Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9186@2017-02-28/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - handicap - etnisk oprindelse, hudfarve og race - uanset handicap - kommuner - sagsbehandling - ej medhold

J. nr. 2016-6811-18370 En kvinde født i 1952 og bosnisk flygtning klagede over sin kommunes sagsbehandling fra 2011 og frem. Kvinden havde i løbet af årene modtaget sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge og været i forskellige praktik- og aktiveringsforløb samt haft løbende samtaler med kommunen med henblik på at opnå beskæftigelse. Kvinden følte sig stigmatiseret og dårligt behandlet af kommunen blandt andet på grund af sin etniske oprindelse, og hun mente, at hendes alder og helbredsmæssige situation medførte begrænsede muligheder på arbejdsmarkedet. Kvinden havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hun var blevet stillet ringere på grund af etnisk oprindelse, alder og/eller handicap. Nævnet tog ikke stilling til, om kvinden havde et handicap. Nævnet fandt heller ikke anledning til nærmere at afgrænse, hvilket dele af kvindens forløb, der var omfattet af forskelsbehandlingslovens område. Klager fik ikke medhold i sine klager.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, alder og handicap i forbindelse med klagers forløb i jobcentret under den indklagede kommune. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven og lov om etnisk ligebehandling i forbindelse med klagers forløb i jobcentret. Sagsfremstilling Klager, som er født i 1952, er bosnisk flygtning og kom til Danmark i 1993. Klager har en uddannelse afsluttet i 1982 i organisationsvidenskab svarende til en dansk bacheloruddannelse inden for det samfundsvidenskabelige hovedområde. Klagers arbejdsløshedskasse vurderede den 10. august 2011, at klager var berettiget til dagpenge fra den 1. august 2011. Klager flyttede efterfølgende til den indklagede kommune. Det fremgår af klagers kommunale journal den 1. november 2011, at hun var jobparat og havde ressourcer, kompetencer og udviklingsmuligheder i forhold til ordinært arbejde. Klager skulle søge de to stillinger, som hun havde oplyst om, og hun skulle bekræfte sin jobsøgning hver uge. Klager blev af jobcentret indkaldt til jobsamtale den 15. december 2011. Der blev ved samtalen lagt en jobplan. Klager blev tilbudt inspiration og sparring i sin jobsøgning ved et fire ugers forløb med coaching hos Job Vision fra 9. januar 2012 til 3. februar 2012. Klager skulle stå til rådighed og ville modtage under arbejdsløshedsdagpenge under forløbet. Den 3. januar 2012 sendte indklagede et underretningsbrev til klager vedrørende sygedagpenge, da klagers A-kasse havde indberettet, at klager havde været sygemeldt fra denne dag. Ifølge brev af 12. januar 2012 havde Job Vision indberettet til jobcentret, at klager var afmeldt, da hun som følge af sin sygemelding ikke havde påbegyndt forløbet. Klager blev indkaldt til opfølgningssamtaler i jobcentret den 13. februar 2012, 27. februar 2012, 11. april 2012, 9. maj 2013, 1. juni 2012, 3. juli 2012 og 19. september 2012, da hun fortsat var sygemeldt. Formålet med samtalerne var at udarbejde en plan i samarbejde med klager for hendes tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Det fremgår af referat fra samtalen den 13. februar 2012, at klager havde stress. Klager oplyste under samtalen, at hun var henvist til psykiater, og at egen læge havde sagt, at hun skulle tage det med ro et stykke tid. Klager oplyste endvidere, at hun havde været på mange jobsøgningskurser uden resultat. Hun følte sig misforstået og havde andre forventninger end dem, som jobcentret og diverse konsulenter kunne imødekomme, hvilket medvirkede til, at hun var brudt sammen og ikke kunne mere. Hun var også forvirret over mange af de initiativer og henvisninger, som hun havde mødt i systemet. Det fremgår af statusbedømmelse af 28. marts 2012 