Ligebehandlingsnævets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9629@2017-07-07/da
Indhold
Ligebehandlingsnævets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - medhold
J. nr. 2016-6810-26646 En social- og sundhedsassistent fik en psykisk erhvervssygdom som følge af sit arbejde på en lukket psykiatrisk afdeling med psykotiske patienter. Hun blev langtidssygemeldt i september 2013 på grund af sine psykiske gener. Hun vendte tilbage til arbejdet i februar 2014, hvor hun blev midlertidigt omplaceret til en mindre psykisk belastende åben afdeling. Hun varetog dette arbejde på tilfredsstillende vis, med de skånehensyn at hun havde nedsat arbejdstid og ikke skulle løbe til alarm. I sommeren 2014 blev hun afskediget, da der ikke var udsigt til, at hun inden for en overskuelig fremtid kunne vende tilbage til sit tidligere arbejde i den lukkede afdeling, og da der ikke aktuelt var ledige stillinger i den åbne afdeling. Hospitalet ville ikke udelukke et forløb med involvering af kommunens fastholdelsesteam og mente, at det kunne forløbe i opsigelsesperioden. Hospitalet ville også uanset afskedigelsen undersøge mulighederne i afdelingen i forhold til en senere deltidsansættelse. Social- og sundhedsassistenten havde på afskedigelsestidspunktet et handicap, og hospitalet var vidende herom. Hospitalet havde ikke i tilstrækkeligt omfang undersøgt eller afprøvet mulige hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, herunder ved at involvere kommunens fastholdelsesteam eller ved at undersøge mulighederne for en deltidsansættelse nærmere, inden de afskedigede hende. Hospitalet havde derfor ikke afklaret, om det ville have været muligt at fastholde hende i beskæftigelse. Hun fik derfor medhold og en godtgørelse, der svarede til 9 måneders løn.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som social- og sundhedsassistent ved indklagede region. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som social- og sundhedsassistent. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 335.000 kr. med procesrente fra den 26. maj 2016, hvor klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager blev ansat som social- og sundhedsassistent i januar 2002 i psykiatrien ved indklagede region. I januar 2010 skiftede hun til den psykiatriske afdeling B, der er et lukket afsnit med plads til 12 patienter, og som behandler og plejer psykotiske patienter og andre patienter med sindslidelser, der har brug for et lukket regi. Af nyt ansættelsesbrev fra den 3. marts 2010 fremgår blandt andet, at klager blev ansat som social- og sundhedsassistent ved indklagede region med tjeneste indtil videre ved psykiatrien, almenpsykiatrisk afdeling i by 1. Arbejdstiden var aftalt til gennemsnitligt 32 timer pr. uge. Det fremgår herudover, at ”[indklagede] er én ansættelsesmyndighed, og da [klager] uafbrudt har været ansat ved [indklagede] videreføres [klagers] ansættelses- og opsigelsesanciennitet. ” Klagers arbejdstid blev midlertidigt ændret til 37 timer om ugen fra den 3. marts 2011. Ændringen blev permanent den 1. december 2011. Arbejdstilsynet afholdt tilsynsbesøg på afdeling B den 9. september og 17. november 2011. Arbejdstilsynet traf den 23. januar 2012 afgørelse om, at indklagede skulle reducere de sundhedsskadelige belastninger på afdeling B som følge af stor arbejdsmængde og tidspres, så arbejdet kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Af begrundelsen for afgørelsen fremgår blandt andet: ”Det er Arbejdstilsynets vurdering, at arbejdet med pleje og behandling af patienter i [afdeling B] ikke er planlagt, tilrettelagt og udført, så det er sikkerhedsmæssigt- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. … Arbejdstilsynet vurderer derfor samlet, at arbejdet med pleje og behandling af psykiatriske patienter på [afdeling B] udsætter medarbejderne for en sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko. Utilstrækkelig forebyggelse af stor arbejdsmængde og tidspres forøger medarbejdernes risiko for at få stress og stressrelaterede sygdomme som fx angst, depression og hjertekarsygdomme. Der er desuden en øget risiko for at medarbejderne udsættes for vold og trusler om, med fysiske skader til følge. ” Den 10. februar 2012 sendte indklagede en tids- og handlingsplan til Arbejdstilsynet, hvori de angav, hvordan og hvornår problemerne i det psykiske arbejdsmiljø forventedes at være løst. Arbejdstilsynet accepterede den 15. marts 2012 indklagedes tids- og handleplan. Afdeling B’s arbejdsmiljørepræsentant indberettede den 17. marts 2013, at klager havde været udsat for en arbejdsskade den 5. februar 2012. Af beskrivelsen af hændelsesforløbet fremgår blandt andet, at der opstod håndgemæng mellem flere patienter, heriblandt en psykotisk patient. Den psykotiske patient fremkom efterfølgende med trusler mod personalet og udtalte blandt andet, at han ville slå en navngiven kollega ihjel. Han rettede sin truende adfærd mod klager. Af beskrivelsen fremgår, at klager blev bange, vred, rystet og chokeret. Klager blev langtidssygemeldt den 26. september 2013. Af referat fra omsorgssamtale fra den 7. november 2013, hvor klager, afdelingssygeplejerske R og oversygeplejerske E deltog, fremgår blandt andet: ”[E] har indkaldt til dagens samtale, da [klager] d.d. har i alt 69 sygefraværsdage indenfor de seneste 12 måneder. [Klager] indleder samtalen med at fortælle at hun har det dårligt., hvorefter hun fortæller, at hun har fået diagnosen PTSD efter tre konsultationer hos Arbejds- og Miljømedicinsk klinik. Herefter fortæller [klager] om nogle tumultagtige oplevelser og episoder tilbage fra februar 2012, hvor noget af det centrale er en oplevelse af at være ladt i stikken af kollegerne og med en følelse af at være alene på arbejde… Hun er aktuelt påbegyndt et forløb hos psykolog, hvor hun får traumefokuseret terapi. Såvel psykologen som hendes praktiserende læge har anbefalet hende at blive behandlet med antidepressiv medicin, men indtil nu har hun ikke ønsket dette. Alt i alt har hun haft det dårligt i ca. 1 ½ år, dog er der ind i mellem dage, hvor hun angiver at have det rimeligt godt. Aktuelt sover hun 14-15 timer i døgnet. M.h.t. arbejdet angiver hun, at hun skal tilbage i [afdeling B]. Hun kan godt ind i mellem få tanker om, at hun er uønsket på arbejdspladsen, og at man ønsker hende væk. [R] har haft flere samtaler med hende om dette. Hun angiver at være glad for