Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9172@2017-02-28/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - ej medhold

J. nr. 2015-6810-60440 Klager havde under et røveri i april 2013 på sin arbejdsplads, et apotek, fået et knivstik i hånden samt efterfølgende psykiske mén. I forbindelse med arbejdsskaden gik han til en psykoterapeut, der vurderede, at han led af belastningssymptomer. Han fik nedsat arbejdstid i mindre omfang i november 2014, og i februar 2015 blev han sygemeldt. Psykoterapeuten vurderede, at klager ville kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet inden for 1-1½ år. Indtil sygemeldingen havde klager i ca. halvandet år et sygefravær under gennemsnittet. Nævnet vurderede, at klager ikke havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som farmaceut på det indklagede apotek. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som farmaceut på det indklagede apotek. Sagsfremstilling Klager blev ansat som farmaceut hos indklagede den 1. april 2003. Den 13. april 2013 var der et røveri på apoteket. Klager blev under røveriet snittet i hånden med en kniv. Af journalen fra den psykolog, som klager blev henvist til efter røveriet, fremgår det blandt andet: ”D. 20.06.13 … Behov for samtaler efter voldeligt overfald på arbejdet, hvor han fik sårskade pga snitlæsion. Også stresssymptomer. [Klager] fortæller om overfaldet/røveriet mod ham på [apoteket], d. 13.04.13. Han er bekymret i forhold til hånden, der er blevet skadet. Endvidere gør han sig tanker om sin indsats rent arbejdsmæssigt og om hvordan det hele kommer til at gå. Han udviser krisesymptomer og er påvirket af forløbet/røveriet. Der er modløshed/håbløshed i forhold til arbejdspladsen, hvor [klager] oplever, at der er en del stress grundet sammenlægning/personaleændringer… D. 28.06.13 [Klager] oplever, at det er svært i forhold til venstre hånd. Han går til ergoterapeut, så der bliver gjort noget herfor. … Kollegaer spørger til [klager] med hensyn til arbejdsmængde/tid, hvilket han oplever som indlevelse, men også fordi der er travlt og han ikke kan yde maksimalt. Det er svært og han føler sig presset. [Klagers] humør er svingende, han farer op, er irritabel og fortvivlet… D. 16.07.13 [Klager] har planlagt ferie i uge ( 28 afholdt ) + 31 og 32 Han er begyndt at arbejde lidt mere og i går opdagede han, at han for første gang ikke svedte. Vi taler om de forskellige tegn/symptomer, at det trods alt forekommer at gå i den rigtige retning i forhold til traumet/røveriet. Stress niveauet er dog forhøjet, hvorfor jeg anbefaler ham, at finde så mange muligheder for små pauser i løbet af arbejdstiden, da det kan hjælpe ham til at forebygge, At han kan blive bedre til at opdage dét der kan trigge, standse op og at det forhåbentligt kan hindre yderligere stress. At han kan foreslå løbende evalueringer, således der kan justeres og tilpasses i forhold til den stress han oplever… D. 27.09.13 … [Klager] fortæller, at han har fået det bedre – han oplever, at retssagen er forløbet ok. De måneder der er gået siden røveriet har været befordrende fortæller [klager] og han forekommer umiddelbart også som om han er kommet videre. Jeg spørger til, hvordan det går i forhold til arbejdsmængden og det han beskrev sidst med hensyn til at opdage, at han ikke længere svedte. Han oplever, at det virker ok. Han vil derfor helst bare opsøge hjælp, hvis han får brug for yderligere. Pt har han brug for tid – tiden vil vise, hvordan det kommer til at gå videre i forhold til hans befindende… Aftalen bliver, at han retter henvendelse, såfremt det skulle ændre sig ellers er det positivt med den fremgang der er sket…” Den 1. november 2014 gik klager ned i arbejdstid til 139 timer om måneden. I januar 2015 blev der holdt en MUS-samtale. Af referatet fra samtalen fremgår det blandt andet: ” 1. Arbejdsopgaver Arbejdsopgaver. Skrankearbejde DDKM i samarbejde Veterinær Farmaceutisk kontrol af recepter. Der arbejdes på at implementere stregkodescanner. Udarbejde veterinær instruks Informationsopgaver herunder DA-kampagne i samarbejde med HG Der forekommer mange forstyrrelser fra kundeekspeditioner. Bange for at halte bagud Måske gå fra i samlet tid i møderum