fra en psykiater, der havde set klager tre gange, at hun var sat i medicinsk behandling på grund af mistanke om depression. Det var psykiaterens vurdering, at klager ikke havde en genuin depression, men på baggrund af sin samlede sociale situation havde udviklet en tilstand med samme symptomer, og at den bedste medicin for klager ville være at komme i arbejde, hvor hun fik anerkendelse for de evner og kompetencer, som hun utvivlsomt besad. Det fremgår af opfølgning i jobcentret den 11. og 25. april 2012, at klager ikke følte sig rask nok til at vende tilbage til arbejdsmarkedet og jobsøgning. Hun mente, at hun på grund af sin alder havde ringe muligheder på arbejdsmarkedet, og at hun ikke havde de fysiske og psykiske kræfter, der skulle til. På baggrund af status fra klagers psykiater vurderede jobcentret, at der var behov for praktikforløb i tre måneder til støtte for efterfølgende jobsøgning. Der blev foreslået fire praktiksteder, blandt andet på kvindecentre. Praktik blev ikke etableret de foreslåede steder, og der blev i stedet arbejdet på andre løsninger. Den 4. juli 2012 skrev klager til sin sagsbehandler, at hun var for dårlig til at blive raskmeldt, og at hun ikke havde de fysiske og psykiske kræfter til at gøre, hvad det kræves på arbejdsmarkedet. Hun var heller ikke i stand til at skrive to jobansøgninger om ugen. Klager følte sig dårligt tilpas over den måde, som hun blev presset af jobcentret på. Klager ønskede information om kontanthjælp. I august 2012 blev der etableret praktik i en fritidsklub som pædagogmedhjælper fra den 3. september 2012 til den 30. november 2012. Ved 8. konsultation den 30. august 2012 hos psykiateren oplyste klager, at hun var i bedre humør og havde fået et løntilskudsjob i en fritidsinstitution. Klager var utilfreds med systemet og oplevede ifølge journalen systemet værre end andre. Det var klagers vurdering, at hun ikke havde behov for yderligere samtaler, hvilket psykiateren var enig i. Aktuelt opfyldte klager kriterierne for belastningsreaktion. På tidspunktet for opfølgningsmøde den 16. oktober 2012 i forbindelse med praktikken var arbejdstiden øget fra 20 til 30 timer om ugen. Klager var mødestabil. Der blev den 7. december 2012 oprettet en arbejdsevnevurderingsjournal (ajourført den 15. februar 2013). Det var den 11. december 2012 sagsbehandlerens vurdering, at klager havde gode erhvervsmæssige kompetencer, både inden for akademiske og ufaglærte områder, gode sociale kompetencer og god omstillings- og indlæringsevne. Samlet set var arbejdsmarkedsperspektivet negativt, idet klager ikke kunne se sig selv på det ordinære arbejdsmarked. Der var ifølge sagsbehandleren ikke tale om en alvorlig lidelse, som hindrede tilknytning til arbejdsmarkedet. Klager blev orienteret om muligheden for at søge kontanthjælp, og at hun skulle stille sig til rådighed for det ordinære arbejdsmarked. Klagers sygedagpenge ophørte den 31. december 2012 på grund af varighed. Jobcentret vurderede, at der ikke forelå en helbredsmæssig begrundelse for uarbejdsdygtighed, og at klager ville kunne varetage ikke-rygbelastende arbejde på ordinære vilkår. Klager havde i sine to måneder i praktik i slutningen af sygedagpengeperioden vist, at hun kom op på at arbejde 35 timer om ugen. Klager fik ikke medhold i sin klage over jobcentrets afgørelse om stop af sygedagpenge. Klager blev den 15. februar 2013 bevilliget kontanthjælp og aktivering fra den 6. februar 2013. Klager blev af jobcentret indkaldt til jobsamtale den 14. maj 2013 som led i klagers individuelle kontaktforløb med henblik på at tale om hendes jobsøgning, eventuelle uddannelsesplaner og muligheder. Klager blev på ny indkaldt til jobsamtale i jobcentret den 14. maj 2013, 1. august 2013, 17. oktober 2013, 15. januar 2014, 28. januar 2014 og 7. april 2014. I april 2014 blev det vurderet, at klager ikke kunne deltage i aktive beskæftigelsesrettede tiltag og