arbejdet og for patientkategorien… [Klager] har arbejdet 11-12 år i lukket regi. Vi har herefter en drøftelse af, hvordan det kan påvirke medarbejdere med de påvirkninger, dette medfører. Hun fortæller, at hun har fået mange nye kolleger den seneste tid, samt at hun er blevet meget sårbar det seneste år. [E] udtrykker bekymring for, om hun på den lange bane kan holde til at arbejde i lukket regi… …[Klager] opfordres til at lytte til fagpersonerne m.h.t. medicinsk behandling. [R] vil være i kontakt med [klager] en gang om ugen. ” I psykiatrisk speciallægeerklæring af 2. december 2013 udarbejdet af E blev der stillet diagnoserne posttraumatisk belastningsreaktion og depression. Af afsnittet om prognostiske og behandlingsmæssige overvejelser fremgår: ”Den aktuelle vurdering af patienten sker kun 2 måneder efter endelig sygemelding. Hun er fortsat i den akutte behandlingsfase efter langvarig stresspåvirkning og bærende en posttraumatisk belastningsreaktion igennem næsten 2 år. Det er yderst relevant, at der er påbegyndt en antidepressiv farmakologisk medicinering i øgende dosering. Når patienten i kraft heraf vinder et øget overskud, bør den terapeutiske behandling ændres fra at have støttende karakter til at være målrettet imod de konkrete traumeoplevelser, der fortsat bibringer patienten flashbacks og undgåelsesadfærd, altså oplevelserne fra d. 05.02.2012 og eventuelt nogle af de øvrige svigt, der er sket undervejs. Man må forudse, at restitutionsperioden bliver langvarig, og på aktuelle tidspunkt kan der ikke stilles nogen sikker prognose for forløbet på længere sigt. Et skøn over prognosen på længere sigt kan først foretages efter endt behandling, og efter der er hengået 2 år, efter patienten ikke længere er eksponeret for de traumatiserende begivenheder, altså sommeren 2015. Hvad angår den erhvervsmæssige fremtid, bør patienten overveje anden jobmæssig funktion end virke ved afsnit, der behandler psykotiske patienter. ” Indklagede udfyldte den 11. december 2013 en mulighedserklæring. I erklæringens punkt 3 om medarbejderens funktionsnedsættelser fremgår, at klager er psykisk påvirket og har en generel funktionsnedsættelse og ikke kan varetage pleje af psykisk svært syge patienter. Af punkt 4 om påvirkede jobfunktioner fremgår, at det har været forsøgt at tilpasse arbejdsopgaverne til klagers tilstand, og at det har været svært for hende at rumme afsnittets kerneopgaver. Punkt 6 om arbejdsgivers og medarbejders forslag til ændringer i arbejdsfunktioner blev ikke udfyldt. I lægens attestation til mulighedserklæringen af 12. december 2013 blev der under punkt 7 om lægens vurdering krydset af i felterne ”Arbejdsforholdene skønnes ikke forsvarlige, og der bør foretages yderligere ændringer…”, ”Fravær fra arbejdet tilrådes…” og ”Fravær på fuld tid”. Under punkt 8 om lægens uddybende kommentarer fremgår: ”Der er ikke i mulighedserklæring fra arbejdsgiver i punkt 6 foreslået ændringer i arbejdsfunktioner. Både pt og jeg foreslår omplacering. Lige nu er patienten for dårlig til at starte arbejde. Når pt skal starte på arbejde igen vil det være hensigtsmæssig med periode på deltid og der er behov for omplacering til afdeling hvor der er mere opbakning omkring de vanskelige situationer med voldsomme patienter. Pt er startet antidepressiv medicinsk behandling, og mærker en vis bedring, og når tilstanden tillader det, skal der arbejdes med traumefokuseret terapi. ” Under punkt 9 om varighed fremgår: ”Der er tale om langvarigt forløb. Tidshorisont for genoptagelse af arbejde efter omplacering ligger 1-2-3 måneder fremme. ” Af referat fra omsorgssamtale fra den 12. december 2013, hvor klager, R, E samt tillidsrepræsentant H deltog, fremgår blandt andet: ”[Klager] indleder med at fortælle, at det går bedre. Selv om hun ikke er på toppen, har hun nu mere overskud og har en bedre nattesøvn end tidligere. Hendes mareridt er heller ikke længere så påtrængende, og hun er ikke længere så grådlabil som tidligere. Hun tåler dog ikke for meget larm og uro. Hun angiver, at medicinen er en væsentlig faktor for hendes bedring. Hun afsluttes ved psykolog ved årsskiftet, men har en aftale med en den psykiater, der har skrevet speciallægeerklæring om at komme i traumefokuseret terapi hos ham. … [Klager] har været hos praktiserende læge forud for samtalen. [E] har bedt om en lægeerklæring, og lægen skriver bl.a. at både [klager] og [lægen] foreslår en omplacering. Lige nu er [klager] for dårlig til at starte arbejde, men når hun skal starte på arbejde igen, vil det være hensigtsmæssigt med periode på deltid. [Klager] er glad for sit arbejde - det er det hun kan og gerne vil, ligesom det er her hendes kompetencer ligger. ” Af referat fra omsorgssamtale fra den 14. januar 2014, hvor klager, R, E, H samt afdelingssygeplejerske B deltog, fremgår blandt andet: ”[Klager] fortæller, at det går ’to skridt frem og et tilbage’. Hun har det alt i alt bedre, og søvnmønsteret synes at være normaliseret igen. Hun er ikke længere grådlabil som tidligere, hun tåler medicinen og kan mærke effekt af den. Hun er indstillet på at fortsætte med medicinen. Hun ønsker at få normaliseret sin hverdag herunder at genoptage arbejdet. Hun giver dog udtryk for at være rædselsslagen for ikke at kunne indfri egne og andres forventninger. Der aftales følgende plan, som [klager] vil orientere egen læge om i morgen. Plan Flyttes midlertidigt fra [afdeling B] til [afdeling C] pr. 1. februar 2014 frem til udgangen af august måned. . [Klager] har orlov fra [afdeling B] i perioden. … I uge 6 og 7 arbejder hun man-, ons- og fredag kl. 8-13. Der er ikke alarmforpligtelse i opstartsperioden. … Det er planen, at [klager] skal op på fuld tid (37 t.) dog med langsom stigning. Hun er ansat til at have blandede vagter, men er vagtfri de første uger herunder weekendvagter. Starter med at være kontaktperson for 1-2 patienter med efterfølgende øgning. ” Afdeling C er et åbent modtagerafsnit med 16 pladser, som behandler og plejer ældre personer med forskellige psykiske lidelser. Af referat fra omsorgssamtale af 12. februar 2014, hvor klager, H, R og E, deltog, fremgår: ”[Klager] startede som planlagt i [afdeling C] den 3. februar 2014. Hun fortæller, at det både er hårdt og svært at komme tilbage, men hun har været der som aftalt. De nye kolleger har taget godt imod hende, der stilles ikke for store krav til hende, og hun er som aftalt kontaktperson