Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9168@2017-02-28/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - ej medhold

J. nr. 2015-6810-26458 En salgsassistent med en højresidig tennisalbue mente sig forskelsbehandlet på grund af handicap, da han blev afskediget på grund af sygdom. På tidspunktet for afskedigelsen var salgsassistenten sygemeldt af andre årsager end tennisalbuen. Det var i øvrigt ikke beskrevet, hvilke funktionsbegrænsninger tennisalbuen eventuelt medførte. Salgsassistenten havde ikke dokumenteret, at han led af en sygdom, der havde medført et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som salgsassistent. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som salgsassistent. Sagsfremstilling Klager blev den 1. juni 2010 ansat som salgsassistent i en butik. I slutningen af 2013 fik klager højresidige albuesmerter efter overbelastning i forbindelse med juletravlhed i sit arbejde, og han fik stillet diagnosen tennisalbue af egen læge. Klager sygemeldte sig i starten af januar 2014, idet han alene kunne løfte mindre end en liter mælk. Han blev henvist til fysioterapeut og modtog akupunktur. Klager var fuldtidssygemeldt fra den 6. januar 2014 til den 16. marts 2014, hvorefter han påbegyndte arbejdet den 17. marts 2014. Frem til den 4. april 2014 var han syg få dage. Klager blev igen fuldtidssygemeldt fra den 12. august 2014 til den 30. september 2014. Den 22. september 2014 blev klager afskediget til fratrædelse med udgangen af oktober 2014. Begrundelsen for afskedigelsen var, at han havde været fraværende på grund af sygdom i mere end 120 dage inden for de sidste 12 måneder. Ved brev af 23. september 2014 oplyste klager indklagede om, at sygemeldingen fra den 13. august 2014 til den 22. september 2014 skyldtes livstruende chok/nervesammenbrud. Han redegjorde for antallet af sygedage og citerede fra Videncenter for Arbejdsmiljøs hjemmeside: ”En arbejdsgiver må under ingen omstændigheder fyre en medarbejder på grund af for mange sygedage som skyldes en kronisk lidelse, hvis der ikke er foretaget rimelige tilpasninger. Det kan f.eks. være tilbud om nedsat arbejdstid, så vedkommende får en chance for at kunne blive i jobbet. Her fastslås også, at kroniske lidelser sidestilles med et handicap”. Klager henviste til nyhedsbrev fra Videncenter for Arbejdsmiljø af 16. april 2013: ”Vanskeligere at fyre medarbejdere med kronisk lidelse. Medarbejdere med en kronisk lidelse vil ifølge en ny EU-dom få lettere ved at bevare fodfæstet på arbejdsmarkedet i forbindelse med en længerevarende sygemelding”. I journalnotat af 29. oktober 2014 beskriver egen læge lidt effekt af akupunktur i højre albue, men ikke stor fremgang. Der blev i stedet for ny akupunktur givet blokade. Den 5. november 2014 skrev klagers repræsentant til indklagede vedrørende afskedigelse. Det fremgår blandt andet heraf, at repræsentanten på vegne af klager forbeholdt sig retten til at anlægge sag grundet opsigelse på baggrund af klagers handicap. Handicappet skulle forstås som klagers diagnosticerede albueog chokskade. Indklagedes advokat besvarede den 20. november 2014 henvendelsen fra klagers repræsentant. Advokaten konstaterede i brevet, at der ikke forelå nogen som helst dokumentation for det påståede handicap. Det var advokatens opfattelse, at betingelserne i henhold til gældende praksis fra EU-domstolen ikke tilnærmelsesvist var opfyldt, herunder betingelsen om langvarig funktionsnedsættelse. Den 3. december 2014 skrev klagers repræsentant til indklagede i forbindelse med opgørelse af antallet af sygefraværsdage, at klager raskmeldte sig til en kollega mandag den 15. september 2014. Klager var derfor raskmeldt på tidspunktet for opsigelsen. Repræsentanten skrev også, at en bedømmelse af om klagers lidelser udgør et handicap må være op til Ligebehandlingsnævnet. Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 20. marts 2013 i sag nr. 7100482-12 medfører, at der er momenter, der taler for, at netop denne lidelse kan udgøre et handicap, hvorfor indklagede burde have foretaget passende tilpasningsforanstaltninger, herunder som minimum have afholdt en mulighedssamtale. Klager forbeholdt sig stadig retten til at anlægge klagesag ved Ligebehandlingsnævnet. Ved afgørelse af 22. december 2014 afviste Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) at anerkende højresidig tennisalbue som en arbejdsskade, fordi de belastninger, som klager havde været ude for, ikke opfyldte betingelserne i fortegnelsen over erhvervssygdomme, idet klager ikke havde haft kraftfulde albuebevægelser i mindst halvdelen af arbejdsdagen. Klagers egen læge havde anmeldt skaden den 29. /30. september 2014. Indklagedes advokat oplyste ved brev af 6. januar 2015 til klagers repræsentant, at den seneste sygefraværsperiode fra den 13. august 2014 til og med den 22. september 2014 ikke skyldtes golfeller tennisalbue, men chok/nervesammenbrud. Klager havde ikke løftet bevisbyrden for, at der var tale om et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager beskrev ved konsultation ved egen læge den 12. januar 2015, at han fortsat havde mange smerter i højre arm og albue samt snurrende fornemmelse i højre hånd. Han havde tidligere haft god effekt af akupunktur, men kunne ikke bruge højre arm mere end 15 til 20 minutter ad gangen. Fysioterapi havde ikke hjulpet. Ved konsultation ved ortopædkirurg den 4. februar 2015 beskrev klager brændende og stærke smerter omkring højre albue med udstråling til højre underarm. Smerterne var til stede både i hvile og ved belastning, og klager havde natlige gener. I de seneste måneder var der tilkommet sovende fornemmelse i samtlige fingre, og han havde svært ved pincetgreb, men tabte ikke ting. Hverken blokade, massage, fysioterapeutiske behandlinger eller akupunktur havde haft effekt. Objektivt var der fri bevægelighed og ingen synlig hævelse eller misfarvning. Der var udtalt ømhed ved gennemføling af albuen. Nerveledningsundersøgelse i marts 2015 viste ingen tegn på nerveafklemning. Røntgen og MR-scanning den 24. februar 2015 viste fuldstændig normale forhold. Tilstanden blev af ortopædkirurg tolket som kombination af tennisog golfalbue, og det var vigtigt at træne albuen rigtigt og ofte i de kommende måneder. Der var ingen indikation for kirurgisk intervention eller anden behandling, ligesom der ikke var behov for skinnebehandling eller anvendelse af bandage. Ved egen læge den 13. april 2015 oplyste klager, at det gik bedre med armen. Han trænede lidt derhjemme med efterfølgende aflastning. Lægen vurderede, at klager formentlig ville kunne klare et ikke fysisk belastende arbejde efter kontrol den 21. maj 2015. Ved klinisk kontrol den 21. maj 2015 oplyste klager, at han havde det bedre med mindre gener fra albuen. Objektivt var der mindre ømhed ved gennemføling og rimelig bevægelighed. Klagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 29. maj 2015. Den 1. september 2015 bekræftede klagers akupunktør til ”ukendt modtager”, at klager havde modtaget 10 behandlinger med akupunktur på grund af en tennis-/golfalbue. Der var vedlagt en regning af 4. februar 2014 for de 10 behandlinger. Klagers egen læge bekræftede ved brev af 7. september 2015 til ”rette vedkommende”, at klager havde haft en tennisalbue på højre side siden december 2013. Tilstanden havde været meget vekslende og invaliderende til tider så slemt, at han ikke kunne arbejde. Klager havde dog forsøgt at passe sit arbejde ved at aflaste ved overbelastninger. Han havde modtaget fast smertestillende behandling og diverse andre behandlingsformer i form af akupunktur, laserbehandling, blokader og fysioterapi. Klager var undersøgt med nerveledshastighedsundersøgelse samt røntgen og MR-scanning. Han afventede aktuelt reumatologisk vurdering. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede med opsigelsen har udsat klager for ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap. Han ønsker en godtgørelse. Skaden opstod i forbindelse med udpakning af paller hos indklagede i december 2013. Klager blev af sin læge instrueret i, at der i arbejdet skulle tages hensyn til armskaden, hvilket imidlertid ikke skete. Den kroniske tennisalbue blev vedligeholdt via belastninger på arbejdet, og tilstanden blev derfor forværret, og han blev sygemeldt den 6. januar 2014. Ved genoptagelse af arbejdet den 16. marts 2014 havde klager fortsat smerter i armen, hvilket umuliggjorde hans indtræden i arbejdet på lige fod med de øvrige ansatte. I perioden fra den 16. marts 2014 til den 12. august 2014 havde klager 3,5 sygedage, ligesom han afholdt 28 dages ferie i håb om bedring. Hvis det ikke havde været muligt at afholde ferie, ville disse dage have været sygedage. Der skete imidlertid ingen bedring, hvorfor klager blev sygemeldt fra den 12. august 2014, indtil han blev afskediget den 22. september 2014 med henvisning til 120-dages-reglen i funktionærloven. Sygemeldingen den 12. august 2014 skyldtes også tennisalbuen. Klagers læge har erklæret, at klager har en kronisk tennisalbue, og at denne kroniske lidelse kan spores tilbage til hændelser sket på arbejdspladsen i december 2013. Han har fortsat funktionsnedsættelse som følge heraf. Højesteret udtalte i afgørelsen i sagen H2015. 