Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9191@2017-02-28/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - arbejdsvilkår - uddannelse - ej medhold

J. nr. 2015-6810-33324 En tidligere vicepolitikommissær mente sig forskelsbehandlet på grund af alder, idet udnævnelse af politikommissærer skete ud fra kriterier om forudgående personaleledelse og relevant førlederuddannelse. Kriterierne medførte, at alene vicepolitikommissærer udnævnt i 2006 eller senere kunne komme i betragtning til en stilling som politikommissær, og der var derfor en aldersskævhed. Kriteriet om forudgående personaleledelse og opdateret uddannelse ved bedømmelsen af, hvilke medarbejdere der ville kunne komme i betragtning til en stilling som politikommissær, var imidlertid objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde dette formål var hensigtsmæssige og nødvendige. Der var ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder for så vidt angik adgang til erhvervsmæssig videreuddannelse eller omskoling. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at stillingsbetegnelsen vicepolitikommissær bortfaldt ved en lederreform, og klager ikke blev udnævnt til politikommissær. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Sagsfremstilling Klager var på tidspunktet for indbringelse af klagen for Ligebehandlingsnævnet 61 år. Han har uden afbrydelse været ansat ved politiet siden den 1. november 1978 og haft titel som vicepolitikommissær siden 1995. I 2006 gennemførte indklagede en politireform, hvorefter der var vicepolitikommissærer i funktionsstillinger og vicepolitikommissærer med personaleledelsesansvar. I Nyhedsbrev 02-07 fra indklagede fremgik blandt andet: ”Rigspolitiet har i dag udsendt en rundskrivelse vedrørende opslag af lederstillinger og forårets ønskerunde . […] I rundskrivelsen præciseres det, at de såkaldte ”funktionsstillinger” (stillinger som overvejende har et fagligt ledelsesindhold) først bliver ”slået op” som en del af ønskerunderne i politikredsene i april/maj 2007, mens de nye stillinger som politiog vicepolitikommissærer kommer på opslag den 5. februar 2007. De sidstnævnte stillinger er lederstillinger med et stort element af løbende personaleledelse. ” Ved brev af 15. juni 2007 blev klager informeret om, at der som led i gennemførelsen af politireformen nu var truffet beslutning om den endelige organisering af den politikreds, som han arbejdede i. Klager blev placeret i en fire-årig funktionsstilling. Ansættelsesområde og øvrige ansættelsesvilkår var uændrede. I 2014 gennemførte indklagede en lederreform, hvorefter stillingsniveauet i form af vicepolitikommissærer bortfaldt. Samtidig blev der udnævnt en række politikommissærer, idet dette niveau blev udvidet. I forbindelse med lederreformen i 2014 blev klager ikke udnævnt til politikommissær, men overgik i stedet til en stilling med titel af politiassistent. For at blive udnævnt til politikommissær stiller indklagede krav om gennemførelse af førlederuddannelse. Dette fremgår af indklagedes uddannelseskrav til ledere pr. 1. januar 2015. Hvis der tidligere er gennemført en førlederuddannelse, skal den suppleres med de nødvendige uddannelser, før der kan ske udnævnelse til politikommissær. Den 22. januar 2015 skrev klagers advokat til indklagede vedrørende klagers organisatoriske placering ved politiets lederreform 2014. Advokaten redegjorde for indholdet af de stillinger, som klager havde bestridt, siden han blev udnævnt til vicepolitikommissær i 1995. I tiden efter udnævnelsen til vicepolitikommissær deltog klager i adskillige supplerende lederkurser og andre kvalificerende kurser i virket som leder. Ved politireformen i 2007 skete der en ændring i lederrollerne på det laveste ledelsesniveau, således at nogle vicepolitikommissærer blev ansat i stillinger med personaleledelsesansvar, mens andre fortsatte deres lederkarrierer i funktionsstillinger med et fagligt ledelsesindhold. Advokaten gjorde gældende, at klager ved senere omplacering til for eksempel en stilling som politiassistent eller konsulent ville have krav på at opretholde de privilegier eller traditionelle vilkår, der var tilknyttet en stilling som vicepolitikommissær og stedfortræder for en afdelingsleder. Advokaten gjorde også gældende, at klagers placering i forhold til lederreformen i 2014 var den samme som den, alle øvrige vicepolitikommissærer indtog. Det var advokatens indtryk, at vicekommissærer i