Pressenævnets kendelse i sag nr. 17-70-01095
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9333@2017-04-05/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 17-70-01095
En offentlig kendt person får ikke slettet omtale af syv år gammel bøde En kvinde klagede over, at en række medier ikke ville slette en række artikler fra 2010 – 2013. Artiklerne omtalte alle en straffesag tilbage i 2010, hvor kvinden var blevet idømt en bøde på 20.000 kroner for at have købt kokain til eget forbrug. Pressenævnet har ikke fundet grundlag for at kritisere medierne for ikke at slette eller anonymisere artiklerne. Nævnet har ved vurderingen navnlig lagt vægt på, at kvinden selv udtalte sig offentligt om dommen i 2010, at hun også herefter har optrådt i medierne, og at hun må anses for at være en offentlig kendt person. Det bemærkes, at BT og dagbladet Børsen selv valgte at henholdsvis afindeksere og anonymisere nogle artikler. Pressenævnets begrundelse og afgørelse : God presseskik [Klager] har klaget over, at BT har afvist at slette eller anonymisere 16 artikler, der beskriver hændelser før og efter Københavns Byrets dom af 4. februar 2010 i sagen, Anklagemyndigheden mod [Klager]. [Klager] er omtalt ved navn i artiklerne. BT har afindekseret artiklerne, så de ikke kan søges frem via søgemaskiner som Google. Generelt Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere , dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere , dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B. 8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt. Den konkrete sag [Klager] blev ved Københavns Byrets dom af 4. februar 2010 idømt en bøde på 20.000 kroner for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. På baggrund af parternes oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i forlængelse af dommen i 2010 selv udtalte sig offentligt om bøden på DR1 i nyhedsmagasinet ”21 Søndag” den 21. februar 2010. I magasinet Psykologi nr. 8 i november 2010 udtalte hun sig om at have indtaget kokain og om andre private forhold i artiklen ”Jeg har været velsignet af modgang”. Efter det oplyste har hun ikke siden 2010 udtalt sig offentligt om dommen, men optrådt offentligt i andre sammenhænge. På den ene side har [Klager] tidligere deltaget i offentlige begivenheder og været offentligt omtalt i forbindelse hermed. Endvidere har hun udtalt sig som beskrevet i nyhedsmagasinet ”21 Søndag” og i artiklen i magasinet Psykologi. Hun må derfor tåle en mere nærgående omtale i relation til forhold, som hun i offentligheden er kendt for, og herunder i forbindelse med oplysninger, som hun har givet til offentligheden. Herudover har hun haft en række bestyrelsesposter og arbejder i dag som advokat. På den anden side vedrører artiklerne et strafbart forhold og klagers øvrige private forhold, og dermed oplysninger, der er følsomme. Lovovertrædelsen er endvidere uden forbindelse til hendes erhvervsmæssige virke og af forholdsvis beskeden karakter. Efter en samlet afvejning af disse forhold finder nævnet, at der i de påklagede artikler ikke er tale om oplysninger af en sådan belastende karakter, at det skønnes rimeligt at hindre tilgængeligheden. Nævnet har navnlig lagt vægt på, at klager dengang selv udtalte sig om dommen offentligt, og at hun i øvrigt også herefter har optrådt i medierne og må anses for en offentlig kendt person. Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik af BT for ikke også at imødekomme anmodningen om at slette eller anonymisere artiklerne på bt.dk.
