Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-01036

GældendeVersion 2017-02-02
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9052@2017-02-02/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-01036

METROSAG 1: Weekendavisen kritiseres for manglende forelæggelse af krænkende beskyldninger om indblanding i organiseret narkotikahandel En række medier omtalte, at fagforeningen 3F havde politianmeldt nogle entreprenører på metrobyggeriet i København og på letbanen i Århus . Metroselskaberne CMT og Salini, der ikke var politianmeldt, klagede over omtalen. Pressenævnet kritiserede Weekendavisen for at bringe krænkende beskyldninger mod selskaberne, uden at selskaberne fik mulighed for at udtale sig. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Copenhagen Metro Team I/S (CMT) og Salini Impreglio S.p. A. (Salini) har klaget over Weekendavisens forsideartikel ”De kom med toget” og en artikel på side fire ”Mafiaen i detaljen” , der omhandler en politianmeldelse. CMT er blandt andet ejet af italienske Salini, ligesom en af CMT’s tre bestyrelsesmedlemmer har italiensk postadresse. Det danske Metroselskabet I/S har indgået hovedentrepriser med CMT og Ansaldo STS. CMT har ansvaret for anlægsentreprisen (anlægsarbejder under jorden) i København, mens et andet selskab, Ansaldo STS, har ansvaret for togsystementreprisen (togene og sporanlæg) i København. Ansaldo STS har endvidere indgået kontrakt om leverancer til Aarhus Letbane. Retlig interesse CMT og Salini har anført, at Weekendavisen indikerer, at CMT som en af Metroselskabet I/S’ ”italienske entreprenører” (CMT og Ansaldo STS) er blevet anmeldt til politiet. Weekendavisen har anført, at CMT og Salini ikke er omtalt som politianmeldt i artiklerne. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. I artiklen ” Mafiaen i detaljen ” omtales hverken Salini eller CMT. Ansaldo STS er omtalt, bl.a. i følgende afsnit: ”Usynlige firmaer Nicofer og NWC [New World Construction] dukkede ifølge 3F op i Danmark i løbet af i år. Fagforbundet mener, at de har haft omkring et par hundrede mand beskæftiget i underentrepriserne i forbindelse med opførelsen af blandt andet den nye Cityring i København og Letbanen i Aarhus, skønt det, som det fremgår af forsideartiklen, bør påpeges, at Ansaldo, der er til stede i begge byer, i modstrid med 3F afviser, at de to selskaber er at finde som underleverandører til deres arbejde. ” Uanset, at CMT og Salini ikke er omtalt i artiklen ” Mafiaen i detaljen ” på avisens side fire indgår artiklen i så nær en indholdsmæssig sammenhæng med forsideartiklen, hvori CMT og Salini er nævnt ved navn, at der er grundlag for at realitetsbehandle klagen over begge artikler. Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at CMT som entreprenør på Cityringen i København kan opfattes som del af forsideudsagnet ” 3F har meldt Københavns Metroselskabs og Aarhus Letbanes italienske entreprenører til politiet ”. Klagen behandles. Kompetence Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet kan tage stilling til, hvorvidt god presseskik er tilsidesat, og hvorvidt en klager har krav på at få bragt et genmæle efter medieansvarslovens kapitel 6. Spørgsmålet om, hvorvidt straffeloven er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Dette forhold behandles derfor ikke. CMT og Salini har den 2. december 2016 frafaldet klagen over krav på genmæle, og klagen behandles derfor alene for så vidt angår spørgsmålet om god presseskik. God presseskik CMT og Salini har klaget over, at Weekendavisen ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik, og at omtalen giver indtryk af, at CMT som en af Metroselskabet I/S’ entreprenører er politianmeldt. Kildekritik CMT og Salini har klaget over, at Weekendavisen ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik over for fagforeningen 3F, der står bag de omtalte politianmeldelser. Ifølge klagerne burde Weekendavisen også selv have talt med 3F’s fire anonyme kilder og ikke blot videregive tredjehåndsforklaringer. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A. 2. ¬ Pressenævnet finder, at indholdet af fagforeningen 3F’s politianmeldelse kan være farvet af foreningens egen interesse. Det forhold gav Weekendavisen anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for fagforeningen 3F’s oplysninger og kommentarer. Pressenævnet finder dog, at det klart fremgår, at Weekendavisens gengiver indholdet af politianmeldelser, herunder 3F’s forklaringer og oplysninger fra fire anonyme vidner. Det må derfor have stået klart, at fagforeningen 3F’s udtalelser må anses for et partsindlæg i sagen, og at sagen ikke havde været undergivet en politimæssig efterforskning. Da politianmeldelsen efter det oplyste er refereret korrekt, finder Pressenævnet ikke grundlag for at fastslå, at Weekendavisen har tilsidesat god presseskik ved ikke at være tilstrækkelig kildekritiske over for 3F eller ved ikke at tale med de fire anonyme arbejdere. Nævnet bemærker, at der er bl.a. bragt kommentarer fra driftslederen (chief operating officer) i Copenhagen Metro Team, direktøren for Aarhus Letbane I/S, pressechefen i Metroselskabet I/S og Ansaldo STS’ projektdirektør i artiklen ”De kom med toget” . Underrubrikken ”3F har meldt Københavns Metroselskabs og Aarhus Letbanes italienske entreprenører til politiet […]” CMT og Salini har klaget over, at det i underrubrikken og artiklerne i strid med sandheden fremstilles som om, at CMT er blevet politianmeldt. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A. 6. Fagforeningen 3F indgav den 21. september 2016 politianmeldelse til Københavns Politi vedrørende mistanke om leverancer af ”hvidt pulver” på Cityringens byggepladser i København, ligesom der blev indgivet politianmeldelse til Østjyllands Politi vedrørende mistanke om ”hvidvaskning, narkosmugling og skattesvindel” i forbindelse med arbejdet med Aarhus Letbane. I Pressenævnets kopier af politianmeldelserne er virksomheds- og stednavne anonymiseret. Klagerne og Weekendavisen er dog enige om, at hverken CMT eller Salini er nævnt i politianmeldelserne. På denne baggrund lægger nævnet til grund, at CMT og Salini ikke er anmeldt, men at virksomhederne New World Construction og Nicofer er omtalt i anmeldelserne. Af underrubrikken på forsiden af Weekendavisen fremgår det, at: ”3F har meldt Københavns Metroselskabs og Aarhus Letbanes italienske entreprenører til politiet. […]” Pressenævnet finder, at underrubrikken indledningsvis kan efterlade tvivl om, hvilke selskaber, der er politianmeldt, herunder om selskaberne Salini og CMT er blandt de politianmeldte selskaber. Det fremgår imidlertid af omtalen, at New World Construction og Nicofer er politianmeldt. Under hensyn til, at det er faktisk korrekt, at fagforeningen 3F havde politianmeldt nogle underentreprenører i forbindelse med byggeriet af metroen i København og letbanen i Århus, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere underrubrikkens upræcise formulering. Nævnet har også lagt vægt på, at det må være klart for læsere af forsideartiklen, at Weekendavisen i underrubrikken ikke henviser til CMT. CMT er således citeret for at have henvendt sig til politiet samt for at ville være behjælpelige i forhold til politiets undersøgelser. Pressenævnet udtaler ikke kritik. Korrekt information og forelæggelse CMT og Salini har videre klaget over, at Weekendavisen fremstiller det som om, at de har forbindelser til italiensk mafiavirksomhed. Der er ligeledes klaget over avisens manglende forelæggelse. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare jf. punkterne A. 1 og A. 3. Af forsideartiklen fremgår teksten: ”[…] Styret fra Calabrien Videre til København. I november 2010 vandt det italienske selskab Salini Costruttori [ rettelig Salini Impregilo S.p. A., Pressenævnet ] fjerde etape af licitationen til at bygge Cityringen […] Ifølge Ingeniøren gik Metroselskabets administrerende direktør, Henrik Plougmann Olsen, udelukkende »efter laveste pris«. Den leverede italienerne. Siden hen har Salini Impregilo overtaget konkursramte S. E. L. I. og købt Technimont ud, mens det ligeledes italienske jernbanefirma Ansaldo STS fik til opgave at levere tog og lægge skinner. Spørgsmålet i dag må være, om 'den laveste pris' alligevel har fået andre omkostninger. Onsdag aften den 21. september indsendte Palle Bisgaard, næstformand i Byggegruppe i 3F, en anmeldelse til Københavns Politi: »Flere virksomheder på metrobyggeriet i København (er) en central del af en større international narkoring - styret fra Calabrien i Syditalien,« stod der. […]”, og ” Alvorlige oplysninger Man tager ikke let på politianmeldelserne blandt bygherrer og storentreprenører. »Det er alvorlige oplysninger, og derfor har vi også straks anmeldt det til politiet,« forklarer Sigurd Nissen-Petersen, COO [Chief Operating Officer], Copenhagen Metro Team, hovedentreprenør på Metro Cityringen, som bestyres af italienske Salini Impregilo. ” Af artiklen ”Mafiaen i detaljen” i afsnittet ”Usynlige firmaer” på side 4 fremgår følgende afsnit: ”Nicofer og NWC dukkede ifølge 3F op i Danmark i løbet af i år. Fagforbundet mener, at de har haft omkring et par hundrede mand beskæftiget i underentrepriserne i forbindelse med opførelsen af blandt andet den nye Cityring i København og Letbanen i Aarhus, skønt det, som det fremgår af forsideartiklen, bør påpeges, at Ansaldo, der er til stede i begge byer, i modstrid med 3F afviser, at de to selskaber er at finde som underleverandører til deres arbejde. ” Pressenævnet finder navnlig, at beskyldningerne i forsideafsnittet ”Styret fra Calabrien” kan være krænkende for CMT og Salini. I afsnittet omtales Salini sammen med Ansaldo STS som de selskaber, der ved licitationen i København afgav et tilbud med ”den laveste pris”, hvorefter Weekendavisens stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt den lave pris ”har fået andre omkostninger”. Spørgsmålet underbygges af konkretiserede eksempler i artiklerne og får derved en konkret, faktisk karakter. Henset til alvoren i beskyldningen, der konkretiseres ved omtalen af, hvordan lastbiler angiveligt skulle ankomme på de københavnske byggepladser på Øster Søgade og Vasbygade med ”hvidt pulver” (narkotika), finder Pressenævnet, at CMT eller Salini samtidig burde have haft lejlighed til at kommentere beskyldningerne i artiklen, der dels stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt New World Construction og Nicofer arbejder for dem, dels hvorvidt Salinis udbudspris var et dække for illegale aktiviteter på de københavnske metrobyggepladser. Uanset, at CMT er citeret for at have henvendt sig til politiet og vil være behjælpelige i forhold til politiets undersøgelser, finder Pressenævnet, at Weekendavisen burde have forelagt beskyldningen omkring udbudsprisen for klagerne, så CMT eller Salini kunne have kommenteret dem i artiklen. Pressenævnet udtaler kritik af den manglende forelæggelse og pålægger offentliggørelse i medfør af medieansvarslovens § 49. Da den kritiserede omtale er bragt på forsiden af Weekendavisen, kan læserbrevet den 2. december 2016 på side 15 med CMT’s bemærkninger ikke føre til et andet resultat. I medfør af mediansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet den ansvarshavende redaktør af Weekendavisen at offentliggøre følgende henvisning på forsiden af papirudgaven: ”Pressenævnet kritiserer Weekendavisen for at bringe krænkende beskyldninger mod metroselskaberne, Copenhagen Metro Team og Salini. Side [sidetal indsættes af Weekendavisen] ” Pressenævnet pålægger videre den ansvarshavende redaktør af printudgaven at offentliggøre følgende resumé inde i avisen med Pressenævnets logo som illustration: ”[Rubrik] Pressenævnet kritiserer Weekendavisen [Underrubrik] Nævnet kritiserer Weekendavisen for at bringe krænkende ]udokumenterede] beskyldninger mod metroselskaberne, Copenhagen Metro Team og Salini Impregilo uden, at selskaberne gives mulighed for at udtale sig. [tekst] Weekendavisen beskrev i september måned, at fagforeningen 3F havde politianmeldt nogle entreprenører, der arbejdede på metrobyggeriet i København og på letbanen i Århus, for organiseret, international narkotikahandel. På forsiden beskrev Weekendavisen i artiklen ”De kom med toget” og inde i avisen, hvordan der angiveligt skulle være leveret ”hvidt pulver” (narkotika) på byggepladser i stedet for reservedele. Salini ejer hovedparten af selskabet Copenhagen Metro Team (CMT), der har ansvaret for anlægsarbejdet. Et andet selskab har ansvaret for togene og sporanlæg (togsystementreprisen). I artiklen beskrives det også, hvordan selskabet Salini i 2011 afgav det laveste bud vandt licitationen af Københavns metro og dermed retten til at udføre anlægsarbejdet i forbindelse med metrobyggeriet. I forlængelse af beskrivelsen af udbuddet fremgår følgende sætning: ”Spørgsmålet i dag må være, om ’den laveste pris’ alligevel har fået andre omkostninger. ” Salini og CMT har klaget til Pressenævnet, da de mener, at Weekendavisens omtale giver indtryk af, at de er del af organiseret narkotikahandel. Pressenævnet kritiserer Weekendavisen for ikke at give Salini eller CMT mulighed for at udtale sig. Det bemærkes, at både Københavns Politi og Østjyllands Politi efterfølgende har henlagt sagerne. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på: pressenaevnet.dk” For så vidt angår Weekendavisen skal offentliggørelse af nævnets kendelse ske snarest i den første eller en af de første udgaver, der offentliggøres efter nævnets kendelse. Offentliggørelse skal ske på det sted i mediet, hvor mediet har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet (i mediets rettelsesspalte). Har mediet ikke en fast rettelsesspalte, skal offentliggørelse ske på det sted i mediet, der svarer til placeringen af den kritiserede artikel. For så vidt angår Weekendavisens arkiv på weekendavisen.dk skal det sikres, at nye læsere af de påklagede artikler i avisen 30. september 2016 bliver gjort opmærksom på Pressenævnets kritik, hvis det fortsat er muligt at købe adgang på hjemmesiden.