104/2014, at handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven omfatter en tilstand forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. En tennisalbue er således omfattet af denne definition, da den indebærer smerter og funktionsnedsættelse af arbejdsmarkedsrelevant karakter. Klagers armskade var derfor på tidspunktet for opsigelsen et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, idet skaden udgør en fysisk funktionsnedsættelse, der medfører et kompensationsbehov, for at klager kan fungere på lige fod med sine kolleger i lignende stillinger. At selve sygemeldingen i september 2014 primært beroede på livstruende chok/nervesammenbrud, som medførte rystelser i den højre arm, hvorfor den kroniske tennisalbue blussede op, giver ikke indklagede belæg for at negligere tennisalbuen som et handicap med funktionsnedsættelse til følge. Den kroniske tennisalbue var dermed også medvirkende årsag til klagers sygemelding. Indklagede har ikke bestridt den omstændighed, at klager har haft en tennisalbue siden den 13. december 2013. Indklagede modtog en samlet kvittering fra den behandlende akupunktør, hvis honorar blev betalt af indklagedes sundhedsforsikring. Indklagede var således bekendt med klagers tennisalbue. Som følge af de faktiske omstændigheder, som klager i det ovennævnte har påvist, påhviler bevisbyrden for, at indklagede har truffet de nødvendige foranstaltninger for at imødekomme klagers funktionsnedsættelse herefter indklagede. På baggrund af klagers konkrete kompensationsbehov havde indklagede pligt til selvstændigt at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at give klager mulighed for fortsat at arbejde som salgsassistent uanset handicappet. Indklagede har ikke truffet sådanne foranstaltninger. Indklagede foretog således ingen ændringer eller tilpasning af organisatorisk eller arbejdsmæssig karakter for at sikre klagers fortsatte beskæftigelse. Indklagede har ikke fremlagt nogen dokumentation for, at det modsatte skulle være tilfældet, men har derimod i deres indlæg bekræftet, at de ikke har overholdt de lovpligtige sygesamtaler. Indklagedes anbringende om, at klager ikke overfor indklagede efterspurgte nogen tilpasningsforanstaltning, endsige oplyste om sin funktionsnedsættelse, er en logisk modsigelse af det af klager anførte umiddelbart ovenfor. Klager undrer sig over, hvorfor indklagede på én og samme tid kan fremsætte et anbringende, hvor det forudsættes, at Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede vidste eller burde vide, at klager på tidspunktet for opsigelsen var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, og samtidig herefter hævde, at klager burde have oplyst indklagede om sin funktionsnedsættelse. Klager kan ikke meningsfuldt påstås at have forsømt en pligt til at oplyse om noget, som indklagede allerede var bekendt med. Det er derfor bemærkelsesværdigt, når indklagede mener, at det vil være en uforholdsmæssig stor byrde at pålægge indklagede at skulle ”gætte sig til” de relevante tilpasningsforpligtelser. Straks efter afskedigelsen informerede klager indklagede om nyhedsbrevet fra Videncenter for Arbejdsmiljø af 16. april 2013, der henviser til en ny EU-dom. Denne EU-dom (C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge)) er fra 2013, og klager er derfor uforstående overfor, at indklagede kun har hæftet sig ved henvisningen til Højesterets domme fra henholdsvis 2014 og 2015. Arbejdsskadesagen er irrelevant i forhold til forskelsbehandlingsloven. Indklagede skal udelukkende forholde sig til funktionsnedsættelsen grundet tennisalbuen samt træffe de nødvendige foranstaltninger uagtet Arbejdsskadestyrelsens vurdering af, at tennisalbuen ikke udelukkende skyldes