Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2017-80-0065

GældendeVersion 2018-01-06
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/10341@2018-01-06/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2017-80-0065

Klagefrist. Afvisning af klage over Århus Stiftstidende på grund af fristoverskridelse En person klagede over en artikel i Århus Stiftstidende. Klagen var indbragt for Pressenævnet efter udløbet af 12-ugers klagefristen. Klagen blev derfor afvist uden nærmere behandling.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Palæstinensisk superstjerne lander i Aarhus” bragt den 16. august 2017 på Aarhus Stiftstidendes hjemmeside stiften.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen er modtaget i Pressenævnet den 29. november 2017. [Klager] har til støtte for klagen anført, at han den 11. august 2017 indsendte et indlæg om en arabisk kunster til Aarhus Stiftstidende. Den 16. august 2017 bragte Aarhus Stiftstidende artiklen ”Palæstinensisk superstjerne lander i Aarhus” og anførte egen journalists navn som forfatter til artiklen til trods for, at artiklen udelukkende var skrevet på baggrund af [Klager]s indlæg. Aarhus Stiftstidende har i mail af 1. december 2017 til Pressenævnet anført, at klagefristen i medieansvarsloven er overskredet. [Klager] har den 5. december 2017 supplerende anført, at han ikke blev gjort opmærksom på klagefristen og ikke har haft mulighed for at klage på et tidligere tidspunkt. Pressenævnets formand, Hanne Schmidt, udtaler : [Klager] har anført, at han ikke modtog klagevejledning og ikke har haft mulighed for at klage til Pressenævnet tidligere. En klage over overtrædelse af god presseskik kan indgives til mediet eller til Pressenævnet. Fristen for at klage til Pressenævnet over mediets afgørelse er 12 uger efter modtagelsen af afgørelsen, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 3. Da klagen vedrører en artikel i Aarhus Stiftstidende den 16. august 2017, og [Klager] først har klaget til Pressenævnet den 29. november 2017, er klagefristen på 12 uger efter medieansvarslovens regler overskredet. Det forhold, at [Klager] ikke har modtaget klagevejledning, kan ikke føre til et andet resultat. Da klagen herefter må anses indgivet for sent, afvises klagen, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 3. Klagen afvises uden nærmere behandling. Afgjort den 11. december 2017

Versioner

  1. 2018-01-06