Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - handicap - ansættelse - ej handicap - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/10307@2017-12-22/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - handicap - ansættelse - ej handicap - ej medhold
J. nr. 2017-6810-22035 En 64-årig mand fik afslag på sin ansøgning til en stilling som økonomikonsulent i en kommune. Han mente, at afslaget var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap og alder. Manden havde tidligere haft betydelige neurologiske og psykiske gener som følge af blandt andet en uopdaget medfødt enzymdefekt. Efter iværksættelse af relevant behandling var mange af hans gener dog forsvundet, og nu havde han alene nedsat bevægelighed i nakken, hvilket ikke påvirkede hans daglige arbejde. Nævnet vurderede på den baggrund, at manden ikke på ansøgningstidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Der var heller ikke noget, der tydede på, at alder var indgået i vurderingen af hans ansøgning. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap og alder i forbindelse med, at klager fik afslag på sin ansøgning som økonomikonsulent i den indklagede kommune. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager ikke kom i betragtning til en stilling som økonomikonsulent i den indklagede kommune. Sagsfremstilling Klager, der er født i 1952, søgte den 20. marts 2017 en ledig stilling som økonomikonsulent til ældre- og sundhedsområdet i den indklagede kommune. Klager havde tidligere samme dag talt om stillingsopslaget med teamlederen i kommunens ældre- og sundhedsforvaltning. I stillingsopslaget havde kommunen blandt andet oplyst følgende: ” Vi forventer, at du • Har en relevant økonomisk uddannelse • Har erfaring med kommunaløkonomiske forhold og ældre- og sundhedsområdet” Det fremgik af klagers ansøgning, at han har en uddannelse i økonomi. Klager oplyste i sin ansøgning følgende om sin helbredstilstand: ”Jeg er handicappet og omfattet af reglerne i bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Efter 15 års fejlmedicinering klar til fuldtidsjob. Kun få gener med rotation af nakken, der ikke vil påvirke det daglige arbejde. ” Klager fik den 29. marts 2017 afslag på sin ansøgning til stillingen. Af afslaget fremgik blandt andet følgende: Kære [klager] Tak for din ansøgning. Vi må desværre meddele dig, at vi ikke kan gøre brug af dine kvalifikationer i denne omgang. Ud fra en samlet vurdering af ansøgerne til stillingen, har ansættelsesudvalget valgt en person, som har et større match med det søgte. Der er som beskrevet i annoncen lagt stor vægt på at ansøgeren har kommunal erfaring, og derfor er du ikke kommet i betragtning. ” Klager rettede den 29. marts 2017 henvendelse til indklagede i anledning af afslaget. Klager bad kommunen om at begrunde, hvorfor han ikke var blevet indkaldt til nsættelsessamtale efter reglerne om fortrinsret for handicappede. Indklagede oplyste i en e-mail af 30. marts 2017 til klager følgende. ”Kære [klager], Vi har været opmærksom på reglerne om fortrinsret i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Det følger af reglerne, at en handicappet har krav på en ansættelsessamtale, hvis vedkommende opfylder kvalifikationskravene til stillingen. I dit tilfælde har vi vurderet, at du ikke opfylder kravene til stillingen, og er derfor ikke indkaldt til samtale, jf. vores mail d. 29. marts. ” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 12. april 2017. Der er under sagen fremlagt en række lægelige oplysninger om klagers helbredstilstand. Ved neurologisk speciallægeerklæring af 22. juni 2005 blev der blandt andet fundet følger efter forvridning af nakke, forsnævring af rygmarvskanalen i nakken, diskusprolaps i nakken uden nerverodspåvirkning og slidgigt i lænden. Af speciallægeerklæringen fremgik herudover blandt andet følgende: ” Aktuelt funktionsniveau: 1. Arbejdsmæssigt Angiver, at arbejdsevnen er nedsat til 1/3 af det normale. Nedsættelsen skyldes angiveligt, at han ikke kan holde tråden i et foredrag, at han ikke har overskud til at forberede sit arbejde, ikke kan fokusere på vedligeholdelse af aktuelt vedrørende faget og at han føler sig træt. ” … RESUME: … ”Klagede ved dags undersøgelse over hovedpine, nakkesmerter, læsebesvær, koncentrationsbesvær og hukommelsesforstyrrelser, ændret psyke, udstrålende smerter fra nakke til arme, lændesmerter