Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - påklædning - ej medhold

GældendeVersion 2016-03-16
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9681@2016-03-16/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - påklædning - ej medhold

J. nr. 2015-6811-37255 Sagen er efterfølgende genoptaget forvaltningsretlig og afgørelse er ændret, se J. nr. 2016-6811-20540. Dørmanden begrundede afslaget med, at klagers poloshirt ikke var festlig nok. Klager har indiske rødder og et udenlandsk klingende navn. Klager havde efter afvisningen sagt skældsord efter dørmanden. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager havde påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling. At klager senere havde opført sig upassende over for dørmanden, kan ikke have indflydelse på den oprindelige afvisning. Klager fik derfor medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev afvist i døren til en natklub. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager blev nægtet adgang til indklagede natklub den 9. august 2015. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 5.000 kr. med procesrente fra den 10. august 2015, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager, der var i byen med 3 venner natten til den 9. august 2015, blev omkring kl. 4.00 afvist i døren til en natklub. Den øvrige del af gruppen, som klager var en del af, blev lukket ind på natklubben. Som begrundelse for afvisningen henviste dørmanden til, at klager ikke opfyldte kravene til påklædning på stedet (dress code), idet hans blå polotrøje ikke var festlig nok i farven. Klager har indiske rødder og har et udenlandsk klingende navn. Udenfor natklubben stod nogle unge mænd med mellemøstligt udseende, der angivelig var en del af en gruppering, som ikke var ønsket på stedet. Politiet var i den forbindelse også til stede. Politiet havde gentagne gange i løbet af den pågældende weekend været til stede ved natklubben på grund af problemer med adgangssøgende gæster fra den nævnte gruppering, hvoraf en større andel fremtrådte med et andet udseende end etnisk dansk. Klager og hans venner forlod efterfølgende stedet, men vendte tilbage senere på natten for at få en uddybende begrundelse for afvisningen. Klager havde en ordveksling med en af dørmændene omkring måden, hvorpå de førte adgangskontrol på stedet. Klager sagde i den forbindelse ”fuck dig” til en af dørmændene. Herefter forlod klager og dennes venner stedet. Klager har indsendt erklæringer om hændelsesforløbet fra to af de venner, han var i byen med den pågældende aften. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse. Klager ønsker med sin klage at opnå, at andre i hans situation ikke i fremtiden oplever noget tilsvarende. Det er klagers opfattelse, at han blev afvist, fordi natklubben ikke ville lukke flere ind med mellemøstlig baggrund eller udseende. På grund af klagers indiske rødder kan man sagtens forveksle ham med en fra mellemøsten. Begrundelsen med hans påklædning var en undskyldning, dørmanden fandt på, fordi han ikke kunne sige den rigtige begrundelse direkte. Dørmanden havde da også indledningsvist problemer med overhovedet at pege på, hvad der var galt med hans påklædning. Klager gør videre gældende, at det ikke giver mening, at alle gæster behandles under skærpet kontrol, når det ikke er alle, der er ude på at skabe problemer. Han blev afvist af dørmanden, inden han nåede at vise kørekort eller i øvrigt at udveksle et eneste ord med dørmanden. Han var påvirket af alkohol, men fuldt bevidst om, hvad han hørte og sagde. Da han senere kom tilbage til natklubben, var det alene for at få en begrundelse for afvisningen – det var ikke et forsøg på at komme ind. Han fik i den forbindelse af en anden dørmand at vide, at det var hans polotrøje og hans cardigan, den var gal med. Han observerede herunder en person iført jeansshorts, t-shirt og kasket komme ud fra natklubben og fik oplyst, at personen havde fået adgang til stedet, fordi han var VIP. Han så også, at en anden person fik adgang til stedet, selvom der forinden fra en dørmands side havde været spørgsmål om hans påklædning. Det var først i forbindelse med dette forløb, at han blev gal og endte med at sige ”fuck dig” til en af vagterne. Videooptagelser fra natklubbens overvågning ville kunne vise, at han hverken var for fuld eller i øvrigt havde en dårlig attitude. Når man henviser til en anden begrundelse end den reelle, åbner det for misbrug. Der var på ingen måde pres på, da han stod i kø til at komme ind. Indklagede kommer efter klagers opfattelse alene med generelle informationer, men kommenterer ikke særligt meget på den konkrete sags indhold. Indklagede afviser, at klager