Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - uanset handicap - kommuner - sagsbehandling - sprog

GældendeVersion 2017-02-28
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9198@2017-02-28/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - uanset handicap - kommuner - sagsbehandling - sprog

J. nr. 2016-6811-30634 Klager havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og/eller handicap. Nævnet havde ikke herved taget stilling til, om manden havde et handicap. Nævnet fandt heller ikke anledning til nærmere at afgrænse, hvilke dele af mandens forløb, der var omfattet af forskelsbehandlingslovens område. Manden fik herefter ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og handicap i forbindelse med klagers forløb i jobcentret under den indklagede kommune. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven og/eller lov om etnisk ligebehandling i forbindelse med klagers forløb i jobcentret. Sagsfremstilling Klager, der er fra Litauen, pådrog sig i 2008 brud på nakkehvirvlen efter et fald fra et 2. sals vindue. Han arbejdede på daværende tidspunkt i Danmark på et metalstøberi. En kronologisk gennemgang af klagers forløb i jobcentret viser blandt andet følgende: I slutningen af 2009 vurderede den indklagede kommune, at klagers arbejdsevne skulle afprøves med henblik på efterfølgende raskmelding til at kunne stå til rådighed på arbejdsmarkedet. Det fremgår af indklagedes journalnotat af 18. oktober 2010, at klager kortvarigt havde gået på sprogskole, men var stoppet, da han kunne klare sit arbejde uden at kende sproget. Han var interesseret i at starte igen og blev henvist til sprogskolen. Klager vidste ifølge journalen ikke, om han kunne sidde på skolebænken hele dagen, og der blev givet besked til sprogskolen om, at han havde lov til at gå tidligt uden at få registreret fravær. Det fremgår af journalnotat af 9. november 2012, at klager på grund af smerter havde svært ved at møde regelmæssigt på sprogskolen. Ifølge journalen oplyste sagsbehandleren klager om nødvendigheden af, at han meldte sig syg fra sprogskolen hver gang, så han ikke stod som udeblevet. Klager oplyste, at han havde forklaret en tidligere sagsbehandler, at han ville få fraværsdage, hvilket sagsbehandleren havde accepteret. Klager troede derfor, at det ikke var nødvendigt at melde fra hver gang. Sagsbehandleren fastholdt den 9. november 2012, at klager skulle melde fravær hver gang. Klager var henvist til virksomhedspraktik i januar-februar 2013. I praktikken talte klager alene engelsk. En samtale med jobcentret blev den 7. oktober 2013 udsat, da klager kun talte engelsk og havde bedt om en lettisk eller russisk tolk. Der skulle findes en ny tid efter aftale med en tolk. Det fremgår af journalnotat dateret 5. november 2013, at klager talte engelsk, men kunne være svær at forstå. En samtale den 14. november 2013 foregik på engelsk, da klager ikke talte dansk. Klager var i praktik på ny i november 2013-februar 2014. I praktikken var det ikke muligt at tilbyde klager liggende hvile. Den 17. marts 2014 ringede klager til indklagede og bad om tolk til mødet dagen efter, hvilket blev afslået, da samtalerne hidtil havde kunnet foregå på engelsk. Det fremgår af journalnotatet, at der i henhold til forvaltningsloven kan bevilges tolk ”efter omstændighederne”, hvilket ikke var tilfældet i klagers sag, da både klager og sagsbehandler A talte engelsk. Samtalen den 18. marts 2014 foregik på engelsk. Ifølge journalnotat dateret 27. marts 2014 blev klager oplyst om, at det var nødvendigt med en alternativ praktik, hvor han havde mulighed for at hvile liggende i løbet af dagen. Der blev foreslået praktik i en slags viceværtfunktion, hvor der var mulighed for at hvile. Dette var klager ifølge journalen ikke meget for. Før henvisning til en ny praktik