Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - uanset handicap - fratrædelsesgodtgørelse - kompetence - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9717@2017-08-10/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - uanset handicap - fratrædelsesgodtgørelse - kompetence - ej medhold
J. nr. 2016-6810-50614 En advokatfuldmægtig blev bedt om at fratræde sin stilling efter, at han havde haft et epilepsianfald på arbejdet. I forbindelse med fratrædelsen havde advokatfuldmægtigen og advokatfirmaet indgået en aftale om en ekstra måneds løn. Samtidig havde advokatfuldmægtigen givet udtryk for, at han var i tvivl, om han ville foretage sig yderligere i relation til grundlaget for afskedigelsen. Mere end et år senere indgav han klage til Ligebehandlingsnævnet over overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap. Advokatfuldmægtigen havde efter en samlet vurdering udvist retsfortabende passivitet, og hans eventuelle krav på godtgørelse var derfor bortfaldet.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke kunne fortsætte med at arbejde som advokatfuldmægtig efter et epilepsianfald. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Klagers eventuelle krav på godtgørelse er bortfaldet på grund af retsfortabende passivitet. Sagsfremstilling Klager indgik den 27. oktober 2014 ansættelsesaftale med det indklagede advokatfirma om ansættelse som timelønnet stud.jur. i perioden 1. november 2014 til den 22. december 2014. Samtidig indgik klager og indklagede aftale om ansættelse som advokatfuldmægtig på fuld tid fra den 1. januar 2015. De første tre måneder var prøvetid, hvor klager kunne opsiges med 14 dages varsel. Ansættelsesaftalernes punkt 7 om ” Sygdom: Lider arbejdstager af en sygdom, der har betydning for arbejdsdygtigheden: nej ja ” blev ikke udfyldt. Det fremgår af udtalelse af 3. marts 2015 fra indklagede, at klager fratrådte sin stilling som advokatfuldmægtig den 30. april 2015 på grund af manglende arbejdsopgaver. Den 27. maj 2015 havde klager og partner i indklagede (herefter P) følgende mailkorrespondance: Kl. 10.02: ”Hej, Eftersom jeg blev fyret har jeg ret til udbetaling af tre G-dage iht. dagpengereglerne. Dette svarer til 3 x højeste dagpengesats, dvs. 3x 827 kr. = 2.481,00. I kan læse som reglerne her. (…) Såfremt I ikke bekræfter, at pengene vil blive udbetalt, så ser jeg det som en nægtelse af udbetaling. Jeg vil da kontakte min a-kasse, som vil gå videre med sagen. Det er a-kassen selv, som har henvist mig til jer – og de er fuldt informeret om forløbet. Kan jeg venligst få bekræftet udbetalingen? Pengene, som er skattepligtige, bedes overført til: Reg.nr.: [] Kontornr. : [] Mvh. [Klager]” Kl. 10.47: ”Hej [klager]. Du er ikke blevet fyret. Har du slet ingen moral mand. Jeg syns du skulle anlægge en sag. [A], [K] vil møde op i retten. Du har slet ikke oplyst hvor syg du er ved ansættelsen, og uanset jeg kunne have opsagt dig i prøveperioden, er vi to Blevet enige om at du fratrådte og fik en måned extra. Med din bemærkning: Ok [P] så gør vi det og du skal ikke høre nærmere. Det var efter vi to havde haft et møde hvor du i første omgang blev agrassiv over jeg sagde at jeg ikke troede jeg kunne uddanne dig som advokat. Du påstod at det var grundet dit anfald, jeg sagde at det var grundet at du tit glemte ting. Senere vendte du tilbage og sagde at du godt kunne se at det var bedst du sluttede. Men kom bare an [klager] [A] ,[K] og jeg er klar til en retssag. Med venlig hilsen [P] Advokat” Kl. 11.35: Det er fint, [P] Du sagde én ting dagen efter jeg havde haft anfald, men noget andet ugen efter. Kan du huske det? For det er sådan set den eneste