derfor skulle tilknyttes en mentor med det formål igen at blive klar til beskæftigelsesrettede tiltag. Der blev booket en intern mentor, og der skulle afholdes møde en gange om ugen. Mentoren anførte i journalen den 24. juli 2014, at klager rigtig gerne ville på arbejdsmarkedet, men at hun havde barriere i form af lændesmerter og periodisk depression. Mentoren vurderede, at det ville være muligt at få klager placeret på arbejdsmarkedet. Det blev aftalt med klager, at mentorforløbet blev afbrudt, og at hun i stedet fik et tilbud efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats § 32. Klager blev derfor henvist til et forløb fra den 4. august 2014, hvorunder det var muligt at kombinere holdundervisning, individuelle samtaler, praktik og en række tiltag af psykisk, fysisk og almen karakter. Under forløbet deltog klager i et individuelt samtaleforløb med socialrådgiver A, og der var fokus på klagers muligheder i forhold til job/uddannelse, hendes faglige færdigheder, sociale forhold og helbred. Klager deltog i et træningstilbud i form af blandt andet varmtvandstræning. Ved mail af 12. november 2014 sendte socialrådgiver A en mail til klager og oplyste, at klager var tilmeldt let gymnastik og varmtvandstræning som svar på klagers mail dagen før om, at det var blevet svært for hende at deltage. Socialrådgiveren vedhæftede et nyt skema og oplyste, at hun håbede, at det nye skema ville være bedre for klager med kun to gange træning om ugen. Forløbet ville vare frem til 19. december 2014, og hvis klager fortsat ikke kunne deltage, måtte de tage en snak om, hvad der kunne gøres for hende. Den 1. december 2014 blev klager henvist til psykiatrisk speciallæge. Det fremgår af anamnesen, at klager måske var lettere depressiv, men ikke psykotisk. Det fremgår af resultat fra røntgenundersøgelse den 4. december 2014 af lænderyggen, at klager havde diskret holdningsanomali og degenerative forandringer. Det fremgår af afsluttende leverandørrapport dateret 11. december 2014, at klager i størstedelen af tiden havde fungeret godt og mødt til aktiviteterne. Sidst i forløbet oplyste klager, at hun havde fået det psykisk og fysisk skidt, herunder havde hun haft smerter i lænden, og hun havde derfor haft en del afbud. Det var oplevelsen af samtalerne med klager, at klager fremstod forvirret, usammenhængende og havde vanskeligt ved at holde fokus på et emne ad gangen, hvilket ikke skyldtes sprogbarriere. Hendes humør havde været yderst svingende, og hun fremstod mistroisk i kommunikationen med sin konsulent. Den 5. januar 2015 genoptog klager forløbet ved psykiateren på grund af mulig mindre depression. Ifølge journalnotatet var klagers tankegang noget vanskelig at følge. Ved konsultation den 21. januar 2015 var kontakten fortsat vekslende, og psykiateren havde en lille mistanke om hørehallucinationer. Det fremgår af journal af 25. marts 2015, at psykiateren ikke havde hørt fra klager, og han anså derfor forløbet for at være afsluttet. Den 9. marts 2015 blev klager af jobcentret indkaldt til en samtale om sin jobsøgning. Samtalen skulle finde sted den 25. marts 2015 og handle om klagers muligheder for at komme i arbejde. Klager modtog på dette tidspunkt kontanthjælp. Det fremgår af brev af 30. marts 2015 fra jobcentret, at der var booket en mentor i 26 uger i perioden 6. april 2015 til 2. oktober 2015. Jobcentret vurderede, at klager aktuelt ikke havde mulighed for at deltage i aktiviteter, som eksempelvis virksomhedspraktik eller et forløb på et beskæftigelsescenter, og at klager derfor skulle have en mentor, der kunne støtte hende i løsningen af de vanskeligheder, der hindrede hende i at deltage i beskæftigelsesfremmende aktiviteter. Det fremgår af journal fra jobcentret den 18. maj 2015, at klager skrev under på en samtykkeerklæring med henblik på at få aktindsigt i sin sag, også fra tidligere kommuner. I journal af 1. juni 2015 fremgår