skulle det undersøges, om klager fortsat havde opholdstilladelse. En medarbejder fra Statsforvaltningen havde oplyst til jobcentret, at klager fik midlertidig opholdstilladelse i 2008 forudsat, at han havde arbejde. Medarbejderen fra Statsforvaltningen kunne ikke umiddelbart se, at denne tilladelse var forlænget og ville undersøge det. Klager henvendte sig efterfølgende til indklagede og oplyste, at han havde bemærkninger til journalnotatet af 27. marts 2014. Klager oplyste, at han, da han blev tilbudt en anden arbejdsprøvning, svarede, at 10 minutters hvilepause i sengen ikke løste hans helbredsproblemer, og at dette var afprøvet i løbet af seneste fem år. Han oplyste, at sagsbehandleren havde gengivet hans svar forkert, og at der var en del misforståelser og fejlciteringer. Der var de sidste to år ikke anvendt tolk, og klagers engelskkundskaber var ikke så gode. Den 26. juni 2014 traf Statsforvaltningen afgørelse om, at klagers ret til at opholde sig i Danmark var ophørt den 10. december 2010, og jobcentret traf den 1. juli 2014 på denne baggrund afgørelse om, at han var afmeldt jobcentret pr. 30. juni 2014. Den 3. juli 2014 indgav klager en klage over afgørelsen af 1. juli 2014, da Statsforvaltningens afgørelse var påklaget til Udlændingestyrelsen. Klager oplyste, at flere af hans henvendelser til indklagede var ubesvarede, og at det handlede om, at indklagede indberettede urigtige oplysninger om hans aktivering, og at hans anmodning om aktindsigt med henblik på at berigtige fejl var ubesvaret. Klager anmodede den 10. juli 2014 om aktindsigt i sin sag. Han oplyste blandt andet, at en medsendt lægeerklæring viste, at han fortsat var sygemeldt. Han anmodede desuden om bevilling af litauisk tolk til samtalerne. Endelig oplyste han, at han var villig til at tage arbejde, men på grund af den lange sagsbehandling ikke havde haft mulighed derfor. I brev af 18. juli 2014 oplyste sagsbehandler A, at klager, da han ikke havde gyldigt ophold i Danmark, ikke havde retskrav på at få sin sag behandlet i jobcentret eller modtage kontanthjælp. Hun oplyste blandt andet også, at klager ville modtage de akter, som han havde ønsket aktindsigt i den 24. april 2014, at der ikke var grundlag for at bevilge tolk, at der var taget højde for hans sygemelding i praktikken, og at sagsbehandlingens længde beroede på Statsforvaltningens afgørelse. Efterfølgende anmodede klager på ny om aktindsigt, da han var af den opfattelse, at der var indberettet urigtige oplysninger om hans praktik. Den 20. april 2015 henvendte jurist B sig til jobcentret på vegne af klager. Hun oplyste, at klager havde alvorlige skader, som gjorde det urealistisk, at klager kunne klare sig på det ordinære arbejdsmarked. Hun oplyste også, at det ikke var korrekt, som det fremgik af sagens akter, at klager ikke havde ønsket at medvirke til en afklaring af sin arbejdsevne. Hun kunne ikke deltage i et møde dagen efter. Hun oplyste, at hun formodede, at klager havde tolk med til mødet. Det fremgår af mail af 24. april 2015 fra sagsbehandler C til klager, at indklagede ikke havde bevilget tolk, da den tidligere sagsbehandling var foregået på engelsk uden problemer. Indklagede kunne derfor ikke betale for den tolk, som han havde valgt at tage med. Det fremgår også, at indklagede ikke var kommet videre i klagers beskæftigelsessag, da indklagede ventede at høre fra Udlændingestyrelsen. Mailen blev skrevet på både dansk og engelsk. Samme dag skrev sagsbehandler C til Udlændingestyrelsen, da hun havde brug for at høre, om klager havde opholdstilladelse, før hun ville påbegynde en evt. udredning af hans erhvervsevnefunktion. Ligeledes samme dag skrev klagers tolk til sagsbehandler C, at indklagedes ansatte i flere tilfælde havde puttet ord i klagers mund, ligesom flere mails fra klager ikke var