grund til, at jeg ”tog kampen op”. Og gjorde noget. At du antyder, at jeg ikke angav ”hvor syg jeg faktisk er” (og hvor syg er jeg egentlig, [P]? – oplys mig med din store viden), siger en hel del. Det antyder i den grad, hvad baggrunden var. Og at jeg sagde de ting til dig var da kun fordi jeg skulle gå op af dig – jeg gad da ikke være uvenner med dig. Jeg har rigelig moral, [P]. Og jeg blev fyret – men jeg blev fyret dagen efter jeg havde haft et anfald, og det var ret påfaldende. Særlig fordi [A] sagde til mig, at jeg aldrig kunne blive advokat med den sygdom og skulle finde et andet job på dagen. Og du opsagde mig så dagen efter. At du og [A] så havde vendt, at metoden nok ikke var så smart rent ansættelsesretligt, var nok tilfældet i ugens løb. Særligt fordi I har et barn sammen. For ugen efter ville du ikke høre tale om, at sygdommen havde noget med det at gøre. [P]. Jeg er ikke dum. Med venlig hilsen / best regards [Klager]” Kl. 11.47: Hej [klager]. Du gør bare det du vil. Slut herfra. Hej fra [P] Kl. 12:01: Hej [P], Jeg er ikke sikker på, om jeg gider slås med dig. Jeg havde aldrig regnet med at få et positivt svar. Jeg ville dog gerne have, at du var klar over, at jeg kender tingenes rette sammenhæng. Det ved du så nu. Til din bemærkning om, at du ikke vidste noget som sygdommen, så oplyste jeg det inden jeg skrev under på kontrakten. For at undgå alt det her. Jeg sagde det direkte til [A] – og med de bedste intentioner. Jeg synes det var ærgerligt, at det hele skulle slutte på den måde. Jeg synes mindst af alt, at det var i orden. Jeg er som sagt ikke sikker på, at jeg gider rykke videre med det her. Jeg har brugt rigeligt tankevirksomhed på jeres lille beslutning, om min arbejdsdygtighed. Jeg er sgu ærligt talt bare ked af det, [P]. I kunne i det mindst have skjult det 100%, i stedet for at sige ét og lyve ugen efter. Jeg er sådan set ligeglad med hvad du svarer. Jeg går ud fra du inde i dig selv har en bestemt holdning til det, som jeg godt kan bifalde, men aldrig hører. Med venlig hilsen / best regards [Klager] Kl. 12.15: ”Hej [klager]. Det er ikke rigtigt som du siger det. Jeg er, og var fuldstændig ligeglad med dit anfald. Mange har spurgt: Hvordan kan du være det. ? Hvad nu hvis det skete i retten. ? Dertil har jeg svaret: Det er rettens problem. Det må de da finde ud af. Det har som sagt aldrig været et sp. om dine mulige anfald. Det mener jeg man skal kunne takle. Problemet har derfor udelukkende været, at du i lang tid har gået lidt ”tåget omkring”. Har glemt hvad jeg har sagt vedr. sager. Jeg syns ikke du er en dårlig jurist. Slet ikke. Nå nu må vi slutte. Jeg syns også det er en dårlig afslutning på vores bekendtskab. Men hvis du går og opfatter tingene som jeg har opsagt dig grundet anfaldet og jeg siger noget andet. Ja så er det vel sådan at det slutter på en dårlig måde. Jeg har bare hængt mig i at vi havde en aftale om at du sluttede, og at du havde sagt” så skal du aldrig høre mere fra mig” Hej fra [P]” Det fremgår af lægejournal fa psykiatrisk ambulatorium af 14. august 2015, at klager var henvist til Epilepsiklinikken med henblik på en psykiatrisk vurdering som led i epileptisk udredning. Ifølge journalen havde klager haft epilepsi siden 16-årsalderen uden kendte udløsende faktorer. Aktuelt følte klager sig ifølge journalen psykisk velbefindende. Objektivt blev klager beskrevet som upåfaldende, velbegavet og stemningsneutral med naturligt psykomotorisk tempo og effektmodulation samt upåfaldende kontakt. Det fremgår også, at klager havde besluttet sig for at gå ind i et epilepsikirurgiforløb efter to gange at være blevet afskediget efter epilepsianfald Ifølge journal af 28. april 2016 fik klager anfald hver 4.