Gelex

Ligebehandlingsnævets afgørelse om religion og tro - uddannelse- ej medhold

GældendeVersion 2017-07-07
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9647@2017-07-07/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævets afgørelse om religion og tro - uddannelse- ej medhold

J. nr. 2015-6811-24330 En skole, der udbyder erhvervsuddannelser og HTX, indførte ordensregler, der forbød udøvelse af religiøse ritualer på skolen. En elev, der er muslim, klagede til Ligebehandlingsnævnet. I nævnets principielle afgørelse var der dissens i forhold til spørgsmålet om indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Fire medlemmer vurderede, at midlerne til at opfylde det forfulgte formål ikke gik ud over, hvad der i situationen måtte anses for nødvendigt. Medlemmerne lagde særlig vægt på, at der før indførelse af ordensreglerne havde været episoder, hvor klager sammen med en gruppe elever bad i klasselokaler og i skolens forhal til gene for de ansatte og øvrige elever. Der havde været en episode, hvor en person, der ikke var elev på skolen, forestod bønnen. Episoderne havde givet anledning til uro, konflikter og utryghed på skolen. Et medlem vurderede, at skolen ikke havde godtgjort, at forbuddet mod udøvelse af religiøse ritualer begrænsede sig til det strengt nødvendige. Skolen havde trods opfordring ikke uddybet omfanget eller karakteren af uroen og konflikterne. Det var derfor uklart, om alternative løsninger i relation til at praktisere religion på skolen ville kunne etableres under hensyn til de begrænsninger, som skolen er underlagt, og uden at pålægge skolen merudgifter. Skolen havde ikke indgået i en dialog om alternative løsninger, eller overvejet om mindre indgribende foranstaltninger kunne have varetaget hensynet til ro og tryghed på skolen, som skolen forfulgte med ordensreglerne. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med, at en erhvervsskoles ordensregler forbyder udøvelse af religiøse ritualer. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Sagsfremstilling Indklagede er en uddannelsesinstitution, der udbyder erhvervsuddannelser og HTX. Klager er en muslimsk kvinde, som på tidspunktet for klagen havde været elev på den indklagede skole (HTX) gennem to år. I starten af februar 2015 deltog klager i en fælles bøn på skolens fællesarealer. Klager og de øvrige, der deltog i fællesbønnen, blev af en lærer bedt om at afslutte bønnen. Af et notat fra primo februar 2015 udarbejdet af studierektor og studieleder fremgår følgende vedrørende en episode den 5. februar 2015: ” Torsdag 5. februar Episode i foyer/forhal it ca. 15.10-15.30 [Lærer A] ser på ved ud af bygningen [klager] og en anden kvinde ligge bedende, da hun er på vej gennem forhallen. Hun påtaler det med henvisning til onsdagens samtale. Herefter begynder den anden kvinde, der ikke er elev på skolen at udfordre hende. Hun starter samtidigt med at optage samtalen på mobil, selvom hun først lover at lade være. En anden lærer kommer imens op på kontoret og varsler [studierektor] og [studieleder] om, at der er noget under opsejling i stueetagen. Da vi kommer derned begynder den fremmede kvinde at kræve forklaringer af [studierektor]. Han beder hende om at identificere sig, og da hun nægter beder [studierektoren] hende forlade bygningen. Dette nægter hun med ordene, at "du betyder ikke noget for mig". Herefter går [studierektor] lidt til siden for at ringe til politiet. [Klager] forsøger, at overtale veninden til at gå ved at sige, at hun skal nok klare det, men hun vil stadig ikke gå. Tid sidst lykkedes dog, at få hende til at forlade bygningen. Overvågningsbillederne viser imidlertid, at hun siden kommer ind igen, da vi er gået. Imens kommer [klager] med [studierektor] og [studieleder] til samtale på [studierektors] Kontor. Kort efter at vi er kommet op, dukker en lærer op og siger, at [lærer A] er i problemer i stueetagen. Da [studielederen] siger, at vi så må tilkalde politiet, reagerer [klager] ved at foreslå, at vi lader hende gå ned, hun skal nok stoppe det, hvis der er noget. Da vi kommer ned, viser det dog heldigvis, at der ikke er nogen situation, så vi går op igen. ” Af indklagedes ordensregler, der er dateret den 6. marts 2015, fremgår blandt andet: ”Baggrund … - [Skolen] er et uddannelsesmæssigt, fagligt og socialt fællesskab, hvor du indgår på lige vilkår med dine kammerater. Det faglige og de fælles sociale aktiviteter er i centrum. - [Skolen] er en uddannelsesinstitution, hvor vi udviser respekt og tolerance overfor hinanden og mødes på tværs af tro, holdninger og traditioner. - - Alle skal kunne deltage i det sociale fællesskab både i timerne og i pauserne. Derfor er dansk vores kommunikationssprog på skolen. Kollektiv og personlig adfærd - På [skolen] viser vi respekt for vores medmennesker. Vi optræder hensynsfuldt – både i skolen og på vej til og fra skolen. [Skolens] ordensregler gælder også, når du i skoletiden bevæger dig udenfor skolens område. - Politiske partier har i udgangspunktet ikke adgang til [skolen], medmindre de deltager i debatarrangementer, hvor en bredere kreds af folketingets partier er repræsenteret. Der skal være adgang for alle elever til arrangementerne. - Samfundsengagerede ungdomsorganisationer kan efter aftale få adgang til [skolen], hvis de aktiviteter, debatter, budskaber og materialer, som ungdomsorganisationerne bidrager med, foregår i en konstruktiv tone og har respekt for mangfoldighed. Der skal være adgang for alle elever til arrangementerne. - På [skolen] opfatter vi religiøs overbevisning som en privat sag. Derfor må du ikke missionere eller opstille og håndhæve religiøse moralregler over for andre, eller udøve religiøse ritualer på [skolen]. Religiøse foreninger eller grupper må ligeledes ikke afholde møder og arrangementer på [skolen]. - Du må ikke indtage eller være påvirket af rusmidler på skolen i undervisningstiden, herunder også pauser. Sociale efter-skole-aktiviteter på skolen tilrettelægges sådan, at alle kan deltage – også uden at skulle drikke alkohol. ” Klagers partsrepræsentant skrev den 10. april 2015 et brev til den indklagede uddannelsesinstitution. Det fremgår blandt andet af brevet, at klager følte sig chikaneret og diskrimineret på baggrund af sin religiøse opfattelse, og at partsrepræsentanten var uforstående over for det efterfølgende bedeforbud. Klager havde ikke forhindret eller forstyrret undervisningen. Det var partsrepræsentantens opfattelse, at et bedeforbud, som i praksis kun rammer muslimske studerende, er i strid med diskriminationslovgivningen. Ved brev af 20. april 2015 beklagede indklagede, at klager havde følt sig chikaneret og diskrimineret. Det fremgår yderligere af brevet: ”På [skolen] lægger vi vægt på, at alle udviser respekt og tolerance overfor hinanden, og at vi kan mødes på tværs af tro, holdninger og traditioner. Dette er et vigtigt princip for os, da vi på [skolen] har elever i alle aldre med forskellige sociale, kulturelle og økonomisk baggrund, herunder forskellige religiøse overbevisninger. For at skabe større klarhed og tryghed omkring skolens forventninger og krav til vores elever, og at få en ensartet og retfærdig praksis på hele skolen, har vi gennem de sidste måneder arbejdet med at forny vores ordensreglement. I den forbindelse er spørgsmålet om mulighed for bøn på skolen blevet rejst og det er derfor både medtaget i processen og indgår i de nye ordensregler. De nye ordensregler er fastlagt efter høring hos skolens elever, ansatte og bestyrelse, og gælder fra 1. april 2015 for Htx og fra 1. maj 2015 for vores erhvervsuddannelser, AMU mm. Ifølge de nye ordensregler, må man ikke: "missionere eller opstille og håndhæve religiøse moralregler over for andre eller udøve religiøse ritualer". Det betyder, at synlig bøn ikke er tilladt. Baggrunden