Copenhagen Metro Team I/S (CMT) og Salini Impregilo S.p. A. (Salini) har ved advokat Cristiano Rossi klaget til Pressenævnet over artiklerne ”De kom med toget” og ”Mafiaen i detaljen” begge bragt den 30. september 2016 i Weekendavisen, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere anmodet om at få bragt et genmæle. Sagen er behandlet sammen med Pressenævnets sag nr. 16-70-01057, CMT og Salini mod Berlingske Business, sag nr. 16-70-01059, CMT og Salini mod Fagbladet 3F, og sag nr. 16-70-01060, CMT og Salini mod TV 2, der også vedrører omtale af fagforeningen 3F’s politianmeldelser. CMT og Salini har klaget over, at Weekendavisens omtale giver indtryk af, at de er politianmeldt og del af international, organiseret narkotikahandel. Der er også klaget over avisens manglende forelæggelse. 1 Sagsfremstilling Politianmeldelser Forud for medieomtalen indgav fagforeningen 3F den 21. september 2016 politianmeldelse til henholdsvis Købehavns Politi og Østjyllands Politi. Pressenævnet har en anonymiseret kopi af anmeldelsen. Af anmeldelsen til Københavns Politi fremgår det blandt andet: ”På vegne af Byggegruppen i 3F rettes denne henvendelse. Vi har i den seneste tid fået oplysninger fra flere af hinanden uafhængige kilder, som gør, at vi føler os forpligtet til at orientere Jer. Såfremt disse oplysninger er korrekte, er flere virksomheder på metrobyggeriet i København en central del af en større international narkoring – styret fra Calabrien i Syditalien. Såsom det fortælles uafhængigt af hinanden er: ’Ndrangheta’en køber hele produktioner af kokain i Sydamerika. Kokainen bliver i Sydamerika, indtil der er ”behov” for den. Den sejles derefter til en større havn i Syditalien kontrolleret af ’Ndrangheta’en. Havnen hedder [tekst slettet]. Derfra distribueres den via lastbiler til resten af Europa. Primært i lande hvor italienske virksomheder har byggeaktiviteter. Leveringerne er ofte forklædt som reservedele til maskiner. Vi har fået underretninger om, at der har været sådanne leverancer til byggepladsen på Øster Søgade. Der er forskellige italienske virksomheder, der bruges, og nye kommer til. Det som der ifølge vores oplysninger er fælles, er: at de ansatte ofte er fra [tekst slettet] og at der optræder forskellige familienavne. [tekst slettet] og [tekst slettet] er efter sigende såkaldte ”consigliere” dvs. betroede personer. Involverede virksomheder Ifølge vores oplysninger, er det følgende virksomheder, der er involverede: - [tekst slettet] Der er fortællinger om, at der med reservedelene til maskinen, blev leveret poser af hvidt pulver. Derudover fortælles det, at leverancerne ofte skete om søndagen. Pulveret blev afhentet af forskellige metroarbejdere, fragtet ud til metrocampen på Gamle Vasbygade 50, 2500 KBH S, derfra videre til forskellige pizzeriaer i KBH. Det skulle bl.a. være [tekst slettet] hvor man efter sigende kan købe kokain, hvis man tager en halv liter Coca Cola og betaler kontant med 500 kr. Et andet pizzeria er [tekst slettet] hvor man, efter sigende, får kokain, hvis der bestilles [tekst slettet]. [tekst slettet] fordelt på mange nationaliteter. Men størstedelen af deres ansatte er fra samme region [tekst slettet] i det Sydlige Italien. - [Tekst slettet] og deres underentreprenør [tekst slettet] og [tekst slettet] (alle fra Italien), og som både arbejder i København på metro, S-togbanen mellem Køge og Åmarken, samt Letbanen i Århus og har mere end 200 ansatte i DK. […]” Af nævnets anonymiserede kopi af anmeldelsen til Østjyllands Politi fremgår det blandt andet: ”[…] Med de informationer vi får, lader det til, at byggeriet af Letbanen i Aarhus er et led af en vidtforgrenet mafiavirksomhed, som bruger store anlægsbyggerier til hvidvaskning, narkosmugling og skattesvindel. ” De påklagede artikler Weekendavisen bragte den 30. september 2016 to artikler vedrørende mistanke om organiseret kriminalitet på metrobyggeriet i København. Forsideartiklen ”De kom med toget” havde følgende underrubrik: ” Sten & stoffer. 3F har meldt Københavns Metroselskabs og Aarhus Letbanes italienske entreprenører til politiet. Anklagen går på, at der smugles og videredistribueres kokain fra navngivne byggepladser, og at de bruges til at hvidvaske penge. Bagved hviler en endnu mere alvorlig beskyldning. ” Af artiklen, der fylder halvdelen af forsiden, fremgår blandt andet: ”[Her er en omtale af Giardino-familien og anlægsarbejdet med Aarhus Letbane. ] Styret fra Calabrien Videre til København. I november 2010 vandt det italienske selskab Salini Costruttori [ rettelig Salini Impregilo S.p. A., Pressenævnet ] fjerde etape af licitationen til at bygge Cityringen - Københavns fejrede metro. Det skete i konsortium med to andre byggefirmaer: Technimont og S. E. L. I. Società Esecuzione Lavori Idraulici. Ifølge Ingeniøren gik Metroselskabets administrerende direktør, Henrik Plougmann Olsen, udelukkende »efter laveste pris«. Den leverede italienerne. Siden hen har Salini Impregilo overtaget konkursramte S. E. L. I. og købt Technimont ud, mens det ligeledes italienske jernbanefirma Ansaldo STS fik til opgave at levere tog og lægge skinner. Spørgsmålet i dag må være, om 'den laveste pris' alligevel har fået andre omkostninger. Onsdag aften den 21. september [2016] indsendte Palle Bisgaard, næstformand i Byggegruppe i 3F, en anmeldelse til Københavns Politi: »Flere virksomheder på metrobyggeriet i København (er) en central del af en større international narkoring - styret fra Calabrien i Syditalien,« stod der. Den narkoring, Danmarks største fagforbund refererer til, er den mere ukendte, men i dag største italienske mafiaklan 'Ndrangheta, som stammer fra Calabrien i den italienske støvlesnude - en af landets fattigste egne. […] Scraped bread Fodfæste har de fået nu, mener 3F. Politianmeldelsen refererer fra, hvad »flere af hinanden uafhængige kilder« har fortalt 3F’s Byggegruppe: 'Ndrangheta'en køber kokainen i Sydamerika. Herefter distribueres »den via lastbiler til resten af Europa. Primært i lande hvor italienske virksomheder har byggeaktiviteter. Leveringerne er ofte forklædt som reservedele til maskiner. Vi har fået underretninger om, at der har været sådanne leverancer til byggepladsen på Øster Søgade« - den byggeplads, der ligger for enden af Sortedams Sø på Østerbro, København. Over for Weekendavisen forklarer Byggegruppen, at anklagerne kommer fra fire vidner