det, at klager havde anmodet om aktindsigt, hvilket var imødekommet og samme dag sendt til klagers digitale post. Det fremgår af journal fra samtale med jobcentret den 27. juli 2015, at klager var meget oprørt, ulykkelig og vred over systemet og menneskers væremåde. Der blev talt om det videre forløb efter, at mentorordningen skulle udløbe den 2. oktober 2015. Klager mente ikke, at hun på grund af sin alder havde nogle muligheder på arbejdsmarkedet, og hun var vred over, at hun ikke kunne få aktindsigt efter 2013. Klager fik ifølge journalen oplyst, at aktindsigt vedrørende dagpenge skulle indhentes fra et andet sted. Jobcentret vurderede, at klager kunne profitere af at blive tilknyttet en inspirationspakke. Klager blev forsikret om, at hun var registreret korrekt i systemet i forhold til tidligere arbejdsperioder. Den 7. august 2015 blev klager af sin læge henvist til psykolog pga. tidvise paranoide forestillinger. Ved brev af 22. september 2015 blev klager indkaldt til forløbet ”Inspirationspakke” den 12. oktober 2015. Det fremgår af referat fra møde med mentoren den 3. august 2015, at klager hellere ville læse enkeltfag på VUC. Det fremgår af journal af 15. januar 2016, at klager under jobsamtalen den 12. januar 2016 havde søgt om aktindsigt i sin kontanthjælpssag fra 2006-2013. Sagen var sendt til viderebehandling. Ved samtalen havde hun også oplyst, at hun havde brug for psykologsamtaler og flere gange havde forsøgt at komme i kontakt med psykologen. Jobcentret vurderede, at klager var aktivitetsparat i forhold til psykologbehandling og coachende/støttende samtaler og motivation. Det fremgår af rapport fra inspirationsforløbet, at klager havde meldt sig syg til planlagte aktiviteter som ”job og praktiksøgning” og ”cv-skrivning”, og at det ikke efterfølgende havde været muligt at komme i kontakt med hende. Klager blev indkaldt til samtale om sin jobsøgning den 12. januar 2016. Det fremgår af klagers jobplan udarbejdet ved mødet, at klager skulle deltage i en inklusionspakke fra den 18. januar 2016 fem timer om ugen i tre uger. Den 15. januar 2016 fik klager brev om, at jobcentret havde vurderet, at klager kunne få fuld aktindsigt i perioden efter sidste aktindsigt den 1. juni 2015. Den 19. januar 2016 fik klager brev om, at hun den 21. januar 2016 skulle starte et nyt forløb med henblik på at støtte en tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Der var tale om et helhedsorienteret og skræddersyet forløb frem til 8. februar 2016. Klager blev indkaldt til samtale i jobcentret den 6. juni 2016 og 6. september 2016. Ifølge jobplan af 22. september 2016 skulle klager i et afklaringsforløb fra den 10. oktober 2016 til den 6. februar 2017, otte timer om ugen. Formålet var målrettet at skabe det bedst mulige fundament for at støtte klager til at komme i beskæftigelse. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 26. oktober 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for offentlig stigmatisering. Det er svært for klager præcist at svare på, hvordan indklagede har udsat klager for forskelsbehandling, og hvorfor. Der er muligvis tale om forskelsbehandlet på grund af alder. Klager har på grund af sin alder begrænsede muligheder. Klager har en form for handicap i forhold til helbred og det danske sprog. Klager er ikke rask nok til at varetage et hvilket som helst arbejde, hvilket ikke er blevet undersøgt. Klager føler sig dømt uden en domstol og uden mulighed for at forsvare sig. Klager mener sig også forskelsbehandlet på grund af sin etniske baggrund, da indklagede har brugt generaliseringer. I disse tider bliver udlændinge og flygtninge omtalt som dovne og utilfredse. Det kan være derfor, at klager mest har modtaget kontanthjælp. Klager kan ikke udtale sig mere herom, da hun ikke har fået lov til at se, hvad der er skrevet i jobcentrets journal. Klager har det dårligt med at klage over den kommune, som