med dig om dit videre forløb. [Faglig koordinator] er den hos os, som finder særlige kliniske pladser, men du behøver jo ikke tale med hende, [faglig koordinator] finder en plads til dig. ” Det fremgår af brev af 7. september 2015 til indklagede fra psykisk ambulatorium i anledning af, at klager søgte sygeorlov fra sit studie, at klager var blevet psykisk belastet og fik støttende samtaler på ambulatoriet. Klager var tidligere behandlet for en svær depression. Ifølge brevet havde klager en medfødt sygdom, der gjorde, at hun havde nedsat hørelse. Denne havde ikke givet problemer under praktikuddannelsen. Derimod var det belastende for klager, at hendes praktikvejleder løbende havde udtalt, at klager ikke ville være i stand til at blive sygeplejerske på grund af hørenedsættelsen. Ambulatoriet anbefalede en sygemelding fra den 24. august 2015 til den 1. november 2015, så klager kunne restituere sig. Den 16. august 2016 klagede klager til indklagede over den faglige koordinator. Klager ønskede en anden koordinator. Den 22. januar 2017 skrev klager til indklagede, at hun havde besluttet sig for at stoppe sin uddannelse, da hun havde oplevet en evig kamp mod indklagede, der gik ud over hendes livskvalitet. Det fremgår af udtalelse af 10. maj 2017 fra klagers praktiserende læge, at klager var hørehæmmet. Sygdommen var kongenit og ikke erhvervet. Klager havde gået på døveskole gennem folkeskoletiden. Det fremgår videre, at klager havde høreapparat, der kun hjalp lidt. Klager anvendte tegnsprogstolk i situationer med støj, fx ved undervisning og i praktikperioder. Klager havde en fin og forståelig udtale og kunne klare sig uden tolk ved samtale på tomandshånd, hvis der ikke var støj i rummet. Den 23. marts 2017 skrev indklagede til klager: ”Kære [klager] Vi på sygeplejeuddannelsen [indklagede] er kede af, at vi ikke i forår 2015 vidste, at du havde ret til at få tegnsprogstolk med ud i den direkte patientpleje. Vores viden på daværende udgangspunkt gjorde at vi mente, at du som udgangspunkt havde ret til at have tegnsprogstolk med i den kliniske undervisning – men ikke i den direkte patientpleje. I forlængelse af et møde med dig på [indklagede] d. 26. maj 2015 undersøgte jeg sagen endnu en gang hos vores samarbejdspartnere på [sygehus A]. Det viste sig at de vendte tilbage med en anden konklusion – heldigvis – således at det faktisk var muligt for dig at have tegnsprogstolk med inde i den direkte patientpleje, i din kliniske undervisning. Dette meddelte vi dig i forlængelse af mødet d. 26 maj. 2015, og igen i en mail d. 26. august 2016. Du har derfor siden juni 2015 haft mulighed for at have tegnsprog tolk med hele tiden i din kliniske undervisning. Jeg kan kun endnu en gang beklageligt, at du har oplevet, at du er gået glip af læringsmuligheder indtil da. ” På baggrund af en udateret henvendelse fra klager svarede den kliniske uddannelsesansvarlige på sygehus A, at hun på intet tidspunkt havde forbudt brugen af tegnsprogstolk i klinikken. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 26. april 2017. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet forskelsbehandlet og chikaneret på grund af handicap. Klager er let hørehæmmet og har brug for tegnsprogstolk i forbindelse med studiet. Det er korrekt, at klager og indklagede ved studiestart drøftede, hvilke behov klager havde. Ved studiestart blev klager kontaktet af den faglige koordinator, der var ansvarlig for de studerendes kliniske praktikperioder. Hun oplyste, at de skulle tale om klagers behov for tolk. Den faglige koordinator havde en masse fordomme i forhold til klager, og klager fik forskellige udtalelser fra hende. Først fik klager at vide, at tolken ikke måtte være med inde på patientens værelse, med mindre der var flere personer til stede i forbindelse med en samtale med patienten. Derfor planlagde klager og klagers studievejleder de praktiske forhold omkring tolken. Dette fik den faglige koordinator stoppet, da hun tydeligt skrev, at tolken slet ikke måtte være på afdelingen. Klager kontaktede daværende konsulent for Danske Døves Landsforbund, der ringede til koordinatoren. De blev enige om, at tolken gerne måtte være inde på sygeplejerskernes kontor. Da klager selv kontaktede koordinatoren, oplyste hun imidlertid, at tolken slet ikke måtte være til stede, hvor der omtales patienter, dvs. at tolken ikke måtte være på afdelingen. Det er vigtigt med en god studiestart, men indklagede støttede ikke klager i, at hun kunne have tolk i klinikperioderne. Det forhold, at indklagede kun havde haft en døv studerende før klager, burde have medført, at indklagede var mere åben og nysgerrig i forhold til, hvordan de kunne hjælpe klager bedst muligt gennem studiet. Den første praktik på sygehus A, hvor klager var på operationsstuen og observerede operationer, foregik således uden tolk. Den faglige koordinator havde oplyst, at praktikken ville foregå et ”døvevenligt” sted, hvor der tidligere havde