på byggepladserne, som alle har arbejdet på metrobyggeriet. De fire beskriver ifølge 3F, hvordan de flere søndage har iagttaget en lastbil ankomme på byggepladsen i Sortedams Sø ved Øster Søgade eller i Vasbygade i Sydhavnen. I kasser på ladet, som deklareres at indeholde reservedele, har de observeret »hvidt pulver i poser«. Kilderne siger til 3F, at poserne dagen efter er blevet hentet og videredistribueret til to navngivne pizzeriaer i København. Ifølge kilderne kan kunder herefter købe kokain i det ene københavnske pizzeria ved at bede om »scraped bread« - og i det andet ved at lægge en femhundredekroneseddel for en cola. Alle disse informationer står også at læse i anmeldelsen til Københavns Politi. […] Hvidvaskning og narkosmugling Aarhus Politis Udlændingesektion fik onsdag aften den 21. september ligeledes tilsendt en anmeldelse - samtidig med at det københavnske politi modtog sin anmeldelse fra 3F. Den drejede sig om forholdene på de byggepladser, der for øjeblikket beskæftiger sig med Aarhus Letbane […]. I 2014 vandt et konsortium bestående af det italienske firma Ansaldo STS og det tyske Stadler kontrakt på at bygge Aarhus Letbane. I politianmeldelsen fremgik det, at 3F i den seneste tid har fået meldinger fra »lokale medarbejdere i Aarhus« om navngivne italienske underentreprenører, der angiveligt er til stede i Aarhus; deriblandt New World Construction og Nicofer. […] Alvorlige oplysninger Man tager ikke let på politianmeldelserne blandt bygherrer og storentreprenører. »Det er alvorlige oplysninger, og derfor har vi også straks anmeldt det til politiet,« forklarer Sigurd Nissen-Petersen, COO [ Chief Operating Officer ], Copenhagen Metro Team, hovedentreprenør på Metro Cityringen, som bestyres af italienske Salini Impregilo. »Vi er selvfølgelig behjælpelige på alle tænkelige måder i forhold til politiets undersøgelser, som vi forstår allerede er gået i gang. Nu afventer vi politiets efterforskning i tillid til, at politiet får afklaret sagen.« Claus Rehfeld Moshøj, direktør for Aarhus Letbane I/S, ser også på anklagerne med alvor: »Da vi hørte om det i juli, bad vi derfor straks vores revisionsfirma om at udvide deres igangværende undersøgelse. På nuværende tidspunkt har vi dog ikke kendskab til ulovligheder.« […] På Metroselskabet i København har pressechef Lise Hein denne reaktion på anklagerne: »Hvis der er hold i beskyldningerne, er det meget alvorligt. Organiseret kriminalitet er i sagens natur dybt alvorligt og noget, som håndteres af politiet. […]¬ Er de der overhovedet? Mens det sker, er der en anden splid, som skal afgøres. Er de overhovedet til stede i landet, to af de virksomheder, New World Construction og Nicofer, som 3F udpeger i politianmeldelserne? Lise Hein forklarer, at Metroselskabet i august bad Ansaldo, der står for at lægge skinner og supplere tog til Cityringen, om en samlet liste over alle de konsulentvirksomheder, leverandører og underentreprenører, jernbanefirmaet havde beskæftiget. Hein siger, at Metroselskabet modtog listen i sidste uge: Den viste, at hverken Nicofer eller New World Construction har arbejdet på Cityringen. Også over for Weekendavisen bekræfter Ansaldos projektdirektør, Salvatore Tedesco, at selskaberne ikke arbejder på Cityringen. Han afviser tillige, at de to selskaber har været selvstændige underleverandører på Letbanen i Aarhus. Det er interessant af to grunde. Den ene, fordi 3F over for Weekendavisen fastholder, at New World Construction og Nicofer har arbejdet på Cityringen og på Letbanen. Tre kilder bekræfter over for Weekendavisen, at adskillige, der sagde, de var tilknyttet New World Construction, er blevet set ved to møder, 3F afholdt sammen med byggefirmaet GCF - en af Ansaldos underleverandører - i København for nogle måneder siden. Ifølge RUT-databasen, Registret for Udenlandske Tjenesteydere, arbejder Nico. fer på Aarhus Letbane (bemærk punktummet, som der vil blive redegjort for i artiklen side 4). Derudover forklarer 3F, at de har set arbejderne på byggepladserne i både København og Aarhus gå i Nicofers og New World Constructions tøj. […] Men den frakke kan han (og andre) jo i princippet have med fra en anden arbejdsplads. Denne strid om tilstedeværelse på dansk jord af de to firmaer er ligeledes interessant af en anden grund: New World Construction og Nicofer er påfaldende svære at opspore. Det er næsten, som om de slet ikke ønsker at blive set. Mafiaen i detaljen. Side 4” På side fire i samme udgave af Weekendavisen blev artiklen ”Mafiaen i detaljen” bragt. Artiklen, der fylder hele side fire, havde underrubrikken: ” Organiseret kriminalitet. Weekendavisen er rejst i fodsporene på to af de italienske underleverandører, som fagforbundet 3F har meldt til politiet for mafiavirksomhed. Spørgsmålet er: Har 'Ndrangheta'en bredt sig til Danmark? ” Af selve artiklen fremgår det blandt andet: ”[…] Weekendavisen har valgt at kigge på - Nicofer og New World Construction […]. Usynlige firmaer Nicofer og NWC dukkede ifølge 3F op i Danmark i løbet af i år. Fagforbundet mener, at de har haft omkring et par hundrede mand beskæftiget i underentrepriserne i forbindelse med opførelsen af blandt andet den nye Cityring i København og Letbanen i Aarhus, skønt det, som det fremgår af forsideartiklen, bør påpeges, at Ansaldo, der er til stede i begge byer, i modstrid med 3F afviser, at de to selskaber er at finde som underleverandører til deres arbejde. Mafiaens vugge Hvorfor dette røgslør? Det har en italiensk efterretningskilde, som ønsker at være anonym, et bud på. […] han forklarer, at denne mafiaklans grundlæggende problem er at vaske de uendelige mængder af narkopenge hvide, så de kan investeres i legal virksomhed. Det kræver i sig selv en legal virksomhed, som for eksempel et byggefirma, der har en underentreprise i et større byggeri. Blandt underentreprisens leverandører, der alle er forbundne, skabes en overfaktureringsgenerator, som bliver fodret med sorte penge i den ene ende og trækkes ud som hvide i den anden. […] »Ndrangheta-klanernes største styrke er ikke vold, men korruption. De kan gennem deres virksomheder underbyde alle andre, fordi de dybest set bruger dem til at hvidvaske penge. […] Den [’Ndranghetaen] har næsten monopol på indsmugling af kokain til Europa, og det skønnes, at den i Italien årligt omsætter for cirka 400 milliarder kroner eller omkring tre en halv procent af