for 1-2 patienter. Hun er glad for den mentorordning, der er etableret. Hun giver udtryk for, at det er svært ikke at kunne yde optimalt. Hun er meget træt efter en arbejdsdag og må ofte sove nogle timer om eftermiddagen. Nattesøvnen er afbrudt, og det sker, at hun må op x 5 pga. mareridt. Adspurgt om indholdet i disse mareridt, fortæller hun, at det kredser om svigt og forfølgelse (…) Videre plan • [Klager] arbejder i uge 8 som aftalt • Fra uge 9 og frem til næste samtale arbejder hun 4 timer x 3 (man-, ons- og fredage) • Spillereglerne er at øgning af timetallet aftales ved omsorgssamtalerne, nedgang i timetal er ok” Af referat fra omsorgssamtale fra den 12. marts 2014, hvor klager, H, R og E deltog, fremgår blandt andet: ”[Klager] fortæller, at der ikke er sket så meget siden sidst… I afdelingen reagerer hun kraftigt, når alarmen lyder. Hun får hjertebanken og bliver urolig. Hun beretter om, at hun med overvindelse kan gå i café'en. [Klager] har klaret at være på arbejdspladsen 3x3 timer som aftalt og har ikke været helt sygemeldt siden sidst. Hun er godt træt efter en arbejdsdag…” Som videre plan blev det på mødet aftalt, at klager fra den 17. marts 2014 skulle stige i timetallet til 5x3 timer pr. uge, men at hun efter samtale med H og kollega L kunne aftale yderligere stigning efter cirka tre uger. Af referat fra en samtale den 3. april 2014, hvor klager, H og L deltog, fremgår, at klager fra uge 15 ville arbejde 4x5 timer om ugen. Af referat fra omsorgssamtale den 22. april 2014, hvor klager, H og E deltog, fremgår: ”[Klager] fortæller, at hun nu er oppe på 20 timer i gennemsnit pr. uge. Hun bruger fortsat meget energi på arbejdspladsen, hvor hun passer det, hun skal. Bortset fra sygefravær i forbindelse med en byld i det ene øje, har der ikke været dage med fuldt sygefravær… Hun har været til forsamtale forud for et Traumefokuseret terapiforløb, der påbegyndes i morgen. Hun er nervøs for dette, og på hvordan hun vil reagere, men hun er fuldt indstillet på at komme i gang med det. Hun har af [psykiatrisk speciallæge] fået at vide, at hendes prognose vil være god. Hun fortæller også, at hun fortsat har nogle kognitive udfald - hun kalder det ’huller’, hvor hun glemmer, hvad hun f.eks. går efter. … [Klager] tænker en del på, hvad der skal ske i fremtiden. Hun er kommet frem til, at hun ikke skal tilbage til [afdeling B]. [E] orienterer om, at han tænker det samme, men ikke er i stand til at "trylle". [Klager] anbefales derfor inden længe at begynde at orientere sig om, hvad der måtte være af ledige stillinger. Der tales ikke om yderligere stigning i timetal i dag, men det vil blive taget op ved næste samtale. Deltagelse i weekendvagter vil ligeledes blive taget op ved næste samtale. [E] forventer, at [klager] er på fuld tid til sommerferien. ” Af referat fra omsorgssamtale af 12. maj 2014, hvor klager, H, B og E deltog, fremgår: ”[Klager] fortæller, at hun de fleste dage klarer det godt. Der var dog et par dage i sidste uge, hvor hun havde det rigtig skidt, og var lige ved ’at vende om’. Hun formåede dog at blive på arbejdspladsen. Hun fortæller, at hun er påbegyndt et terapiforløb, som hun har store forventninger til. Hun vender igen tilbage til den fremtidige arbejdssituation, som hun angiver at være bange for. Vi aftaler i dag at fastholde nuværende timetal, men [klager] begynder at deltage i weekendvagterne. Fredag den 23. maj 2014 taler [B] og [klager] sammen og vurderer om der ikke kan øges i timetal. [Klager] deltager fortsat ikke i alarmsituationer. ” Den 6. juni 2014 blev der på ny afholdt en omsorgssamtale, hvor klager, H, R, B og E deltog. Af referatet fremgår blandt andet: ”[Klager] fortæller, at hun ikke har det ret godt., hun kan ikke finde ud af, hvad der op, og hvad der er ned. Hun oplever at have fået det rigtig skidt igen, er grådlabil og føler håbløshed… Hun måtte sygemelde sig fuldt ud mandag og tirsdag i denne uge. … Psykiateren har fortalt hende, at hun har en god prognose og med held vil kunne få reduceret hendes symptomer med 80%. [Klager] spørger om muligheden for at inddrage kommunens fastholdelsesteam. [E] vil gerne vide mere om denne ordning inden stillingtagen. Derudover vil [klager] gerne tale om, hvad der skal ske med udgangen af august. Hun vil meget gerne blive i [afdeling C]. [E] har brug for at overveje dette. ” Den 18. juni 2014 skrev E følgende e-mail til klager: ”Hej [klager]. Du har fået en hjælpende hånd, og du har nu været i [afdeling C] i 4 ½ måned. Vores aftale udløber om lidt over 2 måneder med udgangen af august. Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig, men jeg må sige, at mine muligheder for f.eks. at forlænge dit ophold i [afdeling C] er udtømte. Jeg ser derfor ingen anden løsning lige nu end du må gå tilbage til [afdeling B] pr. 1. september 2014. Jeg ved, hvor hårdt du kæmper, og [afdeling B] er nok heller ikke løsningen for dig på den lange bane. Lad os følge op på denne mail ved vores samtale den 3. juli. Venlig hilsen [E] Oversygeplejerske ” Den 1. juli 2014 skrev E til klager og oplyste, at han ikke syntes, at der skulle eksterne personer med til samtalen den 3. juli 2014. Af referat fra omsorgssamtale af 3. juli 2014, hvor klager, repræsentant A for klagers forbund samt B, R og E deltog, fremgår blandt andet: ”[Klager] fortæller, at hun både før og efter sidste samtale havde det rigtig skidt. De seneste par uger har hun haft det bedre, og føler hun har mere samling på tingene. Dette bekræftes af [B], som fortæller, at [klager] fylder funktionen i [afdeling C] fint ud… [E] ridser kort op, at vi nu har haft et forløb på 10 måneder og at der er to måneder tilbage af den aftalte periode i [afdeling C]. [E’s] forventninger er fortsat, at [klager] kan passe sit arbejde fuldt ud i [afdeling B] fra den 1. september 2014. Er hun ikke i stand til det, vil der blive indledt en opsigelse af hende. [Klager] mener ikke, at det er realistisk, samt at det ikke harmonerer særlig godt med diagnosen PTSD. Hun har fortsat ubearbejdede ting og skal igennem yderligere et terapiforløb startende i august med i alt 10 samtaler. [Klager] spørger til mulighederne for et fastholdelsesforløb. [E] svarer, at et sådant forløb ikke er udelukket og godt kan forløbe i en evt. opsigelsesperiode. Det aftales, at [klager] kontakter fastholdelsesteamet i [kommune X] og inviterer dem med til næste samtale. Arbejdsskadestyrelsen