hun bor i, men er nødt til det. Hun er blevet holdt for nar gennem lang tid, og hun vil have sit navn renset for sin egen og sine børns og for andre flygtninges skyld. Klager drømmer ikke om at få et arbejde, da det ikke er realistisk, men om at sandheden kommer frem. Klager opnåede dansk statsborgerskab i 2004, hvilket hun er stolt af. I sin tid i Danmark har klager været frivillig underviser for Dansk Flygtningehjælp og har undervist i modersmål. Klager har modtaget dagpenge i perioden 2000 til 2006. Hun har også modtaget supplerende dagpenge, mens hun havde arbejde som centermedarbejder. Klager har desuden haft et løntilskudsjob i folkeskolen. Klager flyttede til den indklagede kommune i 2011 og har efterfølgende været igennem et mareridt. Klager føler, at hun har mødt modstand undervejs muligvis på grund af akterne fra den tidligere kommune. Klager blev allerede stigmatiseret fra 2006 i sin tidligere kommune, og det, der siden er sket i indklagede kommune, er sket på baggrund af oplysninger fra den tidligere kommune. Indklagede har muligvis håbet, at klager kollapsede under presset. Klager har dog holdt fast, hvor hun selv har ment, at det var rigtigt. Klager har følt afmagt og forvirring, og hun har arbejdet på at ændre sine svage sider. I den indklagede kommune har klager haft skiftende socialrådgivere og mentorer, og klager ved ikke, hvad formålet hermed har været. Der er aldrig med jobcentret blevet talt om uddannelsesplaner eller været foretaget en vurdering af arbejdsevnen, og hvor klager hører til på arbejdsmarkedet. Samtalerne med socialrådgivere og læge lignede hinanden og gjorde klager forvirret undervejs. Indklagede har skrevet i en journal, at klager ikke er normaludviklet, men selvoptaget, egoistisk og begrænset. Man forsøger at mindske klagers fysiske skavanker i ryggen og i stedet beskrive klager som sindssyg. Klager er blevet chikaneret i forbindelse med de beskeder, som hun har modtaget fra indklagede, hvor hun ikke fik lov at sygemelde sig. Klager forsøgte at melde sig syg den 11-15. januar 2012. Hun sendte en mail til jobcenteret og oplyste om sine problemer. Klager fik besked på at møde den 16. januar 2012 på Job Vision, og klager blev forvirret, da hun ikke kunne få fred til at tænke fornuftigt under sin sygemelding. Den 16. januar 2012 blev klager ringet op af jobcentret, da der havde været problemer med korrekt registrering på selvbetjeningssiden, hvor det ikke havde været muligt at registrere den 11. januar 2012 som sygedag. Klager havde derfor registreret den 12. januar 2012 til den 23. januar 2012, da der skulle være en slutdato. Medarbejderen, der havde ringet klager op, oplyste, at sygemeldingen allerede var registreret fra den 19. december 2011 og endnu ikke var afsluttet, og at klager ville blive indkaldt til samtale. Normalt bliver man meldt ud af jobcentret efter 14 dage, men det var anderledes for klager, hvilket klager synes er mærkeligt. Klager blev lokket til at tage et kursus som om det var et coaching kursus, men det var løgn fra starten, og klager måtte fortsat ikke sygemelde sig. Klager ønskede ikke denne særbehandling. Klager måtte bede sin læge om at udskrive sovepiller, da hun havde det elendigt og konstant var under pres. Det er klagers opfattelse, at nogen i jobcentret har engageret sig tilstrækkeligt til at tvinge klager på et kursus, som hun ikke havde indgået aftale om. Indklagede bliver ved med at sende klager til tredje aktør eller til læge. Klager beder om at blive fritaget fra deltagelse hos tredje aktør. Klager vil hellere tage et enkeltfag på VUC, da det vil gavne hende mere, da hun blandt andet kan opfriske sin viden og være bedre til lektiehjælp. Klager har en uddannelse, selvom der ved indklagede grines over det. Klager er villig til at lære nyt. Klagers læge henviste klager til psykiater, og klager valgte en psykiater, som hun tidligere har konsulteret. Det