Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 17-70-01149

GældendeVersion 2017-09-14
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9867@2017-09-14/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 17-70-01149

JydskeVestkystens kommentar om politiker får ikke kritik I en kommentar til en situation i byrådssalen skrev JydskeVestkysten, at klager ”udtrykker sig mere end almindeligt kritisk over for alle muslimer”. På Facebook og andre steder havde klager udtalt sig. Selv om klager ikke var kritisk over ”alle” muslimer, fandt Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik.

[Klageren] har klaget til Pressenævnet over et indlæg i JydskeVestkysten den 4. juni 2017, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. [Klageren] har klaget over følgende to udsagn: ”angribe et af Venstres byrådsmedlemmer” og ”jævnligt udtrykker sig mere end almindeligt kritisk over for alle muslimer” . 1 Sagsfremstilling JydskeVestkysten bragte den 4. juni 2017 under overskriften ”KOMMENTAR Dramaet i byrådssalen” følgende tekst i 1. sektion på side 6: ” BJARNE LINDQUIST BENTSEN BLB@JV. DK [hertil var indsat et billede af skribenten] Han har intet med dramaet i byrådssalen onsdag aften at gøre. Han sidder i opposition til Venstre, og alligevel var det Socialdemokratiets gruppeformand i byrådet, Povl Kylling Petersen, der over for JydskeVestkysten rammede sagens alvor ind. (…) – jeg har ikke tænkt mig at foretage mig noget i denne sag. Slet ikke. LØD DET FRA S-lederen i avisen torsdag – dagen efter optrinet i byrådssalen, hvor den partiløse [Klageren], inden han blev stoppet af borgmesteren, nåede at angribe et af Venstres byrådsmedlemmer for ”at have bedraget og undergravet byrådsarbejdet samt flere byrådsmedlemmer i årevis”. Den sag har Povl Kylling på ingen måde lyst til at røre ved. Den pågældende V-politiker er meldt til politiet for blandt andet at have brugt falske identiteter på Facebook til at viderebringe grovheder. Hvor sagen ender, ved vi af gode grunde ikke, for endnu er der ikke rejst en sigtelse, men borgmester Thomas Andreasen lægger ikke skjul på, at partifællen er færdig i Venstre, uanset om det, han har gjort, er strafbart eller ej. Hvis der vel at mærke er hold i anklagerne. Så kan alvoren ikke understreges mere tydeligt. Set på den baggrund har det været interessant at læse de reaktioner, der er kommet i kølvandet på onsdagens dramatiske byrådsmøde. Kritikken og forargelsen blev nemlig ikke i første omgang rettet imod det unavngivne Venstre-medlem, men mod budbringeren, [Klageren], selv. Det tidligere medlem af Dansk Folkeparti er en omstridt politiker, ikke kun fordi han jævnligt udtrykker sig mere end almindeligt kritisk over for alle muslimer, men også fordi hans sprogbrug på Facebook til tider er voldsomt. Og så er hans aktion onsdag aften faldet i hvert fald nogle for brystet. Som SF’s Michael Christensen sagde oven på dramaet i byrådssalen: - Det er en utilstedelig optræden, for byrådet er ikke en dømmende magt. Viceborgmester Ejler Schütt fra Dansk Folkeparti var ikke mindre kritisk og kaldte Solhøj Dahles fremgangsmåde for både ”uanstændig” og ”helt uacceptabel”. Borgmester Thomas Andresen har gjort klogt i at afvente en eventuel sigtelse imod partifællen, inden det får interne konsekvenser i partiet – alt andet ville i øvrigt være urimeligt – og Povl Kyllings politiske erfaring fornægter sig ikke, når han vil holde sig på solid afstand af sagen. Den kan blive ubehagelig. GOD PINSE” JydskeVestkysten afviste den 6. juni 2017 [Klageren]s anmodning om at få bragt et genmæle, hvilket [Klageren] samme dag klagede over til Pressenævnet. [Klageren] har desuden den 8. juni 2017 oplyst til Pressenævnet, at han også ønsker at klage over tilsidesættelse af god presseskik. [Klageren] har sendt en udskrift af sin tale på byrådsmødet den 31. maj 2017 til Pressenævnet. Heraf fremgår bl.a. følgende: ”[…] Alligevel ser jeg – at der for tredje måned i træk, efter at jeg gik til borgmesteren og en af byrådets gruppeformænd – sidder flere end de 31 