-6. uge. Klager gennemgik neurokirugisk/epikirurgisk indgreb den 13. juni 2016 og blev udskrevet dagen efter. Han blev indlagt den 15. juni og 17. juli 2016 efter mindre anfald af mildere karakter end vanligt uden udløsende årsag. Klager var hurtigt i sin habitualtilstand og følte sig mindre træt end vanligt efter et anfald. Han skulle fortsætte med sin antiepileptiske medicin. Det fremgår af udtalelse af 22. september 2016 fra en overlæge på Neurologisk Klinik, at klager siden 2004 har lidt af vanskelig behandlelig epilepsi. Klager havde ifølge udtalelsen været fuldt i Epilepsiklinikken på grund af vedvarende belastende anfaldsaktivitet. Det havde ikke været muligt i forløbet af opnå fuld anfaldskontrol, hverken medicinsk eller kirurgisk. Ifølge overlægen havde klager derfor en kronisk lidelse med væsentlig funktionsnedsættelse. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev indgivet den 27. september 2016. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han blev afskediget på grund af sit handicap. Han ønsker godtgørelse svarende til seks måneders løn, eller det nævnet finder passende. Klager blev tvunget til at fratræde sin stilling som advokatfuldmægtig den 30. april 2015, da han led af epilepsi og knap to måneder forinden havde fået et epileptisk anfald på arbejdspladsen. Klager lider af lokalisationsrelateret epilepsi. Det vil sige, at anfaldene kommer fra et bestemt sted i hjernen. Anfaldene består af kramper og bevidsthedstab. De kan forekomme voldsomme, men er ikke farlige som sådan. På tidspunktet for sin ansættelse fik klager omkring otte anfald om året. Klager har haft epilepsi siden han var 17 år og kan ikke behandles ved brug af medicin. Sygdommen kan ikke kureres. Klager har en funktionsnedsættelse på grund af sygdommen i form af nogle dages glemsomhed efter et anfald. Klager har et kompensationsbehov fx i form af mulige ubetalte sygedage for at kunne fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Klager har aldrig som anført af indklagede sagt, at han har et meget svært tilfælde i Danmark. Han oplyste indklagede om, at han har et svært tilfælde i sin kategori. Et meget svært tilfælde indebærer daglige eller ugentlige anfald, at man kommer slemt til skade og ikke kan fungere på normal vis. Det er ikke tilfældet for klager. Klagers medicin medfører ikke udtalt glemsomhed, men anfald kan medføre glemsomhed. De piller, klager tager, kan medføre utrolig mange bivirkninger, men de kommer sjældent, når der er forløbet en periode. Klager havde på tidspunktet for ansættelsen vænnet sig til medicinen. Klager får ikke hukommelsestab i flere dage, men kun i meget få timer. Klagers orientering kommer meget hurtigt tilbage. Ved meget, meget voldsomme anfald, som klager sjældent oplever, kan der forekomme forbigående, sværere hukommelsesbesvær. Det betyder, at klager skal bruge mere tid på at huske detaljer, men ikke at detaljerne er glemt. Ved mere almindelige anfald skal klager alene bruge lidt ekstra tid på at genkalde sig præcise detaljer. Hukommelsesbesværet er aftagende og dermed mindre på sjettedagen efter et anfald. Klager havde inden ansættelsen oplyst indklagede om sin sygdom, og at han ville kunne få anfald på arbejdspladsen. Klager er blevet rådet til altid at oplyse om sygdommen og sygdommens konsekvenser. Det kan være farligt ikke at oplyse sin omgangskreds om, at man lider af epilepsi, og det er vigtigt, at folk ved, hvordan de skal forholde sig under et anfald. Klager talte med A, der var uddannelsesansvarlig, i telefonen, da han var i tvivl om, hvorvidt hans skulle skrive ja eller nej