Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9195@2017-02-28/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

J. nr. 2016-6810-16808 Besparelser på en friskole medførte, at en 62-årig håndarbejdslærer blev afskediget. Da læreren var blevet orienteret om afskedigelse, blev hun spurgt om sin mulighed for at gå på efterløn og eventuelle overvejelser herom. Spørgsmålet blev stillet på et tidspunkt, hvor skolen allerede havde besluttet at afskedige læreren. Der var i øvrigt ikke oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at læreren blev udsat for forskelsbehandling. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en 62-årig lærer blev afskediget fra sin stilling på en friskole. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som lærer på den indklagede skole. Sagsfremstilling Klager blev ansat som lærer på den indklagede friskole i 1994, hvor hun arbejdede som håndarbejdslærer. Hun havde gennem ansættelsen varierende beskæftigelsesgrad på omkring 70 %. Den 21. maj 2015 blev klager, der på daværende tidspunkt var 62 år, på et møde orienteret om, at besparelser medførte, at hun ville blive indstillet til afskedigelse. Ved brev af 2. juni 2015 blev klager orienteret om afskedigelsen med fratrædelse den 31. december 2015. Det fremgår blandt andet af brevet: ” Opsigelse Kære [klager]. [Indklagedes] aktuelle økonomiske situation gør at skolen bliver nød til at finde besparelser i antallet af læste timer. Dette medfører en omstrukturering af den måde hvorpå [indklagede] planlægger at få læst de planlagte håndarbejdstimer. Med baggrund i denne situation har skolens ledelse besluttet at opsige dig pr. 30. juni 2015 i din stilling som håndarbejdslærer på 73,42%. ” Klagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 28. marts 2016. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun blev afskediget på grund af sin alder. Hun ønsker en godtgørelse svarende til 12 måneders løn, subsidiært et mindre beløb efter Ligebehandlingsnævnets skøn. Klagers tjenestemandspension er på grund af afskedigelsen betydeligt lavere, end hvis hun var blevet på arbejdsmarkedet bare tre år mere. Endvidere har klager mistet den skattefrie præmie, som hun kunne optjene ved fortsat at arbejde. Klager er uddannet ved Haandarbejdets Fremmes Seminarium, og hun har gennem en længere årrække bestridt en stilling på cirka 80 % af fuld tid med undervisning i en række håndarbejdsfag, hvor hendes særlige kompetencer og uddannelse har haft stor betydning. Indklagede er en friskole med elever op til 12. klasse med undervisning i boglige, praktiske og kunstneriske fag. En række lærere på skolen har derfor i tråd med skolens særlige pædagogik en anden uddannelsesmæssig baggrund, herunder er der blandt andet ansat musikere fra musikkonservatorier, håndværkere og eurytmister. Klager varetog gennem alle år undervisningen i en stor del af håndarbejdsfagene. Hun underviste udelukkende i håndarbejde og var på opsigelsestidspunktet den eneste uddannede håndarbejdslærer på skolen. Skolen har en del elever med særlige behov, der bevirker, at skolen indtil sommeren 2015 modtog tilskud til specialundervisning, således at enkelte lærere kunne varetage denne funktion for de relevante elever. I foråret 2015 blev det klart for skolens ledelse, at dette tilskud ville blive frataget skolen fremadrettet. Der skulle således spares, og et nedsat udvalg på tre personer fra ledelsen skulle træffe beslutning om udmøntning heraf. Den 21. maj 2015 blev klager uden varsel indkaldt til en samtale, og hun havde derfor ikke en bisidder med. Hun blev under samtalen oplyst om, at hun ville blev indstillet til afsked på grund af besparelserne. Indklagede oplyste under samtalen, at de hellere ville afskedige én medarbejder frem for at beskære flere medarbejdere med en eller flere timer. Det blev herefter besluttet, at klager skulle afskediges. Klagers fag blev ikke nedprioriteret, idet hendes timer fremover skulle læses af flere andre lærere. Skolen lægger traditionelt vægt på håndarbejde og håndværk som en vigtig del af uddannelsen, og klager undrede sig over opsigelsen, idet hun var den eneste faguddannede håndarbejdslærer på