i Superbrugsen Er der opgaver du synes særlig godt om. Skrankearbejdet Trives godt med kunder og er god til at få kontakt. Hvilke dele af dit job er du mindre begejstret for DDKM … 3. Interne samarbejdsforhold Trivsel: Hvordan trives du på apoteket. Trivsel ikke i top. Jvf arbejdsopgaver Hvordan er samarbejdet med dine kolleger. Godt. På begge apoteker…” Klager blev i februar 2015 henvist til en psykolog på Arbejdsmedicinsk Klinik af sin praktiserende læge. Af journal af 12. februar 2015 fra psykologen fremgår det blandt andet: ” Kontaktårsag Beskrivelse: 52 årig mandlig farmaceut henvises af egen læge under henvisningsdiagnose stressende arbejdsforhold. … Psykiske belastninger i arbejdet Beskrivelse: Undersøgte arbejder på et apotek, der i 2012 blev fusioneret med et større apotek. Der er øverst en apoteker, der holder til på det større apotek, på us.s apotek er en souschef/filialleder, us. selv er faglig leder, dertil ca 5 farmakonomer, flere på deltid, og en ufaglært ansat. Us. har dels oplevet belastninger i arbejdsmængde og arbejdsvilkår siden fusionen, dels en belastende hændelse med et røverisk overfald. Ved fusionen i september 2012 oplevede de dels, at hele deres database med kundeoplysninger gik tabt, hvilket medførte en del ekstraarbejde i tre måneder, dels en nedgang i bemanding på tre medarbejdere, bla. Fordi de gik fra at have egen –meget hårdtarbejdende – apoteker til at se den nye apoteker en formiddag om ugen. Dette har bla. betydet, at det er sværere at opretholde kvaliteten i arbejdet. Dels fordi personalet ikke længere har tid til at holde to ugentlige møder med info om nyt, dels har us. ikke længere tid til selv at holde sig opdateret på nye lægemidler. Us. er kvalitetsansvarlig for eget apotek, men ved fusionen gik kvalitetsarbejdet i stå fordi det andet apotek var langt bagefter, og skulle overtage al materialet. I september 2013 skulle apoteket flytte til nye lokaler i forbindelse med den lokale Brugsen. Apotekeren har ikke været god til at melde ud, hvad der er behov for i et apotek, så rammerne er nu utilstrækkelige. Der er eksempelvis ikke plads til fælles pauser eller møder, det skal afholdes i Brugsens lokaler, hvilket betyder, at personalet ikke kan sparre og læsse af om dagens hændelser, da de har tavshedspligt over for Brugsens medarbejdere. Us.s egen arbejdsstation er alt for lille, så us. må sidde med papirer på knæet. Ledelsesstrukturen på de to apoteker er noget uigennemsigtig, og hælder til, at det ledende personale på det store apotek træffer beslutningerne uden at inddrage ledelsen i det lille apotek. Apotekeren virker uforstående, når de forsøger at tage problemstillingen op. 13/4-13 sker en traumatisk hændelse, da en narkoman kommer ind på apoteket og går ind bagved betjeningsdisken. Den nærmeste medarbejder flygter, narkomanen følger efter og kommer forbi us. [klager]. Han stopper narkomanen og tager fat i en taske, narkomanen går med. Denne vender sig om og us. ser, at han har en kniv, som han slår ud med og snitter dybt i to af us.s fingre, mens han forlanger Rohypnol. Narkomanen fortsætter ind bagerst til medicindepotet og tager for sig af sovemedicin, som han fortsætter ud på toilettet med. Us. og en elev spærrer døren derudtil og der bliver tilkaldt politi og Falck. Efterfølgende køres us. i ambulance til behandling af snitlæsionerne. Us. er efterfølgende sygemeldt fuld tid ca. en måned, derefter deltids, på grund af hånden, men får ikke taget stilling til sit psykiske velbefindende. Efterfølgende har us. været i retten ifm. at gerningsmanden fik en dom for overfaldet på 1,9 år, og det har været en belastning for ham, da han fik besked om, at gerningsmanden blev løsladt. Før jul 2014 har us. følt sig nødsaget til at gå ned i arbejdstid fra 160 til 139 timer om måneden grundet symptomniveauet. … Symptomudvikling: Beskrivelse: Oplever efter tilbagevenden, at han sveder voldsomt ved kundekontakt, er usædvanligt træt og initiativløs, samt oplever hukommelses- og koncentrationsproblemer. Efterfølgende tilkommer indre uro, tankemylder, nedsat libido og tilbagetrækning fra sociale sammenhænge. Dette fortsætter relativt uforandret frem til nu, bortset fra situationer med