til, at han led af en sygdom, som havde betydning for arbejdet. Det skyldtes, at et anfald ofte kan medføre en eller flere sygedage. Han spurgte A, hvad hun vurderede, at han skulle svare. Klager fortalte A om sygdommen, at der formentligt ville opstå anfald med seks ugers mellemrum, at det ikke nødvendigvis ville ske på arbejdspladsen, at han havde haft sygdommen så længe, at han havde fin kontrol over varslerne på anfald, og at han vidste, hvad han skulle gøre. Klager har aldrig sagt, at det var otte måneder siden, at han sidst fik et anfald. Det er en potentielt farlig løgn, da klager får anfald med fire til seks ugers mellemrum. Klager oplyste, at anfaldene ikke var farlige og påvirkede klager kognitivt nogle dage efter et anfald. Klager oplyste også, at han ikke mente, at sygdommen ville have væsentlig indflydelse på klagers arbejdsliv, men at sygdommen kunne have nogen indflydelse afhængig af, hvornår og hvor anfaldene opstod. A oplyste klager, at han ikke behøvede at sætte kryds i ’ja’, og klager gjorde som hun sagde, da hun var uddannelsesansvarlig og advokat. Indklagede var således inden ansættelsen fuldt oplyst om klagers sygdom. Klager overholdt dermed lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet. Klagers ansættelse forløb uproblematisk frem til, at han fik et kraftigt anfald i arbejdstiden den 19. februar 2015. Inden da havde klager haft et par anfald i hjemmet, men det havde ikke haft en markant indflydelse på hans arbejde udover, at han kunne forekomme lidt omtåget i en uges tid efter et anfald. Klager var meget omtåget efter anfaldet den 19. februar 2015. Han blev hentet af sin daværende kæreste. Han mødte på arbejde igen den 23. februar 2015 efter en dags restitution og weekend. Straks efter anfaldet udtalte A, at klager ikke ville kunne være ansat som advokatfuldmægtig, da han ikke ville kunne stå og få anfald i retten. Klager bed mærke i udtalelsen, da den var sårende, og da det ikke var rigtigt. A havde et tæt forhold til P, som hun havde et barn sammen med. Da klager mødte på arbejde den 23. februar 2015, indkaldte P ham på sit kontor. P oplyste, at han ikke ville kunne uddanne klager som advokat, og at det var bedst, at klager sluttede. Klager konfronterede P med, at afskedigelsen var begrundet i epilepsien, hvilket ikke blev modsagt. Da klager oplyste, at han havde fortalt om sin sygdom ved ansættelsen, oplyste P, at klager ikke havde fortalt, hvor syg han var. Det fremgår også af mailkorrespondancen af 27. maj 2015, at klager ifølge P ikke ved ansættelsen havde oplyst, hvor syg han var. P lagde således vægt på sygdommen. Ifølge mailen fra P oplevede han, at klager somme tider var glemsom i forhold til sagerne. Klager fik ikke på noget tidspunkt under sin ansættelse påtalt, at han var glemsom. Klagers glemsomhed er en direkte følge af handicappet. Klager forklarede, at sygdommen ikke var et problem for ansættelsen, da han kunne bruge lidt ekstra tid på uddannelsens elementer og læse lidt ekstra op på sagerne hjemmefra, hvis han fik et anfald. Det ville ikke koste noget for indklagede, at klager brugte ekstra tid hjemme efter arbejdet, da han var månedslønnet. Indklagede har ikke opfyldt sin tilpasningsforpligtelse, idet indklagede ikke overvejede nødvendige tilpasningsforanstaltninger. Det ville ikke have været en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede, at klager havde ni sygedage om året, eller var lidt længere tid om opgaverne på grund af mulige kognitive problemer. Klager kunne også tage arbejdet med hjem, og en hasteopgaver kunne overtages af en anden. Klager fik dog aldrig egentlige hastesager, så det burde ikke være