Fastholdelse af afgørelse om, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om at sikre tilstrækkelig tilførsel af frisk luft uden generende træk
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9236@2017-03-14/da
Indhold
Fastholdelse af afgørelse om, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om at sikre tilstrækkelig tilførsel af frisk luft uden generende træk
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg hos virksomheden, og traf efterfølgende afgørelse uden handlepligt om, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om at sikre tilstrækkelig tilførsel af frisk luft uden generende træk på gangareal og kontor. Et enigt nævn fastholdt afgørelsen, idet det blev vurderet, at gangarealet og kontoret på arbejdsstedet på tidspunktet for tilsynsbesøget ikke var indrettet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, da de ansatte var udsat for tobaksrøg, når de opholdt sig på gangarealet og på kontoret. Nævnet lagde herved vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der var en markant lugt af tobaksrøg i gangarealet og på kontoret på 1. sal, samt at der var tydelige røgtåger i gangarealet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke var opsat ventilationsanlæg. Nævnet lagde også vægt på, at ansatte og ledelse oplyste, at der dagligt sivede røg ud på gangarealet og kontoret, og selv om der blev åbnet vinduer på kontor og badeværelser, var der lugt af tobaksrøg på gangen og i kontoret samt røgtåger i gangarealet. Nævnet lagde yderligere vægt på, at de ansatte oplyste om gener som følge af tobaksrøg så som hovedpine, tunghed i hovedet, riven i øjnene og forværring af astma samt bekymring for, om de skulle blive syge af tobaksrøgen. Nævnet lagde til grund, at virksomheden i tilbagemeldingen har oplyst, at forholdene er bragt i orden ved at iværksætte forbyggende tiltag for at imødegå tobaksrøgen.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 28. februar 2017 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 4. august 2016, hvor [navn udeladt] fik en afgørelse uden handlepligt, om at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om at sikre tilstrækkelig tilførsel af frisk luft uden generende træk på 1. sal i [navn udeladt]. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 4. august 2016 uden handlepligt med den præcisering, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om at sikre tilstrækkelig tilførsel af frisk luft uden generende træk på gangarealet og kontoret på 1. sal i [navn udeladt]. Da [navn udeladt] har bragt forholdene i orden, behøver [navn udeladt] ikke at foretage sig yderligere. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at gangarealet og kontoret på arbejdsstedet [navn udeladt] på tidspunktet for tilsynsbesøget den 16. juni 2016 ikke var indrettet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, da de ansatte var udsat for tobaksrøg, når de opholdt sig på gangarealet og på kontoret. Nævnet lægger herved vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der var en markant lugt af tobaksrøg i gangarealet og på kontoret på 1. sal, samt at der var tydelige røgtåger i gangarealet. Nævnet lægger endvidere vægt på, at det ikke var opsat ventilationsanlæg. Nævnet lægger også vægt på, at ansatte og ledelse oplyste, at der dagligt sivede røg ud på gangarealet og kontoret, og selv om der blev åbnet vinduer på kontor og badeværelser, var der lugt af tobaksrøg på gangen og i kontoret samt røgtåger i gangarealet. Nævnet lægger yderligere vægt på, at de ansatte oplyste om gener som følge af tobaksrøg så som hovedpine, tunghed i hovedet, riven i øjnene og forværring af astma samt bekymring for, om de skulle blive syge af tobaksrøgen. Nævnet lægger til grund, at virksomheden i tilbagemeldingen har oplyst, at forholdene er bragt i orden ved at iværksætte forbyggende tiltag for at imødegå tobaksrøgen. Nævnet lægger endvidere til grund, at der er opsat luftrensere, som i væsentlig grad har forbedret indeklimaet på gangarealet og kontoret på 1. sal i [navn udeladt]. Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det følger endvidere af reglerne om faste arbejdssteders indretning, at hvert arbejdsrum skal have tilstrækkelig tilførsel af frisk luft uden generende træk. Hvis der ikke på forsvarlig måde kan opnås tilstrækkelig luftfornyelse gennem vinduer, døre, ventiler og lignende til det fri, skal der indrettes en mekanisk ventilation, der giver tilstrækkelig tilførsel af frisk luft af passende temperatur og fugtighed. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. BEMÆRKNINGER TIL KLAGEN I klagen er det anført, at det er [navn udeladt]s opfattelse, at Arbejdstilsynets afgørelse ikke efter sin ordlyd er afgrænset til gangarealet og kontoret på 1. salen i [navn udeladt] på bostedet, men omfatter hele 1. salen, herunder også beboernes boliger. [Navn udeladt] finder, at Arbejdstilsynet ikke har hjemmel hertil. Endvidere er det anført, at den omstændighed, at der lugter af røg fra beboernes boliger medfører ikke, at der er tale om, at ansatte udsættes for f.eks. passiv rygning. Det er desuden anført, at der ikke ryges i kontoret, på badeværelser eller på gangarealet. Som det fremgik af Arbejdstilsynets afgørelse blev der arbejdet på at motivere beboerne til at ryge udendørs, ligesom vinduer på kontoret og badeværelser gennem dagen løbende blev åbnet for at lufte ud. Udover motivationsarbejdet drøftedes passiv rygning med beboerne og der var også drøftet mekanisk ventilation. Da Arbejdstilsynet allerede ved tilsynsbesøget fik oplyst, at bostedet havde etableret forebyggende foranstaltninger, fandt [navn udeladt] ikke, at arbejdsmiljøloven var overtrådt. Arbejdstilsynet burde i stedet for at træffe afgørelse om overtrædelse af loven have vejledt bostedet om eventuelle andre tiltag. Arbejdsmiljøklagenævnet skal henvise til Arbejdstilsynets udtalelse af 19. oktober 2016 side 2, hvor Arbejdstilsynet bemærkede, at det fremgår af påbuddet, at arbejdsstedet [navn udeladt] ikke var indrettet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet de ansatte blev udsat for passiv rygning, når de ansatte opholdt sig i gangarealet og på kontoret. Arbejdstilsynet har endvidere henvist til, at Arbejdstilsynet på tilsynstidspunktet den 16. juni 2016 konstaterede, at der var en markant lugt af tobaksrøg i gangarealet og på kontoret på 1. sal, og der var tydelige røgtåger, samt at der ikke var ventilationsanlæg. Arbejdstilsynet havde på baggrund af det konstaterede og det oplyste på tilsynstidspunktet fundet, at de foranstaltninger ikke var tilstrækkelige til at sikre de ansatte tilstrækkelig tilførsel af frisk luft, hvorfor arbejdsmiljølovens regler var overtrådt. Arbejdsmiljøklagenævnet er enig i det af Arbejdstilsynet i udtalelsen anførte. Nævnet har på den baggrund præciseret afgørelsens ordlyd, således at afgørelsen er afgrænset til gangarealet og kontoret på 1. salen i [navn udeladt] på bostedet. Nævnet skal bemærke, at nævnet lægger vægt på, hvad Arbejdstilsynet konstaterede og fik oplyst på tilsynstidspunktet. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om arbejdsstedets indretning ● § 42, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 ● § 34, i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse ● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Kapitel 6 Arbejdsstedets indretning § 42. Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning Kapitel 8 Ventilation § 34. Hvert arbejdsrum skal have tilstrækkelig tilførsel af frisk luft uden generende træk. Stk. 2. Hvis der ikke på forsvarlig måde kan opnås tilstrækkelig luftfornyelse gennem vinduer, døre, ventiler og lignende til det fri, skal der indrettes en mekanisk ventilation, der giver tilstrækkelig tilførsel af frisk luft af passende temperatur og fugtighed.