Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - uddannelse - ej medhold

GældendeVersion 2017-02-28
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9177@2017-02-28/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - uddannelse - ej medhold

J. nr. 2016-6811-10790 En kvinde fra Columbia deltog i et undervisningsforløb i dansk på en sprogskole. Mens kvinden fulgte det normale undervisningsforløb, gav sprogskolen nogle af kvindens medstuderende mulighed for at springe dele af forløbet over. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at det ikke var kvindens etniske oprindelse, som var årsagen til, at hun ikke havde kunnet springe dele af det normale undervisningsforløb over. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnicitet i forbindelse med klagers undervisningsforløb i dansk på en sprogskole. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Klager er ikke blevet udsat for forskelsbehandling under sit undervisningsforløb i dansk hos indklagede. Sagsfremstilling Klager, som kommer fra Colombia, begyndte den 8. april 2013 som led i sin integrationskontrakt på den indklagede sprogskole for at lære dansk. Uddannelsesforløbet, som klager deltog i, består af 6 moduller. Modul 5 afsluttes med ”Prøve i Dansk 3” (PD3) og kan bruges til at søge om dansk statsborgerskab, mens modul 6 afsluttes med ”Studieprøven” og er sprogligt adgangsgivende til videregående uddannelser i Danmark. På klagetidspunktet var klager på uddannelsesforløbets modul 5. Af en mail, som klager har sendt til skolevejleder X´s private e-mailadresse, mens hun var på uddannelsesforløbets modul 5, fremgår følgende: ”Er det rigtigt, at man kan både studere til PD3 og Studie Prøven på sammen tid? Jeg vil meget gerne høre om, hvordan kommer jeg på det hold? Jeg kan godt starte fra næste uge om aftenen. Vi snakkes videre om det i skolen på tirsdag. Jeg glæder mig til at høre mere om det. Venlige hilsner! ” Skolevejleder X svarede følgende til klager fra sin private e-mailadresse: ”Kære søde [klager]. Der er desværre forskel på folk. Det kan engang imellem ske, at der er nogle personer, der viser specielle evner for at lære dansk, dem prøver vi selvfølgelig at støtte. Jeg ved godt, at du gerne vil. Men du har ikke vist specielle evner inden for det område. Du skal afslutte din PD3 – eksamen med karaktererne 10.10.10, som de fleste andre, hvis du skal optages på holdet. Jeg skal jo være ærlig, selv om det måske kan gøre ondt på dig, men jeg er bestemt ikke sikker på, at studieprøven er noget for dig. Kh [skolevejleder X]. ” Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 17. februar 2016. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse i forbindelse med undervisningsforløbet på sprogskolen. I april 2013 begyndte klager i overensstemmelse med hendes integrationskontrakt på et undervisningsforløb i dansk på sprogskolen. Klager havde i forbindelse med dette undervisningsforløb oplevet, at skolevejleder X, som er ansat hos indklagede, fokuserede på at fastholde de studerende i undervisningsforløbet. Skolevejleder X gjorde dette på trods af, at de studerende var tilstrækkeligt dygtige til, at de ville kunne have gennemført eksamen tidligere. Skolevejleder X havde ved flere lejligheder udtrykt, at det kun er studerende fra Europa, som får mulighed for at fortsætte til ”Studieprøven”. Dette sker, uanset om de studerendes sproglige kompetencer er tilstrækkeligt gode til at tage eksamen ”Studieprøven”. Da klager på modul 5 var til den del af ”PD3” som kaldes ”læseforståelse”, fik hun ikke efter endt eksamen udleveret det skriftlige dokument, som hun blev eksamineret på baggrund af. Klager fik derudover kun en meget svævende forklaring på, hvorfor hun kun fik 4 til denne skriftlige eksamen. Klager er skuffet over, at skolevejleder X ved flere lejligheder har oplyst til klager, at hun ikke er tilstrækkelig dygtig til at komme videre til ”Studieprøven". Skolevejleder X har ikke givet klager en uddybende begrundelse for dette. En af klagers medstuderende fik mulighed for at gennemføre og afslutte modul 1-5 og ”Studieprøven” på mindre end halvandet år. Klager forstår ikke dette, da den pågældende medstuderende ikke var dygtigere end de andre på kurset. Den pågældende medstuderende fra kurset havde ikke bestået ”PD3”, men trods dette deltog pågældende om aftenen i et forløb for at gennemføre ”Studieprøven”. Klager