nødvendigt. Klager kan sagtens arbejde som advokatfuldmægtig, hvis der tages hensyn til, at han er lidt glemsom efter et anfald. Klager lider ikke af den voldsomme tilstand, som indklagede giver udtryk for. Klager har gennemført jurastudiet og sit speciale, mens han var ansat ved indklagede. Klager har fået flere 10og 12-taller undervejs i studiet. Det er tvivlsomt, om et kompliceret universitetsstudie kan gennemføres, hvis man er meget sløv og glemsom, særligt med udmærkede karakterer. Klager bestod sin første eksamen med 02 på trods af, at han to dage forinden havde fået sit første generaliserede epileptiske anfald og havde pådraget sig en hjernerystelse. Klager blev ifølge de fremlagte lægelige bilag omkring tidspunktet for afskedigelsen beskrevet som ’upåfaldende, velbegavet og har normalt psykomotorisk tempo…’ Klager var således velfungerende på tidspunktet for afskedigelsen. Klager er derfor så velfungerende, at han kan arbejde som advokatfuldmægtig og uddanne sig som advokat, hvis der tages visse hensyn. Klager er bare nødt til at bruge lidt mere tid på opgaverne i forbindelse med anfald end andre. Det er usandsynligt, at klager ville få et anfald i retten, når det tages i betragtning, at man ikke går i retten hver dag, at klager i gennemsnit får 8,6 anfald om året, og at anfaldene kommer på tilfældige tidspunkter, herunder kan komme om natten. Klager arbejder nu som jurist på fuld tid, og klagers arbejdsplads er meget begejstret for ham. Klager har fået anfald på arbejdspladsen, og arbejdsgiveren har håndteret det ganske imponerende. Klager kan arbejde som advokat. Klager har imidlertid valgt en anden karrierevej, da han ikke har lyst til at være advokat. Klagers nuværende ansættelse og den forudgående ansættelse har samme arbejdspres som det arbejdspres, klager havde under ansættelsen ved indklagede. Klagers arbejdsgiver behøver ikke at tage hensyn til sygdommen, med mindre klager får et anfald. I så fald kan klager tage hjem og tage på arbejde igen dagen efter. Et anfald kan være sammenfaldende med perioder med et enormt arbejdspres, der kan forekomme på alle arbejdspladser. I disse tilfælde bruger klager ekstra arbejdstid på at løse sine opgaver. Klager er således disponibel, egnet og kompetent til at udføre sit arbejde. Det ville blot kræve en vis hensyntagen fra arbejdsgiveren. Såfremt indklagede havde nægtet at ansætte klager pga. sygdommen, ville dette også have været i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager ønskede ikke at underskrive en fratrædelsesaftale. Klager blev afskediget under et tidligere ansættelsesforhold på grund af et anfald. Da han således havde oplevet det før, blev han meget berørt af situationen. Han var meget i tvivl om, hvordan han skulle handle. Ugen efter blev det aftalt, at klager ville få en måneds ekstra arbejde og en ekstra måneds løn uden arbejde, såfremt han indgik en fratrædelsesaftale. Klager lovede ikke at gå videre med sagen, og han ville få en anbefaling, hvorpå der stod, at fratrædelsesaftalen skyldtes manglende opgaver. Fratrædelsesaftalen tyder på, at indklagede forsøgte at indgå en form for forlig, fordi indklagede var klar over, at indklagede havde handlet i strid med loven. Klager og indklagede indgik ikke en skriftlig fratrædelsesaftale. Aftalen var kun mundtlig. Ved den mundtlige aftale fik klager en ekstra månedsløn. Indklagede ville ikke gå med til en aftale om, at klager fik flere måneders løn. Det er åbenbart, at klager blev afskediget på grund af sit handicap, og klager har fortrudt, at han indgik aftalen. Aftalen bør dog ikke være til hinder for en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, da loven