arbejdet. At klagers læge først efter den uretmæssige fyring reagerede og sendte en anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen skyldes udelukkende, at klager ikke var vidende om, at han selv kunne sende en anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen, samt at han stolede på, at indklagede havde anmeldt skaden i starten af 2014. Da klagers læge opdagede, at dette ikke var sket, sendte hun på eget initiativ anmeldelsen til Arbejdsskadestyrelsen. Betingelserne for opsigelse i henhold til 120-dages-reglen var ikke opfyldt den 22. september 2014, hvorfor klager fortsat ikke kan anerkende opsigelsen som sagligt begrundet. I forhold til indklagedes henvisning til klagers korte anciennitet i forhold til godtgørelsens størrelse, kan det i gængs forstand vanskeligt betegnes som kort anciennitet, såfremt en person har været beskæftiget ved samme arbejdsgiver uafbrudt i mere end fire år. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling. Subsidiært gør indklagede gældende, at godtgørelsen alene bør fastsættes til et beskedent beløb henset til klagers korte anciennitet og formildende omstændigheder i sagen. Opsigelsen af klager fandt sted før Højesterets domme af henholdsvis 23. juni 2015 (sag 25/2014) og 11. august 2015 (sag 104/2014), og dermed før retstilstanden vedrørende opsigelse i henhold til 120-dagesreglen af medarbejdere, der må anses for at være handicappede i forskelsbehandlingslovens forstand, blev afklaret. Indklagede fulgte på opsigelsestidspunktet gældende dansk ret. Samtlige betingelser for opsigelse i henhold til 120-dages-reglen var opfyldt ved afskedigelsen den 22. september 2014, og opsigelsen var saglig, jf. Højesterets dom i U2002. 2626H. Klager har ikke løftet bevisbyrden for, at han på opsigelsestidspunktet led af en sygdom, der havde medført et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager har således ikke godtgjort, at tennisalbuen medførte en begrænsning i form af funktionsnedsættelse, der hindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre. Indklagede afviser det af klager anførte om, at en tennisalbue ”utvivlsomt” er omfattet af det handicapbegreb, som fremgår af EU-domstolens afgørelse af 11. april 2013 (forenede sager C-335/11 og C-337/11) samt af Højesterets dom af 23. juni 2015 (sag 25/2014). Dette beror således altid på en konkret vurdering. Som det følger af de nævnte afgørelser, skal tilstanden være forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Klager havde kun nogle få sygedage ultimo marts og primo april 2014. Herefter havde han ingen sygedage før den 12. august 2014, hvor han igen blev fuldtidssygemeldt for en længere periode. Der gik derfor cirka fem måneder fra den første langvarige sygeperiodes ophør til begyndelsen af den anden langvarige sygeperiode. Indklagede er uforstående over for, at den anden langvarige sygeperiode også skyldtes klagers tennisalbue, idet klager tidligere har oplyst, at sygeperioden fra den 12. august 2014 skyldtes livstruende chok/nervesammenbrud. Klagers nye synspunkt om, at sygemeldingen skyldtes tennisalbuen, er i direkte modstrid hermed. Klagers sygdom havde under alle omstændigheder ikke medført en begrænsning af lang varighed på opsigelsestidspunktet, idet hans fuldtidssygdom på grund af tennisalbue ophørte allerede den 16. marts 2014, hvilket er mere end seks måneder før opsigelsen, og idet klager ikke har godtgjort, at de albuegener, han måtte have haft efter raskmeldingen, medførte en begrænsning i form af en funktionsnedsættelse, der hindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre. I perioden fra den 17. marts 2015 til den 12. august 2015 udførte klager sit arbejde uden nævneværdigt sygefravær og uden at efterlyse nogen form for tilpasningsforanstaltninger fra indklagede. Dertil kommer, at klager åbenbart først fandt anledning til at anmelde sin albuesygdom som en arbejdsskade efter, at han var blevet opsagt af indklagede og cirka ni måneder efter albuesygdommens indtræden. Det må som oplyst af klager lægges til grund, at klagers fuldtidssygemelding i perioden fra den 12. august til den 22. september 2014 skyldtes livstruende chok/nervesammenbrud. Klager har ikke gjort gældende, at denne lidelse skulle have udgjort et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, hvilket under