henviser til, at flere studerende har fået denne tilladelse fra indklagede. Klager mener, at dette er mærkværdigt, da hun forstår uddannelsesforløbet således, at man kun kan følge ét modul ad gangen. Har en studerende tilstrækkeligt høje karakter, har pågældende bestået et modul og kan fortsætte på det næste modul. Da ”Studieprøven” er sprogligt adgangsgivende til universitetet, er det vigtigt, at denne karakter bliver givet på objektivt grundlag. Det er ikke ligebehandling, og klager er trist over, at klager og klagers medstuderende skal opleve denne forskelsbehandling. Skolevejleder X har oplyst til klager, at der er forskel på folk, og at europæere er tættere på den danske kultur end personer fra resten af verden. Der sker således forskelsbehandling mellem studerende fra Europa og studerende fra resten af verden. Får en studerende som følge af en skolevejleders subjektive vurdering lov til at studere på to successive forløb samtidigt, er dette objektive kriterium ikke opfyldt. På den måde bliver prøvesystemet ”kortsluttet”. Klager og nogle af de andre medstuderende kommer fra lande, hvor lighed for alle og retfærdighed er en mangelvare, og hvor korruption og forskelsbehandling er normal. De havde ikke forventet at møde dette i Danmark. Klager troede personligt på det danske samfund og det demokratiske system, hvor lighed er et grundlæggende vilkår. På grund af personer som skolevejleder X er klager derfor nu meget skuffet. Klager ønsker med klagen at opnå en forklaring på, hvorfor hun ikke er tilstrækkelig dygtig til det danske sprog til, at hun kan få tilladelse til at komme videre til ”Studieprøven”. Klager vil gerne have sine danskkundskaber vurderet af en anden lærer eller en anden sprogskole, da hun gerne vil høre deres vurdering af, om hun har en chance for at komme videre til ”Studieprøven”. Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse. Indklagede forskelsbehandler hverken kursister eller mennesker på grund af køn, race, hudfarve, religion, tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Når to kursister på forskelligt dansksprogligt niveau ikke er blevet behandlet ens, så er det ikke forskelsbehandling, men i stedet en naturlig, nødvendig, saglig og faglig begrundet forskelsbehandling, der på ingen måde er forskelsbehandling i ovennævnte forstand. Når ”tonen” i korrespondancen mellem klager og skolevejleder X er mindre formel end informationen, som indklagede normalt giver, skyldtes det, at klager har valgt at skrive til skolevejleder X´s private mailadresse. Skolevejleder X valgte som følge heraf også at svare klager som privatperson og i en mere privat og let tone. Indklagede beklager, at skolevejleder X har svaret på arbejdsrelaterede henvendelser fra klager fra sin private e-mailadresse. Indklagede gør i samme forbindelse opmærksom på, at indklagede nu har benyttet lejligheden til at indskærpe, at al arbejdsmæssig kommunikation skal foregå fra en arbejdsmailadresse og i en saglig tone. Skolevejleder X har oplyst, at klager begyndte hos indklagede den 8. april 2013. Hun bestod modul 1 den 12. juni 2013, modul 2 den 8. november 2013, modul 3 den 24. april 2014 og modul 4 den 9. oktober 2014. Klager blev tilmeldt ”PD3”-eksamen i slutningen af 2015, men hun gennemførte kun de dele af eksamen, som er læseforståelse og skriftlig fremstilling. Klager meldte afbud til den mundtlige eksamen på grund af sygdom. Klager fik 7 i læseforståelse og 4 i skriftlig fremstilling. Klager var ikke tilfreds med karakteren 4, hvilket gav anledning til, at skolevejleder X gav hende en forklaring og vejledte hende i mulighederne for at klage. Karakteren var givet i enighed mellem censor og skolevejleder X, og klager indbragte ikke en klage. Klager fortsatte i sit forløb hos indklagede den 4. januar 2016. Det fremgår af indklagedes bemærkninger til sagen af 13. maj 2016, at klager er tilmeldt ”PD3”-eksamen i sommeren 2016. Skolevejleder X er en erfaren ”DU3” underviser og ”PD3”-ekseminator, og han lægger aldrig skjul på, at ”PD3”-eksamen er vanskelig. Eksamen kræver tilstedeværelse og meget hjemmearbejde. Dette gælder særligt, hvis man ønsker at opnå optagelse på modul 6. Alle erfaringer viser, at kun kursister, der har gennemført ”PD3”-eksamen på modul 5 med et endog meget flot resultat, vil kunne opfylde de høje krav, der bliver stillet på modul 6. Sprogskolen har derfor, ligesom