er præceptiv. Klager har først taget sagen op nu, da han er blevet fuldt bevidst om forskelsbehandlingsloven og muligheden for at føre en sag ved Ligebehandlingsnævnet. Derudover undergik klager et længerevarende undersøgelsesog operationsforløb i 2016. Operationen førte desværre ikke til anfaldsfrihed. Indklagede gør gældende, at klager alene blev bedt om at stoppe som advokatfuldmægtig på grund af et ofte forekommende hukommelsestab. Under ansættelsessamtalen med klager, hvor P og A deltog, oplyste klager ikke, at han led af epilepsi. Efter, at klager havde underskrevet ansættelsesaftalen, ringede han til A og oplyste, at han ikke havde svaret ja/nej på aftalens spm. 7. Han oplyste, at han var i tvivl, da han led af epilepsi, men at sygdommen ikke havde betydning for hans arbejde, da han var velmedicineret. Han oplyste også, at det var mere end otte måneder siden, at han havde haft et anfald, og at anfaldende var sjældne. Indklagede fastholder, at indklagede intet havde hørt om, hvad sygdommen indebar, herunder at klager fik anfald hver 4. eller 6 uge, og at anfaldene medførte hukommelsestab samt nogle dages sygdom. Efter at klager startede på kontoret, undrede det P og A, at et så ungt menneske virkede så sløv, til tider omtåget og meget glemsom. Klager kunne stille P et spørgsmål og have glemt det, når han kom tilbage til sit eget kontor. Eksempelvis spurgte klager i en konkret sag, hvor meget en byggesagkyndig måtte koste. P fastsatte en beløbsramme, hvorefter klager indgik en aftale, der var dobbelt så dyr, som den angivne ramme. Klager kunne simpelthen ikke huske, hvad P havde sagt. P og A oplevede også, at de måtte gentage det samme igen og igen, da klager glemte, hvad der var aftalt. De kunne bede klager om at løse en opgave en dag, og den næste havde han glemt det. Indklagede var ved at miste tålmodigheden med klager og besluttede at tage en samtale med ham om, at han blev oplevet som uinteresseret i arbejdet og glemsom. Indklagede havde på intet tidspunkt forbundet klagers glemsomhed med epilepsi, der ifølge klagers egne oplysninger var uden betydning for hans arbejdsdygtighed, og som han blev medicineret for. Der blev ikke talt om sygdommen på kontoret, og det var ikke noget, som medarbejderne tænkte over. A har efterfølgende oplyst, at hun talte med klager to gange i forbindelse med frokosten. Den ene gang spurgte A klager, hvordan hun skulle forholde sig, hvis han fik et anfald. Den anden gang fortalte klager, at han kunne få kørekort, når der var gået en vis tid efter sidste anfald. Klagers epileptiske anfald den 19. februar 2015 kom den tjenstlige samtale i forkøbet. P var ikke til stede på kontoret, da klager fik anfaldet. A, der var i møde med en klient, hørte en masse larm fra klagers kontor. Hun løb derind og så, at han havde et voldsomt anfald. A bad klienten om at hjælpe hende i forhold til, hvad hun skulle gøre. De fik klager væk fra væggen og vendte ham. De gik ud af kontoret og holdt øje med ham ind til, at han kom til sig selv. Efterfølgende blev han hentet af sin kæreste. I de efterfølgende dage talte P med A og bogholderen K om, hvad der skete. Alle tre kunne komme med situationer, hvor klager på uforklarlig vis havde glemt ting, og det stod klart for P, at klager var meget syg, og at det var en hindring for, at han kunne tage sin uddannelse hos indklagede. Da klager vendte tilbage til arbejdet efter anfaldet, begyndte han at fortælle om sin sygdom. Han oplyste, at han var meget hårdt angrebet, havde et meget svært tilfælde i Danmark, og at han fik den sidst mulige medicin. Der var kun operation tilbage, hvis han fik et anfald. Han fortalte hele sin