folkevalgte med til bords. Der sidder 31 folkevalgte, hvoraf én har vist sig at have bedraget, og undergravet byrådsarbejdet samt flere byrådsmedlemmer i årevis. Én som nu er anmeldt for en række grove forhold, som kan føre til en decideret straffesag. […]” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klageren]s synspunkter [Klageren] har anført, at der i teksten gives faktuelt forkerte oplysninger. Det er uden betydning, om den omhandlede tekst var en kommentar eller en artikel. Han ønsker en undskyldning og en rettelse. [Klageren] har anført, at han ikke har ”angrebet et af Vestres byrådsmedlemmer” , som det beskrives i JydskeVestkystens kommentar. Det er blevet offentligt kendt, at der var tale om et medlem af Venstre, da JydskeVestkysten har fundet ud af dette ved at tale med andre personer om den omhandlede sag. [Klageren] har forstået, at Venstre-medlemmet skulle være redaktionen på JydskeVestkystens personlige ven og politiske idol. [Klageren] har heller ikke udtrykt sig ”mere end almindeligt kritisk over for alle muslimer” . [Klageren] har udtrykt sig kritisk over for islam. Det må være en smagssag, om det har været mere end almindeligt kritisk. Islam er en ideologi, og muslimer er mennesker. Vedrørende en række af JydskeVestkystens fremhævede eksempler på [Klageren]s ytringer om indvandring mv., har klager anført, at han i de pågældende ytringer ikke nævnte noget om muslimer. 2.2 JydskeVestkystens synspunkter JydskeVestkysten har anført, at kommentaren tydeligt er markeret og opsat som en kommentar skrevet af lokalredaktør Bjarne Bentsen. Som medie har JydskeVestkysten mulighed for at komme med subjektive betragtninger og vurderinger i en kommentar, således som det er sket i den omhandlede tekst. Der er ikke noget faktuelt forkert i teksten, og avisen har samtidig afvist at bringe en rettelse. Vedrørende anklagerne fra [Klageren], er det efter byrådsmødet blevet bekræftet, at der er tale om et medlem af Venstre. Det var ifølge JydskeVestkysten naturligt at nævne i sammenhængen, selv om [Klageren] ikke selv nævnte, hvilket parti den anklagede tilhørte under sit indlæg på byrådsmødet. Efter at have klaget til Pressenævnet har [Klageren] på sin Facebook-profil selv navngivet byrådspolitikeren, som han har politianmeldt. JydskeVestkysten har desuden anført, at udsagnet ”mere end almindeligt kritisk over for alle muslime r” bygger på en vurdering af de ytringer, [Klageren] løbende er kommet med. JydskeVestkysten har i den forbindelse henvist til udtalelser i artikler og på Facebook. I forbindelse med kommentarsporet til artiklen ”Voldsomme tal om indvandrere på forsørgelse: ’Det her er overraskende’” på bt.dk den 26. maj 2017 er [Klageren] citeret for følgende: ”[a]ndelen af indvandrere fra ikke-vestlige lande, der modtager offentlig forsørgelse, er steget siden finanskrisen, mens det modsatte gør sig gældende for etniske danskere” […] ”Overraskende? Gu’ er det ej overraskende! Det [d]er er overraskende og til og med dybt pinligt, er at vores regering ikke formår at få ryddet op i det her. SEND DEM DOG HJEM – hvor svært kan det være! ? ” ◊I forbindelse med kommentarsporet til artiklen ”Tyskland har brugt 20 mia. Euro på flygtninge i 2016” bragt på jyllandsposten.dk den 24. maj 2017 er [Klageren] citeret for følgende: ”Den muslimske masse-indvandring kostede det tyske folk 20 milliarder Euro sidste år (150.000.000.000,00 kroner)! ! For de penge har tyskerne, med Multi-Kulti-Merkel i spidsen, så til gengæld også fået ødelagt deres samfund med terrordrab, drab, voldtægter, overfald, tyverier og anden kriminalitet. Det er simpelthen hinsides al fornuft…” I forbindelse med kommentarsporet til artiklen ”Socialdemokraterne kræver udgangsforbud: Unge asylansøgere skal ikke rende rundt om natten” bragt på ekstrabadet.dk den 20. maj 2017 er [Klageren] citeret for følgende: ”Udgangsforbud? ? Stop nu med den der åndssvage slappe symptombehandling – jeg kræver indgangsforbud. Disse mennesker skal nemlig slet ikke være i Danmark! Ud med dem. ” I et Facebook-opslag fra