det italienske bruttonationalprodukt. […]¬ Danske hjælpere […] Og så er det samtidig nødvendigt at se indad og spørge sig, hvem i Danmark der hjælper ' Ndranghetaen. For det er klart, at 'Ndranghetaen aldrig vil kunne slå rødder i en jord, der er sund, men kun hvis den gennem korruption eller fælles interesser finder danskere, der kan bringe dem »gennem tolden«, om man så må sige, sådan som vi også har set det i Tyskland. […] Weekendavisen har forgæves forsøgt at kontakte New World Construction og Nicofer for en kommentar. […]” CMT og Salinis klage over god presseskik samt anmodning om genmæle er modtaget i Pressenævnet den 25. oktober 2016. Ved mail af 18. november 2016 konkretiserede klagerne, hvilke oplysninger de ønskede genmæle over for og fremsendte følgende genmæletekst: ”Weekendavisen bragte i avisens papirudgave fredag den 30. september 2016 på forsiden en artikel med overskriften ”De kom med toget” , og på side fire en artikel med overskriften ”Mafiaen i detaljen” . I artiklerne kædes Copenhagen Metro Team sammen med organiseret kriminalitet i form af narkotikasmugling og benyttelse af Metro-projektet til hvidvaskning af penge, som hidrører fra kriminalitet. Artiklerne efterlader endvidere det fejlagtige indtryk, at fagforeningen 3F har indgivet politianmeldelse mod Copenhagen Metro Team. Artiklerne i Weekendavisen er primært baseret på en politianmeldelse mod andre virksomheder indgivet af fagforeningen 3F, der citerede anonyme kilder, som angiveligt var tidligere medarbejdere på Metro-projektet. De anonyme kilder ønsker imidlertid ikke at stå frem eller at lade sig afhøre af politiet. I anledning af artiklerne har Copenhagen Metro Team selv taget kontakt til politiet, der på Copenhagen Metro Teams Camp har foretaget ransagninger, der ikke har ført til fund af politimæssig interesse, og som heller ikke har underbygget de beskyldninger, som fremgår af artiklerne. De informationer, der i artiklerne bringes om Copenhagen Metro Team, er faktuelt u-underbyggede, udokumenterede og vildledende, ligesom der er tale om for Copenhagen Metro Team skadelige, krænkende og agtelsesforringende udsagn, hvis rigtighed ikke er blevet tilstrækkeligt efterprøvet af Weekendavisen. Sammenhængen mellem Copenhagen Metro Team og enhver kriminel aktivitet er tillige udokumenteret og urigtig. Virksomheden Salini Impregilo er indehaver af den overvejende del af Copenhagen Metro Team, der er hovedentreprenør på Metrobyggeriet. Salini Impregilo er en over 100 år gammel og børsnoteret koncern med aktiviteter i mere end 50 lande og med 35.000 ansatte. Som verdensomspændende entreprenør har Salini Impregilo et omfattende Governance og Compliance Program, som man kan læse mere om på www.salini-impregilo.com” Weekendavisen bragte den 2. december 2016 på side 15 ”Opinion” ovennævnte genmæletekst som debatindlæg under overskriften ” CMT svarer ”. Teksten fyldte en halv avisspalte. På baggrund af debatindlægget frafaldt klagerne ved mail af 12. december 2016 deres krav om genmæle. Et andet medie, tv2.dk bragte den 5. januar 2017 artiklen ”Politiet opgiver efterforskning af mulige mafiaforbindelser til metrobyggeriet”, hvoraf det fremgår, at Københavns Politi efter ransagninger, blandt andet på Gamle Vasbygade, ikke har kunnet finde dokumentation for påstandene i politianmeldelsen. Både Østjyllands Politi og Københavns Politi har henlagt sagerne. Oplysninger om selskabsforhold Af udskrift af 4. januar 2017 fremgår det af Metroselskabet I/S’ (Metroselskabet) hjemmeside m.dk, at selskabet står for anlæg af Cityringen i København og drift af den eksisterende Metro. Det fremgår videre: ”Hovedentrepriser for Cityringen ¬Hovedentrepriser for Cityringen blev indgået 7. januar 2011: Anlægsentreprise indgået med Copenhagen Metro Team (Salini/Tecnimont/Seli). Alle anlægsarbejder under jorden: tunneler, skakte, sporskiftekamre og stationer. Togsystementreprise indgået med Ansaldo STS: metrotog, sporanlæg, kørestrømsanlæg, sikkerhedssystemer, informationssystemer, samt opførelse af et kontrol- og vedligeholdelsescenter ved Vasbygade. Ansaldo STS skal overdrage et driftsklart system og fortsætte som operatør og vedligeholder i fem år, med mulighed for forlængelse i 3 år mere. Cityringens udbud i 2013 Udbud af opgaven med færdiggørelse af Cityringens underjordiske stationer: overflader (gulve, vægge, lofter), ovenlyskonstruktioner, belysning, skiltning, rækværker, informationstavler. Kontrakt er indgået, og kontraktholderen indgår som underleverandør til Cityringens anlægsentreprenør CMT. Anlægsarbejder og togsystemarbejder for afgrening fra Cityringen til Nordhavnen. Kontrakter er indgået. ” Yderligere fremgår det af hjemmesiden letbanen.dk, at Aarhus Letbane I/S (Aarhus Letbane) er ansvarlig for at anlægge letbanen i Aarhus. Af pressemeddelelsen ”Tysk-italiensk konsortium indgår kontrakt på Danmarks første letbane” fra 2014 fremgår det, at Aarhus Letbane har indgået kontrakt med italienske Ansaldo STS og tyske Stadler. Af udskrift af 4. januar 2017 fra Det Centrale Virksomhedsregister (CVR-registret) fremgår det, at Salini, Technimont Civil Construction S.p. A. og S. E. L. I. Sociatà Esecuzione Lavori Idraulici S.p. A. er fuldt ansvarlige deltagere i CMT (ejere i interessentskabet CMT). CMT’s startdato er 21. februar 2011, og de tre bestyrelsesmedlemmer har henholdsvis postadresse i Nigeria, Italien og Abu Dhabi. 2 Parternes synspunkter 2.1 Selskaberne CMT og Salinis synspunkter Retlig interesse CMT og Salini har indledningsvis anført, at de to påklagede artikler fremtræder som en helhed, idet der er krydshenvisninger mellem dem. Det forhold, at de ikke er nævnt ved navn i artiklen på side fire er derfor uden betydning. God presseskik Weekendavisens oplysninger, der præsenteres som faktuelle informationer, er af en sådan art, at der kan være tale om overtrædelser af straffelovens § 267, og artiklerne er i strid med de vejledende regler for god presseskik. Kildekritik CMT og Salini har anført, at artiklerne er baseret på fire anonyme personers udtalelser til fagforeningen 3F’s byggegruppe. Byggegruppen har herefter over for Weekendavisen refereret de hævdede anonyme kilder. Weekendavisen har ikke selv foreholdt oplysningerne for de anonyme kilder, men har blot forladt sig på tredjehåndsoplysningerne fra 3F’s byggegruppe. Hvis fire anonyme vidner, som har arbejdet – men som ikke længere