Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - hudfarve og race - adgangsbegrænsning - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/10384@2018-01-20/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - hudfarve og race - adgangsbegrænsning - ej medhold
J. nr. 2017-6811-43589 Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at en kvinde af afrikansk oprindelse blev afvist ved døren til en restauration. Der var ikke i sagen fremlagt oplysninger, der tydede på, at afvisningen var begrundet i kvindens hudfarve eller etniske oprindelse. Kvinden fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev afvist ved indgangen til en restauration. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager den 5. august 2017 blev nægtet adgang til indklagede. Sagsfremstilling Der er klaget over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med en episode den 5. august 2017, hvor klager blev nægtet adgang til den indklagede restauration. Klager er af afrikansk oprindelse. Klager har i sagen fremlagt en udtalelse fra en veninde, som var til stede den pågældende aften. I udtalelsen henviser veninden til, at hun og hendes veninde blev nægtet adgang til den indklagede restauration den 5. august 2017, og at dørmanden blot svarede ”nej” uden at begrunde afvisningen nærmere. Det fremgår endvidere af udtalelsen, at deres ven kom ud fra restaurationen og spurgte dørmanden om, hvorfor veninden var blevet nægtet adgang. Dørmanden svarede hertil, at afvisningen var begrundet i kvindens attitude. Klagen er indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 7. august 2017. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at den indklagede restauration ved episoden har forskelsbehandlet hende på grund af hendes race og etniske oprindelse. Klager blev ved sin ankomst til den indklagede restauration stoppet af dørmanden. Klager oplyste til dørmanden, at hun ville mødes med nogle venner på restaurationen. Dørmanden afviste klager ved indgangen med et svagt ”nej”. Da klager ikke hørte svaret, begyndte hun at gå ind, hvorefter dørmanden greb hende om håndleddet. Dørmanden anvendte herved unødig vold, og han var aggressiv. Grebet var meget grænseoverskridende for klager. Klager spurgte dørmanden, hvorfor han nægtede hende adgang. Dørmanden svarede blot ”det er et nej, og sådan er det bare”. Klager blev vred og ked af det, og hun skrev til sine venner, at hun var blevet afvist ved indgangen, og at de gerne måtte komme ud til hende. På en af klagers venners forespørgsel til dørmanden om, hvorfor klager ikke kunne få adgang til restaurationen, svarede dørmanden blot, at han havde sagt ”nej” til klager. En af klagers veninder ankom til stedet. Veninden er af afrikansk oprindelse, og hun blev også nægtet adgang til restaurationen. Den i sagen fremlagte vidneerklæring er fra denne veninde. Vidneerklæringen bekræfter, at dørmanden den pågældende aften afviste kunder af afrikansk oprindelse uden at begrunde afvisningerne nærmere. Klager forsøgte at indgå i en dialog med dørmanden. Hun udtrykte over for ham, at hun ikke ville acceptere, at han på den måde ”frasorterede” hende. Dørmanden bad klager forlade området. Klager vil ikke finde sig i at blive diskrimineret på grund af sin hudfarve, race, etniske oprindelse eller påklædning. Det er ikke rimeligt, at hun blev afvist ved indgangen uden begrundelse. Klager mener, at man som gæst bliver mere diskussionslysten og irritabel, når man bliver nægtet adgang uden at få en begrundelse. Dette er årsagen til, at klager blev lettere irritabel. Hun var dog ikke irritabel på tidspunktet, hvor hun blev nægtet adgang. Indklagede gør gældende, at de ikke ved episoden har forskelsbehandlet klager. Det er korrekt, at klager blev afvist ved indklagedes indgang. Afvisningen skyldtes, at klager nægtede at følge dørmandens instruks, og at hun prøvede at trænge sig ind uagtet dørmandens afvisning. Klager virkede irritabel. Hun optrådte højtråbende, og hun udviste en aggressiv adfærd over for dørmanden ved hans første kontakt med hende. Det er indklagedes faste praksis, at en afvisning ved indgangen ikke begrundes, idet en begrundelse ofte vil føre til længerevarende diskussioner med de afviste kunder. Da klager blev afvist ved indgangen, kom klagers venner efterfølgende ud fra restaurationen. Klagers venner var af anden etnisk oprindelse end dansk, og de var tidligere på aftenen blevet tilladt adgang til restaurationen af den samme dørmand. På klagers venners forespørgsel til dørmanden om, hvorfor klager ikke kunne få adgang til restaurationen, oplyste dørmanden, at dette skyldtes klagers aggressive adfærd. Mens dørmanden talte med en af klagers venner, råbte klager aggressivt ”racist”, ”asshole” og andre ukvemsord. Ifølge dørmanden udtrykte klagers ven forståelse for, at klager ikke kunne få adgang til restaurationen. Klager hentede herefter sin bil og kørte op foran restaurationen, hvorefter klagers venner satte sig ind i bilen. Inden klager kørte væk, steg hun ud af bilen, gav dørmanden ”skråt op-fingeren” og råbte ”racist”. Det er indklagedes praksis, at når personer er aggressive, undvigende eller udviser anden mistænksom opførsel, så bliver de stoppet af indklagedes dørmand, som taler med dem for at kunne vurdere, om de eventuelt vil forårsage problemer for restaurationens personale eller andre gæster. Indklagede afviste således ikke klager ved indgangen på grund af hendes etniske oprindelse. Hun blev udelukkende afvist på grund af hendes adfærd og attitude. Det forhold, at dørmanden tidligere på aftenen havde tilladt adgang til restaurationen for klagers venner viser også, at klager ikke blev afvist på grund af sin etniske oprindelse. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hendes etniske oprindelse helt eller delvist er blevet tillagt vægt ved indklagedes vurdering af, om hun kunne få tilladt adgang til restaurationen. Indklagede gør afslutningsvis gældende, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan behandle klagen, da en afklaring af, hvad der blev sagt mellem parterne den pågældende aften kræver bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Indklagede henviser til Ligebehandlingsnævnets afgørelser med j. nr. 2013-6811-24553, j. nr. 2016-6811-25231 og j. nr. 2015-6811-33952. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse. Det er udtryk for direkte forskelsbehandling at nægte en person adgang til en restauration på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse. Det gælder også, hvis personen bliver afvist med en anden begrundelse, mens årsagen til afvisningen i virkeligheden er den pågældendes race eller etniske oprindelse. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet krænket. Der er for nævnet ikke oplysninger, der tyder på, at afvisningen af klager ved døren til restauranten var begrundet i klagers hudfarve eller etniske oprindelse. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Lov om etnisk ligebehandling - § 2, om lovens anvendelsesområde - § 3, om forbud mod forskelsbehandling - § 7, om bevisbyrde <2017-6811-43589>