ekstra belastninger, fx da gerningsmanden blev løsladt eller da apoteket skulle flytte lokaler. … Vurdering: Beskrivelse: de symptomer, us. oplever aktuelt er klassiske belastningssymptomer, som han har oplevet uændret siden overfaldet i 2013. Årsagen lader til at være en kombination af generelle belastninger i arbejdsbyrde, manglende mulighed for kollegial støtte og uhensigtsmæssig ledelsesstruktur, som har forårsaget en vis sårbarhed i situationen, der medvirker til at us. oplever en mere langstrakt reaktion på det voldsomme overfald i 2013. Det totale fravær af ledelsesmæssig opmærksomhed eller indsats omkring us.s psykiske tilstand efter overfaldet har nok være medvirkende til, at der ikke har været vilkår tilstede for at opnå en tydelig bedring af tilstanden, der i stedet er trukket i langdrag. Prognosen er til gengæld udmærket, hvis mere skånsomme vilkår kan aftales nu for en periode frem, således at us. får reel mulighed for restitution…” Klager blev sygemeldt den 17. februar 2015. Af notat af 6. august 2015 fra psykoterapeuten fremgår det blandt andet: ”… [Klager], har gået i terapi, selvbetalt, af to omgange hos undertegnede. Første fra 16.12 2013 til 4.8 2014. Nuværende forløb startede den 17.3.2015 og er uafsluttet. Der er fortsat behov for terapi og støtte. Første henvendelse fra [klager] var efter han havde gået hos en psykolog nogle gange efter røveri med knivoverfald på [apotek] den 13.4.2013 Før røveriet og overfaldet var [klager] næsten aldrig syg. Han var meget aktiv bl.a. med at cykle til og fra arbejde flere gange ugentlig fra [by] til [by] (2x20 km). De symptomer, der kom efter overfaldet var gentagende mave og luftvejs infektioner, voldsom træthed, svingende humør ofte med tristhed og irritation, samt søvn problemer. Desuden social tilbagetrækning, som var ulig [klagers] tidligere udadvendte livsstil. … Efter det lange og intensive forløb må jeg vurdere, at [klager] har tydelige tegn på senfølger som må henledes til reaktioner efter røveriet med knivoverfaldet. Formentlig er der en overbygning p.g.a. af en underliggende stress tilstand, der har ligget latent i længere tid. Min vurdering er således på baggrund af både konsekvensen af længere varende arbejdspres/stress og konkret traumereaktion efter knivoverfaldet. De fysiske og psykiske symptomerne leder opmærksomheden i retning af post traumatisk stress reaktion. Af natur og personlighedstype er [klager] både ekstrem ansvarsbevidst og opmærksom på sine relationer. Dette forklarer formentlig, hvorfor den direkte kundekontakt og nære kollega relation er særlig udslagsgivende for overbelastnings reaktioner. [Klager] er p.g.a. sine faglige kompetence og viden blevet brugt meget som sparrings partner og rådgiver både til kunder og til kollegaer. Denne position har især efter knivoverfaldet været belastende og givet [klager] en oplevelse af aldrig at slå til. De uforudset opgaver og forstyrreler har virket særligt belastende efter overfaldet, idet [klagers] overskud og ressourcer er betydelig nedsat. … I trygge og stabile situationer og relationer kan [klager] nu fungere fuldstændig normalt, dog med en konstant årvågenhed og hensyntagen til, at han hurtigt bliver overstimuleret og træt. Man kan sige, at tilstanden er god, men ikke stabil. Blot ”en dråbe”, af det, der hører traume og stress til, vil kunne ”farve hele bægeret” på ingen tid. Der kommer omgående en kropslig reaktion på at nærme sig stressorer. Dermed er min vurdering, at der må tænkes i en ny arbejdskontekst og jeg anser det ikke sandsynligt, at [klager] kan komme tilbage til skrankefunktion på apoteket eller til funktioner med risiko for konstante afbrydelser og forstyrrelser. Derimod ser jeg rigtig gode mulighed for, at han kan udfylde et arbejde med struktur og overskuelighed. Hvor vidt det kan blive på fuld tid, er uvist endnu. Det anbefales at starte med nedsat tid og langsomt øge timetallet i tæt samarbejde med [klager]. Han kender til fulde sine kropslige og psykiske signaler på at nærme sig grænsen. Grænsen som ikke skal overskrides, ellers vil der være stor risiko for tilbagefald. Samlende vurdering i forhold til arbejdsmuligheder og hensyn: Vigtigst at kunne arbejde i ro, uden