blevet besvaret. Tolken oplyste også, at det var Udlændingestyrelsen, der afventede svar fra indklagede, da Udlændingestyrelsen havde fået oplyst, at der var usandfærdige oplysninger i de kommunale akter. Der ville blive sendt en rykker for betaling af tolk. Den 4. maj 2015 skrev sagsbehandler C til klager, at hun havde talt med Udlændingestyrelsen, der ville træffe afgørelse inden for et par uger. Hun oplyste også, at en af grundene til, at hun havde indkaldt til samtale var for at finde ud af, om det kunne foregå på engelsk. Hun gentog, at indklagede ikke ville betale for den tolk, som klager selv havde taget med. Dette blev også meddelt tolken. Den 6. juli 2015 fremsendte tolken tilbud om ansættelse af klager to timer dagligt. Såvel tolken som klager rykkede efterfølgende for svar fra jobcentret. Den 7. juli 2015 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagers opholdsret var bevaret. Klager havde bevaret sin status som arbejdstager, da han fortsat var midlertidigt uarbejdsdygtig på grund af sin ulykke. Udlændingestyrelsen hjemviste samtidig Statsforvaltningens afgørelse af 26. juni 2014 om afslag på tidsubegrænset ophold efter EU-retten. Den 9. juli 2015 besvarede sagsbehandler A fire identiske breve fra klager. Hun oplyste, at jobcentret ikke havde kunnet behandle klagers sag, mens sagen var under behandling i Udlændingestyrelsen, da han ikke havde gyldig opholdstilladelse før, at Udlændingestyrelsen den 8. juli 2015 meddelte, at klager var bevilget opholdstilladelse. I forhold til klagers ønske om fleksjob, oplyste sagsbehandler A, at det skulle vurderes, hvilken indsats der i klagers situation skulle iværksættes i forhold til de muligheder, der var for hjælp efter den sociale lovgivning. Det fremgår af sagsbehandler A’s mail af 10. juli 2015 til klagers tolk, at han ikke var bevilget fleksjob, da hans sag langt fra var afklaret nok til, at sagen kunne komme videre til rehabiliteringsteamet. Sagsbehandleren oplyste, at såfremt klager ønskede at tage arbejde i tolkens firma, stod det ham frit for. Han skulle blot aflevere lønsedler hver måned med henblik på regulering af kontanthjælpen, hvilket han også havde fået oplyst i et brev. Den 26. august 2015 skrev jurist B til jobcentret, at der ikke havde fundet nævneværdig sagsbehandling sted fra indklagedes side, hvilket der burde laves om på. Juristen anmodede om et møde. Sagsbehandler A svarede hertil 1. september 2015, at da indklagede havde fundet ud af, at klager siden 2010 ikke havde opholdt sig lovligt i Danmark, afventede indklagede Statsforvaltningens og Udlændingestyrelsens afgørelse. Efter hjemvisning lå sagen fortsat i Statsforvaltningen. Hun oplyste videre, at klager var så heldig, at ydelsesafdelingen udbetalte en ydelse til ham, mens sagen var under behandling. Klager anmodede i et brev til indklagede om tolkebistand til et møde, som han var indkaldt til den 19. november 2015. Han anførte, at sagsbehandler A havde ignoreret hans helbredstilstand, som ikke tillod han at deltage i danskundervisning i mere end to timer om dagen, og at sagsbehandleren havde afvist at rette usandfærdige oplysninger i journalen fra foråret 2014, hvor samtalen foregik uden tolk. Journalen med de usandfærdige oplysninger blev ifølge klager brugt som argumentation for at erklære ham uvillig til at påtage sig arbejde/praktik og havde medført, at han i halvandet år ikke havde haft mulighed for at integrere sig eller forbedre sine danskkundskaber. Klager anmodede igen om, at de interne notater fra foråret 2014 blev kigget igennem ved hjælp af tolk, og at de usandfærdige oplysninger blev rettet. I brev af 12. november 2015 oplyste sagsbehandler A, at klager ikke selv kunne bestille en tolk og regne med, at jobcentret ville afholde udgiften. Jobcentrets vurdering af, at klager ikke skulle