Gelex

Fastholdelse af påbud om at sikre, at der ikke må indtages mad eller drikkevarer, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser samt kræftfremkaldende stoffer og materialer

GældendeVersion 2017-10-20
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9987@2017-10-20/da

Indhold
  1. Indledning

Fastholdelse af påbud om at sikre, at der ikke må indtages mad eller drikkevarer, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser samt kræftfremkaldende stoffer og materialer

Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg hos virksomheden og afgav i den forbindelse påbud til virksomheden om at sikre, at der ikke må indtages mad eller drikkevarer, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser samt kræftfremkaldende stoffer og materialer. Påbud om at sikre, at der ikke må indtages mad eller drikkevarer i virksomhedens produktion og laboratorier: Et enigt nævn fastholdt afgørelsen og lagde vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg den 23. maj 2016 konstaterede, at der i virksomhedens produktion anvendes bl.a. blyoxid, som er giftigt og sundhedsskadeligt, samt EnSolv og Dowper MC Solvent, som er kræftfremkaldende stoffer. Nævnet lagde desuden vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der i midten af virksomhedens produktionshal var opstillet to kaffemaskiner og en vandkølemaskine. Nævnet lagde endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at flere af virksomhedens ansatte stod ved siden af kaffemaskinerne og vandkølemaskinen og drak kaffe og vand. Påbud om at sikre, at de ansatte ikke udsættes for unødige påvirkninger fra de overnævnte stoffer og materialer: Et enigt nævn ophævede påbuddet og lagde vægt på, at Arbejdstilsynet i afgørelsen af 31. august 2016 ikke konkret har begrundet, hvordan de ansatte i øvrigt udsættes for unødige påvirkninger fra metallisk bly eller blyforbindelser samt kræftfremkaldende stoffer og materialer.