funktionsstillingerne ikke havde mulighed for at indgive ansøgninger på lederstillinger i den nye lederstruktur eller på anden måde kom i betragtning ved besættelse af stillingerne som politikommissær. Med henvisning til alderssammensætningen blandt de kolleger, som var vicepolitikommissærer i funktionsstillinger og blandt de kolleger, der kom i betragtning ved besættelse af stillinger i den nye struktur i 2014 som politikommissær, var der tale om aldersdiskrimination. Alle nyudnævnte politikommissærer var således yngre end 60 år. Nogle af disse yngre kolleger må ud fra deres hidtidige karrierer i politiet antages at være uden særlig stor ledererfaring og -kompetence set i forhold til den erfaring, som flere af vicekommissærerne i funktionsstillingerne havde. Indklagede redegjorde i brev af 12. marts 2015 for forløbet. I forbindelse med politireformen i 2006 blev lederstillingerne i politiet klassificeret på ny, og der blev udarbejdet nye stillingsbeskrivelser. Der var herefter vicepolitikommissærstillinger med og uden personaleledelsesansvar. Vicepolitikommissærer uden personaleansvar blev klassificeret i en lavere lønramme, men fik tildelt et pensionsgivende funktionstillæg og bevarede deres titel og distinktioner. Klager accepterede således i 2007 at overgå til en funktionsstilling uden personaleledelsesansvar. Hans opgaver var i overensstemmelse med den opgavevaretagelse, der var forudsat for vicepolitikommissærerne i funktionsstillinger. I forbindelse med lederreformen i 2014 blev der skelnet mellem dem, der varetog ledelse, og dem, der varetog funktionsstillinger. Klagers placering og behandling var således den samme som de øvrige vicepolitikommissærer i funktionsstillinger. Vicepolitikommissærer i funktionsstillinger kom ikke i betragtning til lederstillinger i forbindelse med lederreformen. Disse vicepolitikommissærer indgik slet ikke i lederreformen, men blev håndteret sideløbende som en konsekvens af lederreformen, idet disse medarbejdere ikke havde personaleledelsesansvar og derfor ikke var en del af ledelsesgruppen. Som en konsekvens af lederreformen opstod der imidlertid et behov for at ændre stillingsbetegnelsen og distinktionerne for vicepolitikommissærer i funktionsstillinger, idet stillingsbetegnelsen og distinktioner bortfaldt i forbindelse med lederreformen. Det blev i den forbindelse vurderet, at det var passende for vicepolitikommissærer i funktionsstillinger, at deres stillingsbetegnelse blev ændret til politiassistent/konsulent, og at deres distinktioner blev ændret tilsvarende. De bevarede i den forbindelse deres hidtidige arbejdsopgaver og løn og således også de tillæg, der var aftalt i forbindelse med reformen. Ved vurderingen af, om stillingerne var passende, lagde indklagede vægt på, at de pågældende ikke havde personaleledelsesansvar i deres hidtidige stillinger, og at der blev anvendt titel og distinktioner, der indikerede personaleledelsesansvar til trods for, at et sådant ansvar ikke blev varetaget. Stillingsbetegnelse og distinktioner blev således bragt i overensstemmelse med den funktion, der blev varetaget, samtidig med at det hidtidige ansvar og den hidtidige løn samt pension heraf blev bevaret. Vicepolitikommissærerne havde ikke haft personaleledelsesansvar i en længere årrække forud for ændringerne. Lederreformen var en meget stor omorganisering hos indklagede, og de enkelte medarbejdere skulle dermed tåle mere end ved ændringer rettet mod enkeltpersoner. Stillingsindhold og stillingsbetegnelser skulle herefter passe sammen, således at stillingsbetegnelser, der indikerer ledelsesansvar, kun blev anvendt for egentlige personaleledere. Klager accepterede i forbindelse med reformen i 2006 at overgå til en funktionsstilling. Indholdet i klagers stilling forud for 2007 havde således ingen betydning for vurderingen af, om stillingsændringen i 2014 var passende. De konsekvensændringer, der blev foretaget som følge af lederreformen, medførte for klager alene en ændring af hans stillingsbetegnelse og distinktioner. Indholdet i klagers stilling og løn var således uændret. I forhold til alderssammensætningen blandt vicepolitikommissærer i funktionsstillinger må det antages, at de har et højere aldersgennemsnit end den øvrige gruppe, som blev udnævnt i årene efter 2007, idet de pågældende allerede var udnævnt i vicepolitikommissærstillinger forud for reformen i 2007. Indklagede afviste, at alder på nogen måde havde indgået