bevilges tolk, beroede på længden af klagers ophold i Danmark, og at samtalen kunne holdes på engelsk som tidligere. Ifølge brev af 13. november 2015 blev mødedatoen ændret til den 20. november 2015. Klager fik oplyst, at hvis han medbragte tolk, måtte han selv afholde udgiften dertil. Klager anmodede herefter om en forvaltningsafgørelse med klagevejledning om afslag på bevilling af tolk. Ifølge notat fra samtalen den 20. november 2015 havde klagers praktikker ikke givet et entydigt billede af hans arbejdsevne. Klager var gået hjem stort set hver dag efter 2-2½ time. Det var ikke noteret, hvornår han var gået, hvorfor der ikke var et brugbart billede af hans arbejdsevne. Klagers danskkundskaber efter otte år i Danmark var stort set ikke-eksisterende, og han havde ifølge notatet ikke selv gjort videre for at lære dansk. Der deltog en litauisk tolk i samtalen. Det fremgår af journalnotat af 24. november 2015, at klager havde været afmeldt hold på sprogskolen flere gange på grund af fravær – både i 2008, 2010, 2011 og 2013. Den 27. november 2015 traf indklagede en skriftlig afgørelse om, at der ikke kunne bevilges tolk, da tolk ikke skønnedes nødvendig. Det fremgår af afgørelsen, at klager havde opholdt sig i Danmark siden 2007, og at han havde været tilmeldt danskundervisning ad flere omgange men var blevet smidt af holdet flere gange på grund af gentagne udeblivelser. Klager havde fået forlænget forløbet, hvorefter forløbet igen blev afsluttet på grund af fravær. Ifølge afgørelsen var det ikke kun kommunens ansvar, at klager lærte dansk. Det var også klagers eget ansvar, hvilket han ikke havde levet op til ved at blive væk fra undervisningen så mange gange. Det fremgår videre, at kravet på betaling for den tolk, som klager selv medbragte ved samtalen, skulle rettes mod klager selv og ikke jobcentret. På baggrund af afgørelsen anmodede klager om på skrift at få oplysningerne om, at han var smidt af holdet på sprogskolen flere gange på grund af udeblivelse. Klager oplyste, at han var træt af, at der blev puttet ord i hans mund. Jobcentret svarede den 30. november 2015, at jobcentret havde fået oplysningerne fra sprogskolen telefonisk, men at klager var velkommen til selv at kontakte sprogskolen for at få oplysningerne bekræftet. Den 7. december 2015 oplyste sprogskolens afdelingsleder som svar på en mail fra klager, at klager var tilmeldt sprogskolen i 2011/2012, og at han blev udmeldt på grund af sit fravær. Fraværet blev meddelt jobcentret, hvorefter jobcentret forestod udmeldelsen. Grunden til, at klager ikke længere kunne gå på sprogskolen var, at klager som udlænding havde ret til dansk i tre år efter sin ankomst i Danmark, og at hans treårige ret derfor var udløbet. Klager havde selv pligt til at sørge for deltagelse i undervisningen inden for de tre år. Det fremgår af jobcentrets journal af 7. december 2015, at jobcenteret havde modtaget en telefonisk henvendelse fra afdelingslederen. Afdelingslederen var træt af, at klager kom på sprogskolen flere gange om ugen, idet han ville have skriftlig dokumentation for, at han var smidt af holdet. Klager anvendte samme metode andre steder, idet han demonstrerede sine ressourcer ved at kræve diverse ting på skrift. Afdelingslederen ville skrive til klager, at han ikke længere skulle komme på skolen. Samme dag skrev klager til indklagede, at han ønskede at få de oplysninger, som sagsbehandlere havde indberettet om hans fravær og udmelding fra undervisning, da han havde oplysninger, der indikerede, at indberetning af fravær og udmelding var i strid med tidligere aftaler. Klager anførte i et andet brev til indklagede, at hans sagsbehandler havde givet urigtige oplysninger til andre myndigheder. Han anmodede om oplysninger fra sprogskolen. Ligeledes den 7. december 2015 skrev sagsbehandler