Offererstatningslovens § 10 - krav ikke gjort gældende i retten under straffesagen, nævnets j.nr. 15-520-07805
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/10563@2017-03-27/da
Indhold
Offererstatningslovens § 10 - krav ikke gjort gældende i retten under straffesagen, nævnets j.nr. 15-520-07805
Skadevolder blev dømt for at have revet ansøger i håret samt slået hende i hovedet én gang med flad hånd. Under sagens behandling ved retten nedlagde bistandsadvokaten påstand om godtgørelse for svie og smerte svarende til 3 sygedage samt erstatning for et par sko. Bistandsadvokaten tog endvidere forbehold for senere at fremsætte krav om godtgørelse for varigt mén. Bistandsadvokaten oplyste i den forbindelse, at et varigt mén ikke kunne opgøres allerede under sagens behandling ved retten, da ansøger fortsat gik til psykolog og fysioterapeut. Senere fremsatte ansøger krav om godtgørelse for varigt mén samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab og helbredelsesudgifter i form af udgifter til fysioterapeut. Nævnet meddelte ansøger afslag på erstatning for udgifter til fysioterapeut under henvisning til offererstatningslovens § 10, stk. 1. Nævnet fandt ikke, at der gjorde sig særlige forhold gældende i forhold til kravet om erstatning for udgifter til fysioterapeut, der gjorde, at nævnet i medfør af offererstatningslovens § 10, stk. 2, kunne se bort fra, at der ikke af bistandsadvokaten under sagens behandling i retten var nedlagt påstand om erstatning for udgifter til fysioterapeut eller taget forbehold herfor. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger allerede under sagens behandling ved retten blev behandlet ved fysioterapeut, og at ansøger derfor allerede på dette tidspunkt indså eller burde have indset, at hun havde eller ville få et krav på erstatning for udgifter til fysioterapi. For så vidt angår ansøgers ansøgning om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab besluttede nævnet sig imidlertid for at dispensere fra kravet i offererstatningslovens § 10, stk. 1. Begrundelsen for dispensationen var, at ansøger, henset til skadens karakter, ikke på tidspunktet for sagens behandling i retten havde rimelig grund til at forvente, at der ville opstå et krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Nævnet fandt derfor, at der kunne ses bort fra, at ansøger ikke havde fremsat krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller tab af erhvervsevne eller taget forbehold herfor under sagens behandling ved retten.