for dette er, at [skolen] er en uddannelsesinstitution, hvor vi ikke mener religiøse ritualer hører hjemme. På [skolen] ser vi religion som en privatsag. Når man er på [skolen], skal det dreje sig om vores fælles formål, nemlig uddannelse. Dette gælder selvfølgelig alle former for udøvelse af religiøse ritualer, herunder også udøvelse af synlig bøn, uanset religion. ” Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. maj 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin religion. Klager har i de to år, hvor hun har været elev på uddannelsesinstitutionen, uden bemærkning fra skolens side praktiseret muslimsk bøn på skolens område. Den 11. februar 2015 ved 16-tiden efter undervisningens afslutning var klager sammen med syv medstuderende gået til et afskærmet område på skolen for at bede. Dette blev bemærket af lærer A, der bad gruppen af studerende, herunder klager, om at afslutte bønnen. Lærer A udtalte samtidig, at det var forbudt at udvise religiøse handlinger på skolens område. På tidspunktet eksisterede der imidlertid ikke et sådant forbud på skolen. Efter episoden indførte indklagede ved ordensreglement af 6. marts 2015 under overskriften ”Kollektiv og personlig adfærd” et forbud mod udøvelse af religiøse ritualer på skolen. Regelsættet må antages at være en opfølgning af lærer A’s forudgående mundtlige forbud. Forbuddet mod udøvelse af religiøse ritualer på skolen er udtryk for indirekte forskelsbehandling, da reglen herom, der tilsyneladende er neutral, stiller personer af muslimsk baggrund ringere end andre personer. Klager har ikke kendskab til, at der var andre, der udøvede religiøse ritualer på skolen. Reglen blev indført midt i et skoleår, hvilket underbygger, at reglen blev indført med baggrund i den forudgående hændelse i februar 2015, og at der er tale om indirekte forskelsbehandling. Klagers udøvelse af den islamiske bøn er i overensstemmelse med dansk lovgivning. Bønnen bliver udøvet individuelt og består af et fast ritual, hvor den bøn, der reciteres, er fastlagt i Koranen. Der er tale om en lovlig aktivitet, der ikke er anstødelig. Bøn er ikke i sig selv egnet til at radikalisere. Religionsfriheden nyder stærk beskyttelse. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 9(2) fastslår, at religionsfriheden kun må begrænses, hvis det er nødvendigt under hensyn til den offentlige sikkerhed, beskyttelse af den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller beskyttelse af andres ret og frihed. Indklagedes ordensreglement og håndhævelsen heraf udgør indirekte forskelsbehandling, der ikke tjener et legitimt formål. Indklagede afviser påstanden om, at klager har været udsat for forskelsbehandling. Indklagede er ikke bekendt med den episode onsdag den 11. februar 2015, der er omtalt i klagen. Den angivne dato var skolen lukket på grund af vinterferien. Indklagede antager, at klager henviser til to episoder henholdsvis den 4. og 5. februar 2015, hvor en gruppe elever, herunder klager, gjorde klar til fællesbøn i forhallen. Igennem en længere periode havde en gruppe elever på HTX, herunder klager, i stigende omfang udøvet bøn på skolen til gene for undervisningen og de ansatte og øvrige elever. I perioden oplevede skolen blandt andet, at en elev gav sig til at bede midt i en kemitime, og at en lærer med sine elever måtte vente 6-7 minutter på at komme ind i et klasselokale og påbegynde undervisningen, fordi lokalet blev brugt til bøn. I februar 2014 tiltrådte en ny direktør på skolen. Som en af de første opgaver bad skolens bestyrelse om, at der blev igangsat en strategiproces. Denne proces mundede ud i en samlet strategi, som blev formuleret i en grundforståelse for skolen. Strategien blev vedtaget i september 2014. Opfølgning på arbejdet med udbredelsen af grundforståelsen blev løbende behandlet på chefmøder, og i februar 2015 blev det besluttet at igangsætte en fælles