Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - medhold

GældendeVersion 2017-02-28
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9166@2017-02-28/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - medhold

J. nr. 2016-6811-19932 En 70-årig søgte en stilling som mentor hos en specialundervisningsinstitution og kom til jobsamtale. Ansøgeren modtog efter jobsamtalen et afslag fra institutionen, hvoraf det fremgik, at afslaget blandt andet var begrundet i klagers alder. Klager havde herved påvist faktiske omstændigheder for, at han var blevet direkte forskelsbehandling på grund af sin alder. Indklagede havde ikke godtgjort, at fravalget af klager var begrundet i, at klager manglede de fornødne personlige og faglige kvalifikationer. Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 25.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager søgte en stilling som mentor hos indklagede. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på stillingen som mentor hos indklagede. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 25.000 kr. med procesrente fra den 18. april 2016, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager, som er født i 1946, søgte en stilling som mentor hos indklagede den 1. februar 2016. Klager blev den 12. februar 2016 indkaldt til jobsamtale. Samtalen blev afholdt den 26. februar 2016. Den 29. februar 2016 sendte indklagede et skriftligt afslag til klager. Af mailen fremgår følgende: ”Jeg har netop forsøgt at ringe til dig inden jeg går i møde. Vi havde en fin samtale forleden og alligevel må jeg desværre skuffe dig og sige, at jeg ikke kan se dig indgå i vores mentorteam. Jeg er sikker på at du er dygtig fagligt, men jeg må erkende, at jeg er bekymret for de reaktioner der evt. måtte komme fra forældre og elever ved at ansætte dig bl.a. på grund af alder. Jeg har også ganske svært ved at se dig spille de nyeste computerspil med vores børn og unge og disse spil, hvad pokker vi så end måtte mene om dem, er gode til at få en relation og et fælles tredje med børnene og de unge. Jeg er sikker på at du yder en stor og god indsats i UU for der kender de dig og du har et godt ry. Her er der ingen der kender dig og du har ikke noget ry her – derfor er jeg usikker på vores samarbejdspartneres (børn, unge, forældre, sagsbehandlere) reaktioner og den usikkerhed på vores indsats tør jeg ikke løbe. Jeg håber du finder et andet arbejde hvor du kan bruge dine mange erfaringer og din store viden. ” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 18. april 2016. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder, da han blev fravalgt til stillingen som mentor. Det fremgår direkte af mailen af 29. februar 2016 fra indklagede, at afslaget er begrundet i klagers alder. Indklagede har ikke efter forskelsbehandlingslovens § 6 anvendt muligheden for at søge forudgående dispensation til kun at annoncere efter en bestemt aldersgruppe. Indklagedes henvisning til beskæftigelsesdirektivets artikel 6 er derfor ikke relevant i denne sag. Hvis indklagede havde fundet det nødvendigt at ansætte en person i en bestemt aldersgruppe, kunne indklagede forud have valgt at søge denne dispensation. Det er for klager uforståeligt, at indklagede i bemærkningerne til sagen har henvist til, at klager faldt uden for børnenes normalitetsopfattelse. Klager er 70 år. 70 år er ikke en unormal tilstand for et voksent menneske. Eksempelvis er der ifølge Danmarks Statistik flere 70-årige mænd, end der er mænd på 31 år. Mange af børnene må også antages at have bedsteforældre, der er på alder med klager. Det forekommer derfor mærkværdigt at antage, at de samme børn skulle reagere voldsomt på en person, der er på alder med deres bedsteforældre. Indklagede har ikke givet eksempler på dette eller givet en teoretisk begrundelse for, hvorfor disse børn skulle reagere negativt på en persons alder. Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Indklagede er en specialundervisningsinstitution, som arbejder med børn og unge med socio-emotionelle vanskeligheder, ADHD, autisme og psykisk sårbare børn og unge. Som følge af deres individuelle udfordringer kan de ikke indgå i et almindeligt undervisningsforløb på en folkeskole. I den sidste del af skoleforløbet er der for de unge en transition fra skole til et forløb på ungdomsuddannelse, et praktikforløb eller et andet selvstændigt forløb. Under denne transition anvender indklagede en række mentorer. Mentorkorpset består af kvalificerede mennesker, der enten er under uddannelse eller i arbejde. Mentorerne er nøje udvalgt og ansat ud fra bl.a. deres uddannelsesmæssige baggrund, personlighed og deres engagement for disse udsatte og sårbare børn og unge. Mentorerne har kendskab til og bliver løbende efteruddannet inden for systemisk/narrativ teori og metode. De arbejder professionelt og relationelt med udgangspunkt i forståelsen af den enkelte unge. Mentorerne har herved psykologisk indsigt og kendskab til livet som udsat barn og ung, og de har kendskab til forskellige diagnoser og adfærd. De har derudover kenskab til forældresamarbejde, mægling og konfliktløsning, kendskab til misbrugsproblematikker og kendskab til samtaleteknik, coaching og lytteteknik. Dette er oplysninger, som fremgår af indklagedes hjemmeside, og som klager var vidende om, da han søgte stillingen. Det fremgår af klagers CV, at klager er født i 1946. Indklagede var bekendt med klagers CV inden jobsamtalen. Indklagede var således også bekendt med klagers alder, da klager blev indkaldt til jobsamtalen. I forbindelse med stillingsannoncen var indklagede lovgivningsmæssigt afskåret fra at beskrive hvilken aldersgruppe, der