forstyrrelser. Ikke noget ydre pres eller direkte eller indirekte forventninger. Arbejde med patientsikkerhed/ medicinsamtaler- kunne fx være på plejehjem og bosteder… Langsomt optrapning fx 3 dage om ugen á 2-3 timer…” Den 14. august 2015 blev der holdt en rundbordssamtale i kommunen, hvor klager og apotekeren deltog. Af referat fra opfølgningen fremgår det blandt andet: ”…Ved rundbordssamtalen d. 14.8.14 laver terapeuten en kort status omkring behandlingsforløbet og anbefalingerne ift. hvad der skal til arbejdsmæssigt, før [klager] vil kunne starte delvist. Terapiforløbet har gjort det tydeligt for [klager], at han ikke kan vende tilbage til sin arbejdsplads med de arbejdsopgaver, han har haft hidtil: han kan ikke have skrankefunktion eller kundebetjening, ej heller funktioner med konstante afbrydelser og forstyrrelser… Der tales om [klagers] nuværende arbejdsopgaver, og arbejdsgiver har svært ved at se, hvilke opgaver han kan give [klager] ift de anbefalinger terapeuten opridser. [Klager] giver udtryk for, at han også selv har svært ved at se disse opgaver. Han fortæller videre, at han har været meget glad for sit arbejde på apoteket, og han er meget glad for sine kollegaer. Det er dog vigtigt for ham, at hvis han skal tilbage til arbejdet på apoteket, at han da får reelle arbejdsopgaver og ikke nogle ”skåneopgaver…” Klager blev opsagt den 23. august 2015 med seks måneders varsel på grund af langvarigt sygefravær. Af specifik helbredsattest af 4. september 2015 til kommunens sygedagpengeafdeling, udfyldt af klagers praktiserende læge, fremgår det blandt andet: ”… Årsagen til belastningen er langstrakt reaktion på et voldsomt overfald på arbejdet i 2013, i ien periode hvor han har været udsat for stort arbejdspres med manglende mulighed for kollegial støtte og uhensigtsmæssig ledelsesstruktur, som gav sårbarhed overfor voldssituationen. Fraværet af ledelsesmæssig opmærksomhed og indsats på pt.s psykiske tilstand efter overfaldet har været medvirkende til, at han ikke har haft vilkår tilstede for en restituering, hvorfor det har sat sig til en belastningsreaktion. Som beskrevet fra psykoterapeut [navn], har pt. en nærmest PTSD lignende efterreaktion. … Prognosen er god. Forventes at tilbagevende på arbejdsmarkedet op ordinære vilkår indenfor det næste år til 1½ med langsom opstart … Det vurderes, at pt. kan profitere af en meget skånsomt arbejdsmiljø, hvor der ikke er arbejdspres, hvor der er tryghed og opmærksomhed på hans psykiske tilstand uden forstyrrelser eller andet ydre pres. Det forventes at han kan vende tilbage til sit fagområde og med tiden kan han vende tilbage til mere personkontakt. En langsom optrapning over lang tid vil være mere hensigtsmæssigt og jeg synes egentlig det er velbeskrevet i [psykoterapeuts] notat. . ” Den 22. oktober 2015 blev der holdt et forhandlingsmøde mellem indklagedes repræsentant og klagers fagforening. På mødet gjorde klagers fagforening gældende, at opsigelsen af klager var i strid med forskelsbehandlingslovens regler om handicap, da indklagede ikke i tilstrækkeligt omfang havde tilpasset arbejdet til klagers situation efter røveriet i 2013. Indklagedes repræsentant gjorde gældende, at de ikke mente, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager havde været sygemeldt i nogle måneder efter røveriet, men havde derudover ikke haft sygefravær frem til 2015. Indklagedes repræsentant gjorde desuden gældende, at indklagede havde tilpasset arbejdet til klagers behov. Det er i overenskomsten for klagers ansættelsesforhold fastsat, at farmaceuter, der har haft ansættelse på apoteket i mindst seks måneder først kan opsiges efter fem måneders sygdom. Opsigelsesvarslet for en medarbejder med klagers anciennitet var efter de øvrige bestemmelser i overenskomsten otte måneder. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede vidste, at klager havde en sygdom, der udgjorde et handicap. Indklagede var dermed forpligtet til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger i arbejdet. Da indklagede har undladt dette, er afskedigelsen af klager sket i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager ønsker tilkendt en godtgørelse svarende til fire måneders løn for krænkelsen. Subsidiært gør klager gældende, at afskedigelsen med forkortet varsel efter overenskomsten svarer til afskedigelse efter 120-dages reglen. Afskedigelsen er derfor i strid med forskelsbehandlingsloven, da en del af klagers sygefravær skyldtes indklagedes manglende iagttagelse af tilpasningsforpligtelsen. Klager ønsker tilkendt en godtgørelse svarende til to måneders løn for denne krænkelse. Klager fik ved røveriet den 13. april 2013 et knivstik i hånden og psykiske mén. Han forsøgte efter røveriet og frem til sin sygemelding at bearbejde det psykiske mén ved samtaler hos en psykoterapeut. Klager følte, at hans personlighed havde ændret sig fra udadvendt og ligevægtig til det modsatte. Klager har kæmpet en kamp for at holde sig oven vande, og har ikke selv kunnet se sine ”symptomer”. Det undrer ham, at andre på arbejdet, herunder apotekeren, ikke kunne se, at der var noget galt. Klager var ved at gå i spåner over flytningen til andre lokaler, han trak sig fra sociale arrangementer/kurser, han udtrykte usikkerhed, og han var træt og ville gerne gå ned i tid. Klager skrantede meget i efteråret 2013. At klager fik psykiske mén efter røveriet fremgår af den journal, som en psykolog udarbejdede efter røveriet. De psykiske mén blev ikke anmeldt som en arbejdsskade, som det burde have været. Der verserer sideløbende med sagen ved Ligebehandlingsnævnet en sag om erstatningsansvar efter erstatningsansvarsloven på grund af for sen anmeldelse af arbejdsskade. Klager var ansvarlig for kvaliteten på apoteket, og det var frustrerende for ham, da de to apotekers systemer skulle lægges sammen. Klager havde ikke let ved at være bindeleddet, der skulle sørge for implementeringen. Der var også store problemer med at få afsat tid til at mødes med klagers farmaceutkollega og morgenmøder, hvor alle faglærte kunne mødes. Klager frygtede, da apoteket skulle flytte lokaler, da han ikke kunne overskue at blive pålagt ekstratimer en hel weekend. Klager blev heldigvis fritaget for at deltage i flytningen, hvilket han var meget lettet over. Klager fravalgte at deltage i julefrokosten i 2014 og i et kursus i 2015, da han ikke havde lyst eller kunne overskue det. Klager kunne ikke arbejde i ro på grund af de fysiske rammer, hvor klagers arbejdsstation ikke var afskærmet. Indklagede har ikke imødekommet klagers anmodning om omplacering, og indklagede har derudover undladt at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger. Indklagede havde efter arbejdsmiljøloven og Arbejdstilsynets vejledning om arbejdsrelateret vold pligt til at spørge ind til klagers helbred efter røveriet. Det gjorde apotekeren aldrig. Der blev heller ikke senere gjort noget for at skåne klager. Apotekerens og klagers arbejdsrelation var kun arbejdsmæssig. Det skema fra MUS-samtalen i januar 2015, som indklagede har fremlagt, viser med al tydelighed, at apotekeren og klager ikke talte sammen om, hvordan klager havde det. Indklagede har dog den 22. november 2014 imødekommet klagers ønske om deltidsansættelse. I forbindelse med indgåelsen af aftalen om ansættelse på deltid blev årsagen til klagers ønske (ekstrem træthed) drøftet. Indklagede har utvivlsomt på dette tidspunkt vidst, at klager led af en sygdom, som udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager blev afskediget den 23. august 2015 på grund af langvarigt sygefravær (seks måneder). Klager blev afskediget med forkortet varsel på seks måneder, som der er mulighed for i henhold til overenskomsten. I forhold til klagers anciennitet var hans opsigelsesvarsel otte måneder. Klagers fagforening har forsøgt at løse sagen via forhandling med indklagedes arbejdsgiverforening. Der har været holdt forhandlingsmøder den 17. september og 22. oktober 2015. Indklagede afviser, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling. Indklagede mener ikke, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Såfremt nævnet vurderer, at klager har et handicap, gør indklagede gældende, at de ikke vidste eller burde vide, at klager havde et handicap. I forbindelse med røveriet fik klager et knivstik i hånden, og han var sygemeldt i et stykke tid. Der blev ikke konstateret psykiske mén. Apoteket