skolen. Da klager spurgte, hvorfor netop hun skulle opsiges, oplyste indklagede, at det kunne have været en anden. Det var imidlertid indklagedes opfattelse, at klager ikke kunne undervise i andre fag end håndarbejde. Denne begrundelse er imidlertid ikke relevant, idet klagers fag netop ikke blev beskåret. Desuden taler klager flere sprog, ligesom hun tidlige re har taget en del af den traditionelle læreruddannelse inden for friskolens pædagogik. Klager kunne således varetage anden undervisning, hvis det blev nødvendigt. Samtalen formede sig ikke som en dialog om mulighederne for at erstatte nogle af klagers timer. Indklagede spurgte herefter, om klager havde lyst til at gå på efterløn, og om hun var tilmeldt efterlønsordningen. Klager gav udtryk for, at hun ikke havde tænkt i de baner, og at hun gerne ville fortsætte med at arbejde mange år endnu. Det fremgår af klagers lønseddel, at hun er tilmeldt efterlønsordningen, og indklagede havde derfor kendskab hertil. Spørgsmålene blev ikke stillet som et led i en undersøgelse blandt flere lærere om overvejelser om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Der var tale om en måde, hvorpå ledelsen ønskede at få klagers accept af opsigelsen. Det efterlod et stærkt indtryk af, at klagers alder var årsagen til, at hun blev afskediget. Indklagede har under sagens behandling i Ligebehandlingsnævnet på intet tidspunkt bestridt, at der ved afskedigelsessamtalen blev stillet spørgsmål til klagers mulighed for og interesse i at gå på efterløn. Ved seneste medarbejderudviklingssamtale i august 2014 drøftede klager og lederen også spørgsmålet om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Lederen gav her udtryk for, at skolen var glad for, at klager ikke overvejede pension eller efterløn endnu, da hendes undervisning var en stor succes blandt børn og forældre. Selvom det ikke i sig selv er ulovligt at spørge til ansattes planer for fremtiden, herunder overvejelser om efterløn eller pension, er samtalen herom ved medarbejdersamtalen få måneder tidligere samt ledelsens spørgsmål hertil ved afskedigelsessamtalen en klar indikation på, at klagers mulighed for at gå på efterløn indgik ved vurderingen af, at hun skulle afskediges. Indklagede kunne i stedet for eksempel have opsagt den anden håndarbejdslærer i underskolen, der ikke har en uddannelse i faget og en langt kortere erfaring. De ansatte på skolen fordeler sig aldersmæssigt således, at cirka ti lærere er mellem 50 og 59 år, og cirka to lærere er 60 år eller derover. Der er cirka 40 ansatte, hvoraf flere arbejder i vuggestue, børnehave eller fritidsordning. Klager har opfordret indklagede til at fremlægge dokumentation for aldersfordelingen på skolen på opsigelsestidspunktet. På dette tidspunkt var der, så vidt klager er orienteret, to lærere på 62 år og 2 lærere på 61 år ud over den leder, der afskedigede klager. Klagers alder og meget specifikke fag medfører, at det har formodningen imod sig, at hun vil komme i arbejde igen. Klager blev som den eneste lærer afskediget, til trods for at hendes fag og timer ikke skulle beskæres, og til trods for at hun var den eneste fagligt uddannede håndarbejdslærer. Timerne blev siden august 2015 fordelt og læst af forskellige lærere, der havde mistet deres specialundervisningstimer, og som forinden måtte tage et kursus for at få et minimum af de nødvendige kompetencer til at bestride arbejdet. Dette tyder på, at klager blev udvalgt til afskedigelse af andre årsager end faglige og saglige grunde. At postulere, at klagers fag kan varetages fuldt tilfredsstillende af en bred vifte af lærere uden faglige kvalifikationer, tyder mere på, at faget blev kraftigt devalueret af indklagede. Indklagedes bemærkninger kan give det indtryk, at klager ikke var villig til at påtage sig nye opgaver eller uddanne sig fremadrettet. Indklagede ytrede i de 21 år, hvor klager var ansat, aldrig, at der var behov for, at hun dækkede andre fag eller deltog mere i arrangementer. Klager var netop den eneste faglige, erfarne og uddannede håndarbejdslærer med mange discipliner, som umiddelbart ikke kan læres på et weekendkursus som for eksempel fletning af pilekurve med