Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/10382@2018-01-20/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold

J. nr. 2017-6810-46611 En afdelingsleder hos en detailforhandler af autoreservedele blev afskediget, fordi han som følge af muskeldystrofi havde behov for yderligere nedsættelse af sin arbejdstid. I en længere årrække havde han arbejdet fuld tid, men i april 2016 fik han nedsat sin arbejdstid til fire timer dagligt som følge af generne fra sin sygdom. I maj 2017 fik afdelingslederen behov for at nedsætte arbejdstiden yderligere til to timer dagligt, og han blev herefter afskediget. Hans arbejde indebar ekspedition af ordrer, afhentning af varer på hylder og pakning af varer i en afdeling, hvor alle medarbejdere som udgangspunkt foretog alle funktioner. Nævnet vurderede, at afdelingslederen ikke længere var egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i stillingen. Som følge af nedsat kraft og smerter havde han således svært ved at udføre sin arbejdsfunktion, der indebar at rejse sig fra en stol og løfte varer, ligesom han alene kunne arbejde op til to timer om dagen. Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som afdelingsleder i den indklagede virksomhed. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som afdelingsleder. Sagsfremstilling Klager blev ansat ved den indklagede virksomhed pr. 11. august 2008. Fra 1. januar 2009 har klager været ansat som afdelingsleder. Klager var beskæftiget i indklagedes afdeling i A by. Indklagede er detailforhandler af en række autoreservedele til blandt andet lastbiler og busser. Hovedkontoret ligger i B by, og indklagede har derudover 14 afdelinger til at varetage butiksdrift, herunder ekspedition af kunder, pakning og udbringning af varer. Det fremgår af konsulentrapport dateret 25. august 2016 fra RehabiliteringsCenter for Muskelsvind udarbejdet på baggrund af en undersøgelse med deltagelse af en fysioterapeut og en socialrådgiver, at klager fik stillet diagnosen Limb Girdle muskeldystrofi (LGMD) i 1993. Det fremgår også, at klager oplevede de første symptomer i 20-årsalderen, og at der de første 10 år ikke var en udvikling i sygdommen. Fra 2004 udviklede sygdommen sig i ryk med cirka fem års mellemrum, og omkring 2007/2008 fik klager problemer med vejrtrækningen. Ifølge rapporten havde klager de seneste 3-4 år oplevet konstante smerter, ligesom forbruget af smertestillende medicin var steget voldsomt. I juni 2016 fik klager foretaget en fornyet muskelbiopsi for at få stillet en mere præcis diagnose i forhold til undertype. Biopsien havde ikke vist tegn på muskeldystrofi, og der var ikke givet en endelig diagnose. På tidspunktet for rapporten var klager fortsat under udredning. Nuværende tydede på en betændelsestilstand (myositis) eller en form for mitokondrie sygdom. Uanset diagnose havde klager ifølge rapporten en neuromuskulær lidelse, der gav ham betydelige symptomer og var progredierende med varigt funktionstab. Klager havde et betydeligt begrænset funktionsniveau trods store mængder af smertestillende medicin smerter. Klagers smerter var ifølge rapporten det altoverskyggende problem. Smerterne var konstante og blev øget ved belastning. Klager havde primært smerter i lårene og i skulderregionen. Det fremgår også af rapporten, at klager havde nedsat kraft på forsiden af kroppen, dvs. mave og halsmuskler, væsentligt nedsat kraft omkring skuldrene, betydeligt nedsat kraft over hofterne og nedsat kraft i knæbøjerne. Anvendelse af sikkerhedssko udtrættede den svage muskulatur. Han kunne ikke løfte ting over skulderniveau og blev hurtigt udtrættet, når han løftede og bar noget. Han skubbede fra med hånden for at rejse sig fra fx en stol. Den nedsatte kraft betød, at klager ved meget få gentagelser særligt omkring hofter og skulder blev hurtigt udtrættet. Funktioner som gang, gang på trapper, at rejse/sætte sig og at løfte og bære ting var meget belastende for klager. Han blev tiltagende træt i løbet af ugen og brugte weekenden på at samle kræfter. Klager havde let nedsat lungefunktion. Lungefunktionen