[Klager] har ved advokat Brian Werner Larsen klaget til Pressenævnet, idet hun mener, BT har tilsidesat god presseskik ved at afvise at afpublicere eller anonymisere 16 artikler, som blev bragt på bt.dk i perioden fra den 19. februar til den 3. november 2010. Artiklerne vedrører en straffesag, hvor [Klager] ved Københavns Byrets dom af 4. februar 2010 blev idømt en bøde på 20.000 kr. for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. [Klager] har anført, at artiklerne ikke længere har nyhedsværdi eller offentlig interesse. Artiklerne er derimod til skade for klager personligt og erhvervsmæssigt. Sagen er behandlet sammen med sagerne nr. 17-70-01072, [Klager] mod SE og HØR, nr. 17-70-01089, [Klager] mod Jyllands-Posten, nr. 17-70-01090, [Klager] mod JydskeVestkysten, nr. 17-70-01091, [Klager] mod Politiken, nr. 17-70-01092, [Klager] mod Avisen.dk, nr. 17-70-01093, [Klager] mod Ekstra Bladet, nr. 17-70-01094, [Klager] mod Villabyerne/Gentofte Lokalavis, nr. 17-70-01095, [Klager] mod Dagbladet Børsen, nr. 17-70-01098, [Klager] mod TV 2, og nr. 17-70-01119, [Klager] mod Berlingske, der alle vedrører spørgsmålet om sletning af ældre artikler. 1 Sagsfremstilling [Klager] har klaget over 16 artikler, som blev bragt på bt.dk i februar - november 2010. De 16 artikler er tilgængelige på bt.dk. Klagen angår følgende artikler: Artiklerne ”[Klager] træder frem i lyset”, ”Narkodom over [Klager] står fast”, ”Politiet: Derfor ankede vi ikke [Klager]-dommen” og ”[Klager]: Nu kan det være nok” af 19. februar 2010 beskriver, at hverken anklagemyndigheden eller [Klager] har valgt at anke Københavns Byrets dom af 4. februar 2010 til landsretten. Dommen var derved endelig. Det i sagen nedlagte navneforbud blev samtidig ophævet. I artiklen ”[Klager] bryder tavsheden på tv i aften” af 21. februar 2010 oplyses det, at der samme aften i magasinet ”21 Søndag” på DR1 ville blive vist et interview med [Klager] om retssagen. Artiklerne ” – Rystet over politiets forhørsmetoder” og ”Derfor ankede [Klager] ikke narkodom” af 21. februar 2010 citerer [Klager]s udtalelser i interviewet i ”21 Søndag”. Artiklerne ”[Klager]s problem: Hvem vil ansætte en narkodømt? ” af 21. februar 2010 og ”Glem det, [Klager] – karrieren er forbi” af 2. marts 2010 vedrører [Klager]s fremtidige karrieremuligheder. Artiklerne ”Jagten på [Klager] er snart slut”, ”Pusher afviser salg af stoffer til [Klager]” og ”Otte års fængsel til [Klager]s sjælesørger” af 4. juni 2010 omtaler retsforfølgelsen af en pusher. I artiklerne ”[Klager]s pusher fik otte år – igen” og ” Derfor solgte han kokain til [Klager]” af 6. oktober 2010 oplyses det, at pusherens byretsdom på otte års fængsel denne dag blev stadfæstet af landsretten. Af artiklen ” – Kunne lige så godt have sigtet mig for Palme-mordet” af 20. oktober 2010 fremgår det, at overskriften er et citat fra et interview, som [Klager] havde givet til modemagasinet Costume. I november 2010 udtalte [Klager] sig i magasinet Psykologi nr. 8/2010 i artiklen ”Jeg har været velsignet af modgang” . Af artiklen fremgår bl.a. følgende: ”[…] - Men selve ”sagen”… den vil jeg ikke kommentere. Og det må du gerne skrive. […] - Ja, jeg har prøvet at tage kokain og ryge joints, hvem har ikke det? Og jeg er ikke spor flov over det. For hvis jeg var, ville jeg aldrig have gjort det. […]” BT bragte den 3. november 2010 artiklen ”Nu indrømmer Jetset-dronningen kokain-forbrug” på bt.dk. I artiklen gengives oplysninger fra en artikel i SE OG HØR, der henviser til [Klager]s interview i magasinet Psykologi. [Klager] anmodede den 6. februar 2017 BT om at afpublicere, anonymisere eller afindeksere artiklerne på bt.dk. Den 9. februar 2017 imødekom BT anmodningen om at afindeksere artiklerne. Pressenævnet modtog den 17. februar 2017 [Klager]s klage over, at BT ikke havde imødekommet anmodningen om at slette eller anonymisere artiklerne. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at de påklagede artikler drejer sig om en gammel bøde fra 2009 på 20.000 kroner. Artiklerne har ingen nyhedsværdi knap otte år efter deres offentliggørelse, ligesom deres indhold ikke er i offentlighedens interesse. [Klager] gav et interview til DR, da sagen endnu var aktuel tilbage i 2010. Hun er ikke længere en offentlig person, men har blot enkelte gange kommenteret på balancen mellem mænd og kvinder i erhvervslivet. [Klager] har videre anført, at artiklerne er til skade for hende personligt såvel som fagligt i hendes virke som advokat. Da det er så længe siden, at artiklerne var aktuelle, er det rimeligt, at tilgængeligheden til de påklagede artikler hindres. Ifølge [Klager] har hun krav på at kunne lægge sagen bag sig og komme videre med sit liv. Hun har betalt den idømte bøde og derved udstået sin straf. [Klager] har henvist til nævnets pressemeddelelse ”Pressenævnets årsberetning for 2013” af 18. juli 2014, hvoraf det fremgår, at ”Sletning kommer især på tale, hvis de offentliggjorte oplysninger er skadelige for dem, de vedrører” . Hun har videre henvist til princippet om ”the right to be forgotten”, jf. EU-domstolens dom af 13. maj 2014 i sagen C-131/12, Google Spain SL og Google Inc. mod Agencia Española de Protección de Datos (AEPD) og Mario Costeja González. [Klager] har anført, at både de erhvervsfaglige medier (dagbladet Børsen), formiddagsaviserne (BT) og ugebladene (BilledBladet) har anerkendt, at artiklerne om klagers bøde fra 2010 ikke længere har nyhedsværdi og imødekommet klagers anmodning. Dagbladet Børsen, BT og BilledBladet har henholdsvis anonymiseret, afindekseret og slettet nogle artikler. 2.2 BTs synspunkter BT har anført, at avisen har imødekommet klagers anmodning og derfor stiller sig uforstående over for klagen til Pressenævnet. Klagers advokat anmodede den 6. februar 2017 BT om at "om at afpublicere, subsidiært anonymisere mere subsidiært afindeksere alle BT's artikler, der henviser eller refererer ovennævnte bødevedtagelsessag fra år 2009. ” BT har herudover anført, at klager er en voksen og begavet kvinde, der selv trådte frem i et offentligt tv-interview. Efterfølgende har hun ønsket at få slettet omtalen. Avisen har afvist at afpublicere de påklagede artikler, da det vil svare til at brænde historiske dokumenter. Avisen valgte at imødekomme ønsket om en afindeksering, så artiklerne ikke var mulige at søge frem på Google. Der er tale om en ganske omfattende afindeksering. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Inger Bach, Lars Lindskov og Marlene Borst Hansen. God presseskik [Klager] har klaget over, at BT har afvist at slette eller anonymisere 16 artikler, der beskriver hændelser før og efter Københavns Byrets dom af 4. februar 2010 i sagen, Anklagemyndigheden mod [Klager]. [Klager] er omtalt ved navn i artiklerne. BT har afindekseret artiklerne, så de ikke kan søges frem via søgemaskiner som Google. Generelt Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere , dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere , dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B. 8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt. Den konkrete sag [Klager] blev ved Københavns Byrets dom af 4. februar 2010 idømt en bøde på 20.000 kroner for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. På baggrund af parternes oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i forlængelse af dommen i 2010 selv udtalte sig offentligt om bøden på DR1 i nyhedsmagasinet ”21 Søndag” den 21. februar 2010. I magasinet Psykologi nr. 8 i november 2010 udtalte hun sig om at have indtaget kokain og om andre private forhold i artiklen ”Jeg har været velsignet af modgang”. Efter det oplyste har hun ikke siden 2010 udtalt sig offentligt om dommen, men optrådt offentligt i andre sammenhænge. På den ene side har [Klager] tidligere deltaget i offentlige begivenheder og været offentligt omtalt i forbindelse hermed. Endvidere har hun udtalt sig som beskrevet i nyhedsmagasinet ”21 Søndag” og i artiklen i magasinet Psykologi. Hun må derfor tåle en mere nærgående omtale i relation til forhold, som hun i offentligheden er kendt for, og herunder i forbindelse med oplysninger, som hun har givet til offentligheden. Herudover har hun haft en række bestyrelsesposter og arbejder i dag som advokat. På den anden side vedrører artiklerne et strafbart forhold og klagers øvrige private forhold, og dermed oplysninger, der er følsomme. Lovovertrædelsen er endvidere uden forbindelse til hendes erhvervsmæssige virke og af forholdsvis beskeden karakter. Efter en samlet afvejning af disse forhold finder nævnet, at der i de påklagede artikler ikke er tale om oplysninger af en sådan belastende karakter, at det skønnes rimeligt at hindre tilgængeligheden. Nævnet har navnlig lagt vægt på, at klager dengang selv udtalte sig om dommen offentligt, og at hun i øvrigt også herefter har optrådt i medierne og må anses for en offentlig kendt person. Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik af BT for ikke også at imødekomme anmodningen om at slette eller anonymisere artiklerne på bt.dk. Afgjort den 30. marts 2017