ville være fordelagtig til den konkrete stilling. Ville indklagede forskelsbehandle på grund af alder, var klager aldrig blevet indkaldt til samtale. Indklagedes tilgang til jobsamtalen den 26. februar 2016 var, at hvis klager i øvrigt kunne imødekomme de øvrige parametre, kunne den mulige barriere, der er knyttet til klagers alder, formentlig overkommes. Det blev imidlertid under jobsamtalen tydeligt for indklagede, at der var flere af de nødvendige kvalifikationer, som klager ikke besad. Mentorerne skal arbejde med de pågældende børn i børnenes øjenhøjde. Det fremgår af indklagedes hjemmeside, at: ”Mentorkorset har til formål at støtte, hjælpe og vejlede børn og unge, der har behov for en voksen, der er ”deres” voksen, ”deres advokat”, og som altid ser, forstår og arbejder ud fra børnenes og de unges præmisser og livsvilkår”. Disse børn har en anden og mere snæver verdensopfattelse end andre. Børnene reagerer nogle gange voldsomt på ting, som adskiller sig fra normaliteten. Dette gælder inden for flere områder, herunder indgår alder. Der er således meget høje krav til mentorerne. Under samtalen fik indklagede indtryk af, at klager ville få meget svært ved at blive børnenes tredje relation, som er relationen, der kommer efter barnets relation til sine forældre. Det stod endvidere klart for indklagede, at klager ikke ville kunne deltage i børnenes aktiviteter særligt i form af computerspil. Denne viden havde indklagede ikke forud for jobsamtalen. De personer, som fra indklagedes side deltog i jobsamtalen, kan bekræfte, at det under samtalen blev forsøgt at finde muligheder hos klager, som kunne begrunde en ansættelse af ham. Klager fik ikke jobbet, da indklagede efter jobsamtalen måtte konstatere, at klager ikke havde kvalifikationerne, der kunne kompensere for, at han aldersmæssigt lå udenfor normalitetsområdet set i børnenes optik. Indklagede antog derfor, at der ville komme negative reaktioner fra børn og deres forældre. Det er korrekt, at det af afslaget fremgår som begrundelse, at alder er en udfordring. Alder er faktisk en konkret udfordring til bestridelse af den pågældende stilling på grund af børnenes særlige tilgang til verden. Med henvisning til forskelsbehandlingslovens regler om direkte og indirekte forskelsbehandling, bestrides det, at klager er blevet stillet ringere end enhver anden. I forbindelse med ansættelsesproceduren var der en lang række forskellige kriterier, der skulle opvejes mod hinanden. Klager faldt aldersmæssigt uden for børnenes normalitetsopfattelse. Indklagede foretog en undersøgelse af, om klagers øvrige kvalifikationer kunne kompensere for dette. En lignende vurdering af fordele opvejet mod ulemper, foretog indklagede for enhver anden ansøger til den pågældende stilling. Det er ikke det samme som diskrimination, at der foretages en konkret og individuel vurdering, hvor alder også indgår. Indklagede henviser i den forbindelse til UfR. 2010.1525H. Det kan i visse tilfælde lovgivningsmæssigt være legitimt at forskelsbehandle. Efter beskæftigelsesdirektivets artikel 6 kan det bestemmes, at ulige behandling i visse situationer ikke udgør forskelsbehandling. En ulige behandling på grund af alder, kan således være tilladt, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål, og det samtidig er forudsat, at midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Der foreligger her en proportionalitetstest. Indklagede havde ikke et egentligt alderskriterium, men anså klagers høje alder som en ulempe. Ulempen lå i, at børnene ville have det svært ved at skulle samarbejde med klager på grund af klagers alder. Det var derfor legitimt at inddrage alder. Det var et hensigtsmæssigt middel, da det omhandlede klagers mulighed for at arbejde med børnene. Det var derudover nødvendigt, da alder udgjorde en af flere barrierer. Børnene og de unge kan bedre forstå opbygningen af sociale netværk og andre støtteforhold, når mentorerne har en alder svarende til deres forældres. De kender typisk den unges udfordring gennem egne børn, ligesom at børnene lettere kan forholde sig til forældreansvarlighed osv. Børnene vil reagere voldsomt, hvis mentoren er i ”bedsteforældrealderen”. Dette er ikke mærkværdigt i forhold til den gruppe, som klager skulle være mentor for, da det er børn og unge, der har en snæver aldersog personopfattelse. Det er derfor ikke et udtryk for indklagedes ansættelsespolitik. Det paradoksale i denne sag er, at mailen af 26. februar 2016, er skrevet af en medarbejder hos indklagede, som er på alder med klager. Medarbejderen er 64 år. Indklagede har således ældre medarbejdere ansat. Denne medarbejder arbejder imidlertid ikke med børnene, men er ansat i administrationen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. I indklagedes mail af 26. februar 2016 til klager fremgår det, at afslaget blandt andet er begrundet i klagers alder. Klager har derved påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han er blevet direkte forskelsbehandlet på grund af sin alder. Indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Indklagede har ikke godtgjort, at fravalget af klager var begrundet i, at klager manglede de fornødne personlige og faglige kvalifikationer. Forholdet er ikke omfattet af forskelsbehandlingslovens regler om undtagelser til forbuddet mod diskrimination. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 18. april 2016, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1 og stk. 2, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1 om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 7, stk. 1, om godtgørelse - § 7a om delt bevisbyrde <2016-6811-19932 >

Versioner

  1. 2017-02-28