kampagne rettet mod eleverne, der skulle køre frem til skolestart i august 2015. Udgangspunktet herfor var blandt an det udsagn om, at vi ”tager godt i mod vores elever, og giver medbestemmelse og frihed under ansvar”, og at ”tage godt imod elever omfatter bedre understøttelse af elevråd og elevdemokrati, opdatering og ensretning af skolens ordensog studieregler og bedre introduktionsog velkomstforløb ved skolestart”. Parallelt med strategiarbejdet blev ledelsen på HTX udskiftet i maj/juni 2014, hvorefter nye studierektorer tiltrådte den 1. juli og 1. august 2014. Studierektor for den HTX-afdeling, som klager gik på, igangsatte blandt mange andre tiltag en proces i afdelingen omkring studieog ordensregler. Dette blev blandt andet drøftet på ledelsesmøder/pædagogiske rådsmøder den 27. november 2014 og den 22. januar 2015. Afdelingens arbejde med opdatering af studieog ordensregler i vinteren 2014/2015 dannede baggrund for det fælles arbejde på skolen med opdatering og ensretning af disse regler for hele skolen, som påbegyndtes i februar 2015. Spørgsmålet om nyt ordensreglement var inkluderet på chefmødet den 16. februar 2015. Det nye ordensreglement var således en del af en strategisk udviklingsproces, som blev igangsat lokalt i efteråret 2014 for at blive udbredt til hele skolen i foråret 2015. Indklagede bestrider således, at vedtagelsen og implementeringen af ordensreglementet var en opfølgning på episoderne den 4. og 5. februar 2015. Studieog ordensregler bliver ifølge lovgivningen herom fastsat af skolens leder efter høring hos elever, lærere og bestyrelse. Indklagede er en stor skole med 800 ansatte, hvor der i løbet af et år er cirka 25.000 elever/kursister på skolen i kortere eller længere tid ad gangen. Der er således i gennemsnit ca. 4.500 elever og kursister, der hver dag har deres gang på skolens fem adresser og 40 forskellige uddannelser (fra HTX til smed, elektriker, mekaniker med mere). Det er en ganske omfattende og kompliceret proces dels at sikre et fælles studieog ordensreglement og dels at tilrettelægge en reel høringsproces hos elever og ansatte. Processen blev derfor mest hensigtsmæssigt tilrettelagt således, at første fase vedrørte ordensreglementet, og anden fase vedrørte studieregler. Både ordensog studiereglerne skulle foreligge senest ved skolestart i 2015. For at nå igennem de to faser, skulle de nye ordensregler foreligge og træde i kraft den 1. april 2015. Ordensreglementet blev vedtaget efter en grundig og systematisk proces i henhold til gældende regler for HTX, og vedtagelsen af reglementet havde ikke sammenhæng med episoderne den 4. og 5. februar 2015. Indklagedes elevog kursistsammensætning dækker alle aldersgrupper fra mere end 50 kommuner, og elevernes sociale, kulturelle og religiøse baggrunde spænder meget vidt. Mangfoldigheden i elevsammensætningen betyder, at det er afgørende for et trygt læringsog arbejdsmiljø, at skolens elever og medarbejdere udviser respekt og tolerance over for hinanden og mødes på tværs af tro, holdninger og traditioner. Denne respekt og tolerance indbefatter, at indklagede som uddannelsesinstitution anser personlig religiøs overbevisning som en privat sag, som principielt er skolen uvedkommende, og at ingen religiøse retninger og varianter heraf har forrang frem for andre. Derfor accepterer indklagede ikke, hvis elever eller ansatte missionerer eller opstiller og håndhæver religiøse moralregler over for andre elever, ligesom religiøse ritualer heller ikke er tilladt, uanset om der er tale om kristne andagter, muslimsk bøn eller andre former for udførelse af religiøse ritualer. Respekten og tolerancen over for elevernes mangfoldige baggrunde betyder også, at indklagede tilstræber at tilrettelægge studieaktiviteter, studieture, sociale fællesskaber og arrangementer, herunder fester, således, at alle kan deltage uanset kulturel eller religiøs baggrund og