eller andre adgangssøgende bliver afvist på grund af deres etniske oprindelse. Indklagede gør i den forbindelse gældende, at der på grund af de gentagne problemer med adgangssøgende fra den uønskede gruppering, hvor politiet blev kaldt til stede, var et højt konfliktniveau den pågældende weekend. Der blev ført en skærpet adgangskontrol for at undgå, at konflikterne eskalerede. Denne kontrol har omfattet alle adgangssøgende gæster, hvorfor klager formentlig har oplevet, at vagtpersonalet har været meget stringente i forbindelse med afvisningen af ham. Vagtpersonalet foretager altid en konkret vurdering af hver enkelt gæst baseret på ageren og attitude på det tidspunkt, hvor gæsten ønsker adgang. Vurderingen beror på et skøn. Det forekommer, at vagtpersonalet anvender en mere generel begrundelse for afvisningen frem for de forhold, som reelt begrunder afvisningen. Erfaringsmæssigt fører det ofte til, at situationen eskalerer, hvis vagtpersonlet for eksempel indgår i en diskussion med gæsten om dennes beruselse eller attitude. Vagtpersonalet har den erindring om klager, at han fremstod beruset og med en negativ attitude, og klager har også selv oplyst, at han sagde ”fuck dig” til en af vagterne. Personalet kan ikke huske, hvilken begrundelse, der konkret blev givet til klager i situationen, men afvisning kan meget vel være sket med henvisning til barens dress code, idet den begrundelse erfaringsmæssigt giver anledning til færre konflikter. Indklagede har videre anført, at de driver privat virksomhed, og selv vælger, hvilke gæster der skal have adgang til baren. Der er tale om en stor natklub, hvor der i løbet af en aften/nat kan være op til 800 henvendelser, vagtpersonalet skal håndtere i døren. Der vil derfor periodevis være tale om et hurtigt skøn i forhold til den enkelte gæst. Natklubben har i øvrigt et koncept, der på alle måder rummer forskellighed, og som går på at samle alle typer af adgangssøgende gæster, herunder også i relation til gæsternes påklædning. Hvis udtalelserne fra klagers venner skal indgå i sagens bedømmelsesgrundlag, forudsætter det egentlig mundtlig bevisførelse, hvorved sagen ikke kan anses for egnet til behandling ved Ligebehandlingsnævnet. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse. Det er udtryk for direkte forskelsbehandling at nægte en person adgang til en bar på grund af personens etniske oprindelse, herunder hudfarve. Det er udtryk for indirekte forskelsbehandling, hvis personen bliver afvist med en anden begrundelse, men årsagen til afvisningen i virkeligheden er pågældendes etniske oprindelse, herunder hudfarve. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat. Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Klager, der er af anden etnisk herkomst end dansk, har oplyst, at han den 9. august 2015 blev afvist i døren ved indgangen til den indklagede natklub, mens hans etnisk danske venner blev lukket ind på stedet. Han var påvirket af alkohol, men han var fuldt ud klar over, hvad der foregik. Indklagede, der denne weekend førte et skærpet tilsyn grundet problemer med en uønsket gruppering, har oplyst, at afvisningen meget vel kan være sket med henvisning til barens dress code, da den begrundelse erfaringsmæssigt giver anledning til færre konflikter. Det lægges efter klagers oplysninger til grund, at klager blev afvist i døren med henvisning til farven på hans (blå) polotrøje. Under de anførte omstændigheder finder nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet afvist ved indgangen på grund af sin etniske oprindelse. Det er herefter indklagede, der skal godtgøre, at man ikke har udsat klager for forskelsbehandling. Indklagede har redegjort for en skærpet adgangskontrol netop denne weekend og har herudover mere generelt redegjort for udfordringer med adgangskontrollen. Nævnet finder ikke, at indklagede herved har løftet bevisbyrden for, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat. Nævnet bemærker, at den efterfølgende opførsel fra klagers side i forbindelse med, at han senere vendte tilbage til stedet for at få en uddybende forklaring på afvisningen, ikke kan tillægges betydning i forhold til vurderingen af den oprindelige afvisning af klager i døren til natklubben. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 5.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 10. august 2015, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence § 8 om afvisning af en klage § 9, stk. 1, om klagebehandling § 12, stk. 1, om klagebehandling Lov om etnisk ligebehandling § 2 om lovens anvendelsesområde § 3, stk. 3 og 4, om forbud mod forskelsbehandling § 7 om bevisbyrde § 9 om godtgørelse <2015-6811-37255>

Versioner

  1. 2016-03-16