A til klager, at hun ønskede, at han på skrift omgående specificerede, de usandfærdigheder, som sagsbehandleren efter hans opfattelse afgav til andre myndigheder. Hun oplyste samtidig, at yderligere danskundervisning ville foregå på VUC. Klager svarede hertil, at han havde gjort sagsbehandler A opmærksom på, at der var ukorrekte oplysninger i journalnotat af 27. marts 2014. Det drejede sig endvidere om, at klager efterfølgende anmodede om tolk til fremtidige samtaler grundet fejlangivelserne i notaterne, at sagsbehandler A havde ignoreret klagers anmodning om rettelse af fejl, og at hun havde undladt at anvende tolk og sendt urigtige oplysninger videre til Statsforvaltningen og Udlændingeservice. Forløbet havde medført, at klager havde isoleret sig i halvandet år. Samme dag blev klager henvist til praktik. Klager oplyste i den forbindelse, at han ikke kunne sidde ret længe ad gangen. Den 8. december 2015 skrev afdelingslederen til klager, at mødelisterne, som hun havde vedlagt, med al tydelighed viste, at hans fremmøde var uacceptabelt, og at jobcentret var i sin fulde ret til at afslutte hans forløb, hvilket både afdelingslederen og hans tidligere sagsbehandler var enige om. Afdelingslederen ønskede ikke mere indblanding i sagen. Klager svarede hertil, at han ønskede uddybet, hvad afdelingslederen mente med hans tidligere sagsbehandler, og hvem denne tidligere sagsbehandler var. Afdelingslederen gjorde klager opmærksom på, at dette måtte han selv undersøge. Klager svarede den 9. december, at han havde haft flere kontaktpersoner og ikke kunne overskue, hvem den tidligere sagsbehandler var. Han anførte, at afdelingslederen først ønskede at lukke sagen ved at skrive ”Jeg ønsker ikke mere indblanding i denne sag”, men nu undveg ved at skrive ”Du må selv undersøge hvem sagsbehandler er” og hermed unødigt spildte sin og klagers tid og skatteydernes penge. Klager ønskede fortsat oplyst, hvem den tidligere sagsbehandler var, og hvornår vedkommende havde været enig i afdelingslederens påstande om hans uacceptable adfærd. Afdelingslederen svarede, at klager efter aftale med sagsbehandler A fremover skulle kontakte sagsbehandleren og hverken møde på sprogskolen eller kontakte skolen pr. mail eller andet. Samme dag anmodede klager afdelingslederen om en uddybning. Han anførte blandt andet, at påstanden om, at han fremover skulle kontakte sin sagsbehandler kunne være i strid med sandheden og et bevidst forsøg på at trække sagen endnu mere, da sagsbehandler A den 30. november 2015 havde skrevet det modsatte. Klager ønskede oplyst, hvornår den påståede aftale var blevet indgået, og hvorfor klager ikke var orienteret. Såfremt hun ikke havde svaret inden for en frist af fire uger, ville han melde hende til tilsynsmyndigheden og offentligøre hendes opførsel i medierne. Klager indgav den 9. december 2015 en klage over, at indklagede og sprogskolen havde brudt deres tavshedspligt. Ifølge klagen var klager i halvandet år af jobcentret ulovligt blevet udelukket fra danskundervisning mv, og han oplevede, at sagen igen forsøgtes saboteret. Klager henviste til kommunikationen med sprogskolens afdelingsleder og sagsbehandler A. Det var blandt andet klagers opfattelse, at denne kommunikation tydede på, at en ”tidligere sagsbehandler” brød sin tavshedspligt og havde oplyst afdelingslederen om hans personlige forhold, og at afdelingslederen dømte ham ved sin påstand om, at hans fremmøde var uacceptabelt. Det var også klagers opfattelse, at klienterne i kommunen blev holdt for nar og blev sendt frem og tilbage. Klager anmodede om, at bruddet på tavshedspligten blev meldt til politiet. Han anmodede også om, at den tidligere sagsbehandler blev identificeret. Derudover oplyste han, at indklagede ville modtage yderligere oplysninger om sagsbehandler A’s usaglige