var væsentlig nedsat ved hoste. Han blev let forpustet og havde svært ved at hoste igennem. Ifølge rapporten var sygdommen fremadskridende, og den mistede muskelkraft kunne ikke genvindes. Der kunne dog ændres på smerter og træthed ved at justere det daglige aktivitetsniveau, særligt i forhold til arbejdet, som han havde tiltagende vanskeligt ved at klare. I forhold til arbejdet er det beskrevet, at klager var beskæftiget med ekspedition af kunder fra computer og telefonsalg. Han gik cirka 20-25 meter for at hente ofte tunge varer på hylderne til forsendelse. Han havde arbejdet fuld tid frem til april 2016, hvor han blev deltidssygemeldt. På tidspunktet for rapporten arbejdede han fire timer dagligt. Klager havde behov for at sove et par timer efter en firetimers arbejdsdag. Klager kunne ifølge rapporten næsten trappe ud af medicinen under ferie, men var efterfølgende oppe på massive mængder medicin. På tidspunktet for rapporten anvendte klager ingen hjælpemidler. Ifølge rapporten var det nødvendigt med et mindre belastende arbejde. Klager mente ikke, at han kunne magte de arbejdsopgaver, som han havde, og han havde gjort sig tanker om et fremtidigt job som mentor for unge udsatte. Klager blev den 31. maj 2017 afskediget til fratrædelse ved udgangen af november 2017. Afskedigelsen var begrundet i, at klager havde oplyst indklagede om, at han alene kunne arbejde to timer om dagen svarende til 10 timer om ugen. Da klagers sygdom efter de oplysninger, der var forelagt indklagede, var progredierende og uden udsigt til bedring, var indklagede af hensyn til virksomhedens drift nødsaget til at opsige ham. Indklagede havde undersøgt mulighederne for ansættelse på skånevilkår, herunder i fleksjob, men dette var ikke muligt. Klager blev fritstillet i opsigelsesperioden. Klagers faglige organisation henvendte sig til indklagede i anledning af afskedigelsen den 31. maj 2017. Indklagede svarede hertil den 14. juni 2017, at det ikke var dokumenteret, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede svarede også, at indklagede under hele klagers sygdomsforløb havde bestræbt sig på at behandle klager ordentligt og i videst muligt omfang at fastholde ham på arbejdspladsen. Indklagede oplyste desuden, at der i indklagedes afdeling i A by, hvor klager var ansat, var tre fuldtidsmedarbejdere, der alle skulle kunne varetage de forskellige arbejdsfunktioner, som butiksdriften fordrede. Afdelingen havde i perioder været bemandet med to fuldtidsansatte og en deltidsansat, blandt andet mens klager var deltidssygemeldt. Som følge af afdelingens størrelse påvirkede det arbejdsbyrden for de øvrige ansatte, når en medarbejder ud af tre gik betydeligt ned i arbejdstid, ligesom det vanskeliggjorde den nødvendige bemanding af butikken i den fulde åbningstid. Indklagede oplyste, at indklagede havde udvist stor fleksibilitet og trukket ekstraordinært på de øvrige medarbejderes ressourcer i den periode, hvor klager havde arbejdet 20 timer om ugen. Det var ifølge indklagede ikke muligt at få enderne til at nå sammen, hvis klager alene kunne arbejde 10 timer om ugen. Indklagede fandt det ikke muligt at ansætte en yderligere medarbejder på nedsat tid, da indklagede ved en opdeling af klagers oprindelige fuldtidsstilling ville miste effektivitet, kontinuitet og fleksibilitet, særligt henset til at klager kun kunne arbejde to timer om dagen. Indklagede vurderede, at det ville indebære en uforholdsmæssig stor del af arbejdsdagen at overdrage arbejdsopgaver, hvis en sædvanlig arbejdsdag blev opdelt på to medarbejdere. Det var også indklagedes vurdering, at der ville opstå risiko for fejlekspeditioner, hvis der skulle ske en videreformidling mellem flere medarbejdere. Kunderne skulle opleve en kontinuitet, når de handlede hos indklagede, hvilket de ville miste. Det var af stor betydning for indklagede, at kunderne kunne tilbydes en god kundeservice, herunder at den medarbejder, som kunderne indledningsvist havde kontakt med, var tilgængelig, hvis der opstod behov derfor. Det satte også ifølge indklagede