Offererstatningslovens § 11 a - retskrav, nævnets j.nr. 16-520-09698
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/10574@2018-07-12/da
Indhold
Offererstatningslovens § 11 a - retskrav, nævnets j.nr. 16-520-09698
Forurettede blev udsat for vold, og skadevolder blev efterfølgende dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Under straffesagens behandling nedlagde forurettede påstand om godtgørelse efter erstatningsansvarsloven § 26, stk. 3, med 10.000 kr. Skadevolder bestred erstatningspligten og henviste til, at der i det foreliggende tilfælde ikke var hjemmel til at tilkende ansøgeren godtgørelse. I dommen tog retten påstanden om godtgørelse til følge uden nærmere begrundelse. Nævnet tilkendte ansøgeren krænkelsesgodtgørelse i overensstemmelse med dommen. Nævnet lagde herved vægt på, at retten henset til skadevolderens indsigelser måtte antages at have foretaget en egentlig prøvelse af, om volden havde indebåret et sådant særlig groft angreb på ansøgerens person, at skadevolders erstatningspligt også omfattede godtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 a. Da skadevolderen ikke havde bestridt kravet størrelsesmæssigt, fandt nævnet derimod ikke at være bundet af rettens udmåling af krænkelsesgodtgørelsen. Nævnet fandt dog ikke grundlag for at udmåle krænkelsesgodtgørelsen til et andet beløb end retten.