mere. Hun bar derfor det faglige ansvar i faget. Klager har desuden taget adskillige kurser i blandt andet sløjd, pileflet og filtning, ligesom hun har undervist på Børnehaveseminariet. Klager blev ikke i forbindelse med omstruktureringen bedt om at tilkendegive, om hun kunne påtage sig andre fag. Det var aldrig indklagedes plan, at klager skulle indgå i det fremtidige lærerkollegium, og indklagede var derfor slet ikke interesseret i at undersøge, om hun kunne indgå i andre sammenhænge. Klager kunne have bidraget i sprogfag og naturfag. Klager blev ikke tilbudt timer i legestuen som supplement til at beholde nogle af håndarbejdstimerne, men i forbindelse med orienteringen om, at hun ville blive opsagt, blev hun tilbudt legestuetimer. Det blev under samtalen på ingen måde oplyst, at timerne i legestuen ville være på lærervilkår, eller at hun kunne beholde nogle af fagtimerne i håndarbejde. Opsigelsen af klagers timer som lærer med undervisningstillæg med et samtidigt tilbud om timer i legestuen i et ikke nærmere defineret omfang til pædagogmedhjælperløn eller løn uden undervisningstillæg ville under alle omstændigheder have været en væsentlig vilkårsændring, som skulle varsles som en opsigelse med tilbud om genansættelse. Det er derfor ikke relevant, at klager afslog dette tilbud. Der var ikke tale om et seriøst forsøg på at fastholde hende i lærerkollegiet. Hvis klager havde accepteret tilbuddet, ville der være tale om en opsigelse med tilbud om genansættelse, som også falder ind under Ligebehandlingsnævnets kompetence at vurdere i forhold til forskelsbehandling på grund af alder. Indklagede er ikke kommet med en saglig forklaring på, hvorfor de ledige timer i legestuen ikke kunne fordeles til de lærere, der havde mistet specialundervisning. Indklagede valgte at lade disse lærere dele klagers timer og tilbyde hende de ledige timer i legestuen. Selv ved arbejdsmangel skal der gives en saglig begrundelse for at afskedige en blandt flere medarbejdere. En sådan saglig begrundelse blev ikke givet. Argumentet om, at klager ikke kunne undervise i andre timer end håndarbejde, er ikke sagligt, da hendes håndsarbejdstimer ikke blev nedprioriteret, hvorfor der slet ikke var behov for, at hun underviste i andre timer. Elever, forældre og kolleger har altid ytret stor tilfredshed med klagers arbejde. Hun har aldrig fået kritik, og hun er i konstant udvikling med at finde nye veje at formidle håndværket på. Der har således ikke været grund til ud fra faglige kriterier at formode, at klager bedst kunne undværes. Som håndarbejdslærer var klager pr. definition og forventeligt en blæksprutte. Hun blev således brugt og agerede i alle slags situationer fra vedligeholdelse af skolen med syning af alt fra duge, gardiner og andet tekstil til pynt til fester, skolestart og skuespil. Hun deltog i alle arrangementer og undervisning af forældre og kolleger i alt fra syning, vævning og kurveflet med mere tillige i weekender. Klager deltog ikke i ledelsesopgaver og udvalgsposter, da hendes ægtefælle også var ansat på skolen. Denne konstruktion har for nogle ikke været populær, og hun holdt sig derfor til det faglige. Hun bestrider dog, at hun ikke var engageret og dedikeret. Indklagede overvejede ikke at udmønte besparelsen over flere lærere, men ønskede derimod at afskedige én medarbejder. Der blev således ikke foretaget en samlet vurdering af, hvem der bedst kunne undværes. At valget faldt på klager som den eneste faguddannede håndarbejdslærer med 21 års anciennitet hos indklagede, selvom der ikke skulle reduceres én eneste time i hendes opgaveportefølje, savner derfor saglighed. At klager var den eneste lærer, der blev afskediget, kan ikke føre til et andet resultat. Der er tale om en lille arbejdsplads, og den samlede besparelse kunne klares ved at afskedige en enkelt lærer. Indklagede overvejede tilsyneladende ikke, om andre lærere på skolen skulle bære besparelsen. Indklagede har således ikke redegjort for, hvorfor klager blev afskediget frem for en af de andre lærere, der også læser timer, der kan varetages af andre. Flere fag kunne bringes i spil, da mange lærere på skolen har en anderledes baggrund. Det