Hjemvisning af afgørelse med påbud om at sikre, at kontorer og medicinrum kan anvendes som forsvarlige sikkerhedsområder
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9884@2017-09-19/da
Indhold
Hjemvisning af afgørelse med påbud om at sikre, at kontorer og medicinrum kan anvendes som forsvarlige sikkerhedsområder
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg på [virksomhed udeladt] og afgav i den forbindelse påbud om at sikre, at kontorer og medicinrum i [navn udeladt] kan anvendes som forsvarlige sikkerhedsområder. Et enigt nævn hjemviste afgørelsen og vurderede, at det er uklart, hvad Arbejdstilsynet har givet påbud om. Nævnet lagde herved vægt på, at Arbejdstilsynets påbud efter sin ordlyd drejer sig om, at det skal sikres ”at kontorer og medicinrum i [navn udeladt] kan anvendes som forsvarlige sikkerhedsområder”, hvilket har karakter af et metodepåbud. Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke efter reglerne om faste arbejdssteders indretning, som Arbejdstilsynet har henvist til i afgørelsen, kan stilles krav om, at kontorer og medicinrum i skal indrettes som sikkerhedsområder, hvis alle på arbejdsstedet i en faresituation kan komme i sikkerhed i det fri. Nævnet lagde desuden vægt på, at Arbejdstilsynet ikke har beskrevet de fysiske forhold vedrørende flugtveje og nødudgange i de pågældende huse på bostedet på tidspunktet for Arbejdstilsynets tilsynsbesøg den 1. juli 2016. Det fremgår af reglerne om faste arbejdssteders indretning, at der afhængig af arbejdets art og forholdene i øvrigt skal være et tilstrækkeligt antal flugtveje og nødudgange af en sådan udformning, dimension og placering, at der er en betryggende mulighed for, at alle på arbejdsstedet i en faresituation kan komme i sikkerhed i det fri eller til et sikkerhedsområde.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. august 2017 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 26. august 2016 med påbud om at sikre, at flere kontorer og medicinrum på [navn udeladt], [adresse udeladt] kan anvendes som forsvarlige sikkerhedsområder. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser Arbejdstilsynets afgørelse af 26. august 2016 med påbud om at sikre, at flere kontorer og medicinrum i [adresse udeladt] kan anvendes som forsvarlige sikkerhedsområder. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at det er uklart, hvad Arbejdstilsynet har givet påbud om. Nævnet lægger herved vægt på, at Arbejdstilsynets påbud efter sin ordlyd drejer sig om, at det skal sikres ”at flere kontorer og medicinrum kan anvendes som forsvarlige sikkerhedsområder”, hvilket har karakter af et metodepåbud. Nævnet lægger herved vægt på, at der ikke efter reglerne om faste arbejdssteders indretning, som Arbejdstilsynet har henvist til i afgørelsen, kan stilles krav om, at kontorer og medicinrum skal indrettes som sikkerhedsområder, hvis alle på arbejdsstedet i en faresituation kan komme i sikkerhed i det fri. Nævnet lægger desuden vægt på, at Arbejdstilsynet ikke har beskrevet de fysiske forhold vedrørende flugtveje og nødudgange i de omtalte rum på bostedet på tidspunktet for Arbejdstilsynets tilsynsbesøg den 1. juli 2016. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at der mangler oplysninger om antal flugtveje og nødudgange i omtalte rum, samt at der mangler oplysninger om eventuelle flugtveje og nødudganges placeringer i husene. Nævnet lægger desuden vægt på, at Arbejdstilsynet ikke har forholdt sig til oplysningerne fra [navn udeladt] om, at: ● der er flugtveje i alle lokaler, hvor de ansatte opholder sig, ● alle lokaler er i stueplan har vinduer, der kan åbnes ud til det fri, ● rummene er indrettet, så der er nem adgang til vinduer eller døre ● en del rum har flere døre og dermed flere flugtmuligheder Nævnet lægger til grund, at alle beboerne på [navn udeladt] har en alvorlig psykisk diagnose og kan være psykotiske, forpinte og høre stemmer, som fortæller dem, at de skal slå nogen ihjel. En del af beboerne er domsanbragte, og der er beboer med misbrug af stoffer og/eller alkohol i alle husene på bostedet. Nævnet lægger desuden til grund, at Arbejdstilsynet fik oplyst, at beboernes reaktionsmønster kan være meget uforudsigeligt på grund af deres psykotiske tilstand, og at uforudsigeligheden påvirkes af beboernes misbrug af alkohol og stoffer, da misbruget oveni psykosen øger risikoen for udadreagerende adfærd. De ansatte og ledelsen oplyste til Arbejdstilsynet, at beboerne kan ændre adfærd pludselig og ”ud af det blå”. Det fremgår af arbejdsmiljøloven, at arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det fremgår af reglerne om faste arbejdssteders indretning, at der afhængig af arbejdets art og forholdene i øvrigt skal være et tilstrækkeligt antal flugtveje og nødudgange af en sådan udformning, dimension og placering, at der er en betryggende mulighed for, at alle på arbejdsstedet i en faresituation kan komme i sikkerhed i det fri eller til et sikkerhedsområde. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om Arbejdstilsynets kompetence til at afgive påbud ● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Om flugtveje og nødudgange ● § 42, stk. 1, og § 43, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 ● § 16, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, breve af 16. januar 2017, 7. februar 2017 og 20. februar 2017 fra [navn udeladt], brev af 19. januar 2017 fra tillidsrepræsentanten, breve af 1. februar 2017, 3. februar 2017 og 24. februar 2017 fra arbejdsmiljørepræsentanterne samt brev af 2. februar 2017 fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 6 Arbejdsstedets indretning § 42. Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. … § 43. Arbejdsministeren kan fastsætte regler om indretning af faste, midlertidige, skiftende og udendørs arbejdssteder, herunder om arbejdsrum, f.eks. loftshøjde, luftrum, gulve, vægge, lofter, belysning, temperatur, luftfornyelse og støj, velfærdsforanstaltninger m.v., f.eks. opholds- og spiserum, garderober, omklædningsrum, toiletter, vaske- og baderum samt sovesteder og stole, udgangsforhold, f.eks. færdselsveje, trapper og udgange. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning … Kapitel 3 Almindelige bestemmelser … § 16. Afhængig af arbejdets art og forholdene i øvrigt skal der være et tilstrækkeligt antal flugtveje og nødudgange af en sådan udformning, dimension og placering, at der er en betryggende mulighed for, at alle på arbejdsstedet i en faresituation kan komme i sikkerhed i det fri eller til et sikkerhedsområde. Stk. 2. Såfremt det af sikkerhedsmæssige grunde er påkrævet, skal nødudgangsdøre eller -porte åbne i flugtretningen og skal kunne åbnes på en nem og sikker måde uden brug af nøgle og må ikke være forsynet med skyde- og drejedøre. Stk. 3. Flugtveje og nødudgange skal holdes frit passable. …