Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansættelse - retlig interesse - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9665@2017-07-11/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansættelse - retlig interesse - ej medhold
J. nr. 2016-6810-51363 En etnisk dansker mente, at et jobcenter og en forlystelsespark udsatte etniske danskere for forskelsbehandling ved ansættelse. Han havde ikke dokumenteret en retlig interesse.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at et jobcenter angiveligt skulle have opfordret virksomheder i by A, herunder en forlystelsespark, til at nægte etniske danskere job. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen. Sagsbehandling Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand. Sagsfremstilling Klager har den 12. juni 2016 klaget over et jobcenter (indklagede 1) og en forlystelsespark (indklagede 2) i by A. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at de indklagede udsætter etniske danskere for racediskrimination. Indklagede 1 opfordrer virksomheder i by A, herunder indklagede 2, til at nægte etniske danskere job til fordel for ”Neger, Muslimer og andre fremmede”. Over 60.000 etniske danskere er blevet smidt ud af A-kasserne af den grund. Indklagede 1 har kun mundtligt bedt indklagede 2 om at diskriminere etniske danskere, og klager forventer derfor ikke, at der kan findes noget skriftligt om problemet. Ved at besøge indklagede 2 kan man dog se, at over 50 procent af de ufaglærte nu er ”Neger, og andre udlændinge”. Klager har sendt mange jobansøgninger til indklagede 2 – den første i 1984 og siden løbende fra 1994. Han har ikke sendt ansøgninger de sidste 2 år, da det er gået op for ham, at han som etnisk dansker ikke kan komme i betragtning til ufaglærte job. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen. Kravet om, at en klager skal have retlig interesse, blev indsat i lov om Ligebehandlingsnævnet med virkning fra 1. januar 2016. Det betyder, at Ligebehandlingsnævnet kun kan behandle en klage, hvis klageren har en individuel og aktuel interesse i den konkrete sag. Klageren skal således være direkte berørt af den påståede forskelsbehandling ved selv at have været udsat for en handling eller en undladelse, som efter den pågældendes opfattelse udgør ulovlig forskelsbehandling. En klager, der tilhører en gruppe af personer, som kan være blevet udsat for forskelsbehandling, har som udgangspunkt ikke alene af den grund en sådan individuel interesse i den konkrete sag, at kravet om retlig interesse er opfyldt. Klager har anført, at indklagede 1 opfordrer virksomheder i by A til at ansætte personer med en anden etnisk oprindelse end dansk, og at etniske danskere derfor ikke kommer i betragtning til ufaglærte job hos indklagede 2. Klager har imidlertid ikke fremlagt oplysninger, herunder nylige afslag på ansøgninger, som dokumenterer, at han har været direkte berørt af den påståede forskelsbehandling på en sådan måde, at han har en individuel og aktuel interesse i sagen. Ligebehandlingsnævnet afviser derfor klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 6, om retlig interesse - § 6, stk. 3, om formandsafgørelser - § 8, om nævnets afvisning af klagen - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling <2016-6810-51363>