betalte for, at klager kunne blive behandlet hos en psykolog. Da klager vendte tilbage til arbejdet efter røveriet, udførte han det samme arbejde som inden røveriet. Der har ikke på noget tidspunkt kunnet konstateres en funktionsnedsættelse. Indklagede har ikke været involveret i samtalerne med psykologen efter røveriet, og indklagede har derfor heller ikke tidligere set de journaler fra samtalerne, som klager har fremlagt. Ifølge journalen blev forløbet afsluttet i september 2013, dvs. næsten halvandet år inden klager blev sygemeldt. Ifølge journalen var der ved afslutningen af forløbet sket en positiv fremgang, og det blev aftalt, at klager skulle henvende sig på ny, hvis tingene ændrede sig. Det skete tilsyneladende ikke, og klager genoptog da også arbejdet i ca. halvandet år med et sygefravær langt under gennemsnittet. Forud for sygemeldingen i februar 2015 havde klager arbejdet i 13 måneder med blot en enkelt dags sygefravær. Både apotekeren og souschefen på det apotek, hvor klager arbejdede, har lejlighedsvist spurgt ind til klagers helbred. Klager har ikke overfor apotekeren givet udtryk for, at han havde problemer i forhold til arbejdspladsen. Det fremgår af mailkorrespondance fra maj og juni 2015, at indklagede har spurgt til klagers helbred efter røveriet i 2013. Souschefen har haft en lang samtale med klager om hans ”dæmoner”, men efter aftale med klager skulle apotekeren ikke inddrages heri. Det kunne tyde på, at klagers problemer ikke var arbejdsrelaterede. Klager har på intet tidspunkt tilkendegivet, at han havde psykiske mén efter røveriet. Indklagede har derfor ikke haft anledning til at betragte klager som handicappet, da skaden på hånden heller ikke havde betydning for klagers funktioner på apoteket. Selvom indklagede ikke havde anledning til at anse klager for at have et handicap, har indklagede gjort, hvad man med rimelighed kan forvente af en arbejdsgiver, hvis en ansat får et handicap. Indklagede har tilpasset klagers arbejde, selvom indklagede ikke havde kendskab til, at klager havde et handicap. Indklagede har efterkommet klagers ønske om ansættelse på deltid. Det er helt almindeligt, at ansatte på apoteket ønsker ansættelse på deltid, så et sådant ønske giver ikke anledning til særlige overvejelser. Deltidsansættelse er det normale for farmaceuter og farmakonomer på apoteket. Mindre end 1/3 af apoteksfarmaceuterne er på fuld tid og endnu færre farmakonomer. Indklagede undrede sig derfor ikke over klagers ønske om ansættelse på deltid. Indklagede er ikke enig i, at klagers ønske var begrundet i ”ekstrem træthed”. Klager har altid ytret ønske om at arbejde i skranken, og dette har kunnet lade sig gøre på en sådan måde, at klager kun meget sjældent skulle arbejde på det apotek, hvor røveriet fandt sted. Indklagede har lagt arbejdsskemaet sådan, at klager kun hver tredje lørdag arbejdede på det pågældende apotek. Det er antydet i rapporterne fra Arbejdsmedicinsk Klinik, at kundekontakten var et problem for klager efter røveriet. Dette har imidlertid ikke været kommunikeret over for indklagede. Indklagede har ikke inden afskedigelsen af klager haft kendskab til rapporterne fra Arbejdsmedicinsk Klinik. Klager tilkendegav under en medarbejdersamtale i januar 2015, altså en måned inden han blev sygemeldt, at han trivedes med kontakten til kunderne. Klager oplyste også ved samtalen, at han trivedes med kollegerne. Der har således ikke været tegn på, at klager skulle have et psykisk handicap. I rapporten fra Arbejdsmedicinsk Klinik er det angivet, at klager i længere tid havde oplevet et arbejdspres. Klager har ikke i de senere år haft ledelse på apoteket, men har blot haft fagligt ansvar for nogle processer, som indgår i alle farmaceuters opgaver. Der er ingen tvivl om, at indklagede ville have været indstillet på at foretage yderligere tilpasninger af arbejdet, hvis klager havde udtrykt ønske om det. Klagers sygemelding i februar 2015 kom som en overraskelse for indklagede. Indklagede ville have imødekommet et ønske om genoptagelse af arbejdet på nedsat tid eller delvis sygemelding og optrapning, hvis klager havde ønsket det. Klager har anført, at referatet fra rundbordssamtalen den 14. august 2015 