var på mange måder pinligt og ubehageligt, og hun fik det dårligere bagefter. En socialrådgiver oplyste klager under et møde, at klager skulle til psykiater, hvortil klager oplyste, at hun havde behov for en psykolog, som hun kunne fortælle sin historie til. Socialrådgiveren var vred og klager var badet i tårer. Klager får det altid psykisk dårligt ved disse møder. Klager bør ikke tvinges til psykiater på denne måde. Det vil betyde, at klager accepterer stigmatiseringen, og det ønsker hun ikke. Det er nok rigtigt, at klager har en psykisk sygdom. Klager har været på flugt og er startet på ny, ligesom et lægeskift har vist sig skadeligt for klager. Til journalnotat fra august 2012 fra psykiateren har klager oplyst, at hun oplever, at systemet er værre for hende, da hun er stigmatiseret. Klager tog imod tilbuddet fra august 2014, da der var mulighed for at træne i varmtvandsbassin under tilstedeværelse af fysioterapeuter. Klager trænede hårdt og lyttede ikke til kroppens signaler, og til sidst kunne hun ikke fortsætte, da hun havde store lændesmerter. Klager ønskede at få foretaget et nyt røntgenbillede af ryggen for at se, hvordan det stod til med slidgigten, der måtte være årsag til de stærke smerter og ømme muskler. Tidligere røntgenbilleder viste kun leddene L1-L3, og man valgte dengang bevidst ikke at tage billede at det beskadigede led L4/S1. Klager må nu træne derhjemme på egen hånd. Der er flere oplysninger i leverandørrapporten fra forløbet, der ikke passer. Blandt andet er det ikke korrekt, som det fremgår af rapporten, at klager var frustreret over det danske sundhedssystem på grund af fejloperationer, da det bare var uheld. Derudover lavede socialrådgiver A selv planen for forløbet om til træning to gange om ugen. Klager havde heller ikke kun samtaler med socialrådgiver A. Hun havde også samtaler med en anden, og klager spørger, hvor denne rapport er henne, og hvorfor den er hemmelig. Forløbet hun var indkaldt til i oktober 2015, forsøgte klager at melde sig syg til. Det var ikke muligt for klager at få registreret sygemeldingen, selvom hun forsøgte flere gange I december 2015 fik klager brev om, at hun skulle vælge ny læge, da hendes praktiserende lægepraksis blev nedlagt. Det er svært for klager at vælge ny læge, og hun er bekymret for, hvordan hendes journal vil komme til at se ud. I forbindelse med tidligere lægeskift har klager oplevet, at journalerne er forsvundet. Journalen er muligvis startet på ny efter bestilling. En af klagers pensionsopsparinger er også blevet væk. Hun har nu også fået problemet med at åbne post i e-Boks. I januar 2016 tog klager imod et tilbud i tre uger, fem timer om ugen, bare for at vise, at hun ville samarbejde. Klager fik oplyst, at hun ville modtage et brev om et møde om forløbet, men det kom med seks dages forsinkelse. Klager havde heldigvis kontaktet stedet, der svarede på klagers besked, så hun ikke havde fravær. Ellers ville hun muligvis have skullet søge kontanthjælp igen. Klagers journal i kommunen blev holdt hemmelig for klager, men ikke for indklagede, tredje aktør eller andre. Flere ting er pillet ud af journalen. I 2013 fik klager oplyst, at der var rod i hendes journal, eksempelvis i forhold til hendes arbejdsperioder. Det er fortsat ikke muligt for hende at få aktindsigt. Klager spørger, hvorfor hun ikke kan få aktindsigt, så hun ved hvad årsagen er til, at hun har mødt modstand. Klager har levet efter særregler og har skullet holdes på kontanthjælp så længe som muligt. Klager er et ordentligt og pålideligt menneske. Hun er ikke ufejlbarlig, og der kan ske misforståelser undervejs. Indklagede har dog brugt stærke ord med det formål at gøre skade. Penge og arbejdsmuligheder hænger ikke på træerne, så klager er afhængig af sine ydelser, selvom det er smertefuldt, når hun tidligere har været selvforsøgende. Den seneste plan fra jobcentret er ikke aftalt med klager, og