en begrænsning i fleksibiliteten af arbejdstidsplanlægningen, når en medarbejder kun kunne arbejde to timer om dagen, herunder i forhold til at opretholde en rimelig turnus af lørdagsvagterne. Klager ville således ikke kunne indgå i det sædvandlige vagtrul, hvorved de øvrige medarbejdere oftere ville skulle arbejde om lørdagen. Det var ifølge indklagede ikke muligt at tilpasse klagers arbejdsfunktion, så han kunne undgå tunge løft. Indklagedes hovedafdeling i B by varetog alle administrative opgaver, og klagers afdeling havde derfor alene de opgaver, som klager udførte, og som var for byrdefulde for ham. Det var heller ikke muligt i de omkringliggende afdelinger at finde mindre belastende arbejdsopgaver, der lå inden for klagers kompetenceområder. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 24. august 2017. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven, da afskedigelsen var direkte begrundet i klagers handicap, og da indklagede ikke iagttog sin tilpasningsforpligtelse. Klager ønsker godtgørelse på 292.320 kr. svarende til ni måneders løn. Klager henviser til U2014. 990V. Klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, idet han har en langvarig/varig fysisk funktionsnedsættelse og kompensationsbehov, så han kan fungere på lige fod med andre arbejdstagere. Klager blev deltidssygemeldt den 18. april 2016 på grund af en tiltagende forværring af symptomerne. Indklagede var bekendt med, at klagers lidelse måtte forventes at være omfattet af forskelsbehandlingslovens beskyttelse, og indklagede havde derfor en forpligtelse til at foretage tilpasningsforanstaltninger. Klagers symptomer og funktionsevne er beskrevet i konsulentrapport af 25. august 2016 fra Rehabliteringscenteret. Konsulentrapporten blev blandt andet sendt til klagers praktiserende læge og klagers bopælskommune. Bopælskommunen kontaktede indklagede i efteråret 2016/foråret 2017 for at afsøge mulighederne for et fleksjob og afklare klagers arbejdsevne. Kommunen tog også initiativ til, at en fastholdelseskonsulent tog kontakt til indklagede med henblik på at få den faktiske arbejdsevne beskrevet. Derudover informerede klager indklagede om forværringen og baggrunden herfor i takt med, at klager selv blev bekendt dermed. Den 28. april 2017 blev klager bedt om at gå hjem og betragtede sig herefter som suspenderet/fritaget fra tjeneste. Under en telefonsamtale mellem kommunen og indklagede i slutningen af april 2017 afviste indklagede, at klager kunne fortsætte ansættelsen på ændrede vilkår. Særligt på grund af, at klagers arbejdstid skulle nedsættes til 10 timer om ugen, afviste indklagede at forsøge arbejdsprøvning, tilpasningsforanstaltninger og lignende. Klager opdagede i starten af maj 2017, at indklagede havde opslået en ledig stilling som ekspedient til klagers afdeling. Den 22. maj 2017 afholdt klagers faglige organisation møde på virksomheden for at finde en løsning på, hvordan klager kunne fortsætte med at arbejde hos indklagede, men indklagede var ikke indstillet på, at klager skulle fortsætte ansættelsen. Indklagede erkendte på mødet at have modtaget rapporten fra Rehabiliteringscenteret. Selvom indklagede ikke er forpligtet til at ændre omfattende i en eksisterende stilling, har arbejdsgiveren pligt til at undersøge, hvad der er muligt. En sådan undersøgelse kan ikke ske med tilbagevirkende kraft, således at indklagede efter sagens indbringelse for Ligebehandlingsnævnet kan komme med den konklusion, at alle tilpasningsmuligheder under alle omstændigheder ville være uproportionale. Indklagede har under hele forløbet været fuldstændig afvisende over for at undersøge mulighederne for, at klager kunne forblive i stillingen, og indklagede har aldrig undersøgt, om klagers arbejdsopgaver med afdelingsledelse kunne flyttes, eller om klagers forventede ugentlige arbejdstid på 10 timer under visse betingelser kunne være tilstrækkelig. Indklagede undersøgte heller ikke muligheden for, at klager kunne omplaceres i en stilling som ”ren” ekspedient, hvilket klager var indstillet på og også selv bragte