Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9630@2017-07-07/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - kommuner - er handicap - ej medhold

J. nr. 2016-6810-31695 En mand søgte en stilling som IT-supporterelev i en kommune med fortrinsret for handicappede i erhverv. Manden havde dårlig håndfunktion og svære problemer med håndmotorikken. Manden fik afslag på sin ansøgning uden at være indkaldt til samtale, da ansættelsesudvalget ikke havde været bekendt med reglerne om fortrinsadgang. Efter klagen til Ligebehandlingsnævnet blev han indkaldt til samtale, og der blev holdt et efterfølgende møde med henblik på at drøfte muligheden for kompensation for de finmotoriske udfordringer i jobbet. På baggrund heraf var det kommunens vurdering, at manden ikke ville kunne bestride jobbet, ligesom han ikke havde de nødvendige sociale kompetencer. Nævnet vurderede, at manden havde et handicap. Manden havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på forskelsbehandling i forbindelse med, at han i første omgang ikke blev indkaldt til samtale. Han havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på forskelsbehandling i forbindelse med, at han efter samtalerne ikke blev tilbudt ansættelse. Nævnet fandt dog ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der ikke var tilpasningsforanstaltninger, der kunne gøre manden i stand til at udføre arbejdet, eller at han ikke havde de fornødne sociale kompetencer. Manden fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager søgte en stilling som IT-supporterelev i en kommune. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at den indklagede kommune i juni 2016 undlod at indkalde klager til samtale efter reglerne om fortrinsadgang for handicappede. Det var heller ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at den indklagede kommune efter samtalerne i august 2016 gav klager afslag på sin ansøgning. Sagsfremstilling Klager søgte den 31. maj 2016 en opslået stilling som IT-supporterelev i den indklagede kommune. Det fremgik blandt andet af stillingsopslaget: ”Er du nysgerrig indenfor it og motiveret for at lære nyt? Er du positiv? Er du en teamplayer? Er du initiativrig? Har du lyst til at være med til at styrke vores supportteam? Er du klar til at blive uddannet it-supporter i en afdeling, hvor der ofte er en travl og omskiftelig hverdag? Vi søger en elev, der er udadvendt og kan omgås/kommunikere med en bred skare af kontaktpersoner i skrift og tale. Du skal have gode menneskelige, sociale færdigheder. Du skal være stabil og kan arbejde både på egen hånd og sammen med andre. Det vil være en fordel, at du har et kørekort. Endvidere forventer vi, at du har afsluttet og bestået grundforløbet på it-supporteruddannelsen. ” Klager oplyste i sin ansøgning, at han søgte stillingen med fortrinsret på grund af en finmotorisk funktionsnedsættelse. Det fremgår af journalnotat af 25. februar 2013 fra klagers praktiserende læge, at klager var født for tidligt og ved fødslen havde en vægt på 2900 gram. Han ville ikke spise, og MR-skanning viste svære følger. Ifølge journalen var klager tidligere beskrevet som havende en slap cerebral parese med overvejende venstresidig dysfunktion. Hans sproglige IQ var 102, mens hans handle-IQ var 47. Klager havde ifølge journalen en dårlig håndfunktion og svære problemer med finmotorikken, men var hurtig, når det gjaldt computerarbejde. Han kunne dog have svært ved at skrive en tekst af, når han hele tiden skulle flytte fokus fra tekst til tastatur. Han var ikke i stand til at skrive med en lille, fin håndskrift. Klager kompenserede ifølge journalen for sit usynlige handicap ved at være et udtalt ordensmenneske og have en fin sprogfunktion. Indklagede meddelte ved mail af 16. juni 2016 klager afslag på ansøgningen. Den 19. juni 2016 sendte klager en klage til Ligebehandlingsnævnet. Herefter indkaldte indklagede klager til jobsamtale, der fandt sted den 19. august 2016. I forlængelse af samtalen blev der afholdt møde den 29. august 2016. Formålet med mødet var at drøfte, om det var muligt at kompensere for de