Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kommuner - sagsbehandling - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9145@2017-02-28/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kommuner - sagsbehandling - ej medhold
J. nr. 2016-6811-08834 En mor klagede over, at hendes barn med etnisk dansk oprindelse ikke blev optaget på en anden skole end barnets distriktsskole. Skolen havde blandt andet et etnisk optagekriterium med henblik på en bedre fordeling af tosprogede elever på kommunens folkeskoler. Den indklagede kommune oplyste i sit svar til nævnet, at barnet ikke fik afslag med henvisning til sin etniske oprindelse, men med den begrundelse, at der ikke var plads på skolen, da der var så mange børn i grunddistriktet, at der ikke var plads til børn udefra. Klager havde derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun og hendes barns etniske oprindelse direkte eller indirekte havde haft betydning for afslaget på at blive indskrevet på skolen. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med en kommunes afslag på optagelse af et barn på en anden skole end distriktsskolen. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klagers barn fik afslag på optagelse på en anden skole end distriktsskolen. Sagsfremstilling Klager har klaget over, at hendes barn ikke blev optaget på skole A, der geografisk ligger nærmest barnets bopæl. Skole A ligger i barnets bopælskommune, men er ikke barnets distriktsskole. I afslaget på optagelse af 4. februar 2016 skrev skole A blandt andet: ”Vi må desværre meddele dig, at dit barn ikke har fået en plads hos os. Det skyldes, at vi ikke har ledige pladser til at optage alle de elever uden for skolens distrikt, der ønsker optagelse på skolen. Ledige pladser på skolen fordeles efter følgende prioritering, som er fastsat af [kommunens øverste politiske myndighed]: 1. Børn hvis etnicitet bidrager til fordelingsintentionerne 2. Børn med kortest gåafstand fra hjem til skole 3. Børn fra andre kommuner Dit barn er altid garanteret en plads på distriktsskolen eller på den skole, hvor dit barns søskende går. ” Klagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 8. februar 2016. Parternes bemærkninger Klager påstår, at kommunens 1. prioriteringskriterium er ulovligt, idet børnene udvælges med baggrund i deres etniske oprindelse. Hun ønsker, at kriteriet om etnicitet tilsidesættes som ulovligt og udgår af prioriteringskriterierne. Klagers barn har kortere gåafstand til skole A end nogle af de børn, der er optaget på skolen. Det kan få uoverskuelige konsekvenser, hvis etnicitet er en acceptabel årsag til at udvælge mennesker. Indklagede afviser, at der er tale om ulovlig forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Klager bor ikke i skole A’s grunddistrikt, og hun har derfor ikke retskrav på at få sit barn indskrevet på skolen. På baggrund af folkeskolelovens bestemmelse om frit skolevalg har klager mulighed for at ønske sin søn optaget på skole A, hvis der skulle opstå en ledig plads på skolen, og hvis det kan ske inden for de rammer, der er fastsat af kommunalbestyrelsen. Et af disse kriterier er et etnisk optagekriterium. Dette kriterium blev besluttet af Børne- og Ungdomsudvalget i kommunen den 8. juni 2011. Kriteriet blev indført for at give en bedre fordeling af tosprogede elever på kommunens folkeskoler og betyder, at en tosproget ”fritvalgselev” optages før en etsproget ”fritvalgselev”, hvis den søgte skole har mindre end 50 % tosprogede elever, og at en etsproget ”fritvalgselev” optages før en tosproget ”fritvalgselev”, hvis den søgte skole har mere end 50 % tosprogede elever. Skolerne er således forpligtede til at indskrive børnehaveklasserne efter dette kriterium, der betyder, at børn, hvis etnicitet bidrager til forde- lingsintentioner, optages før elever, hvor dette ikke er tilfældet. Områdeforvaltningen og skolerne i området administrerer indskrivning til børnehaveklasser efter følgende rækkefølge: 1. Grunddistriktsbørn og omgængere (krav på optagelse) 2. Søskendebørn (krav på optagelse) 3. En model, hvorefter tosprogede elever fra bestemte skoledistrik- ter tilbydes plads på en skole med få tosprogede elever (krav på optagelse) 4. Etnisk optagekriterium 5. Afstandskriterium 6. Kommunens egne borgere forud for borgere i andre kommuner/lande 7. Lodtrækning blandt borgere fra andre kommuner/lande, hvis der er flere ansøgere end ledige pladser Klagers barn har ikke fået afslag på at blive indskrevet på skole A med henvisning til det etniske kriterium, men med den begrundelse, at der ikke er plads på skolen. Dette skyldes, at skolen har så mange børn i grunddistriktet, at der ikke er plads til børn udefra. Områdeforvaltningen er i kontakt med familien en gang om ugen og holder således løbende familien orienteret om, hvorvidt der er opstået en ledig plads i en børnehaveklasse på skole A. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller tredjemands race eller etniske oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Den indklagede kommune har i sit svar til nævnet redegjort nærmere for baggrunden for, at klagers barn har fået afslag på at blive indskrevet på skole A. Nævnet lægger på baggrund af indklagedes redegørelse til grund, at klagers barn ikke fik afslag med henvisning til det etniske kriterium, men med den begrundelse, at der ikke er plads på skolen, da der er så mange børn i grunddistriktet, at der ikke er plads til børn udefra. Klager har herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun og hendes barns etniske oprindelse direkte eller indirekte har haft betydning for afslaget på at blive indskrevet på skole A. Klager får derfor ikke medhold. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Lov om etnisk ligebehandling - § 1, om lovens formål - § 2, om lovens anvendelsesområde - § 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling - § 7, om bevisbyrde <2016-6811-08834>