Asmaa Abdol-Hamid, som sendte sympatitilkendegivelser efter terrorangrebet i Manchester, er [Klageren] citeret for følgende: ”Det er grotesk og absurd, at dette rædsomme, og udanske kvindemenneske, som er fjende af vores kultur, er ansat ved vores Politi! ! En våd klud i hovedet på danskerne”. Og videre følgende: ”Jeg er ikke hverken chokeret eller overrasket over det muslimske terrorangreb i Manchester! Jeg er derimod chokeret over at mine politiske kollegaer har en så ringe opfattelsesevne, at de konstant bliver chokeret, over disse uhyrligheder (det er jo nærmest på ugentlig basis efterhånden), og alligevel ikke gør noget aktivt ved problemet. Jeg egner mig i grunden nok ikke til at være politiker…” 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen. [Klageren] har klaget over tilsidesættelse af god presseskik i JydskeVestkystens indlæg ”Dramaet i byrådssalen” og JydskeVestkystens afslag på genmæle. [Klageren] har klaget over følgende to udsagn, ”angribe et af Venstres byrådsmedlemmer” og ”mere end almindeligt kritisk over for alle muslimer” . Ifølge klager er udsagnene ikke korrekte. God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Som udgangspunkt bør det kontrolleres, om de oplysninger der gives, er korrekte, jf. punkt A. 1. Det er Pressenævnets generelle opfattelse, at der i kommentarer og debatindlæg må tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og lignende reportager. Hertil kommer, at politikere og andre offentlige personer må tåle en mere nærgående og kritisk omtale af deres person og handlinger end andre. [Klageren] har klaget over de to udsagn og anført, at det er uden betydning, om det er en nyhedsartikel eller en kommentar. I det konkrete tilfælde finder Pressenævnet, at ordet ”KOMMENTAR”, skribentens mailadresse (”. jv.dk”) samt teksten i øvrigt, klart fremstår som en kommentar. Teksten vurderes derfor efter de videre rammer for frisprog. Det er ubestridt, at [Klageren] under sin tale på byrådsmødet den 31. maj 2017 udtalte ”at have bedraget og undergravet byrådsarbejdet samt flere byrådsmedlemmer i årevis” . Han oplyste ikke byrådsmedlemmets partitilknytning. Pressenævnet finder, at det klart fremgår af den sammenhæng, som udsagnet ”angribe et af Venstres byrådsmedlemmer” indgår i kommentaren, at der er tale om avisens subjektive vurdering af hændelsesforløbet på det omhandlede byrådsmøde. Da vurderingen samtidig ikke er uden faktisk grundlag, finder Pressenævnet herefter ikke anledning til at kritisere JydskeVestkystens ordvalg. Det forhold, at det var JydskeVestkysten, der indsatte oplysningen om, at byrådsmedlemmet var medlem af partiet Venstre, kan ikke føre til et andet resultat. Pressenævnet finder, at udsagnet ” jævnligt udtrykker sig mere end almindeligt kritisk over for alle muslimer” klart fremstår som avisens subjektive vurdering af [Klageren]s ytringer på Facebook og i forskellige medier. Uanset, om klager ikke måtte være kritisk over for ”alle” muslimer, finder nævnet heller ikke grundlag for at kritisere dette udsagn. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på udsagnets vurderende karakter, og at [Klageren] selv deltager i den offentlige debat. Nævnet finder herefter, at JydskeVestkysten ikke har tilsidesat god presseskik. Genmæle [Klageren] har klaget over, at JydskeVestkysten ikke vil bringe en rettelse vedrørende de to påklagede udsagn. Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. I forhold til udsagnet om, at [Klageren] har angrebet ” et af Venstres byrådsmedlemmer” og udsagnet om, at [Klageren] ”jævnligt udtrykker sig mere end almindeligt kritisk over for alle muslimer” finder Pressenævnet, at de fremstår som vurderinger af [Klageren]s ytringer. Nævnet finder samtidig, at vurderingerne har støtte i talen på byrådsmødet og de ytringer, som JydskeVestkysten i øvrigt har henvist til i forskellige medier. Da der er tale om vurderinger og ikke oplysninger af faktisk karakter, er [Klageren] ikke berettiget til at få bragt et genmæle. Afgjort den 5. september 2017

Versioner

  1. 2017-09-14