overbevisning. Behovet for punktet om religion i ordensreglementet er afstedkommet af uro, konflikter og utryghed blandt elever og ansatte på HTX, der udsprang af religiøse tilhørsforhold, herunder afholdelse af bøn til gene for elever og ansatte. Den klasse, som klager og andre efterfølgende udmeldte elever gik i, var anledning til en ikke ubetydelig del af denne uro og utryghed. Det kom blandt andet til udtryk ved, at seks elever af dansk herkomst allerede i 1. G eller i starten af 2. G meldte sig ud af skolen eller bad om at blive flyttet til en anden studieretning eller klasse. Af hensyn til eleverne har indklagede ikke ønsket at fremlægge skriftligt materiale om nuværende eller tidligere elevers opfattelse af kulturen i klassen. Med det nye ordensreglement ligger indklagede på linje med andre uddannelsesinstitutioners reglementer og praksis. Vurderingen af, om klager blev udsat for indirekte forskelsbehandling, skal foretages på baggrund af lov om etnisk ligebehandling og ikke forskelsbehandlingsloven, der alene finder anvendelse inden for arbejdsmarkedet, herunder visse erhvervsmæssige uddannelser. Lov om etnisk ligebehandling finder ikke anvendelse ved forskelsbehandling på grund af religion og tro, men omfatter alene forskelsbehandling begrundet i diskriminationsgrundene etnisk oprindelse og/eller race. Højesteret fastslog i 2001 [Højesterets dom af 18. oktober 2000, U. 2001.83H], at det ikke var udtryk for forskelsbehandling på grund af religion, at en somalisk kursist på et AMU-center blev bortvist, fordi han sammen med otte andre somaliere foretog bøn på et fællesareal. Kursisten var blevet advaret om, at man ikke måtte bede på skolens fællesarealer, men at man i stedet kunne benytte andre lokaliteter, der var egnede som bedesteder, herunder klasselokaler, værkstedslokaler eller garderober. Forbuddet skete med henblik på at opretholde ro og orden på AMU-centret, idet der var opstået sammenstød mellem somaliere og en dansk elevgruppe på grund af somaliernes religionsudøvelse på fællesarealet. I 2005 fastslog Højesteret [Højesterets dom af 21. januar 2005, UfR2005. 1265H], at det ikke var forskelsbehandling på grund af religion, at et supermarked forbød kassemedarbejderne at bære tørklæde. Forbuddet mod hovedbeklædning var en del af supermarkedets samlede beklædningsreglement, der var klart og generelt, og som havde til formål at understøtte virksomhedens præsentation over for kunder. Uanset at reglementet typisk kun ville ramme muslimske kvinder, fastslog Højesteret, at tørklædeforbuddet var sagligt og stod i rimeligt forhold til formålet. Det var sagligt og ikke udtryk for forskelsbehandling, at lærer A ved episoden i februar 2015 bad eleverne om at afslutte bønnen. Det er ikke tilladt hos indklagede at udøve religiøse ritualer. Endvidere blev bønnen i et konkret tilfælde udført under ledelse af en person, som var skolen uvedkommende, og som adspurgt ikke ønskede at identificere sig. Ordensreglementet stiller ikke personer med muslimsk baggrund ringere end andre personer. Forbuddet er generelt og indebærer, at der ikke må udføres ritualer på skolen uanset religiøs baggrund. Såfremt Ligebehandlingsnævnet finder, at ordensreglementet rammer muslimske studerende hårdere end andre grupper, gør indklagede gældende, at en eventuel forskelsbehandling ikke er begrundet i race eller etnisk oprindelse. En eventuel forskelsbehandling er derfor ikke omfattet af lov om etnisk ligebehandling. Hvis Ligebehandlingsnævnet finder, at klager blev udsat for indirekte forskelsbehandling, gør indklagede gældende, at ordensreglementet er objektivt og sagligt begrundet i hensynet til at opretholde ro og orden på skolen, og at ordensreglementet ikke går videre, end formålet tilsigter. Formålet med ordensreglementet var således at sikre mangfoldighed for skolens elever samt at opretholde ro og orden på skolens område. Indklagede er ikke