alle omstændigheder også må afvises, da klager ikke har godtgjort, at der var tale om en lægeligt diagnosticeret sygdom, som medførte en begrænsning af lang varighed. De fremlagte lægelige oplysninger er fremkommet i forbindelse med undersøgelser af klager efter indklagedes opsigelse af klager, hvorfor de ikke er relevante for vurderingen af, hvorvidt klager blev udsat for forskelsbehandling i forbindelse med opsigelsen den 22. september 2014. Klager var derfor ikke på opsigelsestidspunktet handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, således som dette begreb skal forstås i overensstemmelse med EU-Domstolens afgørelse af 11. april 2013 i de forenede sager C-335/11 og C-337/11. Såfremt Ligebehandlingsnævnet finder, at klager på opsigelsestidspunktet var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, gør indklagede gældende, at de ikke vidste eller burde vide, at klager var handicappet. Indklagede henviser til Højesterets dom af 23. juni 2015. Indklagede var ikke bekendt med, at klagers tennisalbue skulle være forårsaget af en arbejdsskade eller de nærmere omstændigheder omkring årsagen til skaden i december 2013. Det fremgår af akterne i arbejdsskadesagen, at klager først anmeldte sin albuesygdom til Arbejdsskadestyrelsen den 30. september 2014, hvilket er otte dage efter afskedigelsen af klager på trods af, at klager angiveligt allerede pådrog sig albuesygdommen medio december 2013, altså cirka ni måneder tidligere. Såfremt Ligebehandlingsnævnet måtte finde, at klager på opsigelsestidspunktet den 22. september 2014 var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, understreger det tidsmæssige forløb sammenholdt med de faktiske omstændigheder i øvrigt, at indklagede hverken vidste eller burde vide, at klagers albuesygdom udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager har heller ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet forskelsbehandling. Såfremt Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede vidste eller burde vide, at klager på opsigelsestidspunktet var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, gør indklagede gældende, at klager ikke efterspurgte nogen tilpasningsforanstaltninger, endsige oplyste om årsagen til sin funktionsnedsættelse. Det vil være en uforholdsmæssig stor byrde at pålægge indklagede at skulle gætte sig til relevante tilpasningsforanstaltninger, når klager ikke selv oplyste om årsagen til sin funktionsnedsættelse. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af blandt andet handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse på grund af handicap. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Det er klager, der har bevisbyrden for, at han på afskedigelsestidspunktet den 22. september 2014 var handicappet i lovens forstand. Ved denne vurdering er det uden betydning, om indklagede vidste eller burde vide, om klager var handicappet. Klager har ifølge de lægelige oplysninger en højresidig tennisalbue opstået ultimo 2013. Tilstanden havde været meget vekslende, og klager havde modtaget fast smertestillende behandling og diverse andre behandlingsformer. Klager var sygemeldt fra den 6. januar 2014 til den 16. marts 2014. Herefter og frem til den 4. april 2014 havde klager få sygedage. Den 12. august 2014 blev klager på ny fuldtidssygemeldt. Der er ikke for nævnet fremlagt lægelige oplysninger om årsagen til, at klager blev sygemeldt fra den 12. august 2014. Ifølge klagers egne oplysninger fra dagen efter afskedigelsen skyldtes den seneste sygemelding andre årsager end hans højresidige tennisalbue. Det er heller ikke for nævnet lægeligt beskrevet, hvilke funktionsbegrænsninger klagers højresidige tennisalbue eventuelt medførte. Nævnet vurderer, at klager ikke har dokumenteret, at han på tidspunktet for afskedigelsen som følge af sygdom havde begrænsninger, som hindrede ham i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og at disse begrænsninger havde været af lang varighed. Nævnet vurderer derfor, at klager ikke har dokumenteret, at han led af en sygdom, der havde medført et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager får derfor ikke medhold. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2, om forbud mod forskelsbehandling - § 7 a, om delt bevisbyrde <2015-6810-26458>

Versioner

1. 2017-02-28