opførsel. Den 10. december 2015 skrev klager til flere medarbejdere ved sprogskolen. Han oplyste, at han de sidste par år var stødt på magtmisbrug udøvet af de kommunale ansatte, herunder sprogskolens afdelingsleder. Såfremt modtagerne af mailen også havde oplevet magtmisbrug fra afdelingslederens side, opfordrede han dem til at stå frem Faglig koordinator D præciserede i brev af 15. december 2015 som følge af, at klager havde kontaktet lederen af sprogskolen, at afgørelsen om deltagelse eller ophør i aktiveringstilbud alene blev truffet af jobcentret. Klager anmodede om aktindsigt den 18. december 2015. Jobcentret svarede den 13. januar 2016, at klager allerede havde modtaget sagsakter fra 2010 til december 2015, og at akterne også var sendt til hans partsrepræsentant. Sagsakterne blev derfor ikke fremsendt på ny. Sagsbehandler A oplyste den 12. januar 2016 til praktikstedet, at klager skulle havde undervisning to dage om ugen og være i praktik tre dage om ugen, og at klager tidligere kunne møde på skole i 2-3 timer om dagen. Jobcentret ville ikke betale for tid, hvor klager ikke var der. Den 27. januar 2016 anmodede jurist B om aktindsigt i opfølgningsnotat fra den første virksomhedspraktik, da det ikke fandtes i den aktindsigt, som hun havde modtaget. Faglig koordinator D svarede, at opfølgningsnotatet snarest ville blive sendt. Det fremgår af jobplan af 5. februar 2016, at klagers arbejdsevne skulle vurderes over 13 uger. Klager kunne ifølge planen ikke som i de andre praktikker konsekvent gå hjem efter et par timer, da det ville gøre praktikken ubrugbar fremadrettet. Han måtte i stedet benytte sig af muligheden for at hvile på stedet. Der skulle i praktikken være mulighed for skiftende arbejdsstillinger, da han ikke kunne sidde ret længe ad gangen. Klager kunne ikke læse instruktioner på dansk. Ifølge mail af 5. februar 2016 til praktikstedet ønskede jobcentret kun at betale for undervisning en dag om ugen, da klager skulle passe sin praktik ved siden af. Klager skulle møde det fulde timeantal, da jobcentret skulle betale for alle timerne. En medarbejder fra VUC skrev den 11. februar 2016 til sagsbehandler A, at klager var tilmeldt danskundervisning mandage kl. 10.55-13.45 og tirsdage kl. 8.10-11.40. Sagsbehandler A svarede, at klager tidligere havde fastholdt, at han kun kunne holde til at sidde i to timer, hvorfor jobcentret ikke ville betale for så mange timer. Senere samme dag skrev sagsbehandleren til medarbejderen, at klager mødte fem dage i praktikken i øjeblikket, og at han fra mandag den 15. februar 2016 mødte til danskundervisning og var i praktik tirsdag-fredag. Jurist E, der var ny partsrepræsentant for klager, skrev den 14. marts 2016 til jobcentret, at der på klagers praktiksted alene var en seng til rådighed for seks medarbejdere med skånebehov, og at klagers rygsmerter var blevet forværrede, idet han ikke kunne anvende sengen, når han havde behov. Det var ikke tilstrækkeligt for klager at aflaste i en stol. Jurist E spurgte, om indklagede kunne sikre, at klagers skånehensyn blev tilgodeset. Hun anmodede samme dag om fremsendelse af udtalelse vedrørende praktikken. Den 17. marts 2016 oplyste sagsbehandler A, at de ønskede sagsakter ville blive sendt til partsrepræsentanten efter påske. Det blev oplyst, at klager havde bedt om aktindsigt fem gange tidligere, og at der var afsendt akter fra jobcentret den 1. maj 2014, 17. december 2014, 10. juni 2015 og 16. december 2015. Klager anmodede om aktindsigt på ny den 13. januar 2016 og fik oplyst, at der ikke forelå nye akter siden 16. december 2015. Partsrepræsentanten ville derfor kunne få de fleste akter fra klager. Den 13. maj 2016 oplyste sagsbehandler A jurist E, at klager først kunne modtage kopi af praktikbeskrivelsen, når den var færdigskrevet. Klager havde