Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ej medhold - kommuner - sagsbehandling

GældendeVersion 2016-02-24
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9671@2016-02-24/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ej medhold - kommuner - sagsbehandling

J. nr. 2015-6810-01500 Et jobcenter henviste en mand til en virksomhed med henblik på beskæftigelse. Jobcentret oplyste virksomheden om, at manden fyldte 50 år kort efter. Virksomheden afviste manden på grund af hans alder, og mandens faglige organisation indgik efterfølgende forlig med virksomheden om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Den faglige organisation rettede godtgørelseskrav over for jobcentret ved Ligebehandlingsnævnet, da jobcentret efter organisationens opfattelse havde accepteret virksomhedens forskelsbehandling ved at henvise en yngre kandidat til virksomheden. Jobcentret bestred, at en yngre kandidat var blevet anvist, og anførte, at der ikke var omstændigheder, der i øvrigt underbyggede mandens påstand. Manden fik ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at jobcentret i den indklagede kommune henviste klager til en virksomhed, der afviste klager på grund af hans alder. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Klagen tages ikke til følge. Sagsfremstilling Den 9. oktober 2013 blev klager af jobcentret i den indklagede kommune henvist til virksomhed A. Jobcentret skrev kl. 09.27: ”Hej [navn] Jeg har en [klager] i huset, [klager] fylder 50 år på mandag har kørekort B samt Truck og lagererfaring. [Klager] kan være hos jer, i løbet af ½ time. ” Kl. 09:33 skrev virksomhed A tilbage: ”For gammel. Vi skal have en ung. . ” Virksomhed A og klagers faglige organisation indgik den 8. maj 2014 forlig i anledning af A´s overtrædelse af forskelsbehandlingsloven ved i afvisningen af klager at henvise til klagers alder. . Klager modtog en godtgørelse på 22.000 kr. til fuld og endelig afslutning af sagen. Ved brev af 14. maj 2014 rejste klagers faglige organisation krav mod indklagede om en godtgørelse på 25.000 kr. for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, da jobcentret efter den faglige organisations opfattelse havde accepteret virksomhed A’s afvisning af klager uden at foretage sig yderligere. Den 23. maj 2014 skrev jobcentret til den faglige organisation, at jobcentret afviste kravet om godtgørelse. Jobcentret skrev også, at virksomhedskonsulenten telefonisk over for virksomhed A havde gjort opmærksom på, at virksomheden ikke måtte lægge vægt på ansøgerens alder, og at jobcentret herefter ikke havde henvist yderligere kandidater til virksomheden. Klagers faglige organisation anførte i brev af 16. juni 2014, at det var klagers opfattelse, at jobcentret samme dag, som klager blev afvist, havde anvist en anden og yngre kandidat til jobbet ved virksomhed A. Ved brev af 30. juni 2014 afviste indklagede på ny klagers fremsatte krav om godtgørelse. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af alder. Ved sin adfærd eller mangel på samme accepterede indklagede de facto den direkte forskelsbehandling af klager begrundet i hans alder. Dette er i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager henviser til Ligestillingsnævnets afgørelse nr. 23/2004, hvor et vikarbureau skulle betale en godtgørelse, idet en gravid kandidat af brugervirksomheden blev afvist på grund af sin graviditet. Vikarbureauet blev derved pålagt ansvaret, selvom brugervirksomheden udstak rammerne. Dette illustrerer tydeligt, at en tredjepart, i sagen vikarbureauet, kan pålægges ansvar, når tredjeparten stiltiende accepterer, at brugervirksomheden overtræder gældende lovgivning. Dette princip bør ikke fraviges i nærværende sag. Klager henviser desuden til Ligestillingsnævnets afgørelse 36/2005, hvor en arbejdsformidling undlod at henvise en mandlig kandidat til samtale i en virksomhed, som ønskede kvindelige kandidater. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 50.000 kr. Indklagede har ikke dokumenteret, at jobcentret over for virksomhed A gjorde opmærksom på, at virksomheden ikke måtte afvise ansøgere på grund af alder. Det kan konstateres, at mail af 9. oktober 2013 fra virksomheden ikke blev besvaret af jobcentret. Den interne mail fra jobkonsulenten, som indklagede har henvist til, er ikke fremlagt som bilag. Klager opfordrer indklagede til at fremlægge den omtalte mail samt andet skriftligt materiale i sagen, som kan belyse forløbet. I modsat fald bør Ligebehandlingsnævnet se bort fra de fremførte påstande fra indklagede. Det kan undre, at indklagede ikke af egen drift allerede har fremlagt materialet. Sagsbehandleren i jobcentret udtalte direkte til klager på parkeringspladsen, hvor de røg en cigaret, at ”så må jeg jo bare sende en anden der er yngre end dig”, hvilket omtrentligt er ordret. Det er uvæsentligt for nærværende sag, om der faktisk efterfølgende blev anvist en anden og yngre borger til virksomheden, da det alene har betydning, hvorledes jobcentret i den aktuelle situation handlede i forhold til klager. Indklagede har som en offentlig