arbejder - på Metrobyggeriet, har udtalt sig som refereret over for 3F, så er det nærliggende, at der kan være tale om skadevoldende hensigter fra tidligere medarbejdere. Det burde Weekendavisen have indset. Weekendavisen har ikke overvejet, om 3F som kilde, som part og som medlemsfinansieret, politisk interesseorganisation agerer efter bestemte interesser, der ikke nødvendigvis er sammenfaldende med CMT og Salinis interesser. Weekendavisen ses således ikke at have udøvet behørig kildekritik. Underrubrikken ”3F har meldt Københavns Metroselskabs og Aarhus Letbanes italienske entreprenører til politiet […]” CMT og Salini har anført, at flere af de informationer, der bringes i artiklerne, er udokumenterede og vildledende. CMT og Salini har i den forbindelse anført, at Weekendavisens angivelse af Metroselskabets "italienske entreprenører" (i flertal) indikerer, at CMT (og Ansaldo STS) er blevet anmeldt til politiet. Det er imidlertid ikke korrekt, at 3F har politianmeldt CMT eller andre firmaer eller underentreprenører med forbindelse til CMT. CMT er anlægsentreprenør, og Ansaldo STS er driftsentreprenør. Metroselskabet I/S’ udbud af anlægsentreprisen og driftsentreprisen foregik som to selvstændige udbud, og Ansaldo STS indgik således ikke i CMT’s budproces og omvendt. De politianmeldte firmaer har ifølge artiklen en forbindelse til Ansaldo STS. CMT og Ansaldo STS har ingen indbyrdes selskabsmæssige eller kontraktuelle forbindelser. Den af Weekendavisen offentliggjorte urigtige oplysning om politianmeldelsen mod CMT er skadelig og agtelsesforringende. Ansaldo STS opererer uafhængigt af klagerne. Det samme gælder Ansaldo STS’ underentreprenører. Det er ikke dokumenteret af Weekendavisen, at Nicofer og New World Construction opererer på metrobyggeriet, således som fagforeningen 3F og Weekendavisen hævder. Det er derimod bestridt af Ansaldo STS i artiklen. Korrekt information og forelæggelse CMT og Salini har yderligere anført, at det hverken er korrekt eller dokumenteret, at der skulle være en sammenhæng mellem dem og de hævdede kriminelle aktiviteter. Alligevel er Salini nævnt i sammenhæng med det retoriske spørgsmål om, hvorvidt det har fået andre omkostninger at vælge den laveste pris i udbuddet: ”[…] Siden hen har Salini Impregilo overtaget konkursramte S. E. L. I. og købt Technimont ud, mens det ligeledes italienske jernbanefirma Ansaldo STS fik til opgave at levere tog og lægge skinner. Spørgsmålet i dag må være, om ’den laveste pris’ alligevel har fået andre omkostninger. ” Artiklerne efterlader læserne uden tvivl om, at hvis artiklerne ellers er sandfærdige, så er CMT og Salini kontrolleret af mafiaen, og årsagen til, at de kunne tilbyde en attraktiv pris var, at entreprisen anvendes til hvidvaskning af indtægter fra narkotikahandel. Anklagen om, at selskaberne er kædet sammen med organiseret kriminalitet, er udokumenteret. Weekendavisen har end ikke forsøgt at retfærdiggøre eller at føre bevis for rigtigheden af de sigtelser, hvormed Weekendavisen krænker klagernes omdømme. Weekendavisen har heller ikke forsøgt at forelægge oplysningerne for CMT eller Salini. 2.2 Weekendavisens synspunkter Retlig interesse Weekendavisen har anført, at avisen er uforstående over for klagen, idet CMT og Salini ikke inkrimineres i artiklerne og heller ikke omtales som politianmeldte. CMT og Salinis klage vedrører derfor avisens dækning af helt andre selskabers eventuelle lovovertrædelser. God presseskik Weekendavisen har anført, at den politianmeldelse for organiseret kriminalitet, der danner udgangspunkt for Weekendavisens to artikler, er alvorlig. Det er i den danske offentligheds interesse at blive orienteret, når så alvorlige anklager rejses mod aktører på store offentlige anlægsarbejder. Kildekritik Weekendavisen har ikke specifikt kommenteret klagen over den manglende kildekritik i relation til fagforeningen 3F og de fire anonyme, tidligere arbejdere. Underrubrikken ”3F har meldt Københavns Metroselskabs og Aarhus Letbanes italienske entreprenører til politiet […]” Weekendavisen har afvist at have skrevet eller insinueret, at CMT og Salini skulle være anmeldt til politiet. Tværtimod fremgår det tydeligt af artiklerne, at 3F’s politianmeldelse vedrører to italienske firmaer, Nicofer og New World Construction. Weekendavisen har stillet spørgsmålstegn ved, om Ansaldo STS’ underentreprenører Nicofer og New World Constructions tilstedeværelse eller fravær vedrører CMT og Salini. Af artiklen ” De kom med toget ” fremgår det, at de to selskaber Nicofer og New World Construction, ifølge en oversigt udarbejdet af Ansaldo STS tidligere på året og Ansaldo STS’ projektdirektør Salvatore Tedesco i september 2016, ikke har arbejdet på metrobyggeriet. Til gengæld redegør Weekendavisen også for de vidnesbyrd, som ligger bag 3F’s overbevisning om det modsatte. Korrekt information og forelæggelse Weekendavisen har anført, at de intet har påstået, som ikke kan dokumenteres. Weekendavisen har ikke påstået, at CMT og Salini skulle være ”styret af Mafiaen eller hvidvasker penge” eller i øvrigt skulle være blevet inkrimineret i Weekendavisen. Da Weekendavisens artikel netop handler om, at underleverandører til metrobyggeriet (og letbanebyggeriet i Aarhus) er blevet politianmeldt, er det ganske uundgåeligt, at hovedentreprenørerne nævnes. Dette er imidlertid den eneste sammenkædning, der optræder i Weekendavisens artikler. Weekendavisen har derfor ikke har haft behov for at forelægge eller få bekræftet påstande, som avisen ikke har fremsat. Weekendavisen har den 25. januar 2017 oplyst, at de påklagede artikler ikke er bragt på avisens internetudgave, weekendavisen.dk. For at læse artiklerne online skal der købes særskilt adgang til arkivet. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Inger Bach, Lene Sarup og Karsten Kolding. Copenhagen Metro Team I/S (CMT) og Salini Impreglio S.p. A. (Salini) har klaget over Weekendavisens forsideartikel ”De kom med toget” og en artikel på side fire ”Mafiaen i detaljen” , der omhandler en politianmeldelse. CMT er blandt andet ejet af italienske Salini, ligesom en af CMT’s tre bestyrelsesmedlemmer har italiensk postadresse. Det danske Metroselskabet I/S har indgået hovedentrepriser med CMT og Ansaldo STS. CMT har ansvaret for anlægsentreprisen (anlægsarbejder under jorden) i København, mens et andet selskab, Ansaldo STS, har ansvaret for togsystementreprisen (togene og sporanlæg) i København. Ansaldo STS har endvidere indgået kontrakt om leverancer til Aarhus Letbane. Retlig interesse CMT og Salini har anført, at Weekendavisen indikerer, at CMT som en af Metroselskabet I/S’ ”italienske entreprenører” (CMT og Ansaldo STS) er blevet anmeldt til politiet. Weekendavisen har anført, at CMT og Salini ikke er omtalt som politianmeldt i artiklerne. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. I artiklen ” Mafiaen i detaljen ” omtales hverken Salini eller CMT. Ansaldo STS er omtalt, bl.a. i følgende afsnit: ”Usynlige firmaer Nicofer og NWC [New World Construction] dukkede ifølge 3F op i Danmark i løbet af i år. Fagforbundet mener, at de har haft omkring et par hundrede mand beskæftiget i underentrepriserne i forbindelse med opførelsen af blandt andet den nye Cityring i København og Letbanen i Aarhus, skønt det, som det fremgår af forsideartiklen, bør påpeges, at Ansaldo, der er til stede i begge byer, i modstrid med 3F afviser, at de to selskaber er at finde som underleverandører til deres arbejde. ” Uanset, at CMT og Salini ikke er omtalt i artiklen ” Mafiaen i detaljen ” på avisens side fire indgår artiklen i så nær en indholdsmæssig sammenhæng med forsideartiklen, hvori CMT og Salini er nævnt ved navn, at der er grundlag for at realitetsbehandle klagen over begge artikler. Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at CMT som entreprenør på Cityringen i København kan opfattes som del af forsideudsagnet ” 3F har meldt Københavns Metroselskabs og Aarhus Letbanes italienske entreprenører til politiet ”. Klagen behandles. Kompetence Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet kan tage stilling til, hvorvidt god presseskik er tilsidesat, og hvorvidt en klager har krav på at få bragt et genmæle efter medieansvarslovens kapitel 6. Spørgsmålet om, hvorvidt straffeloven er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Dette forhold behandles derfor ikke. CMT og Salini har den 2. december 2016 frafaldet klagen over krav på genmæle, og klagen behandles derfor alene for så vidt angår spørgsmålet om god presseskik. God presseskik CMT og Salini har klaget over, at Weekendavisen ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik, og at omtalen giver indtryk af, at CMT som en af Metroselskabet I/S’ entreprenører er politianmeldt. Kildekritik CMT og Salini har klaget over, at Weekendavisen ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik over for fagforeningen 3F, der står bag de omtalte politianmeldelser. Ifølge klagerne burde Weekendavisen også selv have talt med 3F’s fire anonyme kilder og ikke blot videregive tredjehåndsforklaringer. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A. 2. ¬ Pressenævnet finder, at indholdet af fagforeningen 3F’s politianmeldelse kan være farvet af foreningens egen interesse. Det forhold gav Weekendavisen anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for fagforeningen 3F’s oplysninger og kommentarer. Pressenævnet finder dog, at det klart fremgår, at Weekendavisens gengiver indholdet af politianmeldelser, herunder 3F’s forklaringer og oplysninger fra fire anonyme vidner. Det må derfor have stået klart, at fagforeningen 3F’s udtalelser må anses for et partsindlæg i sagen, og at sagen ikke havde været undergivet en politimæssig efterforskning. Da politianmeldelsen efter det oplyste er refereret korrekt, finder Pressenævnet ikke grundlag for at fastslå, at Weekendavisen har tilsidesat god presseskik ved ikke at være tilstrækkelig kildekritiske over for 3F eller ved ikke at tale med de fire anonyme arbejdere. Nævnet bemærker, at der er bl.a. bragt kommentarer fra driftslederen (chief operating officer) i Copenhagen Metro Team, direktøren for Aarhus Letbane I/S, pressechefen i Metroselskabet I/S og Ansaldo STS’ projektdirektør i artiklen ”De kom med toget” . Underrubrikken ”3F har meldt Københavns Metroselskabs og Aarhus Letbanes italienske entreprenører til politiet […]” CMT og Salini har klaget over, at det i underrubrikken og artiklerne i strid med sandheden fremstilles som om, at CMT er blevet politianmeldt. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A. 6. Fagforeningen 3F indgav den 21. september 2016 politianmeldelse til Københavns Politi vedrørende mistanke om leverancer af ”hvidt pulver” på Cityringens byggepladser i København, ligesom der blev indgivet politianmeldelse til Østjyllands Politi vedrørende mistanke om ”hvidvaskning, narkosmugling og skattesvindel” i forbindelse med arbejdet med Aarhus Letbane. I Pressenævnets kopier af politianmeldelserne er virksomheds- og stednavne anonymiseret. Klagerne og Weekendavisen er dog enige om, at hverken CMT eller Salini er nævnt i politianmeldelserne. På denne baggrund lægger nævnet til grund, at CMT og Salini ikke er anmeldt, men at virksomhederne New World Construction og Nicofer er omtalt i anmeldelserne. Af underrubrikken på forsiden af Weekendavisen fremgår det, at: ”3F har meldt Københavns Metroselskabs og Aarhus Letbanes italienske entreprenører til politiet. […]” Pressenævnet finder, at underrubrikken indledningsvis kan efterlade tvivl om, hvilke selskaber, der er politianmeldt, herunder om selskaberne Salini og CMT er blandt de politianmeldte selskaber. Det fremgår imidlertid af omtalen, at New World Construction og Nicofer er politianmeldt. Under hensyn til, at det er faktisk korrekt, at fagforeningen 3F havde politianmeldt nogle underentreprenører i forbindelse med byggeriet af metroen i København og letbanen i Århus, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere underrubrikkens upræcise formulering. Nævnet har også lagt vægt på, at det må være klart for læsere af forsideartiklen, at Weekendavisen i underrubrikken ikke henviser til CMT. CMT er således citeret for at have henvendt sig til politiet samt for at ville være behjælpelige i forhold til politiets undersøgelser. Pressenævnet udtaler ikke kritik. Korrekt information og forelæggelse CMT og Salini har videre klaget over, at Weekendavisen fremstiller det som om, at de har forbindelser til italiensk mafiavirksomhed. Der er ligeledes klaget over avisens manglende forelæggelse. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare jf. punkterne A. 1 og A. 3. Af forsideartiklen fremgår teksten: ”[…] Styret fra Calabrien Videre til København. I november 2010 vandt det italienske selskab Salini Costruttori [ rettelig Salini Impregilo S.p. A., Pressenævnet ] fjerde etape af licitationen til at bygge Cityringen […] Ifølge Ingeniøren gik Metroselskabets administrerende direktør, Henrik Plougmann Olsen, udelukkende »efter laveste pris«. Den leverede italienerne. Siden hen har Salini Impregilo overtaget konkursramte S. E. L. I. og købt Technimont ud, mens det ligeledes italienske jernbanefirma Ansaldo STS fik til opgave at levere tog og lægge skinner. Spørgsmålet i dag må være, om 'den laveste pris' alligevel har fået andre omkostninger. Onsdag aften den 21. september indsendte Palle Bisgaard, næstformand i Byggegruppe i 3F, en anmeldelse til Københavns Politi: »Flere virksomheder på metrobyggeriet i København (er) en central del af en større international narkoring - styret fra Calabrien i Syditalien,« stod der. […]”, og ” Alvorlige oplysninger Man tager ikke let på politianmeldelserne blandt bygherrer og storentreprenører. »Det er alvorlige oplysninger, og derfor har vi også straks anmeldt det til politiet,« forklarer Sigurd Nissen-Petersen, COO [Chief Operating Officer], Copenhagen Metro Team, hovedentreprenør på Metro Cityringen, som bestyres af italienske Salini Impregilo. ” Af artiklen ”Mafiaen i detaljen” i afsnittet ”Usynlige firmaer” på side 4 fremgår følgende afsnit: ”Nicofer og NWC dukkede ifølge 3F op i Danmark i løbet af i år. Fagforbundet mener, at de har haft omkring et par hundrede mand beskæftiget i underentrepriserne i forbindelse med opførelsen af blandt andet den nye Cityring i København og Letbanen i Aarhus, skønt det, som det fremgår af forsideartiklen, bør påpeges, at Ansaldo, der er til stede i begge byer, i modstrid med 3F afviser, at de to selskaber er at finde som underleverandører til deres arbejde. ” Pressenævnet finder navnlig, at beskyldningerne i forsideafsnittet ”Styret fra Calabrien” kan være krænkende for CMT og Salini. I afsnittet omtales Salini sammen med Ansaldo STS som de selskaber, der ved licitationen i København afgav et tilbud med ”den laveste pris”, hvorefter Weekendavisens stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt den lave pris ”har fået andre omkostninger”. Spørgsmålet underbygges af konkretiserede eksempler i artiklerne og får derved en konkret, faktisk karakter. Henset til alvoren i beskyldningen, der konkretiseres ved omtalen af, hvordan lastbiler angiveligt skulle ankomme på de københavnske byggepladser på Øster Søgade og Vasbygade med ”hvidt pulver” (narkotika), finder Pressenævnet, at CMT eller Salini samtidig burde have haft lejlighed til at kommentere beskyldningerne i artiklen, der dels stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt New World Construction og Nicofer arbejder for dem, dels hvorvidt Salinis udbudspris var et dække for illegale aktiviteter på de københavnske metrobyggepladser. Uanset, at CMT er citeret for at have henvendt sig til politiet og vil være behjælpelige i forhold til politiets undersøgelser, finder Pressenævnet, at Weekendavisen burde have forelagt beskyldningen omkring udbudsprisen for klagerne, så CMT eller Salini kunne have kommenteret dem i artiklen. Pressenævnet udtaler kritik af den manglende forelæggelse og pålægger offentliggørelse i medfør af medieansvarslovens § 49. Da den kritiserede omtale er bragt på forsiden af Weekendavisen, kan læserbrevet den 2. december 2016 på side 15 med CMT’s bemærkninger ikke føre til et andet resultat. I medfør af mediansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet den ansvarshavende redaktør af Weekendavisen at offentliggøre følgende henvisning på forsiden af papirudgaven: ”Pressenævnet kritiserer Weekendavisen for at bringe krænkende beskyldninger mod metroselskaberne, Copenhagen Metro Team og Salini. Side [sidetal indsættes af Weekendavisen] ” Pressenævnet pålægger videre den ansvarshavende redaktør af printudgaven at offentliggøre følgende resumé inde i avisen med Pressenævnets logo som illustration: ”[Rubrik] Pressenævnet kritiserer Weekendavisen [Underrubrik] Nævnet kritiserer Weekendavisen for at bringe krænkende ]udokumenterede] beskyldninger mod metroselskaberne, Copenhagen Metro Team og Salini Impregilo uden, at selskaberne gives mulighed for at udtale sig. [tekst] Weekendavisen beskrev i september måned, at fagforeningen 3F havde politianmeldt nogle entreprenører, der arbejdede på metrobyggeriet i København og på letbanen i Århus, for organiseret, international narkotikahandel. På forsiden beskrev Weekendavisen i artiklen ”De kom med toget” og inde i avisen, hvordan der angiveligt skulle være leveret ”hvidt pulver” (narkotika) på byggepladser i stedet for reservedele. Salini ejer hovedparten af selskabet Copenhagen Metro Team (CMT), der har ansvaret for anlægsarbejdet. Et andet selskab har ansvaret for togene og sporanlæg (togsystementreprisen). I artiklen beskrives det også, hvordan selskabet Salini i 2011 afgav det laveste bud vandt licitationen af Københavns metro og dermed retten til at udføre anlægsarbejdet i forbindelse med metrobyggeriet. I forlængelse af beskrivelsen af udbuddet fremgår følgende sætning: ”Spørgsmålet i dag må være, om ’den laveste pris’ alligevel har fået andre omkostninger. ” Salini og CMT har klaget til Pressenævnet, da de mener, at Weekendavisens omtale giver indtryk af, at de er del af organiseret narkotikahandel. Pressenævnet kritiserer Weekendavisen for ikke at give Salini eller CMT mulighed for at udtale sig. Det bemærkes, at både Københavns Politi og Østjyllands Politi efterfølgende har henlagt sagerne. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på: pressenaevnet.dk” For så vidt angår Weekendavisen skal offentliggørelse af nævnets kendelse ske snarest i den første eller en af de første udgaver, der offentliggøres efter nævnets kendelse. Offentliggørelse skal ske på det sted i mediet, hvor mediet har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet (i mediets rettelsesspalte). Har mediet ikke en fast rettelsesspalte, skal offentliggørelse ske på det sted i mediet, der svarer til placeringen af den kritiserede artikel. For så vidt angår Weekendavisens arkiv på weekendavisen.dk skal det sikres, at nye læsere af de påklagede artikler i avisen 30. september 2016 bliver gjort opmærksom på Pressenævnets kritik, hvis det fortsat er muligt at købe adgang på hjemmesiden. Afgjort den 1. februar 2017

Versioner

  1. 2017-02-02