fået oplyst, at han ville modtage en kopi af praktikbeskrivelsen, når denne forelå. Den 2. juni 2016 skrev sagsbehandler A til klager, at hans sag skulle forelægges rehabiliteringsteamet med henblik på en vurdering af hans fremtidige forsørgelsesgrundlag. Klager ville modtage et forberedende skema. Den 6. juni 2016 skrev klager til jobcentret, at han ikke havde modtaget skemaet. Han oplyste også, at han mange gange havde oplevet, at sagsbehandler A var utilgængelig for hans telefoniske henvendelser, og at ingen ansatte i kommunen var bekendt med, at hun tidligere havde oplyst, at hun ville skaffe tolk til samtalen. Han oplyste også, at sagsbehandleren havde afvist hans anmodning om at få danskundervisning to dage om ugen i løbet af hans arbejdsprøvning, og at han ikke kunne komme i kontakt med hende efter endt arbejdsprøvning, hvor han kunne deltage i undervisning i større omfang. Han ønskede også svar på, hvordan det gik med hans politianmeldelse i forhold til brud på tavshedspligten. Klager bad jobcentret videresende klagen til borgmesteren. Den 9. juni 2016 anmodede jurist E på ny om aktindsigt i udtalelsen om det seneste praktikforløb. Faglig koordinator D oplyste telefonisk jurist E den 10. juni 2016, at rehabiliteringsplanens forberedende del var sendt til klager elektronisk den 6. juni 2016, og at sagen ville blive gennemgået for så vidt angår klagen over sagsbehandler og sagsbehandling. Jobcentret havde ikke indgivet politianmeldelse, da klager selv måtte foretage en anmeldelse af det, som han oplevede som brud på tavshedspligten. Klagen var som ønsket af klager videresendt til borgmesteren. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 9. juni 2016. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap og etnisk oprindelse. Klagen til Ligebehandlingsnævnet er skrevet ved hjælp af tolk. Klager kom slemt til skade i 2008-2009, og hans helbred tillader ham ikke at læse eller arbejde mere end 2-3 timer om dagen. Klager var udelukket fra at få sin sag forelagt for rehabiliteringsteamet og evt. få tilkendt et fleksjob, mens sagen var under behandling i Statsforvaltningen og Udlændingestyrelsen. Klager var i denne periode også udelukket fra at deltage i danskundervisning. Klagers situation var forårsaget af, at han i forløbet var blevet nægtet tolkebistand. Endvidere var sagsbehandleren fremkommet med usandfærdige oplysninger. Klager har nu ventet i godt to år på, at sagsbehandlerens usandfærdigheder i notaterne på dansk, som klager ikke kunne forstå, bliver rettet. Klager har flere gange rykket for det. Klager forstår ikke engelsk så godt. Ved flere samtaler uden tolk forstod klager ikke, hvad der blev talt om. Han bad blandt andet om en tolk, da der dukkede notater op, som han intet kendte til. Der har været flere henvendelser fra klager og hans partsrepræsentanter om, at der var store forskelle i sagsbehandler A og hans opfattelse af sagsbehandlingen, og at der var puttet ord i hans mund. Der spredes fortsat urigtige påstande om, at sagsbehandlingen uden problemer kunne foregå på engelsk, hvilket var et af argumenterne for, at afslaget på bevilling af tolk blev stadfæstet. Sagsbehandler A gjorde klager til skyldner i forhold til betaling af tolk. Klager kan ikke selv afholde udgifter til tolk, da han gennem flere år har været på kontanthjælp. Afdelingslederen på sprogskolen dømte klager i forhold til fravær fra danskundervisning og forbød ham at kontakte hende uden at kende til hans handicap og årsagen til hans fravær. Fraværet fra undervisningen skyldtes klagers helbredsmæssige problemer, hvilket jobcentret var bekendt med. Mailudveksling i forhold til sprogskolen i perioden 30. november 2015 til 9. december 2015 viser, at både sagsbehandler A og afdelingslederen holdt klager for nar og henviste ham fra den ene til den