har endnu ikke truffet nogen afgørelse i [klagers] sag. [A] orienterer om, at fastholdelsescenteret evt. vil kunne gå ind i sagen. [Klager] kan klare 16-18 timer i gennemsnit pr. uge, max. 5 timer om dagen og kan på nuværende tidspunkt ikke stige i tid. ” Den 7. juli 2014 ringede A til Arbejdsskadestyrelsen. Af Arbejdsskadestyrelsens telefonnotat fremgår blandt andet, at klager godt kunne se sig selv i en stilling på den åbne afdeling, eventuelt på nedsat tid. A gjorde dog opmærksom på, at de fleste omkring klager anbefalede, at hun kom helt væk fra psykiatrien. For klager var det dog umiddelbart mest trygt at blive ved det kendte. Den 8. juli 2014 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om anerkendelse af posttraumatisk belastningsreaktion som en arbejdsskade. Der blev lagt vægt på, at klager under arbejdet på en lukket psykiatrisk afdeling havde oplevet traumatiske begivenheder og situationer af exceptionelt truende karakter. Der blev også lagt vægt på, at klager efter flere voldsomme hændelser oplevede manglende støtte og opbakning fra ledelsen og kolleger. Arbejdsskadestyrelsen traf endvidere afgørelse om, at klager havde et varigt mén på 15 procent for følger efter moderat posttraumatisk belastningsreaktion med undvigeadfærd, flashbacks, søvnforstyrrelser, kognitive forstyrrelser, humørsvingninger og social isolationstrang. Arbejdsskadestyrelsen sendte den 8. juli 2014 et brev til indklagede, hvori de orienterede om, at der var truffet afgørelse om spørgsmålet om anerkendelse. Af brevet fremgår blandt andet: ”Anmeldedato . . . . . . . . . . : 14. juni 2013 Tilskadekomnes navn. : [Klager] Sygdom . . . . . . . . . . . . . . . . . . : Posttraumat. belastningsreaktion … Vi har i dag truffet afgørelse om en anmeldt erhvervssygdom, som [klager] har pådraget sig. Erhvervssygdommen blev anmeldt til os den 14. juni 2013. Afgørelse om anerkendelse Vi har anerkendt den anmeldte erhvervssygdom som en arbejdsskade. (Lov om arbejdsskadesikring § 7)” Den 11. august 2014 blev der afholdt et møde om klagers sygefravær, hvor klager, A, R, B, E samt indklagedes HR-konsulent L deltog. Af referatet fra mødet fremgår blandt andet: ”…det er nu aftalt, at [Arbejdsskadestyrelsen og kommunens fastholdelsesteam] kan komme til møde den 8. september kl. 11. [A] og [klager] oplyser, at Arbejdsskadestyrelsen har anerkendt [klagers] arbejdsskade og at Arbejdsskadestyrelsen har en mulighed for at kompensere [klager] for en lønnedgang, såfremt hun efter arbejdsskaden ikke længere kan arbejde fuld tid. [Klager] oplyser, at der ikke siden sidst er sket de store ændringer. Behandlingsforløbet er intensiveret og hun har været ved psykiater flere gange ugentligt, også i individuelt forløb. Det går meget op og ned, synes [klager], og hun kan beskrive, hvordan hun bliver re-traumatiseret under behandlingsforløbet… [Klager] beskriver, at hun, når det er rigtig skidt, har dårlig søvn, føler håbløshed, angst, uro og hukommelsesbesvær. Hun har stadig mareridt om natten og er meget oppe. Hun har op til ferien måttet sygemelde sig fuldt ud nogle gange… I forhold til arbejdet siger [klager], at det ikke er muligt at gå yderligere op i tid pt. Hun er aktuelt på 15-16 timer om ugen. [B] beskriver, at det går fint i afsnittet med [klager], som klarer plejeopgaverne, og trives fint med målgruppen. [Klager] løber ikke til alarm endnu. [Klager] kan bekræfte dette. Hun er meget glad for at være på [afdeling C]. I forhold til at vende tilbage til [afdeling B] siger [klager], at det bliver mere og mere vanskeligt. Hun føler sig ekskluderet og uønsket… [E] meddeler som konklusion på sagen, at [klagers] fravær har strakt sig meget længe, og at der ikke er en udsigt til, at [klager] indenfor en overskuelig fremtid vil kunne arbejde i den stilling, hun er ansat i - fuld tid på [afdeling B]. Der er ikke ledige stillinger pt. på [afdeling C], som [klager] kan flyttes over i. Han må derfor indstille til afskedigelse, som også varslet på mødet i juli. Afdelingen vil uanset dette fortsat medvirke til arbejdsprøvning eller andet, som kommunen måtte kunne byde ind med, undervejs i varslingsperioden. [E] vil også gerne undersøge mulighederne i afdelingen i forhold til en deltidsansættelse senere, såfremt det bliver relevant. [E] meddeler, at [klager] kan forblive på [afdeling C] det næste halve år. [Klager] er ikke tilfreds med dette, og hun sygemelder sig fra d.d.” Klager blev ved brev af 11. august 2014 påtænkt opsagt med fratræden til udgangen af februar 2015. Det fremgår af brevet, som er underskrevet af lægefaglig direktør M, at baggrunden for opsigelsen var, at klager havde haft et længerevarende sygefraværsforløb, hvor hun først var fuldtidssygemeldt og siden deltidssygemeldt. Det fremgår videre, at oversygeplejersken på det seneste møde den 11. august 2014 måtte konkludere, at der ikke var en snarlig udsigt til, at klager kunne vende tilbage til sin stilling i afdelingen, og af driftsmæssige årsager blev hun herefter indstillet til afskedigelse. Klager fremkom den 25. august 2014 med en indsigelse til den påtænkte opsigelse. Af brevet fremgår blandt andet: ”Jeg er blevet syg pga. mit arbejde,- men også mere syg end jeg ville havde været blevet, hvis ledelsen havde fremtrådt ansvarligt og udvist omsorg… …alle forslag jeg er fremkommet med under mit sygeforløb, er blevet afvist og først nu hvor der påtænkes en opsigelse, bliver der åbnet op for muligheder” Klager blev opsagt den 26. august 2014 med samme begrundelse som i den påtænkte afskedigelse. Af opsigelsesbrevet, der er underskrevet af M, fremgår herudover blandt andet følgende: ”Jeg noterer mig samtidig, at der sideløbende med sagen vedrørende opsigelse, er iværksat et møde mellem dig, din fagforening, kommunen og Arbejdsskadestyrelsen i forhold til at afsøge mulighederne for din fortsatte ansættelse i en anden stilling på Psykiatrisk Afdeling [i by 1]”. Den 5. september 2014 skrev A en e-mail til E og L og meddelte, at de så sig nødsaget til at aflyse mødet den 8. september 2014, da det ifølge psykolog og psykiater ikke for nuværende var muligt at afsøge klagers muligheder for fortsat ansættelse i en anden stilling på psykiatrisk afdeling i by 1. Den 12. november 2014 skrev B en e-mail til alle i afdeling C og oplyste, at hun dagen forinden havde modtaget tilsagn om opnormering i afsnittet. Klagers forbund rettede den 30. marts 2016 et krav mod indklagede efter forskelsbehandlingsloven, hvilket blev afvist af indklagede den 14. april 2016. Klagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 26. maj 2016. Den 10. juni 2016 modtog indklagede en afgørelse fra Arbejdstilsynet, hvor de fik et strakspåbud om at sikre hurtig og effektiv hjælp ved risiko for vold og trusler om vold i forbindelse med arbejdet med behandling, hjælp og pleje af psykiatriske patienter på Psykiatrisk Afdeling i by 1. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun blev afskediget i strid med forskelsbehandlingsloven og ønsker godtgørelse svarende til 12 måneders løn. Sagen kan vurderes tilstrækkeligt på baggrund af det omfattende skriftlige materiale i sagen. Der er derfor ikke behov for mundtlige parts- og vidneforklaringer. Klager havde på opsigelsestidspunktet et handicap i lovens forstand. Arbejdsskadestyrelsen udbetaler godtgørelse for varigt mén for de gener, som en arbejdsskade har betydet i dagligdagen. Klager fik konstateret en posttraumatisk belastningsreaktion. Vestre Landsrets dom af 1. marts 2016 (sagsnr. B-2525-14) er ikke sammenlignelig, idet Arbejdsskadestyrelsen i denne sag ikke var enig i speciallægens diagnose og vurderede, at symptomerne alene svarede til diagnosen uspecificeret belastningsreaktion. Ledelsen havde kendskab til klagers diagnose posttraumatisk belastningsreaktion allerede den 7. november 2013 og fik diagnosen bekræftet på skrift fra Arbejdsskadestyrelsen den 8. juli 2014. Ledelsen er sundhedsfagligt uddannet og ved, hvad diagnosen indebærer. Ledelsen bad ikke om yderligere lægelig dokumentation. Der har ligeledes løbende været drøftelser om tilpasning af klagers arbejde på baggrund af de hensyn, som diagnosen indebærer. Indklagede vidste således, at klager havde et handicap, da de valgte at afskedige hende. Klager forsøgte at blive på arbejdspladsen i perioden efter den 5. februar 2012. Indklagede har undladt at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger og har dermed forværret klagers tilstand. Det var først, da klager måtte langtidssygemelde sig, og hendes læge anbefalede omplacering og nedsat timetal, at ledelsen kom med det midlertidige tiltag at placere hende i afdeling C. Omplaceringen var en succes. Som omtalt af B fyldte klager funktionen i afdeling C fint ud. Klager var derfor både egnet, kompetent og disponibel, blot med enkelte skånehensyn. På trods af at klager ikke kunne arbejde fuldt ud som tidligere, kunne hun sagtens vende tilbage til arbejde som social- og sundhedsassistent med skånehensyn, som i hendes tilfælde var nedsat tid samt omplacering til alle andre afdelinger end afdeling B. Ledelsen valgte af uransagelige årsager at insistere på, at klager skulle tilbage til afdeling B, selvom klagers læge, Arbejdsskadestyrelsen, klager og ledelsen var enige om, at klager ikke skulle tilbage til den afdeling. Klager blev opsagt med henvisning til sit fravær, som skyldtes hendes handicap. Klager har således været udsat for direkte diskrimination. Der var ingen uforholdsmæssig stor byrde ved at omplacere klager til en anden afdeling eller ved at lade hende blive i afdeling C. Det er påfaldende, at indklagede i en periode kunne omplacere klager til en anden stilling, men at de ikke ønskede at fastholde hende. Det er indlysende, at den eneste grund til, at indklagede ikke ønskede klager ansat længere, var de gener, der var forbundet med at have en medarbejder med et handicap. Det er ikke korrekt, at klager er ansat i afdeling B. Hun er ansat i hele regionen med tjeneste indtil videre ved psykiatrien, almenpsykiatrisk afdeling i by 1. I henhold til omsorgssamtalen den 14. januar 2014 flyttede klager fra afdeling B til C den 1. februar 2014. Det blev i den forbindelse aftalt, at klager ikke havde alarmforpligtelser i opstartsperioden. Klager deltog herefter i arbejdet på lige fod med de andre kolleger og løb derfor også til alarmer i egen afdeling. Klagers skånehensyn på afdeling C var at løbe til alarmer i egen afdeling og nedsat arbejdstid. Inden omsorgssamtalen den 3. juli 2014 havde forbundet inviteret en fastholdelseskonsulent fra Arbejdsskadestyrelsen til at deltage i mødet, da klager kunne kompenseres for en eventuel lønnedgang ved erstatning for tab af erhvervsevne. Som det fremgår af E’s e-mail af 1. juli 2014, fik fastholdelseskonsulenten dog ikke lov til at deltage i mødet. Kompensationsmuligheden blev fremlagt igen af forbundet til omsorgssamtalen den 11. august 2014, uden at indklagede ønskede at gå nærmere ind i drøftelserne herom. Deltidsansættelse blev drøftet under dette møde, men kun for så vidt angik opsigelsesperioden. Forbundet inviterede fastholdelseskonsulenten fra Arbejdsskadestyrelsen samt en fastholdelseskonsulent fra kommunen til det forestående møde i september 2014. På baggrund af mødet den 11. august 2014, hvor indklagede indstillede klager til afskedigelse, og da indklagede kun ønskede at drøfte fastholdelse i opsigelsesperioden, fandt forbundet dog mødet formålsløst. Indklagede ønskede ikke at fastholde klager i afdeling C, hvor hun fungerede fint. Det understøttes af, at indklagede ikke rettede henvendelse til klager, da de fik tilsagn om opnormering i november 2014. Klager var stadig ansat på dette tidspunkt. Det bestrides, at klager ikke var lydhør over for ledelsens bekymringer. Ledelsen havde ikke på noget tidspunkt udtrykt bekymring for klagers ve og vel. Som det fremgår af strakspåbuddet fra Arbejdstilsynet fra den 10. juni 2016, er arbejdsforholdene på psykiatrisk afdeling i by 1 stadig ikke i orden. Det bestrides, at indklagede ikke havde kendskab til diagnosen på opsigelsestidspunktet. I det orienteringsbrev, der blev sendt til indklagede den 8. juli 2014, blev klagers diagnose angivet under feltet sygdom. Det er påfaldende, at klager blev påtænkt opsagt blot en måned senere. Til støtte for at indklagede har tilsidesat sin tilpasningsforpligtigelse, henviser klager til Østre Landsrets dom af 30. juni 2016 (sag B-477-15). Af dommen fremgår, at arbejdsgiveren vidste eller burde have vidst, at medarbejderen led af træthed som følge af en hjerneoperation. Arbejdsgiver undlod at medvirke til at indhente informationer om medarbejderens lidelse og nægtede at deltage i et møde med kommunen om afklaring af mulighederne for arbejdsprøvning. Arbejdsgiver tilbød ikke deltidsarbejde, som medarbejderen realistisk kunne klare. Klager henviser også til U2015. 