modsiger, at indklagede var indstillet på at foretage yderligere tilpasninger. Ifølge referatet blev klagers opgaver og risikoen for opsigelse drøftet. Det blev på intet tidspunkt nævnt, at klager skulle have et handicap. Klagers opgaver var for en farmaceut meget enkle og ukomplicerede. Klager var af terapeuten blevet anbefalet at genoptage arbejdet delvist, og indklagede opfordrede også på mødet klager til at genoptage arbejdet helt eller delvist. Indklagede gav udtryk for, at det var vanskeligt at se, hvilke skåneopgaver, der kunne være, men klager kunne heller ikke pege på skåneopgaver, han kunne udføre. Klager gav desuden udtryk for, at han ville have reelle opgaver og ikke skåneopgaver, hvis han skulle tilbage på apoteket. Klager har således ikke tilkendegivet behov for ændrede arbejdsopgaver. Indklagedes arbejdsgiverforening tilkendegav over for klagers fagforening på mødet den 22. oktober 2015, at man ikke mente, at klager havde et handicap. Man spurgte også, hvordan indklagede kunne have tilpasset klagers arbejdsfunktioner udover, hvad der allerede var gjort. Klagers fagforening havde ingen forslag hertil, og klager havde heller ikke efterlyst ændringer eller tilpasninger. Klager er ikke blevet afskediget med forkortet opsigelsesvarsel. De seks måneders varsel, som klager blev opsagt med, er det varsel, som overenskomstparterne har aftalt. Indklagede ville have afskediget klager i juli 2015, men håbede på, at klager ville genoptage arbejdet, og at en afskedigelse ikke blev nødvendig. På et møde i august 2015, hvor kommunen deltog, gav klager udtryk for, at han ikke forventede at genoptage arbejdet. Det var derfor i august 2015 nødvendigt af hensyn til apotekets økonomi at afskedige klager, da apoteket ikke ville modtage lønrefusion i mere end 12 måneder. En lønudgift på mere end 53.000 kr. pr. måned må ophøre, når der ikke er udsigt til tilbagevenden til arbejdet. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Det fremgår heraf, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med et handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere på grund af handicap ved blandt andet afskedigelse. Arbejdsgiveren skal også træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med et handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse. Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Det er klager, der har bevisbyrden for, at han har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Den 13. april 2013 blev klager under et røveri på sin arbejdsplads skåret i hånden. Klager blev henvist til psykolog, hvor han var i konsultation i perioden 20. juni – 27. september 2013. Med virkning fra den 1. november 2014 gik klager ned på en månedlig arbejdstid på 139 timer. Indklagede er ikke enig med klager i, at den nedsatte arbejdstid var begrundet i ekstrem træthed hos klager. I februar 2015 blev klager sygemeldt. Det er oplyst, at klager indtil sygemeldingen i ca. halvandet år havde et sygefravær langt under gennemsnittet, og at han i de sidste 13 måneder op til sygemeldingen alene havde haft en dags sygefravær. Klager blev i forbindelse med sin sygemelding i februar 2015 af sin læge henvist til psykolog på Arbejdsmedicinsk Klinik på grund af stressende arbejdsforhold. Det ses i psykologens vurdering, at klager oplever klassiske belastningssymptomer, som han har oplevet uændret siden overfaldet i 2013. Årsagen lader til at være en kombination af generelle belastninger i arbejdsbyrde, manglende mulighed for kollegial støtte og uhensigtsmæssig ledelsesstruktur, som har forårsaget en vis sårbarhed i situationer, der medvirker til at klager oplever en mere langstrakt reaktion på det voldsomme overfald i 2013. Når henses til sygeforløbet frem til afskedigelsen sammenholdt med oplysningen om prognosen, hvorefter klager forventes at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet indenfor 1 til 1 ½ år på ordinære vilkår, vurderer nævnet, at klager ikke har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager får derfor ikke medhold i klagen Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 2a om tilpasningsforpligtelsen - § 7a om delt bevisbyrde <2015-6810-60440>

Versioner

1. 2017-02-28