epilepsihistorie, og hvor meget det havde betydet for hans liv, herunder at han tidligere var blevet afskediget af en advokat i forbindelse med et epilepsianfald. Klager oplyste K, at han hver dag tog mange piller på grund af sygdommen, og at en bivirkning var glemsomhed, samt at han ugen op til et anfald næsten ikke kunne huske noget og var ved siden af sig selv. Det stod derfor indklagede klart, at klager var meget påvirket af sin sygdom, og at sygdommen havde stor betydning for hans hverdag. Det stod også klart, at klagers manglende performance hang sammen med sygdommen, som han ikke havde oplyst rækkeviden af i forbindelse med ansættelsen. Klager tilsidesatte således oplysningspligten efter lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet § 6, hvorefter en lønmodtager inden ansættelsen skal oplyse, om lønmodtageren er bekendt med at lide af en sygdom eller har symptomer på en sygdom, der vil have væsentlig betydning for lønmodtagerens arbejdsdygtighed ved pågældende arbejde. Da indklagede ved ansættelsen ikke var klar over, at klager havde en kronisk sygdom, der påvirkede hans arbejdsdygtighed, kan indklagede ikke mødes med et krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Hvis klager havde opfyldt sin oplysningspligt i forbindelse med ansættelsen, havde indklagede ikke ansat ham, da man ikke kan uddanne sig til advokat, når man er hårdt angrebet af epilepsi og som følge heraf er udpræget glemsom. Det er ikke muligt at blive oplært og arbejde som advokat, hvis man ikke kan huske, også selv om det er periodevist. Arbejdet som advokat kræver, at man kan have mange bolde i luften samtidig. En advokat skal huske utroligt mange ting i forbindelse med retssager og forhandlinger. Indklagede er et lille advokatfirma med 1-2 advokater og en fuldmægtig, hvorfor fuldmægtigen beskæftiger sig med alle områder inden for advokatuddannelsen. Dette er også en forudsætning for at bestå eksamen i slutningen af uddannelsen. A talte med klager om alternative jobmuligheder til advokatbranchen, der er ekstremt hård og stressende og kræver en høj grad af udadvendthed og proaktivitet. Det glæder indklagede, at klager har erkendt, at sygdommen er uforenelig med advokatgerningen. Indklagede kunne have indladt at nævne, at klager ikke kunne blive advokat og blot opsagt ham i henhold til funktionærlovens regler om 14 dages opsigelse, men sådan forløb det ikke. Klager og indklagede diskuterede ikke løn, og klager fremkom ikke med et krav om flere måneders løn. Indklagede kan ikke huske, om det var indklagede eller klager, der foreslog den ekstra løn. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår på grund af handicap. Efter et epileptisk anfald i februar 2015 fratrådte klager sin stilling som advokatfuldmægtig. Der blev ikke indgået en skriftlig fratrædelsesaftale. Klager blev tilbudt og modtog en ekstra måneds løn ved ophøret af ansættelsesforholdet. I mailkorrespondance fra ultimo maj 2015 gav klager udtryk for, at han var ked af, at det skulle slutte på den måde. Han gav endvidere udtryk for tvivl om, hvorvidt han ville foretage sig yderligere i relation til grundlaget for opsigelsen. 1 år og 4 måneder efter indgav klager sin klage til Ligebehandlingsnævnet. Efter en samlet vurdering af forløbet vurderer nævnet, at klagers eventuelle krav på godtgørelse som følge af forskelsbehandling på grund af handicap er bortfaldet på grund af retsfortabende passivitet. Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 8, nævnets afvisning af klagen - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 2 a om arbejdsgivers tilpasningsforpligtelse - § 7a om delt bevisbyrde <2016-6810-50614>