finmotoriske udfordringer, som klager kunne få i jobbet som IT-supporter. Foruden klager deltog en projektmedarbejder fra børne- og ungeforvaltningen i klagers bopælskommune, en ergoterapeut/nøgleperson fra jobcentret i klagers bopælskommune og en juridisk specialkonsulent fra indklagedes HR-afdeling. I en del af mødet deltog desuden lederen af supportteamet og en af indklagedes IT-supportere. Ifølge referatet fra mødet understregede indklagede, at indklagede havde betænkeligheder ved, om klager havde de sociale kompetencer, der skulle til i forhold til jobbet og for at passe ind i afdelingen. Det fremgår om uddannelsesforløbet i referatet: ” - 3 uger forbi supporten - Dernæst kommer man i kælderen, hvor der behandles administrative og skolepc'ere. Man ser på, hvilke programmer der bruges, organiseringen, udskifter dele, reparation af bærbare, udskiftning aftaster, sætter nyt ram i etc. - Dernæst i serverteamet, det er de nørdede drenge. De har ingen direkte kontakt med brugere. Har de længerevarende sager. Op til 3 uger. - Så kommer man i netteam. Ordner trådløse antenner, pille ned, reparerer, passer op i krydsfelter. Også 3 uger. - Men mest tid i supperten – hvor brugerne ringer ind eller mailer. Ellers er man med i projekter, hvor man er specialist. Tilsammen omkring 100 opkald pr. dag. - Mobilt team – håndterer simkort, få reparationer, opsætning af telefon eller ipad. Jobbet fordrer tempo og omstillingsparathed, robusthed i forhold til opkald fra frustrerede ansatte. ” Ifølge referatet blev muligheden for at klager uddannede sig til datatekniker drøftet, men klager mente, at han først skulle være IT-supporter. I forhold til drøftelserne om mulighederne for kompensation for klagers funktionsnedsættelse fremgår det af referatet, at arbejdet i kælderen ville være en udfordring, særligt finmotorisk, da der ville indgå skift af SIM-kort, håndtering af små skruer, knapper mv. Tastearbejdet var OK, men det ville tage længere tid for klager end for andre. Muligheden for personlig assistance blev drøftet. Der kunne ydes tilskud til, at en medarbejder, der var på arbejde, kunne yde assistancen. Den 2. september 2016 meddelte indklagede klager afslag. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Klager ønsker, at indklagede ændrer adfærd i forhold til ansættelse af handicappede. Indklagede fik den 16. juni 2016 afslag, uden at han fik fortrinsret. Indklagede kan ikke have overset klagers bemærkninger om fortrinsret, da det stod øverst i ansøgningen. Klager sætter spørgsmålstegn ved indklagedes oplysning om, at han som følge af en beklagelig fejl ikke blev indkaldt til samtale. Da klagers fortrinsret blev ignoreret, var han på forhånd udelukket fra en ansættelse. Klager opfyldte kravene til den opslåede stilling om at have afsluttet og bestået grundforløbet til IT-supporteruddannelsen. Ifølge annoncen var det en fordel, men ikke noget krav, at have kørekort. Ved en samtale kunne klager have oplyst, at han var i gang med at tage kørekort. Klager oplevede en anstrengt og presset stemning på de to møder, og det var derfor, at han var utilpas og kiggede ned og væk. Efter første møde havde klager et lille håb om, at han kunne blive ansat, men efter andet møde var han ikke i tvivl om, at han ville få afslag. Klager opfattede mødet som et ”spil for galleriet”. Klager har normalt ingen problemer ved samtaler, og det sproglige er en af klagers styrker. Det fremgår således af den fremlagte lægejournal, at klagers sproglige IQ er 102. Man skal helst have lidt sommerfugle i maven til en samtale, men at indklagede kan måle og veje ”hvad der er hvad”, er useriøst og en dårlig undskyldning. Indklagede oplyser selv, at klagers finmotoriske problemer havde indflydelse på, at indklagede meddelte klager afslag. Klager har derfor en stærk formodning om, at han er blevet udsat for forskelsbehandling. På trods af at en jurist fra indklagede var involveret, er lovgivningen ikke blevet fulgt. Hver gang klager peger på fejl, som indklagede har begået, ændrer indklagede på det, så det ser ud som om, at kommunen følger lovgivningen. Selvom