kunne for eksempel være fag som sløjd, IT og sprog. Herudover var der også en anden håndarbejdslærer, der ikke er uddannet inden for faget, og som også varetager rengøringsledelsen. Det burde, hvis der havde været vilje hertil, have været muligt at finde andre løsninger end at lade klagers stilling nedlægge helt. Den eneste forklaring er, at klager som den ældste lærer efter indklagedes vurdering havde mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og gå på efterløn, og at hun dermed ikke ville blive ramt lige så hårdt som en yngre lærer. Indklagedes beslutning om at afskedige klager blev truffet i lyset af, at indklagede var klar over, at hun havde mulighed for at gå på efterløn. Derfor lagde ledelsen hos indklagede vægt på klagers alder i forbindelse med deres vurdering af, at hun bedst kunne undværes. Indklagede har som udgangspunkt et frit skøn til at vurdere, hvilke medarbejdere der bedst kan undværes som følge af de pålagte besparelser. Indklagede har dog pligt til at sikre, at der i beslutningsgrundlaget ikke indgår kriterier, som er ulovlige efter forskelsbehandlingsloven. Når alder havde en afgørende betydning for indklagedes beslutning om, at klager skulle bære stort set hele besparelsen, er der tale om indirekte forskelsbehandling i strid med loven. Klager har dermed påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun blev udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder. Indklagede overvejede ikke andre samlede løsninger, herunder muligheden for at erstatte nogle af klagers timer med timer i legestuen. Indklagede traf beslutningen om at afskedige klager, inden der blev fremsat tilbud om, at hun kunne få timer i legestuen. Indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at beslutningen var sagligt begrundet, herunder at afskedigelsen af klager var proportionel i forhold til andre mulige løsninger. Indklagede afviser, at afskedigelsen er begrundet i klagers alder. Indklagede blev af skolens bestyrelse i foråret 2015 pålagt at spare en stor årlig del af lønsummen, idet tilskuddet til specialundervisning fremover ville blive reduceret drastisk. Det blev af skolens ledelse derfor besluttet, at der skulle spares på netop specialundervisningen. Mange lærere havde specialundervisningstimer som en del af deres faste beskæftigelse. For at undgå at sætte en række af disse lærere ned i løn blev det undersøgt, om man kunne opsige blot en enkelt medarbejder. Et spareudvalg nedsat af skolens ledelse (alle medarbejdere, som deltager i den såkaldte interne konference) afgjorde, at besparelsen skulle ske ved, at én medarbejder blev skåret 50 % i specialundervisningen, og at én medarbejder blev opsagt. I stedet for at lade mange lærere gå ned i løn blev én person, hvis arbejde kunne erstattes af andre medarbejdere på skolen, derfor afskediget. Indklagede vurderede, at stillingen som håndarbejdslærer i grundskolen med blandt andet syning, hækling og strikning kunne varetages fuldt ud tilfredsstillende af andre lærere. Håndarbejde er et fag, som flere lærere har gode forudsætninger for at gå ind i. Denne stilling var tilfældigvis klagers, og ingen anden stilling havde denne mulighed. Med afskedigelsen af klager blev det muligt at fordele blandt andet håndarbejdstimer til flere medarbejdere, som stod til at miste specialundervisningstimer grundet fjernet tilskud hertil. Skolen fik på denne måde mulighed for at fastholde flere medarbejdere på deres timetal. Dette lykkedes, idet tre klasselærere og to faglærere nu erstatter de timer, som klager læste. Det drejer sig om strikning og syning i 5. til 8. klasse og fletning i 9. klasse. Indklagede oplyste i en mail til klager den 24. juni 2015, at opsigelsen skyldtes, at indklagede mistede et stort tilskud til specialundervisning. Indklagede måtte derfor omstrukturere fagfordelingen blandt andet ved at tilbyde timer i skolens legestue, som klager også blev tilbudt, men afslog uden at spørge ind til løneller arbejdsforhold. Indklagede oplyste i mailen klager om, at indklagede prioriterede at beholde de medarbejdere, der dækkede flere fagområder, og de medarbejdere, som ville gå ind i nye områder og opgaver på skolen