Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold

GældendeVersion 2017-02-28
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9197@2017-02-28/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold

J. nr. 2016-6811-19556 Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at en mand ikke kunne bestille en massagebehandling i eget hjem. Massageklinikken tilbød samme massagebehandling for mænd og kvinder i klinikken, og mænd kunne få tilbudt massagebehandling i deres eget hjem, hvis en kvinde traf aftale med massageklinikken herom. Massageklinikkens praksis vedrørende massagebehandling i eget hjem var begrundet i hensynet til den kvindelige massørs personlige sikkerhed. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at dette var et legitimt mål, og at de midler, som massageklinikken havde brugt for at opnå dette mål, ikke gik ud over, hvad der var hensigtsmæssigt og nødvendigt. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager ikke kunne bestille massagebehandling i sit hjem. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at klager ikke kunne bestille massagebehandling i sit hjem. Sagsfremstilling Klager ønskede at bestille en massør, der kunne give ham en massagebehandling i hans eget hjem. Klager skrev derfor i en mail til indklagede den 19. april kl. 9.23: ”… Jeg vil gerne booke massage hjemme hos mig en gang i næste uge. Hvad har jeg af muligheder? …” Indklagede svarede klager samme dag kl. 9.42: ”…Mobil massage kan kun bestilles af kvinder, tak…” Indklagede henviste i mailen til sin hjemmeside. Indklagede har fremlagt et uddrag fra hjemmesiden, hvoraf følgende blandt andet fremgår: ” MOBIL MASSAGE Få massage hjemme hos dig selv. Mobil massage kan kun bestilles af kvinder. Har du en mand kan du godt bestille til ham. ” ” Få massage i eget hjem? …Vær opmærksom på at mobil massage normalt kun gives til kvinder. Hvis du har en mand, som rigtig gerne vil have massage, kan vi naturligvis godt træffe en aftale om det”. Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. april 2016. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at det er forskelsbehandling på grund af køn, at han ikke kunne bestille en massagebehandling i sit hjem. Klager ønskede at få massagebehandling i sit hjem, da det var en god måde at spare tid på. Klager skrev en mail til indklagede for at bestille en tid, men indklagede afviste hans bestilling, da han er en mand. Indklagede gør gældende, at det ikke er forskelsbehandling. Indklagede tilbyder både massage i indklagedes klinik og som mobil massage. På indklagedes hjemmeside er det oplyst, at indklagede kun tilbyder mobil massage til en mand, hvis det er mandens hustru, der ringer og bestiller tiden til sin mand. Indklagede har valgt denne ordning, da det er forbundet med stor utryghed for indklagede at køre ud til en mand. Indklagede er bange for, at manden muligvis vil være af den opfattelse, at der også følger seksuelle ydelser med massagen. Indklagede vil gerne undgå denne situation, særligt i en fremmed mands hjem. Alle indklagedes kunder forstår hensynet bag den ordning, som indklagede har, og indklagede har ikke tidligere oplevet, at kunder har klaget over ordningen. Klager kunne have bestilt en massagebehandling i klinikken, eller han kunne have fået sin hustru til at ringe og bestille en mobil massage til ham. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Uanset forbuddet mod forskelsbehandling er loven ikke til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige. Det er i Rådets direktiv 2004/113, der ligger til grund for ligestillingsloven, pkt. 16 anført, at forskelsbehandling kun kan accepteres, hvis den er begrundet i et legitimt mål, og at et legitimt mål for eksempel kan være hensyn til privatlivets fred og blufærdigheden, fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder eller mænds eller kvinders interesser, foreningsfrihed og tilrettelæggelse af sportsaktiviteter. Det fremgår endvidere, at enhver begrænsning bør være hensigtsmæssig og nødvendig. Det fremgår af oplysningerne i sagen, herunder af indklagedes hjemmeside, at massagebehandling i eget hjem kun kan bestilles af kvinder. Indklagede tilbyder som udgangspunkt ikke massagebehandling til mænd i deres eget hjem. En kvinde kan dog bestille en massagebehandling til sin mand i deres eget hjem. Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at indklagedes praksis vedrørende massagebehandling i eget hjem er begrundet i hensynet til den kvindelige massørs personlige sikkerhed. Det er nævnets vurdering, at hensynet til personlig sikkerhed er et legitimt mål, og at de midler, som indklagede har brugt for at opnå dette mål, ikke går ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt. Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede tilbyder samme massagebehandling for mænd og kvinder i klinikken, og at mænd også kan få tilbudt massagebehandling i deres eget hjem, hvis en kvinde træffer aftale med indklagede herom. Det er derfor ikke i strid med ligestillingsloven, at indklagede afviste klagers bestilling af en massagebehandling i hans eget hjem. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 2 om nævnets kompetence - § 9, stk. 1 om klagebehandling - § 12, stk. 1 om klagebehandling Ligestillingsloven - § 1 a om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 3 a om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling <2016-6811-19556>

Versioner

  1. 2017-02-28