det er sagsbehandleren, der har besluttet det. Klager har ikke søgt pension for at løse sine sociale problemer. Hun har forsøgt at tilpasse sig samfundets normer, og hun har ikke behov for særbehandling. Hvis klager skulle modtage pension, ville hun fortsat være stigmatiseret. Klagers største ønske er at overbevise danskerne om, at hun er pålidelig og har respekt for det land, som hun bor i og gerne vil bidrage til. Den medarbejder, der har svaret på klagen til Ligebehandlingsnævnet på vegne af indklagede, har til opgave at forsvare indklagedes medarbejdere. Der er dog forskellige synsvinkler. Indklagede gør gældende, at indklagede efter en gennemgang af klagers sygedagpenge- og beskæftigelsessag ikke har fundet oplysninger, der viser, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder, handicap eller etnisk oprindelse. Indklagede er dog ked af at høre, at klager føler sig forskelsbehandlet og ikke er tilfreds med forløbet i jobcentret. Indklagede lægger stor vægt på at yde professionel service for byens borgere med fokus på respekt og ligeværdighed, uagtet køn, alder, religion eller etnisk oprindelse mv. Medarbejderne skal give borgerne en kompetent, ordentlig og hensynsfuld behandling med udgangspunkt i disse værdier. Kommunens medarbejdere og anden aktør/leverandør har tavshedspligt og må ikke uberettiget videregive eller udnytte personfølsomme eller fortrolige oplysninger om borgerne. Efter en gennemgang af klagers sag ses det ikke, at hendes personlige oplysninger er delt offentligt, eller at der i forløbet er sket forskelsbehandling. Klager har mulighed for at henvende sig til jobcentret, såfremt hun har spørgsmål til sin sag i forvaltningen, og indklagede håber, at klager fremadrettet vil få et godt og konstruktivt samarbejde med jobcentret. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, alder og handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet etnisk oprindelse, alder og handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling og enhver, der anviser beskæftigelse. Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling. Det fremgår af denne lov, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands etniske oprindelse. Forbuddet mod etnisk forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed for så vidt angår social beskyttelse, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden. Det er i første omgang klager, der skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling efter forskelsbehandlingsloven og/eller lov om etnisk ligebehandling. Der er ikke påvist sådanne faktiske omstændigheder. Der foreligger således ikke oplysninger, der tyder på, at klager er blevet behandlet eller er stillet ringere end andre på grund af sin etniske oprindelse, et eventuelt handicap eller sin alder. Ligebehandlingsnævnet har ikke herved taget stilling til, om klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klagen over forskelsbehandling på grund af alder og handicap i forhold til de dele af forløbet i den indklagede kommune, der ikke har karakter af erhvervsvejledning eller anvisning af beskæftigelse i forskelsbehandlingslovens forstand og derved falder uden for lovens område. Nævnet har imidlertid ikke fundet anledning til nærmere at afgrænse, hvilke dele af klagers forløb der er omfattet af forskelsbehandlingslovens område, og hvilke dele, der falder udenfor. Klager får herefter ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 2-4, om nævnets kompetence - § 8, nævnets afvisning af klagen - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-4, om lovens anvendelsesområde - § 3, stk. 1 og 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 7a om delt bevisbyrde Lov om etnisk ligebehandling - § 1 om lovens formål - § 2 om lovens anvendelsesområde - § 3, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling - § 7 om bevisbyrde <2016-6811-18370>

Versioner

1. 2017-02-28