andre sprogskoler, et generelt karakterkrav for optagelse til modul 6. Indklagedes krav til optagelse til modul 6 er, at eksamen på modul 5 skal være bestået med karaktererne 10, 10 og 10. Dette krav kan kun blive fraveget, hvis der foreligger særlige omstændigheder. For at vurdere om dette er tilfældet, har indklagede en særlig optagelsesprocedure til modul 6. Ansøgere, der har karaktererne 10, 10 og 10 bliver optaget på modul 6 uden optagelsesprøve. Ansøgere, der ikke har opfyldt karakterkravet, kan blive optaget på modul 6, hvis flere undervisere samstemmende vurderer, at den pågældende kursist vil kunne bestå modul 6. Er der tale om et tvivlstilfælde, skal kursisten til en optagelsesprøve. Det er denne fremgangsmåde, som vil blive fulgt, hvis klager består sin eksamen på modul 5 og søger om optagelse på modul 6. Det er kun undtagelsesvis, at en kursist udviser så hurtig progression på modul 5, at kursisten sideløbende kan ”gæste” undervisningen på modul 6. Dette sker kun sjældent og kun i situationer, hvor det for indklagede ikke efterlader nogen tvivl om, at kursisten ved eksamen på modul 5 vil opnå de ovennævnte karakterkrav for optagelse på modul 6. Formelt skal indklagede tilbyde kursisterne modulerne kronologisk, og modulerne skal bestås kronologisk. I undtagelsestilfældene, hvor en kursist får mulighed for at ”gæste” modul 6 forud for bestået ”PD3”-eksamen på modul 5, bliver kursisten først indskrevet på modul 6, når adgangskravene er opfyldt. Indklagede var ikke det mindste i tvivl om, at kursisten, som klager refererer til, ved eksamen på modul 5 ville opnå de ovennævnte karakterkrav for optagelse på modul 6. Indklagede mener ikke, at dette var tilfældet med klager, hvilket også fremgår af klagers opnåede karakter ved eksamen på modul 5. Skolevejleder X lægger som underviser og vejleder aldrig skjul på, at ”PD3”-eksamen på modul 5 er en vanskelig eksamen, og at det er svært at blive optaget og gennemføre modul 6. Derudover oplyser skolevejleder X også altid i relevante tilfælde, at det kan være vanskeligere for nogle sproggrupper end for andre at opnå de karakterer, der skal til for at blive optaget på modul 6. Skolevejleder X oplyser altid samtidig, at indklagede foretager en konkret og individuel vurdering af den enkelte kursist ud fra kursistens eksamensresultater på modul 5. Skolevejleder X´s intension med ordlyden af mailen til klager var, i en let tone, at formidle, at det ikke var udtryk for personlige præferencer for én kursist frem for en anden. I stedet var der tale om en faglig og saglig begrundet ”forskelsbehandling” mellem klager og den pågældende medkursist. De to var på vurderingstidspunktet på et meget forskelligt danskfagligt niveau. Skolevejleder X ønskede endvidere i mailen at formidle ovenstående høje krav til optagelse og gennemførelse af modul 6 til klager. Skolevejleder X kender klager som en aktiv, engageret og ambitiøs kursist, der altid har været interesseret og deltagende. Skolevejleder X har løbende under undervisningsforløbet bakket op om hendes initiativer og projekter både inden for og uden for sprogskolen. Klager og skolevejleder X har haft en løbende dialog, og det faktum, at klager skrev til skolevejleder X´s private mailadresse, gav skolevejleder X indtryk af, at klager ville have læst mailen i den positive og velmente ånd, som den var skrevet i. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse på arbejdsmarkedet efter forskelsbehandlingsloven. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte, for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der driver vejledningsog uddannelsesvirksomhed. Klager skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Hvis klager kan løfte denne bevisbyrde, påhviler det indklagede at bevise, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling. På baggrund af sagens oplysninger, herunder indholdet i mailen fra skolevejleder X til klager, vurderer Ligebehandlingsnævnet ikke, at det er klagers etniske oprindelse, der er årsagen til, at klager ikke har kunnet springe dele af det normale uddannelsesforløb over. Der er heller ikke andre oplysninger, som tyder på, at klager har været udsat for forskelsbehandling. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1 om lovens anvendelsesområde - § 3 om forbud mod forskelsbehandling - § 7a om delt bevisbyrde <2016-6811-10790>

Versioner

  1. 2017-02-28