som et kriterium ved vurderingen af, hvem der skulle være ledere i den nye struktur. Der var derimod foretaget en vurdering af, hvem der var bedst egnede til at varetage de nye lederstillinger, og der blev i den forbindelse ikke lagt vægt på alder. Erfaring og kompetencer blev naturligvis tillagt vægt. På baggrund af henvendelse fra klagers advokat den 17. april 2015, der efterspurgte en række oplysninger, oplyste indklagede ved brev af 29. april 2015, at de ikke var i besiddelse af opgørelser over, hvor mange vicepolitikommissærer i funktionsstillinger der i forbindelse med lederreformen henholdsvis blev og ikke blev udnævnt. Indklagede var heller ikke i besiddelse af opgørelser over alderssammensætningen i denne gruppe. Henset til ressourcetrækket afviste indklagede at udarbejde opgørelser over de ønskede oplysninger. Indklagede oplyste, at ingen af vicepolitikommissærerne, der på baggrund af politireformen i 2006 fik funktionsstillinger og fortsat var beskæftiget heri i 2014, kom i betragtning til lederstillinger i forbindelse med lederreformen i 2014. Klagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 13. juli 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han ved gennemførelsen af lederreformen hos indklagede har været udsat for aldersdiskrimination. Han ønsker en godtgørelse, der ikke kan udgøre mindre end 12 måneders løn, henset til hans anciennitet og den væsentlige ændring af hans ansættelsesforhold. Ved lederreformen i 2014 blev klager frataget sin titel og charge af vicepolitikommissær, hvormed han blev udsat for aldersdiskrimination. Vicepolitikommissærer, som ikke blev udnævnt til politikommissærer, udgjorde aldersmæssigt en særlig gruppe af ældre vicepolitikommissærer. Selvom en tjenestemand i udgangspunktet er pligtig til at tåle omplacering, kan udpegningen af netop den pågældende tjenestemand til at undergå omplacering være udtryk for ulovlig forskelsbehandling. Dette vil være tilfældet, hvis årsagen til, at netop denne tjenestemand bliver omplaceret, skyldes, at han er valgt til omplacering på grund af uvedkommende kriterier, eller hvis de anvendte kriterier har en indirekte diskriminerende effekt. Allerede ved udskillelsen af, at udnævnelse til politikommissær i 2014 kun kunne foretages blandt en bestemt gruppe, skulle indklagede have sikret sig, at denne udskillelse ikke medførte en aldersskæv fordeling i relation til rekrutteringsgrundlaget. Når dette ikke er sket, er der tale om en i sig selv aldersdiskriminerende adfærd i strid med forskelsbehandlingsloven. Anvendelse af det i udgangspunktet aldersneutrale kriterium om udførelse af personaleledelse eller ej ved afskæring af mulighed for forfremmelse skal dernæst prøves i forhold til risikoen for, om dette kriterium kan virke indirekte aldersdiskriminerende eller ej. Efter det oplyste har indklagede ikke foretaget en sådan efterprøvning af resultatet af anvendelse af det valgte kriterium i forhold til indirekte diskrimination. Hvis indklagede havde undersøgt, om det i 2014-reformen anvendte udvælgelseskriterium var indirekte aldersneutralt, ville indklagede være i besiddelse af disse oplysninger og ikke være nødt til at udarbejde dem til denne sag. Allerede fordi der ikke fra indklagedes side er sket behørig oplysning af sagens faktiske forhold, har indklagede ikke løftet bevisbyrden for, at der ikke er sket aldersdiskrimination af klager i lederreformen i 2014. Ud over en henvisning til klagers placering i forbindelse med reformen i 2006 har indklagede ikke begrundet, hvorfor netop klager blev frataget sin titel og charge i stedet for at blive indplaceret som politikommissær. Indklagedes begrundelse for klagers manglende udnævnelse i 2014 var derfor mangelfuld. Klager har opfordret indklagede til at oplyse den aldersmæssige sammensætning ved dannelsen af de to grupper af vicepolitikommissærer i 2006 samt den aldersmæssige sammensætning af gruppen af vicepolitikommissærer, som ikke blev udnævnt til politikommissærer i 2014. Det forekommer usandsynligt, at det ikke skulle være muligt for indklagede på en forholdsvis enkel måde og med begrænsede ressourcer at fremskaffe oplysninger om den aldersmæssige sammensætning ved dannelsen af ovennævnte grupper. Hvis denne oplysning ikke fremkommer, må Ligebehandlingsnævnet lægge til grund, at der er tale om en oplysning, der i fald den blev meddelt ville vise, at der var en aldersskæv sammensætning i grupperne. Klagers