været hørehæmmede studerende. Det var ikke tilstrækkeligt for klager, da hun ikke kunne høre, hvad der blev sagt, når der var otte mennesker omkring hende. Klager forklarede den faglige koordinator, at hun havde behov for tolk, men koordinatoren stod fast. Koordinatoren skrev, at hun betvivlede klagers autorisation som sygeplejerske, hvis hun ikke kunne klare den kliniske undervisning uden tolk. Klager sagde fra over for hende og forklarede, at hun kendte andre hørehæmmede sygeplejerskestuderende, der havde tolk i de kliniske perioder. Da den faglige koordinator ikke var interesseret i at mødes med klager på trods af klagers anmodninger, måtte klager gennemføre endnu en klinisk periode uden tolk. Daværende konsulent fra Danske Døves landsforbund forsøgte også at ringe til koordinatoren, men hun lagde på. Da den faglige koordinator havde oplyst, at det var sygehus A’s beslutning, at klager ikke måtte anvende tolk, kontaktede klager den kliniske underviser på sygehus A. Underviseren henviste klager til den faglige koordinator, og det er derfor klagers opfattelse, at det hele tiden havde været koordinatorens beslutning, at klager ikke måtte bruge tolk. Den uddannelsesansvarlige på sygehus A har efterfølgende oplyst klager, at hun på intet tidspunkt havde forbudt klager at have en tolk med. Klager kontaktede Undervisningsministeriet for at få hjælp udefra. Den fuldmægtige fra ministeriet kontaktede studievejlederen, og der blev arrangeret et møde med indklagede den 26. maj 2015. Den faglige koordinator var af ukendte årsager ikke med på mødet. Resultatet af mødet og et efterfølgende møde var, at jurister fra sygehus A afgjorde, at klager selvfølgelig gerne måtte have tolk med i praktik. Klager havde derfor tegnsprogstolk med for første gang nogensinde. Det har været meget ubehageligt for klager, at hun i to sammenlagte kliniske perioder ikke at måtte have tolk med. Det var ubehageligt for klager ikke at kunne følge med, og det gik ud over hendes indlæring, da hun ikke kunne høre, hvad der blev sagt omkring hende. Klager har været meget alene og har ikke kunne kommunikere optimalt med patienter og kolleger, ligesom hun er gået glip af vigtig information. Denne isolation har været dybt krænkende for hende. Den faglige koordinator har chikaneret klager ved sine udtalelser om, at klager ikke kunne blive sygeplejerske, fordi hun er hørehæmmet samt ved at oplyse, at klager skulle stoppe på studiet, hvis hun ikke kunne klare sig uden tolk i forbindelse med den kliniske undervisning. På grund af sine bekymringer havde klager ingen overskud til det sociale. Klager følte sig uvelkommen. Derudover måtte klager kæmpe med koordinatoren for at få et møde med ledelsen, hvilket koordinatoren ikke var interesseret i. Klager måtte gå uden om koordinatoren og endvidere true sin studievejleder med at kontakte medierne i håb om at få et møde i stand. Dette burde slet ikke have været sket. Klager burde have fået et møde på et tidligere tidspunkt, hvilket hun også ville have fået, hvis koordinatoren ikke havde været så svær at samarbejde med. Klager blev sygemeldt den 28. august 2015 som følge af den psykiske belastning. Klager forsøgte at vende tilbage til studiet i efteråret 2015, men var fortsat for påvirket af situationen med koordinatoren. Klager klagede over koordinatoren i august 2016, hvor hun genoptog studiet. Klager fik først tolk i sin 3. praktikperiode, der begyndte i november 2016. [anonymiseret] Da klager var til møde med indklagede om det videre forløb, var der ingen støtte eller opbakning. Klager fik betvivlet sine motiver til at gå på skolen, og indklagede mente ikke, at klager kunne blive sygeplejerske. Klager følte sig således fortsat ikke velkommen på grund af sit hørehandicap. Klager kan ikke se anden grund til, at indklagede havde så meget imod, at klager var tilknyttet indklagede, idet klager havde oplevet fra studiestarten, at hun ikke var velkommen på grund af hørehandicappet. Klager brød sammen under mødet, da det var så ubehageligt. Det var dette møde, der gjorde, at klager indså, at hun aldrig ville få det godt på uddannelsen. Klager kunne ikke holde til at kæmpe mod indklagede længere, særligt da hun ikke kunne se nogen forbedring fra indklagedes side efter, at hun fik lov til at anvende tolk. Indklagede har ikke forholdt sig til koordinatorens udtalelser eller til den forskelsbehandling, som klager har følt. Klager valgte at stoppe sit studie på baggrund af sine oplevelser. Klager ønsker kompensation. Indklagedes beklagelse er ikke tilstrækkelig. Indklagede gør gældende, at indklagede var af den opfattelse, at den nye sundhedslov, der skærpede adgangen til den enkelte borgers data, betød, at klager ikke måtte have tolk med i den direkte patientpleje. Indklagede er opmærksom på, at de studerende får en god studiestart, hvorfor det er praksis at indbyde studerende, der har brug for socialpædagogisk støtte, til en samtale, hvor behov og muligheder