anden. Derudover brød de tavshedspligten. Afdelingslederen spildte tid og offentlige penge i stedet for at besvare klagers simple spørgsmål. Derved krænkede hun klagers basale retssikkerhed. Uden at svare klager kontaktede hun sagsbehandler A. For så vidt angår deltagelse i sprogundervisning fra februar 2016 tilbageholdt sagsbehandler A oplysninger om klagers handicap. Hun skrev således, at klager skulle deltage i undervisning tre timer ad gangen og deltage i det fulde timeantal, selvom der gentagne gange i journalen står, at klager ikke magter at sidde mere end to timer i forbindelse med undervisning og praktik. Sagsbehandleren nedsatte også uden begrundelse den ugentlige deltagelse fra to til en dag. Både klager og hans partsrepræsentant er blevet nægtet aktindsigt. Helt konkret er klager og hans partsrepræsentant blevet nægtet aktindsigt i opfølgningen på virksomhedspraktik, der blev forevist sagsbehandler A i november 2015. Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og handicap. Sagsbehandlingen i klagers sag er foretaget ud fra almindelige forvaltningsretlige regler, der er gældende for både danske og udenlandske statsborgere. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet er ikke tillagt kompetence til at tage stilling til, om de forvaltningsretlige regler om aktindsigt, berigtigelse af fejl og tavshedspligt er overtrådt. Ligebehandlingsnævnet kan heller ikke tage stilling til, om klagers sag berettiget eller uberettiget var sat i bero, mens sagen om opholdstilladelse blev behandlet i Statsforvaltningen og Udlændingestyrelsen. Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet etnisk oprindelse og handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling og enhver, der anviser beskæftigelse. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klagen over forskelsbehandling på grund af handicap for så vidt angår de dele af forløbet i den indklagede kommune, der ikke har karakter af erhvervsvejledning eller anvisning af beskæftigelse i forskelsbehandlingslovens forstand, da disse dele af klagen falder uden for lovens område. Nævnet har således vurderet, at det efter klagens karakter og oplysningerne i sagen ikke er nødvendigt nærmere at afgrænse, hvilke dele af klagers forløb, der er omfattet af forskelsbehandlingslovens område, og hvilke dele der falder uden for loven. Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling. Det fremgår heraf, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands etniske oprindelse. Forbuddet mod etnisk forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed for så vidt angår social beskyttelse, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden. Klager skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling efter forskelsbehandlingsloven og/eller lov om etnisk ligebehandling. Der er ikke påvist sådanne faktiske omstændigheder. Der foreligger således ikke oplysninger, der tyder på, at klager er blevet behandlet eller stillet ringere end andre på grund af sin etniske oprindelse eller et eventuelt handicap hverken i forhold til afslag på bevilling af tolk, deltagelse i sprogundervisning, indklagedes behandling af anmodninger om aktindsigt eller behandlingen af hans sag i øvrigt. Ligebehandlingsnævnet har ikke herved taget stilling til, om klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager får herefter ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 2-4, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-4, om lovens anvendelsesområde - § 3, stk. 1 og 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 7a om delt bevisbyrde Lov om etnisk ligebehandling - § 1 om lovens formål - § 2 om lovens anvendelsesområde - § 3, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling - § 7 om bevisbyrde <2016-6811-30634>

Versioner

  1. 2017-02-28