3827H, hvor et supermarked tilsidesatte sin tilpasningsforpligtigelse. Klager var naturligvis ikke kun ansat ved det pågældende tjenestested, men inden for hele regionens område. Der er ingen tvivl om, at klager med sine kompensationsbehov kunne have bestridt en anden stilling i regionen. Klager henviser til U2011. 1776H, hvor Højesteret fandt, at en kommune som led i bestræbelserne på at omplacere medarbejderen for det første burde have orienteret hende om nedlæggelsen af hendes stilling, og for det andet burde have sikret sig, at man havde tilstrækkelige oplysninger om hendes kvalifikationer og ønsker og for det tredje burde have orienteret hende om ledige stillinger i hele kommunen. I Opmandens tilkendegivelse i FV 25. april 2005 havde arbejdsgiver pligt til at undersøge, om der var ledige stillinger i hele kommunen. Kommunen kunne ikke dække sig bag, at de havde decentraliseret ansættelseskompetencen. I U2014. 91V blev en region frifundet, da de havde forsøgt at omplacere en medarbejder i hele regionen. Indklagede gør gældende, at sagen bør afvises, da en afgørelse kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagede gør også gældende, at de ikke har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager var særligt i perioden fra den 26. september 2013 og frem til fratrædelsen sygemeldt helt eller delvist. Indklagede har i hele forløbet fulgt og støttet klager. Indklagede har blandt andet afholdt sygefraværs- og omsorgssamtaler, bevilget psykologtimer og arrangeret deltids- og skåneopgaver. Som anført i referatet fra den 11. august 2014 ville indklagede også have undersøgt mulighederne for en permanent deltidsstilling, hvilket klager dog ikke ønskede. Klager aflyste tværtimod det af indklagede foranledigede møde i september 2014 under henvisning til, at det ikke for nuværende var muligt. Klagers fremstilling af indklagede som arbejdsgiver bestrides. Indklagede har været både rummelig og støttende i forsøget på at fastholde klager på arbejdspladsen. R opfordrede gentagne gange klager til at sygemelde sig tidligere i forløbet og modtage psykologhjælp. Dette afspejles også i referatet fra den 7. november 2013, hvor R opfordrede klager til at lytte til fagpersoner med hensyn til medicinsk behandling. Klager har ikke været lydhør over for indklagedes bekymringer. Indklagede bestrider, at klager på tidspunktet for opsigelsen led af en sygdom af en sådan varighed og karakter, at der var tale om et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion har ikke nødvendigvis en sådan karakter eller varighed, at der er tale om et handicap. Indklagede henviser til Vestre Landsrets dom af 1. marts 2016 med sagsnr. B-2525-14. Klager har ikke lægeligt dokumenteret, at hun på opsigelsestidspunktet havde en langvarig begrænsning. Diagnosen er ikke i sig selv afgørende. Såfremt nævnet måtte komme frem til, at klager på opsigelsestidspunktet var handicappet i lovens forstand, gør indklagede gældende, at de ikke på opsigelsestidspunktet vidste eller burde have vidst, at klager havde et handicap. Indklagede havde ikke fået forelagt den speciallægeerklæring, der var afgørende for Arbejdsskadestyrelsens anerkendelse af en arbejdsskade og var ikke blevet præsenteret for øvrig dokumentation for, at klager skulle lide af en sygdom, der medførte et handicap. Indklagede modtog den 8. juli 2014 alene en orientering fra Arbejdsskadestyrelsen om, at den anmeldte sygdom blev anerkendt som en arbejdsskade, men ikke nærmere om baggrunden for afgørelsen, sygdommens art eller de bagvedliggende lægelige vurderinger. Herudover havde klager ved omsorgssamtalen den 6. juni 2014 oplyst, at psykiateren havde fortalt hende, at hun havde en god prognose og med held kunne få reduceret symptomerne med 80 procent. Indklagede har tilbudt tilstrækkelige tilpasningsforpligtigelser, blandt andet psykologbehandlinger, deltid i opstartsperioden, skånefunktioner og gradvis øgning i timetal, tilbud om at afsøge muligheden for permanent deltidsstilling og tilbud om at holde et møde med kommunens fastholdelsesteam og Arbejdsskadestyrelsen. Den midlertidige placering i afdeling C og en tilbagevenden til stillingen i afdeling B per den 1. september 2014 blev forelagt for klagers læge, jævnfør referat af 14. januar 2014. Indklagede har ikke modtaget oplysninger om, at klagers læge skulle have haft kommentarer til eller afvist denne plan. Indklagede har efterlevet Arbejdstilsynets afgørelse af 23. januar 2012 og bestrider derfor, at afdeling B ikke var sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Arbejdstilsynets afgørelse om strakspåbud af 10. juni 2016 ses ikke at være relevant, da klager blev opsagt den 26. august 2014. Indklagede imødekom de skånebehov, som klager havde behov for. Klager var på trods heraf ikke kompetent, egnet og disponibel til at varetage den stilling, hun var ansat i. Klager udtrykte selv ved samtalen den 22. april 2014, at hun ikke skulle tilbage til afdeling B, ligesom hun på intet tidspunkt i sin tid i afdeling C var i stand til at håndtere alarmopkald, hvilket er en yderst central funktion i alle social- og sundhedsassistentstillinger på psykiatrisk afdeling i by 1. Klagers påstand om, at hun løb til alarmer på afdeling C, bestrides, og der henvises til referaterne af 12. maj og 11. august 2014. Uanset om arbejdet skulle udføres i afdeling B eller C, var der tale om arbejde med tungt belastede psykiatriske patienter. Klager var hverken kompetent, egnet eller disponibel til at varetage sin stilling i afdeling B, en stilling i afdeling C (hvis en sådan havde været ledig) eller en anden stilling i psykiatrien i regionen. Som det fremgår af omsorgssamtalen af 14. januar 2014, var det aftalt, at klager i perioden, der begyndte den 1. februar 2014 og sluttede den 31. august 2014, efter langsom stigning skulle op på fuld tid og normale vilkår (blandede vagter). Klager nåede ikke på noget tidspunkt at arbejde på fuld tid. Når der i referatet fra samtalen den 11. august 2014 er henvist til, at klager løste opgaverne fint i afdeling C, så henvises der til de opgaver, som klager var tildelt konkret ud fra den arbejdsevne, hun havde på det tidspunkt og ikke til, at hun kunne løse afsnittes daglige og sædvanlige opgaver. Indklagede bestrider, at klager i de timer, hvor hun faktisk arbejdede, deltog på lige fod med de øvrige ansatte. Klager indgik ikke på noget tidspunkt i