institution en særlig forpligtelse til at sikre, at borgerne bliver behandlet i overensstemmelse med gældende love, regler og bekendtgørelser. Indklagede er forpligtet til at sikre, at gældende lovgivning overholdes, herunder at virksomheder ikke udøver forskelsbehandling ved ansættelse, særligt når jobcentret direkte er involveret i sagsbehandlingen, uanset om det er på et formelt eller uformelt niveau. Klager blev ikke af jobcentret gjort bekendt med sine muligheder for at klage i forbindelse med virksomhed A’s afvisning. Borgerne må forvente, at offentlige institutioner, herunder indklagede, følger de generelle saglighedskrav i sagsbehandlingen, og jobcentret er forpligtet til at rådgive borgere, såfremt de udsættes for lovovertrædelser som fx direkte forskelsbehandling på grund af alder. Dette er præciseret i forvaltningslovens § 25, uanset at denne bestemmelse ikke har direkte sigte på nærværende problematik. Når en borger ikke vejledes om sine muligheder, opstår der vilkårlighed og utryghed i den offentlige forvaltning over for borgerne. Jobcentret har således ikke udvist god forvaltningsskik. Det afvises, at jobcentret anbefalede klager at tage kontakt til sin faglige organisation. Det er kun ved en tilfældighed, at klagers sag blev taget op, da kontakten med den faglige organisation var begrundet i andre forhold. Dette er årsagen til, at der først blev rejst krav mod virksomhed A næsten seks måneder efter den 9. oktober 2013. Hvis det var blevet nævnt over for klager, at han burde kontakte sin faglige organisation, ville han have gjort det med det samme, da han følte sig dybt forurettet. Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har udsat klager for forskelsbehandling. Indklagede har ikke ved sin adfærd eller mangel på samme på nogen måde accepteret den direkte forskelsbehandling. Den af klager nævnte afgørelse fra 2005 er ikke sammenlignelig med nærværende sag, da jobcentret henviste klager i modsætning til situationen i afgørelsen. Indklagede fastholder, at en virksomhedskonsulent orienterede direktøren i virksomhed A om, at der ikke må afvises ansøgere på grund af alder, hvilket fremgår af en intern mail, som er journaliseret i indklagedes elekroniske journaliseringssystem. I dette journaliseringssystem arkiverer indklagede de dokumenter, som indklagede modtager blandt andet vedrørende borgerne. Den nævnte mail og et notat om sagsforløbet kan fremsendes, hvis det er ønsket som bilag til sagen. Indklagede fastholder også, at sagen herefter blev afsluttet, og at der ikke blev anvist andre kandidater til virksomheden. Der er ikke registreret anvisninger til virksomheden i indklagedes journalsystem. Indklagede har desuden konstateret, at virksomheden ikke har afregnet skat for nye ansatte i forhold til september 2013. Der var ikke tale om, at indklagede traf en afgørelse, hvorfor jobcentret ikke er forpligtet efter forvaltningslovens § 25 til at vejlede om klageadgang i forhold til en afgørelse efter beskæftigelseslovgivningen. Jobcentrets opgaver er defineret i den beskæftigelsesrettede lovgivning. Jobcentret har overholdt sine arbejdsopgaver som jobcenter over for klager og virksomheden. Jobcentret har ikke kompetence til at sikre virksomhedernes overholdelse af landets love, herunder forskelsbehandlingsloven. Jobcentret kan ikke gøres ansvarlig for, hvilken adfærd en virksomhedsejer udviser og har ingen sanktionsmuligheder udover at afbryde samarbejdet og henvise til, at der er tale om en ulovlig afvisning. Hvis en arbejdsgiver udviser en uacceptabel eller ulovlig adfærd, vejleder jobcentret borgeren om at tage kontakt til sin faglige organisation, da jobcentret ikke på borgernes vegne har mulighed for at forfølge problemstillinger, der ikke relaterer sig til jobcentrets sagsbehandling og afgørelser. Den 14. april 2014 blev jobcentret af klager orienteret om, at han havde taget kontakt til sin faglige organisation. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Det fremgår af forskelsbehandlingslovens § 3, stk.1, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansatte, for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder efter § 3, stk.2 tillige enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed, og enhver, der anviser beskæftigelse. Efter det oplyste henviste jobcentret i den indklagede kommune klager til virksomhed A med henblik på beskæftigelse. Klager har oplyst, at indklagede efterfølgende henviste en yngre kandidat til samme virksomhed. Indklagede har bestridt dette, og der er ikke i sagen omstændigheder, der underbygger klagers oplysninger. Under disse omstændigheder finder nævnet ikke, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede stiltiende har accepteret virksomhedens fravalg af klager på grund af alder og dermed har udsat klager for forskelsbehandling. Klagen tages derfor ikke til følge. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence § 9, stk. 1, om klagebehandling § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde §§ 2 og 3 om forbud mod forskelsbehandling <2015-6810-01500>

Versioner

  1. 2016-02-24