kan drøftes. Indklagede havde også en samtale med klager om, hvilken type støtte, hun havde behov for. Da klager startede på sin uddannelse, havde indklagede kun en enkelt erfaring med et så stort hørehandicap, så tegnsprogstolke var nødvendig. Denne studerende havde tegnsprogstolke med i den teoretiske undervisning og til refleksioner og undervisning, men ikke i den direkte patientkontakt. Det var med denne forståelse, at den studerende kunne vise, at hun kunne håndtere plejen, og at hendes hørehandicap ikke kunne antages at være til fare for patientsikkerheden. Indklagede brugte samme fremgangsmåde med klager, da indklagede havde en forståelse af, at de kliniske samarbejdspartnere havde dette som et nødvendigt vilkår i forhold til sundhedsloven. Inden klager startede i klinisk undervisning, blev der holdt møder om hendes placering af modul 1, 2 og 4. Modsat andre studerende ville modulerne foregå samme kliniksted for at sikre bedst mulig støtte til klager og hendes hørehandicap. Klager havde mulighed for tolk i foråret 2015 i forbindelse med den kliniske undervisning og refleksioner væk fra den direkte patientkontakt, hvilket var tilfældet for både 1. og 2. praktikperiode. Indklagede holdt flere møder med klager. Den 26. maj 2015 tilbød indklagede at undersøge begrænsningen i forhold til tegnsprogstolke hos de kliniske samarbejdspartnere og deres jurister. Tilbagemeldingen var, at klager godt kunne anvende tegnsprogstolk ved direkte patientpleje, hvilket indklagede oplyste klager om. Indklagede oplyste også, at indklagede ikke havde haft kendskab til denne særbehandling. Klager havde derfor mulighed for at anvende en tegnsprogstolk i undervisningen og praktikforløbene fra sommeren 2015 og frem til 2017, hvor hun meldte sig ud af uddannelsen. Klager var sygemeldt i flere perioder i 2015 og 2016. Hun gennemførte modul 3, der er teoretisk og uden klinisk undervisning, fra 28. august 2016 til 4. november 2016. Hun bestod modulet den 22. november 2016. Når klager ikke har fået klinisk undervisning, har hun selvsagt ikke haft tolk med i den direkte patientpleje, men det var muligt, hvis hun skulle have haft klinisk undervisning. Klagers modul 4 skulle have fundet sted fra 9. november 2016 til 29. januar 2017. Hun startede på modulet den 14. november 2016. Hun havde klinisk undervisning i otte dage med tolk, herunder i den direkte patientbehandling. Hun blev sygemeldt den 28. november 2016. Klager skulle overgå til en ny studieordning den 1. februar 2017 og fik efter eget ønske kliniksted på sygehus B, hvor hun også havde mulighed for tegnsprogstolk. Klager meldte sig ud af uddannelsen den 22. januar 2017. Indklagede kan kun beklage, at indklagede ikke havde kendskab til muligheden for særbehandling. Det er indklagedes opfattelse, at indklagede korrigerede sine fejl og gjorde det muligt for klager at gennemføre sin uddannelse som sygeplejerske. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Forbuddet mod forskelsbehandling gælder også enhver, der driver uddannelsesvirksomhed inden for erhvervsuddannelse, det vil sige uddannelse, der tager sigte på lønnet beskæftigelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons handicap finder sted med det formål eller den virkning at krænke personens værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det er klager, der har bevisbyrden for, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager har en medfødt hørenedsættelse, der medførte anvendelse af høreapparat og behov for tolk, når hun befandt sig i miljøer med støj. Hun kunne føre en samtale på tomandshånd, hvis der ikke var støj. Klager har således et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet lægger til grund, at indklagede vidste eller burde vide, at klager var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede havde en pligt til at træffe foranstaltninger, der gjorde det muligt for klager på lige vilkår med andre studerende at gennemføre sine praktikperioder. Nævnet lægger til grund, at det var muligt at stille tolk til rådighed for klager under hendes praktikforløb, og at denne hjælpeforanstaltning ikke ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde. Klager får derfor medhold i denne del af klagen. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling i form af chikane. Nævnet har lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger, der underbygger, at indklagede, herunder den faglige koordinator, bevidst eller ubevidst behandlede klager chikanøst i relation til hendes handicap. Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at klager fra juni 2015 har haft mulighed for at anvende tolk i alle dele af sin uddannelse. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 26. april 2017, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 14, om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling - § 7, stk. 1, om godtgørelse - § 7a om delt bevisbyrde <2017-6810-23913>

Versioner

1. 2017-12-22