med udstråling til ben og føleforstyrrelser i arme/hænder og ben/fødder med styringsbesvær og behov for stok, synsforstyrrelser med svimmelhed samt nedsat evne til at gennemføre samleje. Objektivt blev der ved dagens undersøgelse fundet nedsat bevægelighed af nakken, nedsat bevægelighed af lænden, ændret følesans i venstre ansigthalvdel, venstre ben og ændret følesans i højre ben, øget refleksaktivitet i venstre ben. KONKLUSION: Gener og objektive fund er forenelige med påvirkning af rygmarven i nakken. Der er påvist forsnævring af rygmarvskanalen og generne i dag er forenelige med den diagnose, hvad angår de fysiske gener. De kognitive gener er forenelige med, hvad patienter med følger efter forvridninger af nakken normalt klager over. Hertil kommer psykiske klager, der kan forklares ved alvorligt kvælningsforsøg. ” Den 18. november 2005 blev klagers varige mén af Arbejdsskadestyrelsen vurderet til 30 procent for neurologiske og psykiske gener. Han havde på daværende tidspunkt blandt andet føleforstyrrelser i hænder, fødder og ansigt, daglige nakkesmerter, hovedpine, styringsbesvær, smerter fra lænden, hukommelses- og koncentrationsbesvær, talebesvær, søvnforstyrrelser, svimmelhed, tinnitus og muskelspændinger. Klager var indlagt på medicinsk endokrinologisk afdeling fra den 24. juni 2014 til 30. juni 2014. På indlæggelsestidspunktet var han svært påvirket med kraftnedsættelse i arme og ben, og tilstanden krævede kortvarig overvågning på intensivafdelingen. Hans tilstand blev under indlæggelsen konstateret at være udløst af en medfødt enzymmangel. Efter opstart af korrekt behandling, udviste han en eklatant bedring af symptomerne. Af kørekortattest fra klagers læge af 30. marts 2016 fremgik følgende: ”Patienten har anmærkning på kørekort om, at han kun må føre bil med automatgear p.g.a. nerveforstyrrelser i arme og ben ,som tidligere blev tilskrevet en forsnævring i rygmarvskanalen. Man har nu fundet ud af at symptomerne skyldtes en enzymdefekt 11 hydroxy beta dehydrogenase,hvilket medførte forstyrrelser i blodets saltbalance. Patienten er herefter blevet behandlet herfor med kalium-tilskud og spiron. Behandlet siden juni 2014,og ikke haft symptomerne siden. Klausulen i patientens kørekort om handicapbil med automatgear kan således bortfalde. c) Patienten har nedsat bevægelighed i nakken med nedsat rotation til 45 grader til begge sider. ” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap og alder i forbindelse med, at han ikke kom i betragtning til stillingen. Han ønsker sig tilkendt en godtgørelse. Klager oplyste i ansøgningen, at han har et handicap. Han opfyldte de formelle uddannelseskrav til den ledige stilling, og han burde derfor være blevet indkaldt til en ansættelsessamtale efter reglerne om fortrinsret i bekendtgørelsen om kompensation til handicappede i erhverv § 6, stk. 2. Erfaring med kommunaløkonomiske forhold samt ældre- og sundhedsområdet udgør ikke formelle uddannelseskrav. Klager har i øvrigt relevant erfaring med revision af både kommunale, amtslige og statslige institutioner, ligesom han har deltaget i kurser om offentlig controlling. Forud for ansøgningen henvendte klager sig til den relevante teamleder i kommunen. Hun gav under samtalen udtryk for, at det ikke var afgørende, at klager ikke havde erfaring med kommunale forhold. Dette stemmer imidlertid ikke overens med begrundelsen for det efterfølgende afslag af 29. marts 2017, hvor der blev lagt afgørende vægt på klagers manglende erfaring fra det kommunale område. Klager har oplevet en markant bedring i sin helbredsmæssige tilstand. Han er trappet ud af stærk smertestillende medicin, og i sommeren 2014 fik han påvist en enzymdefekt, som er årsag til hans parastæsier, som tidligere har været henført til hans spinalstenose. Der er endvidere iværksat medicinering for hjertearytmi, som tidligere har været fortolket som panikangst. Dette har samlet set medført en markant anden livsførelse med gode kognitive funktioner. Der gælder ikke en aldersgrænse for anvendelse af fortrinsretten til indkaldelse til ansættelsessamtale. At kommunen har ansatte i afdelingen i aldersgruppen 25-62 år dokumenterer ikke, at der ikke er foretaget aldersdiskrimination i forbindelse med vurderingen af klagers ansøgning. Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af handicap og alder. Som det fremgik af jobopslaget, lagde indklagede afgørende vægt på, at kandidater til stillingen havde en relevant økonomisk uddannelse og erfaring med kommunaløkonomiske forhold samt ældre- og sundhedsområdet. På baggrund af klagers ansøgning og CV vurderede indklagede, at klager ikke var den bedst egnede kandidat til jobbet. Han havde alene en økonomisk uddannelse, men ikke relevant erhvervserfaring. Teamlederen havde inden ansøgningsfristen en telefonsamtale med klager, hvor han spurgte til sine muligheder for at komme i betragtning til stillingen. Klager fortalte, at han ikke havde kommunal erfaring eller erfaring fra sundheds- og omsorgsområdet. Teamlederen ville ikke være afvisende over for klager. Hun oplyste derfor, at klager måske ville kunne komme i betragtning, hvis indklagede ikke modtog ansøgninger fra kandidater, som opfyldte alle de opstillede kvalifikationskrav. Efter udløbet af ansøgningsfristen viste det sig dog, at der var andre kandidater, som opfyldte kravene om relevant erhvervserfaring, og som derfor var bedre egnede til at udføre de opgaver, som stillingen indebar. Det skyldtes således hverken klagers alder eller handicap, at han ikke blev indkaldt til samtale. Indklagede oplyste både i afslaget af 29. marts 2017 og den efterfølgende korrespondance med klager, at relevant erhvervserfaring fra kommunalområdet samt ældre- og sundhedsområdet havde haft afgørende betydning for valget af de kandidater, der blev indkaldt til samtale. Fortrinsretten til ansættelsessamtale for handicappede gælder kun, hvis ansøgeren opfylder de formelle krav til stillingen. Det gjorde klager ikke. Indklagede diskriminerer ikke på grund af alder. I afdelingen er der ansat medarbejdere i alderen fra 25 til 62 år. Den person, der blev valgt til den opslåede stilling, er 36 år. Tidligere i 2017 ansatte indklagede en person på 58 år, ligesom de i 2016 ansatte tre personer på henholdsvis, 30, 49 og 55 år. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap og alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Nævnet har ikke kompetence til at behandle klager i henhold til bekendtgørelsen om kompensation til handicappede i erhverv mv. Efter forskelsbehandlingsloven må en arbejdsgiver ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse på grund af handicap eller alder. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Det er klager, der har bevisbyrden for, at der foreligger et handicap i lovens forstand. Det fremgår af den neurologiske speciallægeerklæring af 22. juni 2005, at klager på daværende tidspunkt havde en række omfattende neurologiske og psykiske gener. Ifølge de seneste lægelige akter fra klagers egen læge af 30. marts 2016 var klagers nerveforstyrrelser i arme og ben ophørt efter behandling af en medfødt enzymdefekt, som blev opdaget under en indlæggelse i 2014. På undersøgelsestidspunktet i 2016 blev der således alene konstateret nedsat bevægelighed i nakken. I sin ansøgning til indklagede af 20. marts 2017 oplyste klager, at han efter 15 års fejlmedicinering nu var klar til at varetage et fuldtidsjob. Han beskrev i den forbindelse, at han alene havde få gener som følge af nedsat bevægelighed i nakken, hvilket dog ikke ville påvirke det daglige arbejde. På baggrund af indholdet af de seneste lægeudtalelser og klagers egne oplysninger om sin aktuelle helbredstilstand, vurderer nævnet, at klager ikke har løftet bevisbyrden for, at hans helbredsmæssige tilstand på ansøgningstidspunktet medførte sådanne funktionsbegrænsninger, at det forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre. Klager har således ikke godtgjort, at han på dette tidspunkt havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen. Det fremgik af indklagedes afslag til klager af 29. marts 2017 og den efterfølgende korrespondance med klager i anledning af afslaget, at klager ikke var kommet i betragtning til stillingen, fordi han ikke havde erfaring fra det kommunale område. På baggrund af indholdet af korrespondancen samt indklagedes oplysninger om alderssammensætningen i afdelingen og ved de seneste ansættelsesrunder vurderer nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han fik afslag på den ansøgte stilling. Klager får derfor heller ikke medhold i denne del af klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 2, om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 7a om delt bevisbyrde <2017-6810-22035>