Offererstatningslovens § 13 - 2-årsfristen, nævnets j.nr. 14-520-05822
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/10575@2018-07-12/da
Indhold
Offererstatningslovens § 13 - 2-årsfristen, nævnets j.nr. 14-520-05822
Forurettede blev den 27-11-2011 udsat for vold, og den 12-01-2012 blev skadevolder dømt for overtrædelse af straffelovens § 244. Nævnet modtog den 22-02-2012 ansøgers ansøgning om erstatning, herunder om godtgørelse for svie og smerte i perioden fra den 27-11-2011 til den 12-01-2012. Nævnet bad den 13-03-2012 om en lægeerklæring som dokumentation for, at forurettede havde været sygemeldt som følge af hændelsen i den ansøgte periode. Ved henvendelse af den 07-09-2012, anførte forurettedes advokat, at kravet ikke kunne opgøres endeligt på grund af manglende materiale, som advokaten afventede. Den 25-09-2012 bad nævnet derfor endnu engang om en lægeerklæring. Den 14-11-2014 genfremsatte forurettede kravet om godtgørelse for svie og smerte for perioden efter hændelsen og opgjorde dette til en periode på 5 måneder samt en yderligere periode med deltidssygemelding. Den 25-03-2015 modtog nævnet en udfyldt lægerklæring samt forurettedes lægejournal. Anmodningen om genoptagelse af kravet blev således indgivet ca. 2 år og 11 måneder efter, at der blev afsagt dom i sagen, og ca. 2 år og 9 måneder efter, at forurettede første gang blev anmodet om at dokumentere sit krav nærmere. Nævnet meddelte herefter afslag på ansøgningen om godtgørelse for svie og smerte med henvisning til offererstatningslovens § 13, stk. 3. Nævnet lagde til grund, at kravet vedrørte en periode umiddelbart i forlængelse af hændelsen den 27-11-2011, hvorfor forurettede allerede her indså eller burde have indset sit krav. Nævnet fandt endvidere, at 2-årsfristen i § 13, stk. 3, senest skulle regnes fra den 13-03-2012, hvor nævnet første gang anmodede forurettede om at indsende behørig dokumentation for sit krav. Nævnet henviste endeligt til Højesterets kendelse U. 2013.1823H, hvor Højesteret fandt, at krav om blandt andet godtgørelse for svie og smerte ikke forældes successivt efter forældelsesloven, hvilket efter nævnets praksis kan overføres til reglen i offererstatningslovens § 13. Da forurettedes krav om godtgørelse for svie og smerte løb uafbrudt fra hændelsen den 27-11-2011 var hele forurettedes krav herefter ”forældet”.