[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 26. september 2017 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 31. august 2016 til [navn udeladt], [adresse udeladt] med påbud om at sikre, at der ikke må indtages mad eller drikkevarer, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser samt kræftfremkaldende stoffer og materialer. Det skal sikres, at de ansatte ikke udsættes for unødige påvirkninger fra de ovennævnte stoffer og materialer, og at der ikke indtages mad eller drikkevarer i virksomhedens produktion og laboratorier. Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at Arbejdstilsynets afgørelse af 31. august 2016 efter sin ordlyd drejer sig om 2 forskellige forhold, hvorfor nævnet har valgt at behandle begge forhold særskilt. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E R Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 31. august 2016 om at sikre, at der ikke må indtages mad eller drikkevarer, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser samt kræftfremkaldende stoffer og materialer. Det skal sikres, at der ikke indtages mad eller drikkevarer i virksomhedens produktion og laboratorier. Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 28. februar 2018. Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 7. marts 2018. Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver den del af Arbejdstilsynets afgørelse af 31. august 2016, der drejer sig om at sikre, at de ansatte ikke udsættes for unødige påvirkninger fra de ovennævnte stoffer og materialer. B E G R U N D E L S E Påbud om at sikre, at der ikke må indtages mad eller drikkevarer i virksomhedens produktion og laboratorier: Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg den 23. maj 2016 konstaterede, at der i virksomhedens produktion anvendes bl.a. blyoxid, som er giftigt og sundhedsskadeligt, samt EnSolv og Dowper MC Solvent, som er kræftfremkaldende stoffer. Nævnet lægger desuden vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der i midten af virksomhedens produktionshal er opstillet to kaffemaskiner og en vandkølemaskine. Nævnet lægger endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at flere af virksomhedens ansatte stod ved siden af kaffemaskinerne og vandkølemaskinen og drak kaffe og vand. Det følger af reglerne om arbejde med stoffer og materialer, at der ikke må ryges eller indtages mad eller drikkevarer, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser. Der må ikke opbevares spiselige ting eller drikkevarer, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser. Det følger af reglerne om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer, at hvor det fremgår i arbejdslokaler eller områder, hvor der er risiko for forurening fra stofferne og materialerne, må der ikke ryges, spises eller drikkes, ligesom opbevaring af tobak, mad og drikkevarer ikke må finde sted. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. Påbud om at sikre, at de ansatte ikke udsættes for unødige påvirkninger fra de overnævnte stoffer og materialer: Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet i afgørelsen af 31. august 2016 ikke konkret har begrundet, hvordan de ansatte i øvrigt udsættes for unødige påvirkninger fra metallisk bly eller blyforbindelser samt kræftfremkaldende stoffer og materialer. Nævnet lægger desuden vægt på, at Arbejdstilsynets påbud efter sin ordlyd om, at det skal sikres, at de ansatte ikke udsættes for unødige påvirkninger fra de ovennævnte stoffer og materialer, og at der ikke indtages mad eller drikkevarer i virksomhedens produktion og laboratorier, giver anledning til tvivl om, hvad påbuddet drejer sig om. Nævnet lægger endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet i begrundelsen for afgørelsen af 31. august 2016 har henvist til både reglerne om, at der ikke må indtages mad og drikkevarer, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser, og reglerne om at unødig påvirkning skal imødegås. Reglerne om, at der ikke må indtages mad eller drikkevarer, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser, angår ikke en vurdering af unødige påvirkninger fra stoffer og materialer. Nævnet ophæver derfor den del af påbuddet, der drejer sig om unødige påvirkninger fra de ovennævnte stoffer og materialer, således at virksomheden alene skal efterkomme den del af påbuddet, der drejer sig om at sikre, at der ikke indtages mad eller drikkevarer i virksomhedens produktion og laboratorier. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. BEMÆRKNINGER TIL KLAGEN [Navn udeladt] har i høringssvar af 1. juli 2016 anført, at der ikke er fundet stigning af blod-bly hos virksomhedens ansatte siden virksomhedens etablering i 1952, og at der samtidig foretages løbende måling af støv ved virksomhedens processer og mere generelle områder. [Navn udeladt] har desuden anført, at der aldrig er fundet anledning til at sige, at de to afgrænsede områder, hvori drikkeautomaterne er placeret, skal betragtes som områder, hvor der arbejdes med blyholdige forbindelser. Ifølge virksomhedens opfattelse og målinger er der således ikke principiel forskel på gangarealer, produktionskontorer, pakkeri eller slutkontrol og de to nævnte områder med opstillede drikkeautomater. [Navn udeladt] anfører endelig, at virksomhedens ansatte påskønner de 2 drikkeautomater, og virksomheden mener, at det vil være en unødvendig forringelse af medarbejdernes arbejdsvilkår at fjerne automaterne. [Navn udeladt] har i klage af 29. september 2016 anført, at regler og retningsliner på dette specifikke område er uklare og efterlader mulighed for mange subjektive fortolkninger af, hvad der definerer et område, hvor der arbejdes med bly og/eller andre farlige stoffer (og hvad eventuelle sikkerhedsmæssigt forsvarlige afstande måtte være). Virksomheden mener derfor, at da dette forhold har stor principiel betydning for indretning af arbejdspladsen, vil virksomheden derfor anbefale, at der foretages specifikt tilsyn af mere fagvidenskabelige eksperter for at afklare dette forhold på et mere objektivt grundlag. Arbejdsmiljøklagenævnet skal bemærke, at nævnet lægger til grund, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg den 23. maj 2016 hos [navn udeladt], [adresse udeladt], konstaterede, at der i virksomhedens produktion arbejdes med blyholdige pulver/produkter samt kræftfremkaldende stoffer. Nævnet kan desuden henvise til Arbejdstilsynets udtalelse af 6. april 2017, hvori Arbejdstilsynet oplyser, at de ansatte færdes og arbejder i virksomhedens produktionsområde, hvor de kan gå fra et område til et andet, og at nogle af produktionsområderne er støvende (blyholdigt), bl.a. pulverproduktion, presning og rundslibning. Der er derved risiko for, at støvet bliver transporteret fra ét område til et andet. Det følger af reglerne om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer, at der i arbejdslokaler eller områder, hvor der er risiko for forurening fra stofferne og materialerne, ikke må ryges, spises eller drikkes, ligesom opbevaring af tobak, mad og drikkevarer ikke må finde sted. Derfor skal virksomheden sikre, at der ikke indtages mad eller drikkevarer i virksomhedens produktion og laboratorier. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: ● § 77, stk. 1, i Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 om arbejdsmiljø Om arbejdets udførelse: ● § 38, stk. 1, i Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 om arbejdsmiljø ● § 16, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse Om arbejde med stoffer og materialer: ● § 48, stk. 1, i Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 om arbejdsmiljø ● § 5, stk. 4, jf. bilag 1, afsnit 4, nr. 1 og 2, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1793 af 18. december 2015 om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser) Om indtagelse af mad og drikkevarer: ● § 37, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1795 af 18. december 2015 om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet samt brev af 21. april 2017 fra [navn udeladt] På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 om arbejdsmiljø … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. … Kapitel 8 Stoffer og materialer § 48. Stoffer og materialer med egenskaber, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed, må kun fremstilles og anvendes ved arbejdsprocesser og -metoder, der effektivt sikrer de beskæftigede mod ulykker og sygdomme. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1793 af 18. december 2015 om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser) … Kapitel 2 Almindelige bestemmelser § 5. … Stk. 2. … Stk. 3. … Stk. 4. Arbejde med de i bilag 1-4 nævnte stoffer og materialer skal ske i overensstemmelse med de særlige krav i bilagene. … Bilag 1 til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1793 af 18. december 2015 Om arbejde med metallisk bly og dettes ionforbindelser Bilaget omfatter arbejde for en arbejdsgiver, hvor der efter en vurdering kan være risiko for påvirkning af metallisk bly og dettes ionforbindelser. Punkt 1.2 og 2.2 gælder dog også for arbejde, der ikke udføres for en arbejdsgiver. 4. Øvrige foranstaltninger 4.1. Der må ikke ryges eller indtages mad eller drikkevarer, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser. 4.2. Der må ikke opbevares tobaksvarer, spiselige ting og drikkevarer, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser. … Arbejdstilsynet har desuden henvist til § 37, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1795 af 18. december 2015 om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer … Kapitel 5 Foranstaltninger … Velfærdsforanstaltninger mv. … § 37. I arbejdslokaler eller områder, hvor der er risiko for forurening fra stofferne og materialerne, må der ikke ryges, spises eller drikkes, ligesom opbevaring af tobak, mad og drikkevarer ikke må finde sted. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse … Kapitel 3 Arbejdets udførelse … Særlige krav … § 16. Unødig påvirkning fra stoffer og materialer skal undgås. Påvirkningen fra stoffer og materialer under arbejdet skal derfor nedbringes så meget, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling, og fastsatte grænseværdier skal overholdes. …

Versioner

  1. 2017-10-20