blandt andet ved at uddanne sig fremadrettet i for eksempel håndarbejde. Arbejdet i legestuen er på samme vilkår, som medarbejderne har som lærere, og flere lærere har taget timer i legestuen på vilkår som lærere. Der var ikke tale om pædagogmedhjælperløn, således som klager har anført. Hvis klager havde sagt ja til at gå ind i andre områder, som hun blev tilbudt i form af timer i skolens legestue, havde det været muligt at strukturere mere fleksibelt. Klager havde mulighed for på lige fod med andre at byde ind, når der manglede lærere i forskellige områder af skolen. Indklagede har ikke oplevet nogen interesse fra klagers side for at gå ind i nye områder eller at uddanne sig inden for nye felter. Der blev af spareudvalget foretaget en vurdering af, hvem der bedst kunne undværes. Indklagede har således vurderet, om andre lærere på skolen skulle bære besparelsen. Med hensyn til fagene sløjd, madlavning og IT kan disse faglæreres arbejde ikke erstattes af andre kolleger på skolen, der har mistet timer i specialundervisning. Klasselærerne varetager undervisningen i sprog i grundog mellemskole, og sproglærere med stort set kun sprog på deres skemaer kan ikke erstattes af andre på skolen. Indklagede afviser, at den anden håndarbejdslærer ikke er uddannet inden for faget, og at den pågældende lærer kunne have været udpeget til afskedigelse. Den pågældende lærer har deltaget i årlige håndværksstævner, på kurser for lærere på friskolen og i mindst fire andre kurser hvert år, ligesom læreren går til syning en gang om ugen. Foruden undervisning i 1. – 4. klasse og til tider også i 5. klasse varetager denne lærer skolens tilsyn med rengøring. Læreren har taget imod skolens tilbud om timer i legestuen, som klager tilsvarende blev tilbudt. Læreren sidder i skolens årstidsudvalg i mellemskolen og tager sig af lokaleudlejning. Den pågældende lærer kan således ikke umiddelbart erstattes af andre kolleger. Klager var engageret i sit håndarbejdsfag, men hun involverede sig ikke i skolens mange øvrige opgaver, herunder involverede hun sig ikke i nogen af skolens udvalg eller i ledelsesgrupper bortset fra en ganske kort periode en enkelt gang. Med hensyn til aldersfordelingen i kollegiet er der en medarbejder i 30’erne, fem medarbejdere i 40’erne, 14 medarbejdere i 50’erne, syv medarbejdere i 60’erne, hvoraf én er i et vikariat på tre måneder, og en medarbejder på 74 år. Som oplyst af klager tilkendegav indklagede netop under klagers medarbejderudviklingssamtale i august 2014, at alder ikke er nogen hindring for fortsat ansættelse på skolen. At klager var berettiget til efterløn, indgik på ingen måde i beslutningsgrundlaget for at opsige hende. Beslutningen blev truffet, før indklagede blev vidende om, at klager havde denne mulighed. Det er for indklagede en selvfølge, at en opsigelse ikke bliver eksekveret koldt og upersonligt, og indklagede spurgte derfor ind til klagers fremtid, herunder hendes eventuelle mulighed for efterløn. Indklagede har hermed bevist, at indklagede ikke forskelsbehandler på grund af alder. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere på grund af alder i forbindelse med afskedigelse. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager blev som eneste lærer på den mindre friskole afskediget med henvisning til, at hun under de givne omstændigheder bedst kunne undværes. Nævnet lægger som ubestridt til grund, at indklagede under mødet den 21. maj 2015, hvor klager blev oplyst om afskedigelse, spurgte til hendes overvejelse om at gå på efterløn. Spørgsmålet blev således stillet på et tidspunkt, hvor indklagede allerede havde besluttet at afskedige klager. Hverken indklagedes eller klagers oplysninger om den aldersmæssige fordeling af medarbejdere hos indklagede giver anledning til at formode, at indklagede har tillagt klagers alder hel eller delvis betydning ved beslutningen om at afskedige klager. Efter oplysningerne om sagens forløb og baggrunden for afskedigelsen er der herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1, om lovens anvendelsesområde - § 2, om forbud mod forskelsbehandling - § 7 a, om delt bevisbyrde <2016-6810-16808>

Versioner

1. 2017-02-28