på banen som en mulighed. Frem til 2016 var klagers afdeling bemandet med tre ansatte, heraf to i butikken og en på lager/chauffør. Efterfølgende ansatte indklagede en person mere til butikken, og lager/chaufførmedarbejderen gik cirka fire timer ned i arbejdstid pr. uge. Der var således tre fuldtidsansatte og en halvtidsansat, mens der før var 2-3 medarbejdere. Hensynene til indklagedes kunder, som beskrevet af indklagede, ville kunne påberåbes af stort set alle detailforretninger, som har salg og ekspedition af varer til slutkunder som primære virke. Indklagede har ikke fremlagt noget, der understøtter indklagedes synspunkt om, at enhver overlevering af igangværende ordrer særligt og konkret for indklagede ville være skadelig og påvirke indklagedes forretning negativt. Indklagede gør gældende, at klager ikke er omfattet af forskelsbehandlingsloven. Klager har ikke løftet bevisbyrden for, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede blev ikke oplyst om klagers sygdom i forbindelse med ansættelsen. Indklagede blev bekendt med sygdommen i 2016, hvor klager blev deltidssygemeldt. Såfremt nævnet måtte finde, at klager er omfattet af loven, har indklagede truffet de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af klagers konkrete behov for at kunne fastholdes i sin beskæftigelse. Det bestrides, at indklagede ikke foretog sine egne undersøgelser eller vurderinger i forhold til eventuelle mulige tilpasningsforanstaltninger. Indklagede foretog disse undersøgelser i forbindelse med blandt andet kommunens henvendelse til indklagede og i tilknytning til klagers meddelelse om behovet for yderligere nedsat tid. Indklagede bestrider, at undersøgelserne først er sket på et senere tidspunkt. Undersøgelserne skete af indklagedes ledelse på baggrund af afdelingens struktur og afdelingens opgaver. Hver af de 14 lokale salgsafdelinger er som udgangspunkt bemandet med tre fuldtidsmedarbejdere, heraf en afdelingsleder og to salgsekspedienter. Alle medarbejderne i de enkelte afdelinger varetager alle opgaver forbundet med salg i afdelingen, herunder tager de sig af salget til afdelingens kunder, ekspedition af ordrene og pakning af varerne. For at levere den bedst mulige service for kunderne i forhold til ekspeditionstid og leveringskvalitet, ekspederes salget i sin helhed af en enkelt medarbejder. Medarbejderen modtager ordren og sørger for, at varerne bliver pakket og klar til levering, hvilket som udgangspunkt sker inden for samme dag. Der sker sjældent overlevering af et salg fra en medarbejder til en anden. Indklagede bekræfter, at der under klagers ansættelsestid har været en (og samme) chauffør ansat i klagers afdeling, hvilket havde betydning for antallet af salgsekspedienter. Der var således i perioden kun ansat to salgsekspedienter i afdelingen. Chaufførens arbejdstid blev forud for klagers delvise sygemelding nedsat på grund af alder. I forbindelse med klagers sygemelding accepterede chaufføren at gå op i tid igen. Da indklagede blev bekendt med klagers ønske om nedsat arbejdstid på to timer dagligt, så indklagede sig nødsaget til at opslå en ny fuldtidsstilling af hensyn til driften. Den opslåede stilling er blevet besat, og afdelingen er igen bemandet med tre fuldtidsansatte. Chaufføren er nået et stykke over pensionsalderen og er fortsat ansat på halv tid. Indklagede har – uanset at afdelingen nu er bemandet med tre salgsekspedienter – blandt andet grundet chaufførens langvarige ansættelse ikke til hensigt at bringe ansættelsesforholdet til ophør, før chaufføren selv ønsker det. Indklagede var imødekommende over for klagers behov for en deltidssygemelding, som indklagede accepterede i en lang periode (april 2016-maj 2017), hvor klager arbejdede 20 timer om ugen. Deltidssygemeldingen betød, at de øvrige medarbejdere i afdelingen blev pålagt en ekstra arbejdsbyrde, både i forhold til arbejdsmængden og fordelingen af afdelingens åbningstider. Indklagede aflastede også klager i forhold til de ledelsesmæssige funktioner for at nedbringe klagers arbejdsomfang. Der blev også