ergoterapeuten oplyste klager om, at der skulle være en forhandling med indklagede om afslaget, var der ingen forhandling. Indklagede gør gældende, at det aldrig har været hensigten at forskelsbehandle klager. Ved en beklagelig fejl var indklagede ikke opmærksom på, at klagers ansøgning skulle behandles efter reglerne om fortrinsret til personer med handicap. Den beklagelige fejl bestod i, at ansættelsesudvalget, der var nedsat til at besætte de ledige IT-supporterelev-stillinger, ikke var bekendt med den lovpligtige fortrinsadgang. Udvalget lagde derfor ikke vægt på klagers bemærkninger herom. Ansættelsesudvalget behandlede klagers ansøgning ud fra samme procedure som de øvrige ansøgere og vurderede på denne baggrund, at klager ikke skulle indkaldes til samtale. Først ved Ligebehandlingsnævnets henvendelse i anledning af klagen blev ansættelsesudvalget opmærksom på reglerne om fortrinsret for handicappede. Stillingsopslaget indeholdt oprindeligt to stillinger. Den første samtalerunde førte kun til ansættelsen af én elev. Derfor valgte indklagede i anledning af klagen at indkalde klager til samtale om den ubesatte stilling for at rette op på den manglende indkaldelse til samtale efter reglerne om fortrinsret. Efter jobsamtalen havde ansættelsesudvalget betænkeligheder i forhold til at ansætte klager. Dels vurderede ansættelsesudvalget, at klager ville have vanskeligt ved at udføre alle arbejdsopgaver, som en elev ville komme igennem i løbet af uddannelsesforløbet, især i forhold til reparation af pc’er, håndtering af små dele, udskiftning af SIM-kort mv. Derudover satte ansættelsesudvalget spørgsmålstegn ved, om klager ville kunne passe ind i en udadvendt og servicerende funktion, som en IT-supporter(elev) har. I forhold til klagers finmotoriske funktionsnedsættelse tog indklagede kontakt til en ergoterapeut, der er nøgleperson for Job og Handicap i klagers bopælskommune, og som klager havde henvist til, for en drøftelse af, hvilke kompenserende foranstaltninger, der ville kunne etableres, hvis klager blev ansat som elev. Der blev afholdt møde den 29. august 2016, hvor uddannelsesforløbet som IT-supporterelev og de opgaver, der kunne volde klager problemer, blev gennemgået. Muligheden for tilskud til personlig assistent blev også drøftet. Indklagede gjorde ved mødet opmærksom på, at det ikke kun var de finmotoriske færdigheder, som ansættelsesudvalget havde betænkeligheder ved, men også sociale kompetencer. En IT-supporter(elev) skal føle sig tilpas i en udadvendt rolle og skal være opsøgende i forhold til kunder, så supporteren ikke kun hjælper, når vedkommende bliver spurgt, men også selv tilbyder hjælp i forhold til løsninger, som kunden ikke selv ser. Man skal også kunne begå sig blandt forskellige mennesker, som står i pressede situationer, og man skal være fleksibel. Efter mødet konkluderede ansættelsesudvalget, at klager ikke skulle tilbydes ansættelse. Ansættelsesudvalget vurderede, at en personlig assistent ikke i tilstrækkelig grad ville kunne kompensere klager i de jobfunktioner, som klager skulle kunne varetage, da behovet for assistance kan variere i stillingen og ikke nødvendigvis kan forudsiges. Indklagede har som arbejdsgiver og uddannelsessted ikke mulighed for i sin planlægning af arbejdet i praktikperioderne at tilrettelægge arbejdet, så omfanget af opgaver som kræver personlig assistance kan indkredses tilstrækkeligt. Klagers finmotoriske problemer og det forhold, at problemerne ikke i tilstrækkelig grad kunne kompenseres ved en personlig assistent, havde dermed indflydelse på ansættelsesudvalgets beslutning. Udvalget vurderede samtidig, at klager ikke i tilstrækkelig grad havde de sociale kompetencer, der ønskedes i jobfunktionen. Udvalget baserede sin vurdering af klagers sociale kompetencer på de oplevelser, som udvalget havde ved jobsamtalen og det efterfølgende møde. Udvalget havde en oplevelse af, at klager ikke er en udadvendt person. Han kiggede ofte ned eller væk, både når han selv talte, og når der blev talt til ham. Han virkede ikke tilpas i dialogen. Udvalget var opmærksomt på, at man kan være nervøs ved en samtale, men trods dette vurderede udvalget, at de sociale kompetencer ikke var solide nok i forhold til stillingen, og at handicapkompenserende foranstaltninger ikke kunne medvirke til, at klager fik en anden social adfærd. Indklagede har ingen holdning til eller foretaget nogen vurdering af klagers sproglige IQ eller IQ i øvrigt, men alene af klagers kompetencer i forhold til at bestride stillingen. Der var således saglige årsager, herunder særligt de sociale kompetencer, til, at indklagede besluttede ikke at tilbyde klager ansættelse som IT-supporterelev. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger på grund af blandt andet handicap. Hvis klager påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det er klager, der har bevisbyrden for, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Det fremgår af lægejournal af 25. februar 2013, at klager havde svære finmotoriske problemer og dårlig håndfunktion. De finmotoriske problemer blev drøftet ved klagers ansættelsessamtale og det efterfølgende møde, hvor blandt andet en ergoterapeut fra klagers bopælskommune deltog. Uanset den begrænsede beskrivelse af klagers nedsatte håndfunktion, vurderer nævnet, at den hindrede ham i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og at klager derfor havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Det er nævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hans handicap helt eller delvist indgik i indklagedes beslutning i juni 2016 om ikke at indkalde ham til samtale. Indklagede har oplyst, at ansættelsesudvalget ikke var bekendt med reglerne om fortrinsadgang for handicappede, og at klagers ansøgning blev vurderet på lige vilkår med de andre ansøgeres. Der er ikke beskrevet forhold, der tyder på, at klagers handicap blev tillagt betydning. Det forhold, at klager - muligvis i strid med reglerne om fortrinsadgang for handicappede - ikke blev indkaldt til samtale, er ikke i sig selv tilstrækkelig til, at han har påvist sådanne faktiske omstændigheder. Nævnet vurderer, at klager derimod har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han efter samtalerne i august 2016 fik afslag på jobbet som IT-supportelev. Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede ikke tilbød klager ansættelse blandt andet på grund af, at en personlig assistent efter indklagedes opfattelse ikke var tilstrækkelig til at kompensere for klagers finmotoriske udfordringer i stillingen som IT-supporterelev. En arbejdsgiver skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, med mindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkelig omfang kan lettes gennem offentlige foranstaltninger. Det følger af betragtning nr. 17 i Rådets direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (beskæftigelsesdirektivet), at der med forbehold for forpligtelsen til i et rimeligt omfang at foretage tilpasninger ikke kan kræves ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med pågældende stilling. Efter samtalen med klager den 19. august 2016 blev der afholdt et møde med deltagelse af klager, repræsentanter for klagers bopælskommune og indklagede om muligheden for, at klager kunne varetage stillingen som IT-supporterelev med kompenserende foranstaltninger i form af en personlig assistent. Det var indklagedes vurdering, at en personlig assistent ikke i tilstrækkeligt omfang ville kunne medføre, at klager kunne varetage stillingen. Samtidig var det indklagedes vurdering, at klager ikke besad de sociale kompetencer, der var nødvendige i stillingen. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at der ikke var tilpasningsforanstaltninger, som kunne sætte klager i stand til at varetage stillingen. Herefter og da klager efter indklagedes vurdering desuden ikke havde de fornødne sociale kompetencer, vurderer nævnet, at indklagede ikke handlede i strid med forskelsbehandlingsloven ved ikke at tilbyde klager ansættelse. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 2 a om arbejdsgivers tilpasningsforpligtelse - § 7a om delt bevisbyrde <2016-6810-31695>

Versioner

1. 2017-07-07