juridisk forpligtet til at anvise bedefaciliteter til klager eller skolens øvrige elever. Det var derfor sagligt og proportionalt, at indklagede indførte ordensreglementet for alle skolens elever og kursister. På den HTX-afdeling, som klager gik på, har indklagede siden indførelsen af ordensreglementet opnået den ønskede tryghed, mangfoldighed og gensidige respekt blandt eleverne uanset deres etniske, religiøse eller kulturelle baggrund. Afdelingen har fortsat en af landets største andele af elever med anden etnisk herkomst end dansk. Klager har sammen med seks andre elever efterfølgende meldt sig ud af skolen med henvisning til ordensreglementet. Den udmeldte elevgruppe er af somalisk, tyrkisk, arabisk og afghansk oprindelse. En af de seks elever, som meldte sig ud af skolen på grund af ordensreglementet, rejste senere med meget stor sandsynlighed til Syrien med sin storesøster for at lade sig indrullere i IS. Der var således en meget uheldig udvikling i gang blandt denne gruppe elever. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven), at forbuddet mod forskelsbehandling også gælder enhver, der driver vejledningsog uddannelsesvirksomhed i forhold til erhvervsuddannelse og erhvervsmæssig videreuddannelse. Ligebehandlingsnævnet vurderer, at indklagede driver uddannelsesvirksomhed, der falder inden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde, da der er tale om uddannelse med henblik på lønnet beskæftigelse. Det fremgår endvidere af forskelsbehandlingsloven, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet religion eller tro behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, kriterium eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller tro ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det følger af præmis 28 i EU-Domstolens afgørelse i sagen C-157/15, at begrebet “religion” i direktiv 2000/78 artikel 1 skal fortolkes således, at det omfatter både forum internum, det vil sige den omstændighed at have en tro, og forum externum, det vil sige bekendelsen til den religiøse tro i det offentlige rum. I forbindelse med revision af indklagedes ordensregler, der trådte i kraft den 1. april 2015, blev der indført en bestemmelse om, at der ikke må udøves religiøse ritualer på skolen. Forbuddet mod udøvelsen af religiøse ritualer gælder for alle på skolen. Ordensreglerne bliver efter det oplyste håndhævet således, at synlige religiøse ritualer, herunder bøn, ikke er tilladt på skolen. Klager, der er muslim, kunne som konsekvens af forbuddet ikke længere bede på skolen. Nævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at det alene var klager og elever med samme religiøse overbevisning som klager, der på tidspunktet for indførelsen af ordensreglerne udøvede religiøse ritualer på skolen. På denne baggrund vurderer nævnet, at håndhævelsen af ordensreglerne i særlig grad rammer elever med samme religiøse overbevisning som klager, og at reglerne dermed stiller personer med en bestemt religion eller tro ringere end andre personer. Klager har herefter påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sin religion eller tro. Forbuddet mod udførelsen af religiøse ritualer blev indført som et led i en generel revision af skolens ordensregler. Ordensreglerne blev indført med det formål at sikre respekt og tolerance over for elevernes mangfoldige baggrunde, herunder forskellige religiøse overbevisning. Ordensreg lerne havde samtidig til formål at tage hånd om situationen på skolen, idet der som følge af konkrete episoder, hvor elever udøvede bøn på skolen, var opstået uro, konflikter og utryghed. Det overordnede formål med ordensreglementet og forbuddet mod udførelsen af religiøse ritualer på skolen er således at skabe et trygt læringsog arbejdsmiljø, hvor skolens elever og medarbejdere udviser respekt og tolerance over for hinanden og mødes på tværs af tro, traditioner og politiske