Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - uddannelse - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9657@2017-07-11/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - uddannelse - ej medhold
J. nr. 2016-6811-20053 En mand klagede over, at reglerne for ekstra SU forskelsbehandlede fædre. Manden var blevet far i juni 2015 og var påbegyndt en videregående uddannelse i april 2016. Han kunne ikke få ekstra SU, da hans barn var født mere end seks måneder før uddannelsesstart. En mor i samme situation ville kunne få ekstra SU, hvis barnet var født inden for 12 måneder inden uddannelsesstart. Da ligestillingsloven ikke er til hinder for indførelse eller opretholdelse af gunstigere bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab, var reglerne om ekstra SU ikke i strid med ligestillingsloven. Afgørelsen blev truffet af Ligebehandlingsnævnets formand alene.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at studerende fædre ikke har mulighed for at modtage ekstra SU i samme omfang som studerende mødre. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Reglerne om ekstra SU til mødre og fædre er ikke i strid med ligestillingsloven. Sagens behandling Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand. Sagsfremstilling Klager blev far den 11. juni 2015 og påbegyndte en videregående uddannelse den 1. april 2016. Af indklagedes vejledning om forældres mulighed for at få ekstra SU fremgår blandt andet: ” Du fik dit barn før din uddannelse/mens du holdt orlov Du har mulighed for at får ekstra SU, hvis du har fået barn, inden du er startet på uddannelse, eller mens du har haft orlov fra din uddannelse For at få ekstra SU, må du tidligst være blevet forælder: - højst 12 måneder før uddannelsen starter eller genoptages efter orlov, hvis du er blevet mor - højt seks måneder før uddannelsen starter eller genoptages efter orlov, hvis du er blevet far Derudover skal du opfylde de generelle betingelser for at få SU. Vær opmærksom på at du ikke kan få ekstra SU samtidig med, at du modtager forsørgertillæg eller forhøjet SU-lån til forsørgere. ” Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 21. april 2016. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn, da han ikke som far kunne få ekstra SU-støtte. Klager ønsker en kompensation svarende til en udligning af forskellen i ekstra SU mellem fædre og mødre. Da klager påbegyndte sin uddannelse, blev han informeret om ekstra SU til forældre. Klager søgte ekstra SU, da han var blevet far. Klager blev her bekendt med, at hans datter skulle have været født op til seks måneder før uddannelsens start, for at han kunne få ekstra SU, hvorimod mødre kan få ekstra SU, hvis barnet er født op til 12 måneder før uddannelsesstart. Da klagers datter var mere end seks måneder, da han påbegyndte sin uddannelse, fik han afslag på ekstra SU, selvom han opfylder de generelle krav til at få SU. Hvis klager havde været en kvinde, kunne han ud fra indklagedes regelsæt have modtaget ekstra støtte i to måneder. Der burde ikke være forskel på muligheden for at modtage ekstra SU, da udgifterne til et barn er den samme uanset køn. Reglerne burde derfor være ens for begge køn. Klager er uforstående over for indklagedes henvisning til beskyttelsen af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab, da forældre, der modtager SU, uanset køn har de samme økonomiske udfordringer i forhold til husholdning, vuggestue mv. Den ekstra SU kan først benyttes, når barnet er født, og kvinder behøver derfor ikke en særlig beskyttelse af graviditet og moderskab. Et barn eller en mor er ikke i fare eller står i en vanskeligere situation end en far. I dagens Danmark er mødre og fædre efter klagers opfattelse lige meget forældre. Indklagede gør gældende, at SU-reglerne ikke er udtryk for forskelsbehandling. Det fremgår af lov om ligestilling af mænd og kvinder, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn ikke er til hinder for indførelse eller opretholdelse af gunstigere bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet eller moderskab. SU-reglerne om, at kvinder, der er blevet mødre senest 12 måneder før uddannelsens start, og at mænd, der er blevet fædre senest seks måneder før uddannelsens start, kan modtage ekstra SU, relaterer sig til spørgsmålet om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab. Moderen kan bestemme, at udbetaling af den ekstra SU skal påbegyndes fra to måneder før, at fødslen eller adoptionen finder sted, hvilket også relaterer sig beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven). Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Det fremgår også af ligestillingsloven, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn ikke er til hinder for indførelse eller opretholdelse af gunstigere bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab. Det forhold, at der gælder forskellige regler for, hvornår en studerende mor og en studerende far kan modtage ekstra SU, relaterer sig til spørgsmålet om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab. Reglerne om ekstra SU er herefter ikke i strid med ligestillingsloven. Klager får på denne baggrund ikke medhold. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence § 6, stk. 3, om formandsafgørelse § 9, stk. 1, om klagebehandling § 12, stk. 1, om klagebehandling Ligestillingsloven § 1 a om lovens anvendelsesområde § 2 om forbud mod forskelsbehandling § 3 a om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling <2016-6811-20053>