antagelser herom kan derfor lægges til grund. Allerede af denne grund har indklagede ikke løftet sin bevisbyrde. Det må lægges til grund, at der ved udnævnelserne/nedchargeringerne i 2014 opstod en aldersskæv fordeling mellem udnævnte og ikke-udnævnte politikommissærer. Denne skævhed skyldtes muligvis, at der allerede ved reformen i 2006 skete en udskillelse af den gruppe, som i 2014 ikke blev vurderet til stillingerne som politikommissær i forbindelse med lederreformen. Det er ikke diskulperende, at det muligvis allerede var i 2006, at der blev handlet ulovligt og aldersdiskriminerende, hvilket medførte, at der igen i 2014 blev handlet aldersdiskriminerende. Handlingerne må anskues som en samlet handling, idet virkningerne af det, der skete i 2006, først viste sig i 2014. Selvom Ligebehandlingsnævnet ikke kan behandle spørgsmål om manglende klarhed af eventuel ændring af ansættelsesforhold i 2006, manglende udarbejdelse af stillingsbeskrivelse i forbindelse med reformen i 2006 samt mangelfulde begrundelser for de trufne afgørelser i forhold til klager, er disse forhold i sig selv med til at sandsynliggøre, at der er sket aldersdiskrimination i forhold til klager ved besættelse af stillinger i den ændrede struktur. Klagers stilling som vicepolitikommissær rummede løbende en høj grad af anden faglig ledelse. Han modtog fra 2004 til 2006 tre påtegninger fra ledelsen i forbindelse med ansøgning om omklassificering. Påtegningerne vedrører klagers ledelsesmæssige opgaver og udøvelsen heraf. At klager herefter ikke blev omklassificeret må anses at bero på den tilfældighed, at antallet af ansøgere langt oversteg det aftalte antal ledige stillinger i lønrammen. På tidspunktet for reformen i 2007 var det således nærmest tilfældigt, at klager ikke var indplaceret i denne lønramme. Ved overgangen til en funktionslederstilling blev klager ikke gjort bekendt med, at dette ville have nogen betydning fremadrettet i forhold til kommende omplaceringer, rettigheder og forpligtelser. Det blev tværtimod betonet, at disse stillinger fortsat indeholdt et ledelsesansvar. En sådan orientering er heller ikke sket senere. Der var således hverken officielt eller uofficielt udsigt til eller risiko for, at klager ved besættelse af stillingen med funktionsansvar afskar sig fra at komme i betragtning til en stilling med personaleansvar senere i sit karriereforløb. I forbindelse med reformen i 2007 meddelte politidirektøren, at klagers ansættelsesområde og øvrige ansættelsesvilkår var uændrede i forhold til den foreløbige indplacering i en funktionsstilling. Klager indgik således i forbindelse med politireformen i 2006 ikke en aftale om ændring af indholdet og beskrivelsen af sin stilling, således at denne ikke længere skulle indeholde ledelse. En sådan aftale er heller ikke dokumenteret af indklagede. Efter lederreformen i 2006 blev der ikke på det organisatoriske plan sondret mellem vicepolitikommissærer i funktionsstillinger og vicepolitikommissærer med personaleledelse, og en sådan sondring i forhold til stillingsbetegnelse kan derfor heller ikke ske i forbindelse med andre organisatoriske tiltag. Det er ikke i overensstemmelse med indklagedes egen beskrivelse af funktionsstillingerne i 2007 at betegne disse som stillinger uden ledelsesopgaver. Af indklagedes nyhedsbrev fra 2007 fremgår, at stillingerne som funktionsleder overvejende har et fagligt ledelsesindhold. Dette betyder, at stillingerne har et ledelsesindhold, og at der ikke skete en fuldstændig udrensning af alle andre former for ledelse i stillingerne. Der blev ikke fra indklagedes side på dette tidspunkt foretaget nogen sondring i forhold til fremtidige rettigheder og pligter imellem de to typer af ledere. Indklagede gjorde heller ikke opmærksom på, at søgning til eller placering i en af de to grupper ville betyde ændring af vedkommendes rettigheder fremover. Endvidere blev der ikke i forbindelse med reformen udarbejdet stillingsbeskrivelser for de ”omplacerede” vicepolitikommissærer. Klager har fungeret som leder, herunder som fungerende politikommissær og afdelingsleder, og han har gennemført en række ledelsesrelevante kurser. Opdelingen af gruppen af vicepolitikommissærer, der er beskrevet af indklagede som en forudsætning for hele indklagedes argumentation, er udtryk for en ensidig og uhjemlet efterrationalisering. Klager havde krav på at blive bedømt i forhold til fremtidig ansættelse som politikommissær på