holdninger. Ordensreglerne er klare og generelt adfærdsregulerende, og det må lægges til grund, at reglerne blev fastsat af skolens leder efter høring hos både elever, lærere og bestyrelse. Det må endvidere lægges til grund, at reglerne håndhæves systematisk og konsekvent. Det er på denne baggrund nævnets vurdering, at forbuddet mod udøvelse af religiøse ritualer på skolen er objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre et trygt læringsmiljø med klare rammer, som tilgodeser elevers og ansattes forskellighed. Det er endvidere nævnets vurdering, at ordensreglernes forbud mod udøvelse af religiøse ritualer, er et hensigtsmæssigt middel til at opfylde det forfulgte formål, herunder at sikre ro og tryghed på skolen. Mens en generel regulering af elevernes udøvelse af religiøse ritualer er et hensigtsmæssigt middel til at opfylde det af skolen forfulgte formål, er spørgsmålet herefter, om ordensreglernes forbud mod udøvelse af religiøse ritualer på skolens område er nødvendigt for at opfylde det forfulgte formål. Da ordensreglerne i realiteten udgør en hindring for enhver form for synligt religiøst ritual, herunder bøn, er det nævnets opfattelse, at der må stilles strenge krav ved vurderingen af nødvendigheden. Fire medlemmer udtaler: Vi lægger til grund, at der inden indførelse af ordensreglerne havde været episoder, hvor klager sammen med en gruppe elever udøvede bøn i klasselokaler og i skolens forhal på en sådan måde, at det var til gene for de ansatte og øvrige elever. Der havde herunder været en episode den 5. februar 2015, hvor en person, der ikke var elev på skolen, deltog. Vi lægger videre til grund, at episoderne havde givet anledning til uro, konflikter og utryghed. På denne baggrund og efter sagens øvrige oplysninger, herunder om antallet og mangfoldigheden i sammensætningen af elever på skolen, samt at ordensreglerne er indført efter høring af skolens elever, vurderer vi, at midlerne til at opfylde det forfulgte formål ikke går ud over, hvad der i situationen må anses for nødvendigt. Vi finder herefter, at det er godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Vi stemmer derfor for ikke at give klager medhold i klagen. Et medlem udtaler: Trods direkte opfordring hertil under sagens behandling for nævnet har indklagede ikke uddybet omfanget eller karakteren af den uro og de konflikter blandt skolens elever, der angives at være begrundelsen for de skærpede regler, der blev fastsat i ordensreglerne. Indklagede har over for nævnet anført, at man ikke anser sig for juridisk forpligtet til at anvise bedefaciliteter til klageren eller skolens øvrige elever. Det må således lægges til grund, at indklagede ikke har undersøgt eller overvejet muligheden for at anvise klageren eller andre elever alternative løsninger i relation til at praktisere deres religion, ligesom man ikke har søgt at indgå i en dialog herom. Det er derfor uklart, om alternative løsninger ville kunne etableres under hensyntagen til de begrænsninger, som skolen er underlagt, og uden at denne skulle påtage sig merudgifter i den forbindelse. Idet indklagede heller ikke på anden vis ses at have foretaget nærmere overvejelse af, om mindre indgribende foranstaltninger kunne have varetaget de hensyn til ro og tryghed på skolen, som indklagede forfulgte med ordensreglerne, er det herefter min vurdering, at indklagede ikke har godtgjort, at forbuddet mod udøvelse af religiøse ritualer på skolen begrænser sig til det strengt nødvendige med henblik på at opnå dette formål. Jeg stemmer derfor for at give klager medhold i klagen. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 6, stk. 2, om behandling af principielle sager - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 3, om forbud mod forskelsbehandling - § 7 a, om delt bevisbyrde Beskæftigelsesdirektivet - Artikel 1, om direktivets formål <2015-6811-24330>

Versioner

  1. 2017-07-07