afdeling C’s normering eller vagtplan, og hun nåede heller ikke op på at håndtere den normale mængde patienter (5-6 stykker), men alene 1-2 ad gangen. I en stor del af den tid, klager var på arbejde, passede hun kun én stærkt plejekrævende patient, fordi disse helt praktiske plejeopgaver var, hvad hun kunne klare. De psykiatriske elementer omkring patienterne – kerneydelsen i psykiatrien – kunne klager knap så godt varetage. Yderligere bevarede klager i hele skåneperioden et særhensyn om at møde kl. 8.00 af hensyn til sine børn. Hun tog heller ikke nogen weekendvagter. Alle vagter blev planlagt under hensyn til klagers private gøremål. Klager indgik ikke på noget tidspunkt i den almindelige fordeling af arbejdsopgaver, da det var meget svingende, hvad hun kunne yde. At klager ikke på opsigelsestidspunktet var kompetent, egnet og disponibel understøttes også af telefonrapporten fra den 7. juli 2014, hvor det fremgår, at de fleste omkring klager anbefalede, at hun kom helt væk fra psykiatrien. Det understøttes også af speciallægeerklæringen, hvor det fremgår, at klager bør overveje anden jobmæssig funktion end virke ved afsnit, der behandler psykotiske patienter. Hertil kan indklagede oplyse, at alle patienter i psykiatrien i regionen potentielt kan være psykotiske. Det var kun muligt at give klager en midlertidig skånestilling i afdeling C, som på daværende tidspunkt blev brugt som et af de afsnit, hvor der kunne tilbydes aflastningstilbud for et afgrænset antal medarbejdere med særlige behov. Der var ingen ledige stillinger i afdeling C, som kunne tilbydes klager. En arbejdsgiver er ikke forpligtet til at ”opfinde” stillinger til en medarbejder, heller ikke en medarbejder, der måtte være handicappet. Klagers fravær havde nået et omfang, der ikke fortsat kunne eller skulle bæres driftsmæssigt i afdelingen. Indklagede har fremlagt et skema, der viser klagers timetal og sygedage for uge 6 til uge 34 i 2014 (fra starten af februar til slutningen af august 2014). Det fremgår blandt andet af skemaet, at klager var fraværende på grund af egen sygdom i uge 13, ved to vagter i uge 23, i uge 28, ved to vagter i uge 29 og i uge 33 og 34. Uanset hvilken stilling, klager kunne have været tilbudt inden for psykiatrien, kunne hun ikke undgå at arbejde med psykisk belastede patienter. En stilling med patientkontakt inden for psykiatrien kræver psykisk robusthed, hvilket klager på trods af en 6-måneders skånestilling endnu ikke havde opnået. Indklagede bestrider, at klagers arbejdssted var i hele regionen. Beskrivelsen af, at klagers arbejdssted var i hele regionen, betyder alene, at regionen er én ansættelsesmyndighed, således at en medarbejder, der skifter stilling internt i regionen, medtager sine anciennitetsbestemte rettigheder. Selve arbejdsstedet angives ved ”tjeneste indtil videre ved”, og det er arbejdsstedet, der er afgørende for, hvor i regionen en medarbejder er ansat, og hvor der skal afsøges omplacering. Indklagedes administrative forvaltning af personaleområdet er opdelt i en række forvaltningsgrene. Psykiatrien udgør en selvstændig forvaltningsgren. Indklagede var ikke forpligtet til at tilbyde klager omplacering til afdeling C i forbindelse med opnormeringen i denne afdeling, allerede fordi psykiatrien i regionen ikke på opsigelsestidspunktet var vidende om denne opnormering. Dette støttes af højesteretsdommen af 25. oktober 2016 (sag 259/2014), hvor Højesteret udtalte, at det er et almindeligt ansættelsesretligt princip, at rimeligheden af en afskedigelse skal vurderes ud fra forholdene på opsigelsestidspunktet. På den baggrund frifandt de en arbejdsgiver for ikke at have tilbudt en opsagt medarbejder stillinger, der blev ledige i opsigelsesperioden. Klager var dog heller ikke kompetent, egnet og disponibel til at bestride en af de stillinger, der blev ledige. Klager var i øvrigt sygemeldt i hele opsigelsesperioden. Det bestrides, at forbundet har anmodet indklagede om at medbringe fastholdelseskonsulenten fra Arbejdsskadestyrelsen til mødet den 3. juli 2014, og at indklagede skulle have afvist dennes deltagelse. E’s afvisning af ekstern deltagelse relaterer sig til, at forbundet ønskede, at kommunen deltog i omsorgssamtalen, hvilket indklagede ikke fandt påkrævet på det tidspunkt. Det bestrides, at den på mødet den 11. august 2014 tilbudte deltidsstilling alene blev tilbudt som deltidsarbejde under opsigelsesperioden. Indklagede tilbød klager at undersøge muligheden for en permanent deltidsstilling, men klager udtrykte aldrig dette ønske. Det bestrides, at forbundets aflysning af mødet i september 2014 skyldtes, at indklagede alene ville drøfte fastholdelse i opsigelsesperioden. Det fremgår klart af e-mailen fra den 5. september 2014, at aflysningen af mødet skyldtes, at psykolog og psykiater ikke på det tidspunkt så det som en mulighed at afsøge mulighederne for fortsat ansættelse i en anden stilling. Indklagede har tilbudt samtlige af de tiltag, som læge, forbund og klager har foreslået. Det er forbundet, der ved sin aflysning af mødet i september 2014, har bremset for omplaceringsmuligheden. Klagers henvisninger til U2011. 1776H, U2014. 91V samt Opmandens tilkendegivelse i april 2005 har ikke relevans, da de alle vedrører arbejdsgivers omplaceringspligt i besparelsesprocesser. I U. 2011.1776H var området for omplacering ikke et tema. Det oplyses heller ikke i afgørelsen, om medarbejderen var ansat i hele kommunen, eller om medarbejderen var ansat ”med tjeneste indtil videre ved”, hvilket er afgørende for, hvor medarbejderens arbejdssted og dermed også omplaceringsområdet er. I U2014. 91V var der tale om en meget stor mængde medarbejdere i omplacering. Landsretten konkluderede ikke, at der gælder en bred omplaceringsligt i hele regionen, men konkluderer alene, at regionen havde udfoldet tilstrækkelige bestræbelser på at finde en anden stilling. Østre Landsrets dom af 30. juni 2016 og U2015. 3827H er ikke sammenlige med omstændighederne i aktuelle sag. Såfremt Ligebehandlingsnævnet mener, at indklagede har overtrådt forskelsbehandlingsloven, bør godtgørelsen fastsættes til et yderst begrænset beløb, henset til bestræbelserne på at iværksætte tilpasningsforpligtigelser. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af blandt andet handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse på grund af handicap. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Det er klager, der skal bevise, at hun på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i lovens forstand. Klager havde per den 7. november 2013 69 sygefraværsdage inden for det seneste år og havde været langtidssygemeldt siden den 26. september 2013. Af psykiatrisk speciallægeerklæring af 2. december 2013 fremgår, at klager havde haft en posttraumatisk belastningsreaktion igennem næsten to år, og at restitutionsperioden forventeligt ville blive langvarig. Af mulighedserklæringen, der blev underskrevet af arbejdsgiver den 11. december 2013, fremgår, at klager var psykisk påvirket og havde en generel funktionsnedsættelse. Af lægens attestation til mulighedserklæringen af 12. december 2013 fremgår, at klager aktuelt var for dårlig til at arbejde, og at tidshorisonten for genoptagelse af arbejdet efter omplacering var 1-2-3 måneder. Klager genoptog arbejdet delvist den 1. februar 2014, hvor hun midlertidigt blev omplaceret til den mindre psykisk belastende afdeling C. Arbejdet var med opstart på nedsat tid og efter planen med langsom stigning til fuld tid, men klager formåede ikke at optrappe arbejdstiden til mere end 20 timer om ugen. Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. juli 2014 blev klagers varige mén fastsat til 15 procent for følger efter moderat posttraumatisk belastningsreaktion med blandt andet undvigeadfærd, flashbacks og kognitive forstyrrelser. Nævnet vurderer, at klager på afskedigelsestidspunktet den 26. august 2014 som følge af sin psykiske sygdom var forhindret i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, og at denne begrænsning var af lang varighed. Klager havde derfor et handicap i lovens forstand. Indklagede opsagde klager blandt andet med henvisning til hendes længerevarende sygefravær, der i al væsentlighed var begrundet i hendes psykiske gener. Klager har herefter påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap. Arbejdsgiver skal efter forskelsbehandlingsloven træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger. Det er en forudsætning for, at arbejdsgiveren kan anses for at have tilsidesat tilpasningsforpligtelsen, at arbejdstageren godtgør, at arbejdsgiveren på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde have vidst, at arbejdstageren havde et handicap i lovens forstand. Efter indholdet af den udfyldte mulighedserklæring af 11. december 2013 og lægens attestation hertil den 12. december 2013, de refererede omsorgssamtaler og det orienteringsbrev fra Arbejdsskadestyrelsen, der blev sendt til arbejdsgiver den 8. juli 2014, er der ikke for nævnet tvivl om, at indklagede kendte til klagers diagnose og de langvarige funktionsbegrænsninger, sygdommen medførte. Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede vidste eller burde have vidst, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Forskelsbehandlingsloven gennemfører direktiv 2000/78 og skal fortolkes i lyset af dette direktiv. Det følger af 17. betragtning til direktivet, at der ikke kræves fortsat ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med den pågældende stilling, med forbehold af forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger af hensyn til personer med handicap. Det følger af 20. betragtning, at effektive og praktiske foranstaltninger for eksempel kan være at tilpasse arbejdsmønstre eller opgavefordeling. Direktivets opregning af hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger er ikke udtømmende, og i EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013 er det fastslået, at også en nedsættelse af arbejdstiden kan udgøre en tilpasningsforanstaltning. Af 21. betragtning fremgår, at der ved vurderingen af, om tilpasningerne medfører en uforholdsmæssig stor byrde, navnlig bør tages hensyn til de omkostninger, der er forbundet hermed, samt til virksomhedens størrelse og finansielle midler. Det fremgår af referaterne fra omsorgssamtalerne af 6. juni og 3. juli 2014, at klager spurgte ind til mulighederne for at inddrage kommunens fastholdelsesteam. Indklagede afviste i e-mail af 1. juli 2014, at der skulle eksterne personer med til samtalen den 3. juli 2014. I referatet fra samtalen den 3. juli 2014 er det beskrevet, at indklagede ikke ville udelukke et fastholdelsesforløb, og at det godt kunne forløbe i en eventuel opsigelsesperiode. Af referatet fra samtalen den 11. august 2014 fremgår, at der efter indklagedes opfattelse ikke var udsigt til, at klager inden for en overskuelig fremtid kunne arbejde fuld tid i afdeling B, og at der ikke aktuelt var ledige stillinger i afdeling C, som klager kunne flyttes over i. Klager måtte derfor indstilles til afskedigelse. Det fremgår videre af referatet, at afdelingen uanset dette forsat ville medvirke til kommunale tiltag undervejs i varslingsperioden, og at de også gerne ville undersøge mulighederne i afdelingen i forhold til en senere deltidsansættelse. Nævnet vurderer, at indklagede ikke i tilstrækkeligt omfang undersøgte eller afprøvede mulige, hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, herunder ved at involvere kommunens fastholdelsesteam eller ved at undersøge mulighederne for en deltidsansættelse i en af psykiatriens andre afdelinger nærmere, inden de afskedigede klager. Det må på baggrund af referaterne fra samtalerne den 3. juli og 11. august 2014 lægges til grund, at klager – ud fra aftalerne om omfanget og karakteren af det arbejde, hun skulle udføre - varetog funktionen som social- og sundhedsassistent i den psykiatriske afdeling C på tilfredsstillende vis, med de skånehensyn at hun havde nedsat arbejdstid og ikke skulle løbe til alarm. Nævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede i tilstrækkeligt omfang havde afklaret, om det med hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger ville være muligt at fastholde klager i fortsat beskæftigelse. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 335.000 kr., svarende til cirka ni måneders løn. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen. Indklagede skal herefter betale 335.000 kr. til klager med procesrente fra den 26. maj 2016, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 8, nævnets afvisning af klagen - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1 og 2, om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 2 a om forbud mod forskelsbehandling - § 7, stk. 1, om godtgørelse - § 7a om delt bevisbyrde <2016-6810-26646>