taget hensyn til klagers fysiske begrænsninger. Nedsættelsen af arbejdstiden til to timer om dagen svarende til 10 timer om ugen ville være en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede og ligger uden for tilpasningsforpligtelsen. Efter fast rets- og nævnspraksis er der ikke belæg for, at klager kan forlange, at arbejdstiden nedsættes til næsten ¼ af normal arbejdstid. Det fremgår af betragtning 20 og 21 i beskæftigelsesdirektivet: "Der bør vedtages passende, dvs. effektive og praktiske foranstaltninger med henblik på at tilpasse arbejdspladsen til en handicappet, f.eks. ved at indrette lokaler eller tilpasse udstyr, arbejdsmønstre, opgavefordeling, samt adgang til uddannelse og instruktion” og ”Når det vurderes, om disse tilpasninger medfører en uforholdsmæssig stor byrde, bør der navnlig tages hensyn til de finansielle og andre omkostninger, der er forbundet hermed, samt til organisationens eller virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentlige tilskud eller anden støtte. ” En arbejdstid på to timer om dagen levner ikke mulighed for både at tage imod ordrer og håndtere pakning og afsendelse heraf. En sådan arbejdstid ville medføre, at en væsentlig del af klagers arbejdstid hver eneste dag ville gå med overlevering af ordrer til afdelingens to øvrige medarbejdere med henblik på at færdiggøre ekspeditionen af ordren. Dette ville bryde med den kontinuitet i salgsprocessen, der forudsættes i virksomheden. Det ville også forøge risikoen for fejl i leverancerne og forringe kundernes oplevelse af medarbejdernes tilgængelighed. Det bør inddrages i vurderingen af den byrde, der pålægges indklagede, at afdelingerne er meget små med kun tre medarbejdere. En ansættelse på to timer om dagen ville derfor have indvirkning på driften af afdelingen, herunder medføre en væsentlig begrænsning i arbejdstidsplanlægningen. Indklagede henviser til nævnets afgørelse af 26. august 2015 (j. nr. 2014-6810-36099), hvor det blev tillagt vægt, at der var tale om en mindre virksomhed, og hvor det var af væsentlig betydning, at arbejdsopgaverne blev løst fra dag til dag. For at opretholde indklagedes serviceniveau og tage hensyn til varetagelsen af arbejdsopgaverne i afdelingen, ville indklagede være nødsaget til at ansætte en ny fuldtidsmedarbejder og dermed være tvunget til at opnormere bemandingen. Indklagedes tilpasningsforpligtelse kan ikke udstrækkes hertil, jf. U2016. 2463H, hvoraf det fremgår: ”. . . det ikke lå indenfor K 's tilpasningsforpligtelse som arbejdsgiver at opnormere bemandingen ved at ansætte en yderligere medarbejder på fuld tid. ” Højesteret vurderede, at "K's tilrettelæggelse af arbejdet hvilede på saglige hensyn og fandt ikke grundlag for at anfægte K's vurdering af, at det ikke var muligt at tilbyde A en deltidsstilling på 20 timer om ugen og samtidig leve op til K's mål med hensyn til serviceniveau overfor borgere og virksomheder. ” Det fremgår af beskæftigelsesdirektivets betragtning 17, at direktivet ikke kræver fortsat ansættelse eller uddannelse af en person, der ikke er kompetent, egnet eller disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med den pågældende stilling. Klager har oplyst, at han ikke kunne magte sine arbejdsopgaver og ønskede, at hans fremtidige arbejde mere skulle have mentoragtig karakter. Klager var derfor på grund af sin helbredsmæssige tilstand ikke egnet til at udføre de arbejdsopgaver, der varetages i indklagedes salgsafdelinger, idet der ikke i afdelingerne er arbejdsopgaver ud over de opgaver, der varetages af afdelingens salgsekspedienter. Indklagede ville således skulle ”opfinde” opgaver til klager. Klager er ikke kommet med forslag til, hvilke arbejdsopgaver i afdelingen, som klager ville være i stand til at varetage i to timer om dagen. Det var ikke muligt at omplacere klager, uden at dette ville medføre en betydelig transporttid på ikke under tre timer dagligt. Dette forekommer ikke foreneligt med klagers helbredsmæssige tilstand. Såfremt nævnet finder, at klager er berettiget til en godtgørelse, bør denne fastsættes til mindre end påstået af klager henset til sagens omstændigheder og krænkelsens manglende grovhed. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse på grund af blandt andet handicap. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse på grund af handicap. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Det er klager, der har bevisbyrden for, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Det fremgår af konsulentrapport fra RehabiliteringsCenter for Muskelsvind, at klager gennem mange år har haft sygdommen Limb Girdle muskeldystrofi. Igennem de senere år har klager fået gener i form af smerter og nedsat kraft. Han har blandt andet vanskeligt ved at rejse sig, gå og løfte og har siden april 2016 arbejdet på nedsat tid. Ifølge rapporten har klager behov for yderligere nedsat arbejdstid og mindre belastende arbejdsfunktioner, end dem han havde under ansættelsen ved indklagede. Ifølge rapporten er klagers sygdom fremadskridende, og den nedsatte muskelkraft kan ikke genvindes. Det er nævnets vurdering, at klagers smerter og nedsatte muskelstyrke hindrede ham i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, og at denne begrænsning var af lang varighed. Klager havde derfor et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede var efter det oplyste på tidspunktet for afskedigelsen bekendt med konsulentrapporten fra Rehabiliteringscenteret, ligesom indklagede havde imødekommet klagers behov for nedsat arbejdstid fra april 2016 og frem til afskedigelsen i maj 2017. Indklagede vidste derfor eller burde vide, at klagers helbredsmæssige tilstand var et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Når arbejdsgiveren er bekendt eller burde være bekendt med lønmodtagerens handicap og det deraf følgende behov for tilpasningsforanstaltninger, er arbejdsgiveren efter forskelsbehandlingslovens § 2 a forpligtet til at undersøge og eventuelt afprøve mulige, hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger. Det er indklagede, der skal bevise, om tilpasningsforpligtigelsen er overholdt. Forskelsbehandlingslovens § 2 a gennemfører beskæftigelsesdirektivets artikel 5 og skal fortolkes i lyset af dette direktiv, herunder de indledende betragtninger i direktivet. Det fremgår af direktivets betragtning nr. 20, at tilpasningsforanstaltninger kan være f.eks. at tilpasse arbejdsmønstre og opgavefordeling. Ved EU-Domstolens dom af 11. april 2013 er det i præmis 55 fastslået, at også nedsættelse af arbejdstiden kan udgøre en tilpasningsforanstaltning. Det følger af betragtning nr. 17 i beskæftigelsesdirektivet, at der med forbehold for forpligtelsen til i et rimeligt omfang at foretage tilpasninger ikke kan kræves ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med pågældende stilling. Klager varetog sit arbejde, der indebar ekspedition af ordrer, herunder at hente varer på hylder og pakke dem til kunder, på nedsat tid fra april 2016 til maj 2017. Indklagede imødekom således klagers behov for nedsat arbejdstid i denne periode. Nævnet lægger til grund, at indklagedes afdeling i B by varetog administrative opgaver, og at de 14 øvrige afdelinger varetog salgsekspedition. Nævnet lægger også til grund, at strukturen i afdelingerne var således, at de få medarbejdere i hver afdeling som udgangspunkt varetog alle funktioner. I klagers afdeling varetog en af afdelingens medarbejdere chauffør/lagerarbejde. Klager blev afskediget, da indklagede blev bekendt med klagers behov for yderligere nedsat arbejdstid, hvilket ville indebære en daglig arbejdstid på to timer. Nævnet vurderer, at klager ikke længere var egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i stillingen. Nævnet lægger vægt på, at klager som følge af nedsat kraft og smerter havde vanskeligt ved at udføre sin arbejdsfunktion, der indebar at rejse sig fra en stol og at løfte emner, samt at han alene kunne arbejde op til to timer om dagen. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 2 a, om arbejdsgivers tilpasningsforpligtelse - § 7a om delt bevisbyrde <2017-6810-46611>

Versioner

1. 2018-01-20