lige fod med alle øvrige vicepolitikommissærer uanset disses placering ved reformen i 2006 eller placering i forbindelse med senere udnævnelse eller ansættelse. Der ville ikke blive tale om anden form for usaglighed ved manglende udnævnelse, hvis der efter udøvelse af det saglige konkrete skøn ville vise sig at være basis for at udnævne en vicepolitikommissær i funktionsstilling til politikommissær frem for at udnævne en vicepolitikommissær med personaleledelse til politikommissær. Det er således den offentlige arbejdsgivers pligt at foretage ansættelse og udnævnelse af den bedst egnede. Den vurdering kan kun foretages efter en konkret gennemgang af den enkelte ”ansøger” og ikke ved at afskære en større gruppe uden konkret vurdering af den enkelte i gruppen. Især ikke når der ikke er et sagligt grundlag for at foretage denne gruppering. Selvom indklagede ved lederreformen skulle foretage en vurdering af 300 eller flere vicepolitikommissærer ved udnævnelse af medarbejdere til stillingerne som politikommissær, kan det ikke fritage indklagede fra at skulle foretage denne vurdering. Indklagede har i forbindelse med lederreformen i 2014 tilsyneladende foretaget rekruttering til stillinger som politikommissær uden at foretage en vurdering af kvalifikationer eller andre konkrete forhold hos medarbejdere på samme stillingsniveau, selvom indklagede i øvrigt rekrutterede personale fra denne gruppe til det udvidede antal stillinger som politikommissær. Oplysningerne om afskæringen af personer i førlederforløb fra udnævnelse til politikommissær er i udgangspunktet ikke relevant. Det er i øvrigt ikke korrekt som oplyst af indklagede, at medarbejdere i førlederforløb ikke indgik i lederreformen i 2014. I X politikreds blev tre politiassistenter i forbindelse med reformen overflyttet til stillinger med funktion som politikommissær. De pågældende stillinger kunne være besat med kvalificerede medarbejdere fra gruppen af vicepolitikommissærer i funktionsstilling eller fra den gruppe af vicepolitikommissærer med ledelsesansvar, der kom i overskud ved reformen. Klager kunne indholdsmæssigt have varetaget en af disse stillinger. Han gennemgik således i perioden 1993-1995 førlederforløb forud for udnævnelse til vicepolitikommissær, og der er således ikke forskel på de kvalifikationer, som de faktisk udnævnte besad, og de kvalifikationer, som klager besad. Hvis det skulle have haft nogen betydning for klagers placering i 2014-reformen, at dette førlederforløb blev gennemført tidligere, skulle indklagede have gjort ham opmærksom herpå og givet klager mulighed for at supplere den tidligere uddannelse forud for 2014-reformen. Klagers lederuddannelse eller mangel på samme havde ingen indflydelse på hans muligheder for at blive ansat som politikommissær ved 2014-reformen. Disse stillinger blev således ikke slået op med mulighed for ansøgning hertil. Klager har således slet ikke haft mulighed for at blive politikommissær ved 2014-reformen uanset førlederuddannelse. Klagers rettigheder i forbindelse med tilbud om efteruddannelse er således også krænket. Ingen af vicepolitikommissærerne i funktionsstillinger blev tilbudt førlederuddannelse efter 2007. På baggrund af den formodede aldersskæve sammensætning af vicepolitikommissærer i funktionsstillinger har indklagede isoleret set ved den manglende efteruddannelse begået et godtgørelsesudløsende brud på forskelsbehandlingsloven. Hvis der allerede i 2007 var tale om en aldersdiskriminerende udvælgelse til stillinger i gruppen af vicepolitikommissærer, vil den efterfølgende manglende efteruddannelse og den efterfølgende afvisning af udnævnelse til politikommissær på grund af den manglende efteruddannelse også være aldersdiskriminerende. Det forhold, at klager ikke blev anvist en stilling som politikommissær i 2014-reformen har betydet, at han er henført til en medarbejdergruppe hos indklagede, som oplever store forringelser af deres løn og ansættelsesvilkår. Under alle omstændigheder er ansættelsesvilkårene som assistent ringere for så vidt angår løn, pension og vilkår generelt end de vilkår, der opnås ved ansættelse som politikommissær. Selvom der måtte være sket aldersdiskrimination i 2007, er kravet på godtgørelse for denne krænkelse af klagers rettigheder ikke forældet, idet konsekvensen af krænkelsen først kan ses ved iværksættelse af lederreformen i 2014, hvor klagers mulighed for udnævnelse til politikommissær forhindres, idet han er henført til den omtalte lukkede gruppe. Det var således først i denne forbindelse, at forskelsbehandlingen blev synlig, og klager kunne derfor ikke før dette tidspunkt reagere over for krænkelsen. Indklagede afviser, at klager har været udsat for forskelsbehandling i forbindelse med politiets lederreform. Indklagede har i al væsentlighed redegjort for forløbet som i brevet til klagers advokat af 12. marts 2015. I forbindelse med politireformen i 2006 blev lederstillinger i politiet klassificeret på ny. Der blev nedlagt en række lederstillinger, og der var derfor ikke vicepolitikommissærstillinger i samme lønramme til alle tidligere vicepolitikommissærer. De tidligere vicepolitikommissærer skulle derfor ansøge om vicepolitikommissærstillinger med personaleledelse. Klager søgte imidlertid ikke en stilling som vicepolitikommissær med personaleledelse eller en stilling som politikommissær. Efter politireformen i 2006 fandtes to former for vicepolitikommissærstillinger: vicepolitikommissærer i funktionsstillinger og vicepolitikommissærer med personaleledelse. Der er ikke tale om samme stillingsniveau. Klager har på intet tidspunkt efter 2006 givet udtryk for, at han ikke ønskede at varetage funktionsstillingen, eller at han ikke anså denne for passende. Klager har heller ikke efterfølgende søgt andre lederstillinger i politikredsen. Klager accepterede således at overgå til en funktionsstilling og dermed en stilling uden personaleledelsesansvar. Årsagen til, at klager ikke er placeret i en stilling med personaleledelsesansvar, er således først og fremmest hans egen manglende ansøgning herom. Lederreformen i 2014 havde til formål at sikre det rette antal ledere og ledelsesniveauer for at opnå effektiv ressourceudnyttelse, professionel ledelse og frigørelse af ressourcer til strategisk vigtige opgaver. Der blev bygget videre på de lederreforminitiativer, der var blevet gennemført siden politireformen i 2006. Ved lederreformen blev antallet af ledere reduceret. Dette skete ved, at det nederste ledelsesniveau – vicepolitikommissærniveauet – bortfaldt. Samtidig blev det tidligere næstnederste niveau – politikommissærniveauet – udvidet. Som følge heraf skulle cirka 300 vicepolitikommissærer nedchargeres. De resterende vicepolitikommissærer blev opchargeret til nyoprettede stillinger som politikommissærer. Da der var behov for nedchargeringer, og da disse i flere tilfælde medførte indplacering i ikke-passende stillinger med mulighed for afsked med rådighedsløn, blev lederreformen behandlet på tilsvarende måde som en personaletilpasningssituation. Indklagede besluttede i den forbindelse, at alene vicepolitikommissærer med personaleledelse kunne komme i betragtning til de nye stillinger som politikommissærer, idet de nye politikommissærstillinger netop indeholdt personaleledelse. Det blev således besluttet, at vicepolitikommissærer i funktionsstillinger og uden personaleledelse ikke indgik i lederreformen, og de medarbejdere, der besad disse stillinger, kom derfor ikke i betragtning til de nye politikommissærstillinger. Tilsvarende indgik medarbejdere i førlederforløb ikke i lederreformen og kom således heller ikke i betragtning til de nye stillinger som politikommissærer. Baggrunden for denne beslutning var, at det blev vurderet, at disse i alt cirka 300 nedchargeringer ville være usaglige, hvis der samtidig blev indplaceret ansatte i de nye politikommissærstillinger, som ikke tidligere havde haft personaleledelsesansvar. Det var således en forudsætning for at indgå i lederreformen og dermed komme i betragtning til politikommissærstillingerne, at de pågældende medarbejdere i forbindelse med politireformen i 2006 eller senere var blevet udnævnt til vicepolitikommissær med personaleledelsesansvar. At en lederreform alene omfatter reelle ledere – ledere med personaleledelsesansvar – er ganske naturligt. Inddragelse af andre medarbejdergrupper ville have medført en betydelig risiko for usaglige afgørelser med hensyn til nedchargeringen af cirka 300 vicepolitikommissærer. Begge de to grupper havde stillingsbetegnelsen vicepolitikommissær, men den gruppe, som klager tilhørte, havde ikke været udnævnt ledere efter politireformen i 2006. Den anden gruppe af vicepolitikommissærer blev udnævnt ledere under eller efter politireformen i 2006 og indgik derfor helt naturligt i besættelsen af lederstillinger under lederreformen i 2014. Klager blev ikke udnævnt som leder i politireformen i 2006. Klager varetog forud for lederreformen således ikke en stilling, der gjorde det muligt for ham at komme i betragtning til en lederstilling i den nye ledelsesstruktur, og han indgik således ikke i lederreformen i 2014. De af klager citerede udtalelser fra hans tidligere ledere blev afgivet i forbindelse med, at han havde søgt om omklassificering, og udtalelserne er ikke relevante, allerede fordi han ikke var udnævnt personaleleder og derfor ikke var omfattet af lederreformen. De konsekvensændringer, der blev foretaget som følge af lederreformen, medførte for klager alene en ændring af hans stillingsbetegnelse og distinktioner. Indholdet i klagers stilling og løn er således uændret efter lederreformen. Indklagede har vurderet, at der ikke skal udarbejdes opgørelser over alderssammensætningen i gruppen af vicepolitikommissærer, hvilket i øvrigt vil være overordentlig ressourcekrævende. Alderssammensætningen i gruppen af vicepolitikommissærer er ikke relevant, idet klager ikke indgik i lederreformen i 2014. Lederreformen omfattede alene udnævnte ledere, idet inddragelse af andre medarbejdergrupper ville have medført en betydelig risiko for usaglige afgørelser. Det er således velbegrundet, at klager og de øvrige vicepolitikommissærer i funktionsstillinger ikke indgik i lederreformen og dermed ikke kom i betragtning til stillinger som vicepolitikommissærer. Det vil i sagens natur være sandsynligt, at den gennemsnitlige alder i gruppen af vicepolitikommissærer i funktionsstillinger er højere end gennemsnitsalderen i gruppen af tidligere vicepolitikommissærer med ledelsesansvar, som i forbindelse med lederreformen blev udnævnt i stillinger som politikommissærer. Det skyldes, at vicepolitikommissærer i funktionsstillinger tilhører en lukket gruppe af medarbejdere, som allerede var udnævnt i vicepolitikommissærstillinger forud for politireformen i 2007, mens gruppen af vicepolitikommissærer med personaleledelsesansvar er en åben gruppe med løbende tilgang af nye ledere, der er blevet udnævnt i årene efter 2007. Der har således ikke været tilgang af nye ledere i gruppen af vicepolitikommissærer i funktionsstillinger i næsten 10 år. Indklagede bestrider ikke, at klager forud for politireformen i 2006 havde personaleledelsesansvar. Ved politireformen i 2006 blev han imidlertid ikke udnævnt til leder, og han accepterede en stilling uden personaleledelse. At X politikreds i forbindelse med lederreformen i 2014 overflyttede tre politiassistenter til stillinger med funktion som politikommissærer skyldes, at politikredsen i forbindelse med lederreformen midlertidigt måtte undvære tre politikommissærer på grund af udlån og tjenestefrihed. De tre funktioner blev imidlertid besat med tre politiassistenter, der blev tildelt funktioner i højere stillinger, idet de tre ledere, der var udlånt eller havde tjenestefrihed, alle havde ret til at komme retur til deres lederstillinger i politikredsen. Den ene politiassistent, der havde fungeret i stillingen, overgik efterfølgende til en funktion i en anden politikommissærstilling på grund af et efterfølgende udlån af en leder. En anden vendte efterfølgende tilbage til sin stilling som politiassistent. Den tredje overtog efter offentligt opslag den midlertidige stilling som politikommissær, da politikommissæren med tjenestefrihed valgte at søge sin afsked efter udløbet af tjenestefrihedsperioden. De tre politiassistenter havde alle gennemgået politiets førlederuddannelse, som i forbindelse med lederreformen blev fastsat som en betingelse for at kunne varetage en lederstilling eller fungere i en sådan. Klager har ikke gennemført dette nye førlederforløb, og han lever således ikke op til kravene for at kunne varetage en lederstilling og heller ikke til midlertidigt at fungere i en lederstilling. Klager søgte ikke den ledige stilling, og han har ikke søgt andre lederstillinger i politikredsen. Der er ikke noget i vejen for, at vicepolitikommissærer i funktionsstillinger kan deltage i førlederuddannelse, men det er op til medarbejderne selv at tage initiativ til at komme på førlederuddannelse. I klagers politikreds har man altid opslået førlederforløb på et internt opslag, således at alle medarbejdere i kredsen har haft mulighed for at ansøge. Klagers navn fremgår ikke af politikredsens samtalelister og oversigt over uddannelsesplaner gennem de år, hvor de har haft medarbejdere i førlederforløb. Klager har således ikke haft ringere mulighed for at komme på førlederuddannelse end andre medarbejdere, men han har ikke selv taget initiativ til at deltage på et sådant forløb, og han har derfor heller ikke fået det tilbudt. Det var sagligt og velbegrundet, at klager og de øvrige vicepolitikommissærer i funktionsstillinger ikke indgik i lederreformen og dermed ikke kom i betragtning til stillinger som politikommissærer. Alder har ikke haft nogen betydning i forbindelse med vurderingen af, hvem der indgik i lederreformen, eller hvem af de medarbejdere, der på tidspunktet var personaleledere, der skulle udnævnes til politikommissærer. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af blandt andet alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til lønog arbejdsvilkår. En arbejdsgiver må heller ikke forskelsbehandle ansatte for så vidt angår adgang til blandt andet erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling. Ligebehandlingsnævnet vurderer, at den omhandlede lederreform er omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde, idet klager ikke kunne komme i betragtning til en forfremmelse og ikke længere har titel af vicepolitikommissær med tilhørende distinktioner, som han har haft siden 1995. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet alder. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. I forbindelse med lederreformen i 2014 reducerede indklagede antallet af ledere, hvorved det nederste ledelsesniveau, der omfattede stillingerne som vicepolitikommissær, bortfaldt. Samtidig blev antallet af politikommissærstillinger udvidet. Indklagede nedchargerede i den forbindelse 300 vicepolitikommissærer i funktionsstillinger uden personaleledelse, herunder klager. Indklagede valgte, at alene vicepolitikommissærer, der havde personaleledelse på tidspunktet for reformen og relevant førlederuddannelse, kunne komme i betragtning til en stilling som politikommissær. Dette medførte, at klager, der var vicepolitikommissær i en funktionsstilling uden personaleledelse, ikke kunne komme i betragtning til en stilling som politikommissær. Klager blev ikke fravalgt til en stilling som politikommissær på grund af sin alder. Han kom ikke i betragtning til en stilling som politikommissær, men fik i stedet ændret sin titel til politiassistent, fordi han ikke opfyldte kravet om forudgående personaleledelse og relevant førlederuddannelse. Klager har herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for direkte forskelsbehandling. Indklagedes kriterium om personaleledelse og uddannelse, der tilsyneladende var neutralt, ramte alle vicepolitikommissærer i funktionsstillinger i den såkaldte lukkede gruppe af medarbejdere, der var udnævnt i vicepolitikommissærstillinger forud for 2006 uden løbende tilgang i årene efter 2006. Der foreligger ikke nærmere oplysninger om alderssammensætningen blandt medarbejderne i gruppen af vicepolitikommissærer i funktionsstillinger og medarbejderne i den gruppe, der kunne komme i betragtning til stillingerne som politikommissær. Efter klagers oplysninger sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen må det lægges til grund, at alle i gruppen af vicepolitikommissærer i funktionsstillinger blev udnævnt omkring otte år forud for lederreformen i 2014, og at der således var en aldersskævhed ved sammenligning af de nævnte grupper. Det er imidlertid nævnets vurdering, at kriteriet om forudgående personaleledelse og opdateret uddannelse ved bedømmelsen af, hvilke medarbejdere der ville kunne komme i betragtning til en stilling som politikommissær, var objektiv begrundet i et sagligt formål, og at midlerne til at opfylde dette formål var hensigtsmæssige og nødvendige. Ligebehandlingsprincippet er derfor ikke blevet krænket. I forhold til muligheden for efteruddannelse lægger nævnet til grund, at klager på lige fod med andre medarbejdere havde mulighed for at supplere sin tidligere gennemførte førlederuddannelse, hvis han havde haft ønske herom. Der er herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er blevet udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder for så vidt angår adgang til erhvervsmæssig videreuddannelse eller omskoling. Klager får derfor ikke medhold. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2, om forbud mod forskelsbehandling - § 3, om adgang til erhvervsmæssig videreuddannelse - § 7a, om delt bevisbyrde <2015-6810-33324>

Versioner

1. 2017-02-28